Derfor fik de amerikanske protester 15.000 danskere til at trodse coronatruslen

PÅ GAMMELTORV i København samledes der onsdag den 3. juni en håndfuld demonstranter med bannere og slagsange, som demonstranter jo gør. De demonstrerede for George Floyd i USA, der blev kvalt ihjel af amerikanske betjente, og for Baris Cakan, en tyrkisk-bosat mand, der ligesom Floyd blev offer for racistisk vold. Ifølge Cakans familie stak tyrkiske nationalister ham ihjel for at lytte til kurdisk musik på sin altan. Demonstrationen mod racisme og fascisme var arrangeret af Seve Kurdisk Kvindeforening. På foreningens Facebook-profil havde fem mennesker meldt deres ankomst.

Men kun fire dage senere havde bevægelsen tusinddoblet sig. Tre gange.

Her var over 15.000 mennesker samlet til en tilsvarende antiracistisk demonstration i de københavnske gader. Unge og gamle, mænd og kvinder, hvide og sorte samledes til kamp mod racismen foran den amerikanske ambassade på Østerbro, inden Christiansborgs Slotsplads åbnede sig for en menneskemængde, der ikke er set lignende på denne side af coronaens indtog i Danmark. Men hvorfor var det lige denne søndag eftermiddag, der skulle danne ramme om den største, kollektive afstandtagen mod systemisk racisme i moderne dansk historie? Hvorfor blev Black Lives Matter-demonstrationen den demonstration, man bare ikke kunne gå glip af?

GENNEM CORONAKRISEN HAR flere grundlovssikrede rettigheder, det være sig forsamlingsfriheden eller ejendomsretten, været under midlertidig afvikling. Men ikke den grundlovssikrede ret til at demonstrere. Alligevel skulle der en hændelse på den anden side af Atlanten til, før danskerne for alvor mobiliserede sig. Det var ikke forhold i Hong Kong, Syrien eller Rusland, der kunne sende danskerne på gaden. Det er næppe tilfældigt.

Spørger man Torsten Jansen, der i marts udgav bogen ’Sprækker’ om det dansk-amerikanske forhold, fortæller det meget om danskernes ekstraordinære interesse for USA:

”Danmark er nok det land i Europa, næst efter Storbritannien og Irland, der har den tætteste relation til USA. Vi er deres mest loyale lillebror, men før 1945 var Danmark faktisk primært optaget af, hvad der skete i Berlin, og ikke, hvad der skete i Washington. Efter 1945 kommer USA til at få en kolossal indflydelse, som både er politisk, men jo i meget høj grad jo også er kulturel med rock’n’roll og Hollywood i spidsen. Vi har et værdifællesskab med USA, hvor vi i meget høj grad har ladet os inspirere af amerikansk kultur og amerikanernes frihedsidealer.”

Selvom Jansen ofte frekventerer TV2 News-programmet ’Verden ifølge Trump’ og efter eget udsagn selv nyder godt af den omfattende pressedækning af amerikanske forhold, argumenterer han for, at amerikansk politik fylder uproportionelt meget i Danmark:

”Der er en overdækning af amerikanske forhold i medierne, hvis man sammenligner med udviklingerne i vores europæiske nabolande. Et amerikansk præsidentvalg bliver næsten dækket lige så intenst som et dansk folketingsvalg. Det er jo ikke proportionelt, men det er netop, fordi vi forstår sproget og godt kan lide amerikanerne og deres kultur.”

Hvorfor bliver de politiske forhold i USA så overført til Danmark, hvor disse forhold måske ikke i samme grad gør sig gældende?

”Det tror jeg, der er to årsager til. For det første er racisme jo også et problem i Danmark. Derfor er racisme-dagsordenen en international dagsorden, der så er kommet i fokus på grund af mordet på George Floyd. Den anden ting er, tror jeg, at det her også er en demonstration mod Donald Trump. Jeg har faktisk undret mig over, at der ikke har været større demonstrationer mod Trump og USA’s ageren tidligere.”

Det er dog ikke nyt, at massebevægelser spreder sig på tværs af grænser og kontinenter. Allerede i 1848 spredte revolutionerne sig på tværs af de europæiske landegrænser:

”Der er evidens for, at det var en kaskadeeffekt, hvor de revolutionære strømninger inspirerede nabolandene,” fortæller Jacob Gerner Hariri, der er professor MSO i statskundskab på Københavns Universitet, hvor han blandt andet specialiserer sig i mobilisering og masseadfærd

Tilsvarende argumenterer SoMe-analytiker på Kongressen.com Katrine Villarreal Villumsen for, at sociale medier som Instagram og Snapchat har gjort verden mindre – og det kan animere os til at gå på gaden:

”Jeg tror generelt, at de sociale medier giver os en helt ny form for adgang til indhold, der kan starte protester. Jeg behøver ikke at sidde og vente på, at de traditionelle medier fortæller mig, hvad der sker. Jeg kan bare logge ind på Snapchats verdenskort og se uredigerede videoer af, hvad der foregår rundt om i verden lige nu.”

I UGEN OP TIL demonstrationen foran den amerikanske ambassade blev Instagram malet sort. Alle lige fra amerikanske Hollywood-stjerner til den danske menigmand delte et billede af en sort firkant. I sympati med den amerikanske racismedebat, som et håndgribeligt tegn på, hvor stor bundklang debatten har i det danske folkedyb.

Når Instagram pludselig drukner i billeder af sorte firkanter, er det ifølge Katrine Villarreal Villumsen, fordi vi agerer ud fra en form for flokdyrsmentalitet. Det er en adfærd, der har fulgt mennesket gennem evolutionen, og som bliver særligt understøttet af mekanismerne de sociale medier:

”Vi er tit drevet af følelser. Når vi ser billederne fra USA, og der derefter bliver sat en kampagne i gang, hvor alle skal sætte den her sorte firkant på Instagram, bliver det en form for fælles samtale. Hvis jeg i mit feed ser rigtig mange af mine venner, og måske nogle af mine kendte rollemodeller, dele den her firkant, så ser jeg også en form for fællesskab, som jeg helst ikke vil stå uden for.”

Jacob Gerner Hariri deler dette ræsonnement. Han betoner, at vi ikke ved meget om, hvorfor folk samler sig i tusindtal på gaderne. Til gengæld kender vi dynamikken i masseadfærd:

”Det, du gør, afhænger af det, jeg gør, og det, jeg gør, afhænger af, hvad andre gør og så videre. Man ser eksempler på masseadfærd på aktiemarkedet og i moden. Hvis de rigtige mennesker begynder at gå med bukser, der stumper, er der pludselig rigtig mange, der gør det. Det er den samme dynamik, når folk går på gaden. Når først gnisten rammer, bliver det til en steppebrand,” forklarer Hariri og uddyber logikken bag, at høj og tynd i søndags fandt vej til barrikaderne:

”Man går i hverdagen og putter med, hvad man virkelig synes, fordi det at signalere, hvad man egentlig mener, er mindre vigtigt end at undgå stigma. Det kan være, du bor i Nordkorea, og synes, at Kim Jung-un er en fed klovn, men det har du ikke rigtig lyst til at sige, for den fare, det udsætter dig for, er mere omkostningsfuld end gevinsten ved at sige, hvad du rent faktisk mener. Men efterhånden som flere og flere går på gaden, bliver det mindre omkostningsfuldt for dig at gå med. Det er måske lidt noget andet med Black Lives Matter, men der er formentlig en del sorte og andre etniske minoriteter, der ikke har lyst til at sætte sig i en offerrolle og fortælle om deres oplevelser med racisme, indtil mange gør det.”

SIDEN BLACK LIVES MATTER-demonstrationen i søndags har ikke så lidt polemik kastet skygger over protestens egentlige budskab. Hvorfor var pengeindsamlingen til Black Lives Matter Denmark, der arrangerede demonstrationen, ikke registreret ved det danske indsamlingsnævn? Hvorfor blev der til demonstrationen sunget sange om, at Mattias Tesfaye (S), Pernille Vermund (NB) og Inger Støjberg (V) skulle smides i fængsel? Hvorfor blev Amnesty International Denmark beskyldt for racisme af Black Lives Matter Denmark? Og hvorfor havde Black Lives Matter Denmark udstedt særlige adfærdsmæssige retningslinjer for hvide mennesker til protesten?

Ligesom at Instagram blev en åben portal for opfordringer til at sætte handling bag den sorte firkant og dukke op til demonstrationen, blev det pludselig et tema, om de hvide danskere slog plat på de sortes sag. Var der virkelig nogen, der brugte Black Lives Matter-bevægelsen som et brandingredskab?

”Når vi er på sociale medier, interagerer vi ofte med indhold, der giver os en form for social kapital. Det har meget at gøre med en form for personlig branding. Social kapital på sociale medier eksponerer, hvordan vi gerne vil have, andre ser os. Hvis jeg deler firkanten, støtter jeg også BLM-protesterne. Det er mit personlige brand, jeg understøtter,” forklarer Katrine Villarreal Villumsen.

Intet har dog vist sig at vække harme som spørgsmålet om coronatruslen. Det hævdes, at de mange demonstranter risikerede at sætte månedsvis af dedikeret corona-inddæmning over styr, mens andre som følge af nedlukningen er ramt af fyresedler og skrantende økonomi.

Politisk kommentator Jarl Cordua formulerede det i Berlingske som: ”[E]t mærkeligt lavpunkt i fortællingen om, hvordan et ellers samlet Danmark bekæmpede corona-pandemien med måneders menneskelig afsavn, isolation og tab af store værdier.”

Det er dog ikke givet, at corona-truslen har lagt en dæmper på demonstrationens fylde. Ifølge Jacob Gerner Hariri kan man sågar spekulere i, om effekterne af selvisolationen kan have givet ekstra luft under vingerne til de store menneskemængder:

”At være isoleret kan trække i retning af, at man bruger længere tid på de sociale medier og derfor er mere oprørt over billederne fra USA. Et andet element kan være, at man har savnet at være sammen med andre mennesker i store forsamlinger.”

Han vil dog ikke lægge hovedet på blokken og sige, at det var coronaudlængslen, der fik folk på gaderne:

”Der har jo ikke været en coronakrise før, så hvad skal vi sammenligne med? Det er svært at analysere empirisk, men en del af pointen med masseadfærd er jo også, at det er fedt at være mange mennesker samlet, hvad end det er til en koncert, en fodboldkamp eller en protest. Jeg tror da, at muligheden for at være sammen med andre mennesker har fået nogen på gaden. Det er ikke for at sige, at det har været et hyggeoptog, det har jeg ikke belæg for at mene, men det kan spille en rolle.”

Euroman har forsøgt at få en kommentar fra Black Lives Matter Denmark, men de er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.