USA's nye ambassadør i Danmark: "Danmark og USA har et klippefast forhold opbygget gennem mere end 200 år"

Carla Sands er uddannet kiropraktor og har været (topløs) skuespiller i Hollywood. Her fortæller byens nye sherif, hvorfor Donald Trump er det bedste, der er sket for verden siden Berlinmurens fald.

Carla Sands
Offentliggjort

Du sagde ved din udnævnelse til ambassadør, at Danmarks og USA’s forhold er vigtigere end nogensinde. Hvad mener du med det?

”Verden er blevet et meget farligere sted end for 10 år siden. Siden sin tiltrædelse har præsident Trump understreget nødvendigheden af, at alle Nato-landene står sammen. Det er lykkedes. Vi er stærkere end nogensinde før.

Danmark moderniserer sit militære udstyr og gør et fantastisk stykke arbejde med ekspeditioner til nogle af de værste steder i verden – sammen med USA og Nato. Danmark har leveret en bemærkelsesværdig indsats i Syrien og Afghanistan. Jeg har selv besøgt jeres tropper i Baltikum og set deres indsats for at bekæmpe russisk aggression i det baltiske område.

Danmark og USA har også et stærkt handelssamarbejde. Danmark er en stærk handelsnation. USA elsker handel. Vores præsident er vild med handel og mere handel. Men han ønsker fair handel, og han er i gang med at udjævne de uretfærdigheder, der har været. USA har gennem de sidste mange år lavet nogle virkeligt dårlige aftaler, især i forhold til Kina. Og endelig har Danmark og USA en fantastisk mellemmenneskelig forbindelse.”

Mange danskere synes måske ikke forbindelsen er så fantastisk længere – på grund af din chef …

”Jeg ved ikke, hvilket nummer i rækken af besøgende, Danmarks statsminister var, da præsident Obama var tiltrådt i 2009, men hos præsident Trump var Lars Løkke Rasmussen helt oppe som statsleder nummer fire, der fik en invitation.

Danmark er et lille land, og at få den grad af opmærksomhed fra den nye præsident er ret imponerende. Danmark er vigtig. I er en fantastisk alliancepartner. Der er et særligt forhold mellem Danmark og USA. Det er så tæt, som det kan være mellem to lande. Det er amazing. Jeg er chokeret over, hvor meget danskerne elsker USA. Og de elsker den amerikanske ambassadør! Jeg tænker hele tiden, at jeg er så heldig, at jeg er i et land, som virkeligt elsker USA.”

Danskerne kan ikke lide præsident Trump …

”Han kan lide dem!”

Hvordan vil du overbevise danskerne om, at Trumps idéer er gode?

”Først og fremmest er han ikke politiker. Han er forretningsmand, og det indebærer, at han ikke altid spiller på det sikre. Det gør politikere, fordi de gerne vil beholde deres job. Han har observeret politik meget længe, så hans idéer er ikke noget, der bare er kommet til ham lige pludselig. Gennem lang tid har han set en verden uden stærkt amerikansk – det vil sige godt – lederskab. Vi har ingen dagsorden om at skade andre lande. Vi vil hjælpe. Det er vores rolle i verden, så vi er en god ven for vores allierede.

Præsidenten ønsker at genoprette god orden. For i et tomrum uden godt lederskab, hvad kommer så? Ikke nødvendigvis gode aktører. Vi har i de senere år set Nordkorea, Rusland, Iran og Kina agere mere aggressivt med et ønske om magt og at udøve deres magt og kontrol. Trumps ønske om at sikre gavnligt amerikansk lederskab er vigtigt. Det er en god ting. Det håber jeg, danskerne kan se. Der er sket ekstraordinære ting takket være Donald Trump.”

Trump understreger ofte sit ’America First’-budskab, som ikke lyder så imødekommende for os andre. Det må også være en udfordring for dig og diplomatiet?

”Jeg håber da, at Danmarks statsminister siger ’Danmark først’. Det ville være latterligt, hvis præsident Trump sagde ’Kina først’ i stedet for ’Amerika først’. Enhver leder sætter sit land og sit folks interesser i første række. Men ’Amerika først’ betyder ikke ’Amerika alene’. Vi er en meget god ven for vores allierede, og vi ønsker at være endnu tættere på dem. Men vi ønsker også, at ondsindede aktører i verden skal vide, at det ikke er en fri legeplads længere. De skal opføre sig ordentligt. Som gode naboer. Ellers vil der være konsekvenser.

Donald Trump har gjort op med forfærdelige regler og love i USA, som kvalte vores forretningsliv. Nu kan det blomstre igen, og USA's arbejdsløshed er den laveste i 17 år. Vi er som den største økonomi en drivkraft for hele verden. Hvis du fjerner al støjen og kigger på verden og verdensøkonomien, er det utroligt, hvad der er sket af positive ting. Se på Islamisk Stat. De blomstrede under den forrige præsident. Men Trump sagde, ’nu er det nok’, fik samlet vores allierede, og nu er Islamisk Stat så godt som udslettet. Det er bare endnu en succeshistorie. Det er amazing.”

Hvad kan vi, amerikanere og danskere, lære af hinanden?

”Noget af det, jeg beundrer ved danskerne, er, at I arbejder for at leve, I lever ikke for at arbejde. Vi amerikanere arbejder alle døgnets vågne timer. I bruger tid på at være sammen med familie og venner og på at skabe et dybt og meningsfyldt hjemmeliv. Det er enestående. Der findes ikke mange andre samfund, hvor man dyrker familien på samme måde, og hvor unge mennesker, selv teenagere, virkeligt selv ønsker at spise middag med deres familie og være sammen med dem. Det er vidunderligt, og det går lige i hjertet på mig.

Danskerne kunne på den anden side lære noget af amerikanernes foretagsomme, risikovillige mentalitet, vores entreprenante indstilling. Vi skaber og har altid skabt masser af ny business. Mange af de, der får succes, har forsøgt og forsøgt og slået fejl, før de får succes. Man er nødt til at løbe en risiko som iværksætter. Man risikerer sine penge. Hvis danskerne kunne vove springet og prøve at tage mere risiko i stedet for at holde sig tilbage, ville det være fantastisk. Danskerne er innovative, de skal bare komme ud af busken og sætte deres idéer på markedet på en mere frimodig måde.”

Du har været skuespiller i Hollywood i 1980’erne? Det må have været et vildt sted …

”Jeg var allerede uddannet som kiropraktor og havde en privat praksis i New York, men jeg var stadig i tyverne, så jeg var ikke klar til at være seriøs endnu. Jeg var med i serien ’The Bold And The Beautiful’ (tv-serien, der kører endnu, som hedder ’Glamour’ på dansk, red.) i to sæsoner i 1987 og 1988. Det var en fantastisk tid, jeg havde det virkelig sjovt som skuespiller. Jeg gik dog ikke til festerne i Hollywood, jeg passede mit eget liv, så jeg så ikke så mange vilde ting.”

I fantasyfilmen ’Deathstalker And The Warriors From Hell’ optrådte du topløs i en scene. Da du blev udnævnt til ambassadør, var det netop denne scene, flere danske medier fokuserede på. De linkede også på nettet til scenen i filmen. Generer det dig?

”Nej. Jeg havde det virkeligt sjovt som skuespiller. Det bekymrer mig ikke, at folk ser det. Jeg ser mere, når jeg går ned på stranden her i Danmark om vinteren og ser vinterbaderne.”

Bliver kvinder bedømt uretfærdigt og irrelevant på deres udseende, for eksempel hvis de er politikere eller i andre embeder med stor eksponering?

”Mænd og kvinder er forskellige, og jeg elsker, at vi er forskellige. Jeg elsker, at mænd kan lide at kigge på kvinder. Og jeg er ikke så overbevist om, at kvinder ikke også kigger på mænds udseende.”

Hvad er dit indtryk af danskerne?

”De er venlige, åbne, gæstfri, og har, nu vi taler om det, et meget attraktivt udseende. Generelt oplever jeg, at de er meget glade for at møde USA’s repræsentant i landet.”

Hvad er dit succeskriterium for din tid som ambassadør i Danmark?

”Danmark og USA har et klippefast forhold opbygget gennem mere end 200 år. Jeg ønsker at bringe os endnu tættere sammen. Det er meget vigtigt i disse urolige tider. Danmark ligger geografisk ikke ret langt fra nogle af de uvenlige lande, og vores alliance er helt afgørende. Jeg vil også arbejde for at forbedre vores allerede gode handelssamarbejde. I USA har vi Vestas, Novo og andre, som skaber tusindvis af job. Det værdsætter vi. USA respekterer Danmark og er interesseret i Danmark.”

Hvad med vores forhold til Donald Trump?

”Når jeg besøger danske politikere, oplever jeg, at mange af dem nærmest forguder Ronald Reagan (USA’s præsident 1981-89, red.). Han har stor betydning for mange danske politikere. Jeg tror, at Donald Trump bliver næste generations Ronald Reagan. De ting, han gør, den politik, han fører, de stærke træk, han udfører på verdensscenen, vil gøre ham til en ikonisk, måske den bedste præsident i amerikansk historie. Ingen præsident siden Reagan har fået gennemført skattenedsættelser som præsident Trump. Han har allerede gennemført flere reformer for at fjerne regulativer og begrænsninger, end Reagan gjorde. Reagan ændrede historien med sin handlekraft på verdensscenen.

Donald Trump er Reagan 2.0, bare bedre. Se, hvad der sker på den internationale scene. Jeg får kuldegysninger, fordi vi har så stærk en amerikansk præsident som leder.”

Ronald Reagan var meget charmerende …

”Det er Donald Trump også! Han er en meget venlig mand. Han får dig til at føle dig som det vigtigste menneske i verden, når han taler med dig. Han når virkeligt ind til mennesker, og han sætter pris på mennesker.” ■

LÆS MERE: Den dæmoniserede Bjarne: "Rigtig mange havde en interesse i at gemme sig bag mig, når vi skulle træffe de beslutninger, vi skulle, i stedet for at stå skulder ved skulder"

LÆS MERE: ”Det burde være et privatanliggende, men ...”

LÆS MERE: Med Konservativ Ungdom til bords: ”Hvornår er det parti, jeg elsker blevet til en småborgerlig frikadelleforsamling?”