”Det burde være et privatanliggende, men ...”

Det var sidste skoledag, og Tommy Ahlers havde inviteret børn og dertilhørende forældre fra sin søns 4. klasse hjem til snobrød og fri leg i sin Villa Villekulla-have på Østerbro i København.

Han kendte flere af de andre fædre ret godt efterhånden og faldt på skift i snak med den ene, den anden og den tredje. En af ordvekslingerne udviklede sig uventet.

”Vi talte forbi hinanden om Folkemødet på Bornholm,” husker Tommy Ahlers.

”Jeg troede, han fremhævede min foreløbige indsats for at ændre uddannelsessystemet – at det havde været talk of the town i Allinge. Han troede til gengæld, at jeg talte om min seksualitet – at jeg havde meldt noget officielt ud i forbindelse med Folkemødet. ’Ja, det var et stort tema derovre,’ sagde han.”

Den 42-årige serieiværksætter sætter i et kort Peter Pan-grin, og så, omtrent lige så pludseligt, trækker de bredt placerede mundvige nedad i ansigtet.

”Det bekræftede mig i det, som jeg allerede havde på fornemmelsen. At det risikerer at skygge for mit politiske virke og mine ambitioner.”

Spørgsmålet om Tommy Ahlers’ seksualitet synes at være væsentlig mere oppe i tiden, efter at han 2. maj tiltrådte som Danmarks nye uddannelses- og forskningsminister.

”Folk interesserer sig for mit privatliv på et andet niveau,” som han siger. ”Efter at have lavet tre sæsoner af ’Løvens hule’ med 600.000 ugentlige seere, så troede jeg, at jeg var rigeligt ude i offentligheden. Men som ny minister bliver man udsat for noget helt andet. Det er en helt anden scene. Det føles, som om offentligheden gør krav på én på nogle andre vilkår.”

TOMMY AHLERS FIK opkaldet fra statsminister Lars Løkke Rasmussen aftenen inden. Om han kunne forestille sig at overtage ministeriet på Børsgade. Hvis han kunne, skulle han straks melde sig ind i Venstre.

Lige umiddelbart var han skeptisk. Der var gang i investeringerne, og tidligere havde han skoset politikerstanden for at være handlingslammet, kortsigtet og opportunistisk anlagt. Skulle han seriøst til selv at være en del af alt det?

Men så på den anden side ... Der var jo ikke noget altoverskyggende projekt i grøde, ikke som i de berusende iværksætterdage. Slet ikke på samme altfortærende og besættende vis, som da han i 2008 solgte ZYB for 235 millioner kroner eller fire år senere solgte Podio for 330 millioner.

Endelig var der det med at forblive den likeable Tommy. Det kunne blive svært i en regering, der har det med at dele danskerne på midten.

”Ville jeg risikere at blive upopulær hos de venner og bekendte og forretningsforbindelser, der er politisk uenige? Min tvivl provokerede mig til at takke ja til Lars Løkkes tilbud. For er det ikke selve meningen med livet? At vi ikke bare går igennem det med et mål om, at så mange som muligt skal kunne lide os, men at finde ud af, hvem vi selv er og dernæst stå ved det?” spørger han retorisk.

Det er af samme grund, at Tommy Ahlers laver nærværende interview. Han har noget, han gerne vil have meldt ud, så ingen tror, han går og gemmer sig.

”Jeg kan ikke have, når nogen betvivler mine motiver,” siger han.

”Hvis man tager min historie, har jeg været vant til at være lidt anderledes. Jeg var den yngste i en stor søskendeflok og indremissionsk kristen på en almindelig sønderjysk folkeskole. Senere blev jeg jurastuderende uden den akademikerbaggrund, som alle de andre havde, og jeg sagde ret usædvanligt op hos McKinsey for at gå mine egne veje. Mine McKinsey-chefer fik i øvrigt ret i, at jeg ville ryge på røven med min første start-up. Det skete efter ni måneder.”

”At være iværksætter er også at turde stå fast, for der er ikke nogen andre, der tror på dit projekt, før du har modbevist dem.”

SPEKULATIONERNE, som efter sigende florerede på Folkemødet og i det politiske miljø, handler om, at Tommy Ahlers, der har to børn fra et tidligere ægteskab, skulle være til mænd.

”Når folk nævner, at de har hørt et rygte, så forklarer jeg dem, at det ikke er et rygte, for der er ikke en snert af fiktion i det. Det passer. Men sandheden er så også, at jeg er kommet frem til, at jeg både er til mænd og kvinder,” siger han.

”Det er rigtigt, og de næste fire år troede jeg, at jeg udelukkende var til mænd. Men så trak det modsatte køn i mig igen, ligesom det gjorde, da jeg mødte mine børns mor. Og så var jeg på nogle dates med nogle forskellige kvinder og syntes, at det var lige så interessant og fantastisk. Og for et år siden, sidste sensommer, mødte jeg en pige, som jeg blev så glad for, at vi stadig ses.”

”Fordi der er noget, der bliver ved med at være usagt. At mange taler om det, men ingen kan finde kilden. Det skaber automatisk en nysgerrighed hos os mennesker. En nyfigenhed.”

”Fordi jeg føler, jeg er nødt til at få det ud og overstået én gang for alle. Det er det med transparens igen. Jeg bryder mig ikke om, hvis folk tror, jeg forsøger at skjule noget.”

”Ja, for det er der åbenbart et behov for. Det er ikke, fordi jeg ønsker at sidde og tale om min seksualitet. Den burde være et privat anliggende, men fordi rygterne om den – "er han, eller er han ikke?" – kommer til at støje.”

”Jeg bryder med et princip.”

”Ja, selvom jeg stadig mener, at retten til at have et privatliv som politiker er intakt. Jeg har bare tidligere valgt at sige, at folk godt må vide det, men at det ikke behøver at stå nogen steder. Det har aldrig været en hemmelighed. Mine forældre har vidst det, mine børn har vidst det, og mine venner har vidst det. Nu er folk bare et bredere begreb, end før jeg blev minister, og derfor taler jeg om det en enkelt gang til citat. Og det er så lige nu og her.”

SMÅ TRE MÅNEDER inde i sin embedsperiode bærer Tommy Ahlers’ hjørnekontor ikke just præg af hans indtog. De steder, hvor Søren Pind har pillet malerier ned, er der helligdage på væggene, og det må være længe siden, at lædermøblerne blev bleget af det massive lysindfald fra de store vinduespartier, der vender sig mod Knippelsbro og havnebassinet. Kun på den gammeldags opslagstavle er der kommet nyt til. En serie fotografier af søn, datter og ministeren selv.

”Nogen i huset har foreslået, at jeg får mig nogle andre stole, men det ser jeg ikke nogen grund til,” siger Tommy Ahlers, der tidligere har fortalt om, hvordan han kan dykke ned i et sandt arbejdsraseri. Noget, han ikke ville være foruden, vel at mærke fordi det river ham med, fylder ham med endorfiner.

”Det er sådan, det føles at være blevet minister,” forklarer han. ”Som en stormende forelskelse, der indtil videre har varet i to-tre måneder.”

”Ved at jeg springer ud af sengen klokken halv seks om morgenen – dog med hjælp fra et vækkeur, for jeg får kun fem-seks timers søvn – og sætter mig og går i gang med det samme. Jeg går i det hele taget rundt og ... ja, jeg er simpelthen glad! På den måde er der nogle reelle referencer til den kødelige forelskelse. Det er lige før, jeg tror, jeg er mere afslappet, fordi rammen som minister er så forholdsvis fast. Førhen var der jo mange ting, jeg skulle som bestyrelsesformand, investor, dommer i et tv-program, foredragsholder og alt muligt andet. Jeg blandede mig jo også lidt i politik i ny og næ. Nu er jeg så her og har ansvaret for et ministerium. Det er der mere helhed, mindre uro over.”

”På nogle vigtige punkter har de to ting faktisk en del til fælles. Man gør noget, man er engageret i noget, og man tør bringe sig selv i spil.”

Tommy Ahlers lægger ikke skjul på, at hans tidligere kritik af sine nuværende kolleger – set i bakspejlet – har været unuanceret, grænsende til det fejlagtige:

”Jeg undervurderede, hvor meget ægthed, passion og energi der er i den her verden. Det er blandt andet de kvaliteter, der nærer min forelskelse.”

”Det vil jeg mene. Jeg kommer jo fra et sted, hvor jeg mest har været vant til at tale problemer og udfordringer i det politiske system. Jeg var længe sådan en skarp tunge, der bralrede løs og forlangte, at dem inde på Christiansborg måtte komme op med en løsning. Nu er det så mig, der skal levere løsningerne, og selvom the tables have turned, så prøver jeg at holde fast i, at jeg godt må sige: ’Jeg ved det ikke!’ i stedet for at lave en lov, der foregiver at være en løsning uden reelt at være det.”

”Det kan du godt sige. I min tiltrædelsestale nævnte jeg det her med, at man ikke skal ændre ved noget de første 100 dage, for så skal man efterfølgende bruge endnu flere måneder på at rette op på de indledende fejl. Jeg har sat mig ind i sagerne, så jeg fra sensommeren kan operere mere offensivt. 100 hundrede dage er jo også snart gået.”

Interviewet med Tommy Aglers er fra det kommende nummer af Euroman, der kommer 16. august. Køb abonnement her i dag.

LÆS OGSÅ: Med Konservativ Ungdom til bords: ”Hvornår er det parti, jeg elsker blevet til en småborgerlig frikadelleforsamling?”

LÆS OGSÅ: "Hallo, kammerat, er du med os eller imod os?" Læs hele Flemming Roses essay om Vladimir Putin

LÆS OGSÅ: Stort interview med Lars Løkke Rasmussen: "For mig er politik ikke for sjov. Jeg havde alle mulige andre planer, da jeg var ung"