Dårligdommerne er et podcast om dårlige, danske film. Det første afsnit blev udgivet i 2014 og handler om Rich Kids, som de tre venner, Christopher Andersen, Troels Møller og Jacob Hinchely, scene fra scene river fra hinanden: Kunstige replikker, dårlige skuespilpræstationer og pinlige plothuller.
Siden er det blevet til over 80 afsnit, der hver bliver downloadet omkring 25.000 gange, og på lørdag kan deres 10. liveoptræden opleves på Bremen Teater med komikerne Dan Andersen og Morten Wichmann som gæstedommere.
Men hvorfor er det så populært at høre tre mænd uden videre erfaring med selv at lave film, udpege fejl i film, som alle kan se er ringe? Har de overhovedet ret til at være dommere over andres film? Og hvor længe kan de blive ved endnu, indtil de løber tør for dårlige, danske film?
Annonse
Vi har mødt to af dem. Jacob Hinchely, 33, der er vært på Musiktjenesten på P6 Beat og Troels Møller, 34, der er spilredaktør på Troldspejlet, til en snak om skabelon-drama, Arnold Schwarzenegger og kropsvæsker.
Hvad er den dårligste film, I har set?
Troels: ”Vi plejer at kalde ’Jensen og Jensen’, en animationsfilm fra 2011, for ’the one that must not be mentioned.’ Jeg fik det fysisk dårligt i to uger efter at have set den. Et minut inde kommer den første prutte-joke, øjensynligt fordi folkene bag har været nervøse for, om seerne skulle begynde at kede sig. Den er så half-ass’ed. Når karaktererne går forbi et vindue, har animatorerne glemt at komme hår på deres spejlinger. Når der er noget, der skal bevæge sig i baggrunden, er det hver gang en mælkekasse, måske fordi de én gang har animeret en mælkekasse og så bare har været dovne.”
Jacob: ”Ja, og det er uanset, hvor de er henne. På et tidspunkt er de på Pia Kjærsgaards kontor, og der er der også mælkekasser over det hele. Og så er humoren bare så åndssvag og plat-satirisk. Pia Kjærsgaard er fx S/M-dominatrix og ’ha ha ha’. Den film gav mig sympati med Pia Kjærsgaard, og der skal noget til.”
Idéen til Dårligdommerne opstod til en julefrokost på Troldspejlet, hvor de alle tre har arbejdet. Her snakkede de sammen om deres yndlingspodcast, det amerikanske podcast ’How did this get made’, der i sin form er forlægget for ’Dårligdommerne’.
Men de var nervøse for, om det kunne lade sig gøre, for i USA er budgetterne større, og selvom filmene kan være dårlige, er de sjældent kedelige. I Danmark er de, ifølge dommerne, oftere kedelige end egentligt dårlige.
Annonse
Hvorfor er der brug for en podcast om dårlige film?
Jacob: ”Danske anmeldere har brug for et los i røven. Hvis du spørger mig, er anmeldere og kunstnere alt for gode venner. Hvis det er en dansk film, får den automatisk tre stjerner, og hvis Anders W. Berthelsen er med, får den lige en ekstra oveni. Der er at pisse publikum i ansigtet. For 10 år siden gav en anmelder Volbeats første album seks stjerner. Dagen efter stod anmelderen og Michael Poulsen (forsangeren i Volbeat, red.) i Go’Morgen Danmark og fortalte, at de var bedste venner og gik til boksning sammen.”
Troels: ”Nogle gange læser vi anmeldelser op i slutningen af podcasten, efter vi har brugt en time på at snakke om, hvor rærlig den er, hvor den alligevel har fået mange stjerner. Det giver simpelthen ingen mening.”
Jacob: ”’Guldkysten’ er et rigtigt godt eksempel. Den er et makværk. Jeg var i biografen og se den med min familie, og vi er normalt ikke en familie, der har så meget at snakke om, men vi satte os på en café bagefter og talte i timevis om, hvor dårlig den er.”
Troels: ”Der var anmeldere, der lovpriste den, selvom den er så prætentiøs. Der sker ingenting i den film. Den spilder alles tid med lange skud af horisonten, men har glemt… et plot.”
Jacob: ”Men den fik stor ros, blandt andet fordi ham, der lavede musik til Twin Peaks også lavede musik til Guldkysten, selvom han gjorde et rigtigt skidt stykke arbejde. Men de tænkte, at han var artsy fartsy, og så måtte det være godt.”
Troels: ”Og så skal vi ikke glemme, at de fleste danske film får offentlig støtte, altså vores alle sammens skattepenge. Derfor synes jeg det er i orden at gå til dem.”
Annonse
Jacob: ”Ja, og så har netop en film som Guldkysten rigtigt meget vind i sejlene. Til gengæld har jeg det svært ved at svine små indie-film til, fordi man oftere her, end i de store film kan mærke noget passion.”
Troels: ”Problemet med anmeldere i Danmark er også, at hvis du giver Mads Mikkelsen en dårlig anmeldelse, kommer du aldrig til at kunne interviewe ham igen. Den overvejelse behøver vi ikke have.”
Tre gange, synes de selv, det er kammet over. I afsnittene om ’Jensen og Jensen’, ’Den sidste rejse’ og ’Undercover’ gik de for hårdt til filmene og de involverede mennesker. De gør sig ellers umage for, at podcastet skal være et indblik i de tres uformelle diskussion af film: Tre filmnørder, der sidder derhjemme og snakker om film.
Troels: ”Hvis du tænker, at vi da ikke har ret til at kloge os om det her, så bare sluk. Vi har ikke mere ret end alle andre. Vi er bare tre venner, der snakker film.”
Jacob: ”Han Duo, der er et anden podcast, jeg er med til at lave, er mere seriøs. Der er det stort set kun drenge, der lytter med. Men halvdelene af vores publikum til Dårligdommerne er kvinder. Måske fordi de synes, det er sjovt at få en indblik drengeklubben. Og vi er virkelig bare nogle drenge, der snakker om film. Hverken mere eller mindre. Vi har ikke facit, og vi har heller ikke lyst til at være smagsdommerne, der tager det mega alvorligt.”
Sammen laver de også podcasten Hakkedrengene, der handler om actionfilm fra 80’erne med Jean Claude van Damme, Sylvester Stallone og Arnold Schwarzenegger – film, de godt kan lide.
Jacob: ”Nej, Arnold er ikke en fantastisk skuespiller, men han er fandme underholdende. Og det vil jeg langt hellere se end stort set alle danske film. Jeg vil gerne stå på mål for at sige, at det er gode film – det er ikke Citizen Kane, men de er gode til deres genre. Film behøver ikke være franske og i sort/hvid for at være gode.”
Troels: ”Min favorit blandt danske film er ’Jagten’, som er fantastisk, men ellers virker det som om, at det er for nemt at komme til at lave film i Danmark.”
De fortæller, at de i filmproducenten og –manuskriptforfatteren Regner Grastens selvbiografi har læst en anekdote, der forklarer problemet: Han og instruktøren Charlotte Sachs Bostrup har netop færdiggjort filmen ’Askepop’, der er behandlet i ’Dårligdommerne’, da Grasten ringer til Bostrup: De har seks millioner liggende, der skal være brugt, inden året er omme, hvis ikke de skal afleveres tilbage til Filminstituttet. Kan hun ikke lige strikke et manus sammen? Bostrup spørger, hvad det skal handle om, og Grasten siger, at hun altid snakkede om sine veninder. I 2005 har filmen ’Veninder’ premiere, og den er også behandlet af ’Dårligdommerne’.
Jacob: ”Overordnet set bliver der lavet to slags film i Danmark: Der er de dér køkkenvask-dramaer, hvor forældrene altid er døde i en tragisk bilulykke og konen er utro, og så er der lystspillene, som ’Klassefesten’, ’Blå mænd’, ’Alle for to’, og så videre og så videre.”
Troels: ”Det er enten forceret socialrealisme eller prutter.”
Jacob: ”I vores afsnit om Undercover gav vi alle danske instruktører en udfordring: Lav en komedie uden kropsvæsker. Kan det overhovedet lade sig gøre at lave en dansk komedie uden bræk, lort eller tis? Jeg har aldrig set Klassefesten færdig, for jeg måtte slukke efter de første 20 minutter, fordi de endeløse gange havde gjort opmærksom på, at Nikolaj Kopernikus har hæmorider.
Netop Klassefesten var den mest sete film det år. Vidner det ikke om, at den har et publikum?
Jacob: ”Det har den, men det ændrer ikke på, at det er en årlig film.”
Troels: ”Vi bryster os af, at dansk humor er underspillet og sort, men det er en stor løgn. Prøv at se ’Julefrokosten’, og tæl, hvor mange gange, der er nogen, der får noget i hovedet.”
Men alle kan vel se, at ’Julefrokosten’ er en dårlig film. Hvorfor laver I så et podcast om det?
Jacob: ”Vi gør jo lidt det samme som Dybvad eller Natholdet, det er klart. Men vi gør det anderledes, at vi ikke bare spiller et klip og laver jokes om det. Vi dissekerer det. Der er en scene i ’Undercover’, hvor Roland Møllers karakter holder en joint op og siger ”den hedder Tony Montana,” hvorefter han griner helt vildt. Men det er jo ikke en joke, der er ikke noget sjovt i det. Læg dertil, at Tony Montana, altså hovedpersonen i Scarface, ikke har med hash at gøre, men kokain. Hvorfor er den replik med? Hvad var meningen med den?”
Troels: ”Det er sjovt at lave Dårligdommerne, og vi ville gøre det uanset, om der er nogen, der vil høre med eller ej. Jeg kan godt se, at det virker nemt, måske endda for nemt, men så synes jeg, du skal sætte dig ned og se de film, vi ser, bagefter fortælle mig, om det er nemt eller ej at komme igennem dem.”
Jacob: ”Da vi havde lavet 10 afsnit, var den en, der skrev i en kommentar, at vi nok snart løb tør for materiale. Nu har vi lavet over 80, og der bliver ved med at komme en endeløs strøm at lortefilm.”
