Dansk par rejser fra Argentina til Canada på cykel: ”Vi glæder os ikke som sådan til at komme hjem”

VI TOG AFSTED FOR lidt mere end et år siden, hvor vi efter et par dage i Buenos Aires fløj til Patagonien i det sydlige Argentina. Herfra starter vores cykeltur mod Vancouver i Canada. Vi vil tilbagelægge de godt 20.000 kilometer ad bjerg- og grusveje på godt to år, så det er med at komme ud over stepperne, selvom benene nogle gange skriger efter en hviledag. Netop cyklen er blevet det transportmiddel, vi har valgt, fordi den giver en mulighed for at komme helt tæt på de omgivelser, man befinder sig i, og de mennesker, man møder på sin vej, når man hedder Katja og Martin og begiver sig gennem Latinamerikas mindste flækker.

Lige nu befinder vi os i en lille by i El Salvador i nærheden af San Miguel. Vi har lidt mere end et halvt år tilbage af det her eventyr, som vi er ikke blege for at kalde vores livs største, selvom Martin er en del af Eventyrernes Klub og tidligere har cyklet fra Rotterdam i Holland til Kathmandu i Nepal. For Katja var det hele nyt, da vi tog afsted: både rejsens længde, transportmidlet og destinationen, så Martin har måttet tage nogle logistiske føringer i starten.

Ruten har vi langt fra planlagt ned til detaljen, men der er nogle steder som Machu Piccchu, Galapagos-øerne, saltørkenen i Bolivia, vi har sigtet specifikt efter. Vi havde også udset os en rute langs med Andesbjergene, der var fantastisk smuk, men også grusomt hård for benene. Vi finder oftest ud af de næste stop ved at tale med lokale i de små byer, vi kører igennem. For at bruge de møder til noget konstruktivt har vi været nødt til at tillære os spansk, som ingen af os ellers excellerede i inden. Nu har vi til gengæld udenadlært smøren om, hvad i alverden vi laver i de byer, hvor turister aldrig kommer.

Vi fik idéen, da vi under Covid-19-nedlukningen så (alt for) meget fjernsyn hjemme på sofaen på Amager. Der havde vi et bingewatch af serien ’The Long Way Up’ med Ewan McGregror, der kører fra netop Patagonien til Los Angeles sammen med en kammerat på motorcykel. Og hold ferie, hvor ser naturen skøn ud i den serie. Derfor skulle vi selvfølgelig cykle den samme tur – og toppe ham både i distance og transportmidlets sværhedsgrad. Omgivelserne har ikke skuffet.

VI HAR NÆSTEN 25 kilo oppakning spændt fast på cyklerne. Vi har et lille køkken, telt, soveposer, liggeunderlag og tøj, selvfølgelig, så det er ingen hemmelighed, at vi hverken kører som Jonas Vingegaard – eller Ewan McGregor på hans motorcykel for den sags skyld. Men selvom det aktive element i rejsen er en bonus, er det ikke derfor, vi har valgt at gøre det på den her måde. Vi vil tæt på naturen, menneskerne og ikke mindst de kulturer, vi sjældent får lov til at opleve. Selvom det så koster en del kilometer på dårlige veje, hvorfor det også er nødvendigt med tykke dæk og et lidt tungere stel, som de her touringcykler har.

Når det er sagt, er der visse begrænsninger ved cyklen. Der er flere steder på turen, som vi har været nødt til at droppe at besøge, selvom vi egentlig har lyst, fordi omvejene bliver for store. Der er fx et maya-tempel i Guatemala, Tikal, vi egentlig havde en drøm om at besøge, men det ligger bare slet ikke på vejen, så vi har valgt at køre uden om. Ellers kunne vi hurtigt lægge to år yderligere til rejsen, og det har vi ikke råd til lige nu.

I starten var det lidt angstprovokerende at sidde i sadlen i sine egne tanker så mange timer hver dag. Der findes ikke cykelstier, så vi deler vejene med bilerne, hvis ikke vi kører på de dårlige grusveje, som vi ofte foretrækker frem for trafikken. Her kan vi også nogle gange køre og snakke lidt med hinanden, men det meste af tiden er vi alene med vores egne tanker, hvilket vi er ved at have vænnet os til. Nu er det blevet normalt, at der ingenting sker mange timer om dagen. Det bliver ikke kedeligt, fordi vi oplever så meget nyt hele tiden. Vi er også i den heldige situation, at kan begynde at bruge alle menneskers yndlingssamtaleemne: ”Kan du huske dengang?”.

Det er også en af grundene til, at vi ikke løber tør for ting at tale om. Vi får hele tiden foræret nye emner – både gennem ting, vi oplever sammen og hver for sig. Det er vigtigt, at vi også giver hinanden plads til at være alene nogle gange. Ellers risikerer vi at smelte sammen til den samme person, og det er ingen af os interesseret i. Men Martin har det med at blive lidt hangry, og jeg ved nu, at jeg ikke skal prikke til bjørnen, hvis den Snickers-bar, han havde drømt om, er udsolgt i en kiosk med 20 kilometer til den næste by.

Når vi havner i de uundgåelige situationer, er det vigtigt at huske på vores nok vigtigste samtale, inden vi fløj til Patagonien: at vores forhold er vigtigere end både rejsen og destinationen.

DER ER TO UUNDVÆRLIGE gadgets, vi har med på turen: vores offline-kort på telefonen og vores Garmin Inreach, der har en nødknap, hvis vi har et uheld på et uheldigt sted. Vi har heldigvis ikke haft brug for den endnu, men vi havde ikke turdet at køre den her tur uden den. Vores schweizerkniv, der kan passe i lommen, er også dybt uundværlig for os. Det er en meget lavpraktisk ting, men den virker bare.

Vi er godt klar over, at det kan lyde vildt at have råd til ikke at arbejde i to år, mens vi rejser rundt og oplever verden. Men det er en prioriteringssag for os. Vi levede på en sten, inden vi tog afsted, fordi vi skulle spare næsten 250.000 kroner op. Regnestykket er sådan, at vi har 350 kroner at bruge samlet om dagen, og det havde vi lagt fast, inden vi begyndte at spare sammen.

Det rørte os ikke så meget at trække stikket på karrieren for en periode. Livet bliver så trivielt, hvis arbejdet fylder det hele, og det er lige nu, vi har tid til at tage på det her eventyr, så det var slet ingen bekymring for os at sige jobbet op. Martin var i gang med at starte sin egen konsulentvirksomhed som specialist i medicinsk udstyr, og Katja var projektleder på et center i Kalundborg for børn og unge med synsnedsættelse.

Om det så lige bliver det arbejde, der venter, når vi kommer hjem, ved vi ikke. Men den del af livet løber ingen steder, og selvom vi har været afsted i mere end et år, glæder vi os ikke som sådan til at komme hjem.

Du kan følge Katja og Martins rejse på Instagram @americasbybike.