Dennis Ceylan fremstår som en sjov blanding af Vestegnens dark side og det mørke Jylland, som vi står der i en københavnsk kebab-bod og begge insisterer på at tage regningen for den mad, vi har bestilt.
Vi har netop forladt en overgejlet bokse-fightnight i Frederiksberg-Hallen, hvor Dennis Ceylan ikke skulle bokse, men det var ham, alle de kendte og vigtige ville snakke med. Ceylan er selvfølgelig hurtigst ved kassen og graver en stak 500-mænd og tusindkronesedler frem og betaler.
Vi spiser, mens han skifter problemfrit mellem gangsterattitude, bonderøvsord, halvtyrkisk og perkerslang: ”Det ska’ nok gå, ik’ å” – ”Slap af, Jakob, min bror” – ”De’ så’n set fe’e nok.” Han er klædt i en småprikket hvid skjorte med bittesmå sorte dødningehoveder på og et kæmpe guldfarvet halssmykke.
Håret sidder som altid perfekt. På den anden side af vejen holder hans sorte Audi A2, der også ligner en million, men den er leaset, og han går i øvrigt ikke rigtig op i biler. Det eneste, han rigtig går op i, er at få et familieliv og et hjem i stedet for at leve som nu, hvor bilens bagagerum kan rumme størstedelen af hans ejendele: en sort rullekuffert med hans tøj.
Ceylan har været professionel bokser i fem år og er det bedste, der er sket dansk boksning længe, siger eksperterne. Han deltog ved OL i London 2012 og er tre gange dansk og to gange nordisk mester for amatører.
Han er på sin karrieres højdepunkt, 28 år, professionel for tyske Team Sauerland, og hans statistik er imponerende: 18 sejre, én uafgjort, ingen nederlag. I oktober blev han europamester i fjervægt efter en uhyggelig tæt kamp mod engelske Ryan Walsh i Frederikshavn.
Det blå mesterskabsbælte fra bokseforbundet EBU med det kæmpestore guldmotiv på midten peger frem mod endnu et par EM-kampe og forhåbentlig, i løbet af højst et år, en titelkamp om verdensmesterskabet.
Dennis Ceylan står på tærsklen til den sidste og vigtigste del af sin karriere, kulminationen på 16 års hårdt slid sammen med træner Frank Holm. Men han gør det ikke for sig selv eller for sportens skyld, for boksning interesserer ham ikke rigtig.
Annonse
”Boksere er jo bare pauseklovne et eller andet sted. Folk kommer ind for at se et show, og det er det, vi skal give dem. Men jeg gør det for Frank. For mine børn. For dem, der har hjulpet mig,” siger han og krøller sølvpapiret med kebabresterne sammen til en kugle, som han sender ned i skraldespanden.
Sekundet senere sidder han bag rattet. Rastløs som altid.
”Boksning er det eneste, nogen nogensinde har lært mig. Det er det eneste, jeg kan,” siger han.
Sætter man sig ned og lytter til hans historie, bliver det tydeligt, at han har ret. At Dennis Ceylan for længst var gået under, hvis ikke han var begyndt at tage sit talent seriøst. Hvis ikke han var blevet presset, pisket og pryglet til at nå sit allerbedste.
et er en sen decembernat i 1995, og Dennis Ceylan sidder alene på bagsædet af sin mors Toyota Corolla. Han er seks år gammel, og der er kaos i familien. Der er ikke penge til julemad, ikke overskud til de mest almindelige former for omsorg, og julegaver er noget, man må skaffe på anden vis, når man nu ikke har penge.
Derfor holder Toyota’en parkeret uden for et mørkt enfamilieshus i Viby ved Aarhus, mindre end 200 meter fra den boligblok, Dennis bor i. Der er hverken biler eller mennesker på vejen, og indenfor i det mørklagte hus lister moderen og hendes kæreste rundt. Nu kommer de ud med en sækfuld ting, som de smider ind i bilen. Så kører de hjem.
Annonse
Dennis og hans søskende deler tyvekosterne med det samme, selv om det ikke er juleaften endnu. Tingene er allerede fint pakket ind til jul, og de flår papiret af. Dennis er førstevælger, for han er efternøleren.
Han vælger en gennemsigtig Gameboy, en gave, som han ellers aldrig ville komme i nærheden af. Hans seks år ældre halvbror Jimmy får en Lego-helikopter til flere tusind kroner.
Dennis er glad for sin Gameboy, men har også en underlig følelse i maven. Det føles galt, det her. Galt, ligesom det ofte er i hjemmet, for hans mor Lone er misbruger.
Hun skifter rundt mellem alkohol, piller, hash og hårde stoffer. Det samme gør hendes omgangskreds, og derfor er der ofte ballade i lejligheden. Fester, slagsmål, vold mellem de voksne, våben og trusler.
Da familien et par dage efter indbruddet fejrer juleaften hos faderen til Dennis’ søskende, går det, som det plejer, når de skal holde jul. Det ender med heftig druk, skænderier og ballade, inden Lone og de fire børn må tage hjem.
Selv om Dennis Ceylans søskende – han har to ældre halvsøstre ud over Jimmy – forsøger at skærme deres lillebror så godt, de kan, mistrives han gevaldigt, ikke bare den jul, men i de tidlige barndomsår. Det er tydeligst at se, når han er alene. Hvis han kommer hjem til en tom lejlighed, er der kun én ting at gøre for den 6-8-årige dreng: Han lægger sig til at sove.
Af og til er moderen på druktur flere dage i træk, og så må Dennis’ søskende tage sig af ham. Storebror Jimmy roder sig tidligt ud i hashmisbrug og bandekriminalitet, og det gør ikke stressniveauet i hjemmet mindre. Moderen har svært ved at passe børnene, særligt i de perioder, hun har en kæreste. Så får kæresten størstedelen af maden og opmærksomheden, og børnene må stjæle for at få nok at spise.
Dennis Ceylans 13 år ældre søster DeeDee bliver hans redning. Hun var blevet tvangsfjernet, allerede inden Dennis blev født, men da hun fylder 16 år, flytter hun i sin egen lejlighed i Aarhus og begynder at komme i sin mors lejlighed. DeeDee kan se, at Dennis har det skidt.
”Dennis var bare sådan en lille knejt, en lille dreng, som bare fulgte med, altså. Han kunne selvfølgelig mærke, hvis der var optræk til noget. Han sørgede for at være stille og rolig. Så var det ikke ham, der var i vejen i hvert fald. Sådan var han,” fortæller DeeDee, der oprindelig hed Diana, men har taget navneforandring for at lægge afstand til sin barndom.
Igennem flere år forsøger DeeDee at få kommunen til at skride ind, men forgæves, for hver gang kommunens sagsbehandler skal komme på besøg, har moderen ryddet pænt op og købt ekstra mad til køleskabet.
En dag hvor DeeDee har besøg af en sagsbehandler fra kommunen i anden anledning, får hun overtalt sagsbehandleren til at aflægge moderen et uanmeldt besøg. Lejligheden er rodet, moderen er skæv og fuld, og hun råber og skriger, at de alle sammen er sindssyge.
Nu griber kommunen endelig ind. De giver moderen valget mellem at få Dennis fjernet eller anbringe ham frivilligt. Dennis kommer med hjem til DeeDee og bor der i et par måneder, hvorefter den otteårige dreng bliver anbragt på døgninstitutionen Chr. IX. Et børnehjem, slet og ret, selv om Dennis’ mor hader det udtryk. De første to år uden for hjemmet bliver ingen succes.
"Jeg var ekstremt flabet og umulig at styre. Jeg skammer mig over, hvordan jeg opførte mig i skolen,” siger Dennis Ceylan en dag, da vi kører rundt i hans barndomskvarter.
Han var ikke nogen vild slagsbror, men på tværs, svær at nå, både for lærerne og for personalet på børnehjemmet. Han følte sig alene, men forsøgte bare at lade tiden gå, mens han brugte sin energi på den blå trampolin i baghaven og til fodbold i AGF.
En gang imellem stjal han også lidt slik og smøger i kiosken i Storcenter Nord, var med til at mobbe nogle af de andre i skolen, eller kom i slagsmål. Når det hele blev for meget, stak han af. Nogle gange hjem til sin mor, selv om han havde forbud mod at komme der.
Men en eftermiddag på Chr. IX’s børnehjem skete der noget afgørende. Sammen med en kammerat så han Sylvester Stallones klassiske boksefilm ’Rocky’, der handler om en ensom og vanæret bokser, som ved et tilfælde får sit livs chance og mod alle odds bokser lige op med sværvægtsverdensmesteren.
”Jeg ville bare gå til boksning. Det vidste jeg lige der. Ikke så meget for selve sporten, men mere for det, Rocky gjorde. Han sloges for sin bedste ven og for sin kæreste,” siger Dennis Ceylan.
Drømmen om at blive bokser flyttede med, da han kort tid efter blev flyttet til et nyt og mere permanent børnehjem, Vejlby Toften, der ligger som et forvokset rækkehus og ligner nabobygningerne i det ret almindelige, lave boligkvarter.
”Betragt os som din familie. Se det her sted som dit hjem,” var beskeden fra de ansatte, da han flyttede ind.
”I kan glemme det,” tænkte den 10-årige dreng, der kort efter flytningen begyndte til boksning i BK Aarhus.
Men skiftet af bosted kom ham alligevel til gode. Han kan ikke selv vurdere, om han fandt modet hos pædagogerne eller i det skoleskift, der fulgte med, men han besluttede meget bevidst, at han ville være en anden person. En anden end den, han havde været, fra han var lille.
”Jeg ville ikke det der. Jeg ville ikke være sådan en, der gik og slog og skubbede de andre. Jeg har altid haft lidt for let ved at blive som dem, jeg er sammen med.”
Han viser ned i kælderen under Vejlby-Risskov Hallen, der kun ligger en kilometers penge fra børnehjemmet. Her i bokseklubben fandt han nogle tydelige forbilleder og nogle mænd, der stillede krav til ham. Især hans tredje træner, der tog over, da Dennis var 12 år.
Frank Holm er en mand af få ord, der står tidligt op, arbejder som jord- og beton’er og er benhård i sine træningsmetoder. Han og Dennis træner på Franks trelængede gård i Todbjerg, 15 km nord for Aarhus. Spørger man Dennis, hvor han bor, lyder svaret: ”Ude hos Frank.”
Franks verden er så langt fra ghettolivet, som man overhovedet kan komme. Familiens sorte labrador Bjørn giver hals, når en bil knaser over gårdspladsens perlesten, her er hest, håndbold, campingvogn og to kønne døtre, der skal cykle til busstoppestedet for at tage skolebussen hver morgen.
Her er grillmad og dåsebajere, hentet på den anden side af grænsen, og udsigt til smukke bløde bakker. Dennis bor bag skorstenen på en boksmadras på førstesalen, og under boksmadrassen ligger et par sportstasker med ekstra tøj.
”Dennis får samme behandling som mine andre børn,” siger Frank Holms kone Lise Nicholaisen i en bisætning uden at bemærke, at hun med det lille ord ’andre’ ret præcist definerer, hvordan Dennis indgår som en del af familien. Spørger man hende direkte, tøver hun ikke med at kalde Dennis for Frank Holms erstatningssøn.
”Dennis er ikke min søn,” siger Frank Holm, da vi møder ham i træningslokalet, gårdens flottest renoverede rum, der bl.a. rummer en boksering i fuld størrelse. ”Men han gør et eller andet ved mig ... et eller andet, som jeg ikke kan forklare.”
Træneren har selv renoveret det store træningslokale, der har løbebånd, stairmaster, boksebold, sandsække og et par dartskiver til at fordrive tiden i pauserne.
Væggene er godt fyldt op med forstørrede fotos fra Dennis’ karriere og indrammede diplomer for prisen som årets bokser i Danmark.
Frank Holm fandt noget særlig værdifuldt i Dennis allerede fra starten. Han fortæller om det første års træning:
”Efter sparring sad han ofte inde på toilettet, når det ikke var gået så godt, og jeg kunne se, at hans øjne var røde. Men det vendte jo. Dennis kan klare så meget mere end alle andre. Han giver aldrig op.”
Frank Holm fulgte med, da Dennis Ceylan skiftede til den professionelle verden i 2012. Det eneste nederlag af betydning, Dennis Ceylan har haft i sin karriere, var til OL i London 2012, hvor han tabte til den kommende sølvvinder, og det skyldtes ifølge Dennis og Frank, at Frank Holm ikke måtte være med i ringhjørnet.
Allerede kort tid efter at Frank Holm mødte Dennis, var han og Lise begyndt at arbejde på at få Dennis i familiepleje. Da Dennis var 17, så det ud til, at familiesagen endelig ville falde på plads.
Frank og Lise gjorde klar til at få deres erstatningssøn officielt ind i husstanden, men på selve indflytningsdagen svigtede han dem. Han sagde ikke noget, gjorde ikke noget, dukkede bare aldrig op. I stedet flyttede han sammen med sin nye kæreste Sabina. Sabina og Dennis besluttede, at de skulle have børn tidligt og følge en fælles livsdrøm om en stabil familie med far, mor og børn, som ingen af dem havde haft i deres barndom. Frank Holm var rasende, og det blev ikke bedre af, at Dennis holdt op med at komme til træning. De talte ikke sammen i et år. Dennis var efter eget udsagn mere upåvirket.
”Han kunne rende mig. Jeg kan undvære alle mennesker i mit liv,” siger han, men medgiver, at han ikke er verdensmester i at tage beslutninger:
”Der er ingen, der har lært mig det. Der er ingen, der har lært mig, hvordan livet fungerer. Jeg lever i nuet, og så er jeg der bare.”
Dennis passede sit nye job på et lager, havde god tid til sin kæreste, hyggede sig egentlig meget godt uden boksningen og begyndte at gå mere i byen. Han brugte mere tid på vennerne, også de hårde af dem, trænede vægte og troede, at han skulle være gangster. Indtil telefonen ringede en dag.
Det var en boksetræner, der ville høre, om Dennis Ceylan ikke snart skulle i gang med boksningen igen.
Dennis ringede til Frank Holm:
”Hvorfor ringer han til mig?” spurgte Dennis. ”Har du noget med det at gøre?”
”Kom ned til træning,” sagde Frank, der ikke anede noget om opringningen, men godt havde hørt, at Dennis var på vej ud i noget skidt. ”Så snakker vi om det.”
Siden har Dennis og Frank ikke været til at skille ad.
”Jeg trives bedst, når der er nogen, der fortæller mig, hvad jeg skal gøre. Det gør Frank. Jeg stoler på Frank,” siger Dennis Ceylan.
Han kom tilbage på sporet, og da han var 18 år, fik han og Sabina deres første barn, Melika. Tre år senere kom Milo. Men parret levede ikke harmonisk sammen. De nåede aldrig at bo sammen i længere, sammenhængende perioder, fordi Dennis Ceylan var for forfløjen og for famlende. Han havde simpelthen ikke lært, hvordan man skaber et hjem.
Dennis Ceylans mor var egentlig holdt op med at tage heroin, men en dag i 2009, da Dennis var 20 år, ringede telefonen midt på dagen. Jimmy, Dennis’ bror, var i den anden ende.
”Mor har fået en O.D.”
”Hvad?”
”Kom nu bare!”
Dennis vidste, at Jimmy var hjemme ved deres søster Rikke, så han spurtede hen til hende. Jimmy var i gang med at drikke sig fuld.
”Hvad er der sket?” spurgte Dennis.
Jimmy forklarede, at en kvinde havde ringet og sagt, at den var helt gal med moderen. De to veninder havde siddet og fixet sammen, og nu havde moderen fået en overdosis. Veninden mente ikke, at moderen ville overleve.
De lånte Rikkes bil. Dennis havde ikke kørekort, og der var noget galt med køleren, men den holdt hele vejen. Neden for lejligheden holdt en ambulance og et par politibiler.
”Jeg åbnede døren ind til lejligheden, og det første, jeg så, var, at døren var åben ind til toilettet, som lå lige inde til venstre. Der lå hun. Jeg stod bare der i fem sekunder og kiggede på hende.”
Han kiggede ud på sin bror, der stadig stod ude i opgangen.
”Jimmy kunne se på mig, hvad det var. Han knækkede bare sammen. Så gik jeg ud og krammede ham og sagde, at det hele nok skulle gå, og sådan der.”
En ambulanceredder kom ud og spurgte, hvem de to var. Dennis svarede, at de var pårørende. Ambulanceredderen kiggede lidt skeptisk, indtil Jimmy råbte:
”Vi er sønner!”
Drengene blev lukket ind, og Jimmy passerede badeværelset med hovedet drejet væk, han ville ikke se deres mor. De to blev afhørt ligesom deres mors veninde, der stadig var der. Lidt efter var de tre alene i lejligheden.
”Der var en ske i køkkenet, som de havde varmet det på. Så var der jo kanylen også, hvor der stadigvæk var en del i. Hun havde taget det halve af et halvt gram, altså et kvart gram. Men der var stadig noget tilbage. Normalt kunne hun jo tage rigtig meget. Så vi mener, at der har været noget galt med det,” siger Dennis Ceylan.
Moderens veninde fumlede med den overskydende heroin og erklærede, at hun næsten ikke kunne få sig til at tage det, når nu deres mor lige var død. Men hun tændte lighteren og begyndte at ryge af det.
”Så fjern det dog, din syge kælling,” tænkte Dennis Ceylan.
Men han gjorde ikke noget.
Jimmy skulle også lige smage på heroinen, for der var noget tilbage på sølvpapiret, der ikke var helt brændt af. Han varmede det op med en lighter og smagte på røgen. Han sagde, at han ville smage, om det var dårligt.
Dennis kørte hjem, chokeret, men også lettet over, at hans mor endelig var død.
”Så skulle jeg ikke være nervøs for, hvad hun rendte rundt og lavede. Så risikerede jeg ikke at møde hende et eller andet sted, helt medtaget.”
Nu var der kun en af Dennis Ceylans forældre tilbage: Hans far, en tyrkisk gæstearbejder, der boede i Charlotteager i Hedehusene vest for København, som han havde gjort fra de tidlige 80’ere. Baba, som Dennis kalder ham, var en støttende, men også noget fjern far, der af og til tilbød Dennis husly og familiesamvær, men ikke meget mere end det.
Boligbyggeriet Charlotteager er omkranset af en tosporet vej, der ligger som en asfaltring rundt om stedet, hvor Dennis Ceylan tilbragte sine første år.
Denne formiddag løbetræner han på vejen i en langærmet sort T-shirt, som er overfyldt med reklametryk, og oven over det hele står der Team Ceylan med store, hvide bogstaver.
”Så bliver min far jo stolt,” siger Dennis Ceylan, der af og til overnatter hos faderen, hvis han har ærinder i Københavnsområdet.
Dennis behøver dog ikke at skilte med, hvem han er her på stedet. Selv om han kun har boet her i sit livs første fire år, er han nemlig Charlotteagers stolthed. Man mærker det, når man kommer ned i den tyrkiske klub, hvor Dennis trykker hænder og agerer tolk for de mænd, der er til stede.
De forklarer, at de samles foran klubbens tv, hver gang Dennis er i ringen, og bliver kampen sendt på en af betalingskanalerne, køber klubmedlemmerne adgang i fællesskab. En del af dem er også blandt publikum, hvis kampen foregår på Sjælland.
Stoltheden er også tydelig på Charlotteagers boligsociale projektkontor, hvor de hjælper kvarterets unge i gang med et job eller en uddannelse. Og stoltheden er klar mellem husene, hvor Dennis render ind i sine halvbrødre, onkler og tanter i én uendelighed.
”Jeg kan ikke overskue, hvem jeg er i familie med og hvordan. Vi har nok mindst ét familiemedlem i hver opgang,” siger bokseren, der anslår, at han har 150 familiemedlemmer i Charlotteager.
Et par af de hårde drenge giver hånd mellem deres mobilsamtaler og går op på bakken over bebyggelsen, hvor den ene tænder op under en joint. Bakken er det sted, beboerne holder picnic, og hvor børnene kan lege.
Her er udsigt til de gule treetagers huse, der i alt rummer 1.715 beboere, hvoraf mere end halvdelen er af anden etnisk herkomst. Flere end 40 % af beboerne er hverken i job eller under uddannelse.
Dennis Ceylan kom i Charlotteager i ferier og weekender som barn og forbinder områdets landsbyagtige struktur med tryghed, fordi han her havde familien omkring sig konstant. Trods den lidt tunge ghettostemning stod Charlotteagers tryghed i kraftig kontrast til moderens kaos og børnehjemmenes kølige institutionsliv.
Men ghettolivet er ikke perfekt, og selv om han fik chancen, da han var yngre, valgte han ikke at flytte hjem til sin far eller sin tyrkiske familie. Han ville hellere blive i Aarhus, hvor han havde sin mor og sin danske familie. Og ikke mindst Frank Holm og boksningen.
”Hvis jeg ikke havde haft min boksning, var jeg blevet som dem,” siger han og nikker hen mod to mænd fra Charlotteager, der i en alder af 30 år hverken har job eller uddannelse.
Det er underforstået, at de kun har kriminaliteten, hvis de vil opnå noget stort her i livet. Dennis Ceylan holder en pause og tilføjer:
”Eller måske havde jeg slet ikke været her.”
Snart skal han tilbage til træningslokalet på Frank Holms gård, hvor der ikke mangler mange detaljer, bortset fra at der er en tom plads på endegavlen lige over bokseringen og højttalerne. Her skal Frank en af dagene have skruet Dennis’ blå EBU-bælte op, så det troner over lokalet. Frank har længe drømt om at fylde den plads ud, ligesom han har sørget for, at der er plads til flere mesterskabsbælter. Mange flere.
