Det viser sig, at der er én altoverskyggende ulempe ved at boykotte VM

Læs de første afsnit af boykotbloggen her og her.

AT BOYKOTTE VM er som at smøre stuevarmt smør på ristet brød, viser det sig. Jeg har stadig til gode at overvære så meget som én scoring fra slutrunden, og her, forud for dag fire, er det gået så glat, at jeg begynder at betvivle, hvor dybt min passion for sporten egentlig stikker.

Altså, hvis det er så let at kigge væk, når spektaklet er allerstørst, hvorfor har jeg så brugt et kvart liv på at beglo turneringer fra nær og fjern? Venter der mig uendelige, ubetrådte græsmarker af fritid, også når VM er overstået?

Næppe, for hvis jeg lige tænker nærmere over det, ville jeg give spidsen af min næsetip for en november-Superliga-kamp på tribunen med lange rør, mudderpølsplæne og hooliganslagsmål, hele pakken.

Læringen er alligevel, at hvis man opbygger tilstrækkelig væmmelse over et sportsarrangement, er det relativt ligetil at abstrahere fra spillet på banen. Jeg skylder landsholdsspillerne og DBU et hjerteligt tak for at sovse rundt i debatten om anførerbindsmarkeringer i en grad, hvor ikke bare jeg, men hele Danmark kan se, at integritet og ansvarsbevidsthed er noget, man dyrker i Iran. Et VM kræver, at man kan mobilisere en vis hengivenhed over for dem, man skal holde med og støtte. Det er rimelig let at lade være med i disse dage.

TILBAGE TIL mig. Der er én ting ved rollen som ’boykotter’ (ugh), jeg stadig har til gode at finde mig til rette i. I de helliges rige er vi alle lige – på godt og ondt. Vi boykottere er blevet en uniform bevægelse på linje med ’anti-vaxxerne’ eller ’veganerne’. Og det befinder jeg mig meget, meget dårligt i.

Folkestemningen på Twitter, hvis sådan én findes, antyder, at dem, der skriver allermest om VM, er dem, der ikke ser det (og hvad er den her artikel så, jo jo, men jeg får også penge for det). Jeg øver mig i at gå stille med min boykot, når jeg altså ikke skriver klummer om den. For når folk hen over kaffemaskinen spørger, hvor jeg skal se landskamp, bliver deres øjne blanke af livstræthed, når de hører svaret. Det er som samtaler om diæter eller træningsrutiner. Det interesserer ingen.

Der er selvfølgelig nogen, der tar'-de-ba-tten, og det er meget velkomment, men der er ét argument, jeg bliver nødt til at anholde med knæet på nakken og det hele. Det fremføres typisk af folk, der til daglig beskæftiger sig med politik og samfund, og nu vralter ind i debatten som den belæste, småberusede onkel juleaften og tror, at de har regnet den ud. Nu skal de vise de dumme fodboldmennesker, skal de, og så siger de noget i retning af: ’Men din telefon er jo produceret i Kina, og desuden ser du også Champions League, og hvad med Newcastle, og hvad med dit, og hvad med dat.”

Selvfølgelig har en boykot af årets slutrunde en klæbrig bismag af hykleri, når al international topfodbold er fedtet ind i dubiøse interessenter. Det ved man, hvis man har ulejliget sig med at bruge to minutter på at forstå, hvorfor nogle (ikke ret mange, tror jeg) forkaster det her VM.

Men selv et barn, og derfor også de fleste politiske journalister, vil med lidt god vilje være i stand til at forstå, at det giver mening at tage kritisk stilling til denne slutrunde specifikt. Vi har desperat behov for fodboldinstitutioner, der forholder sig til, at der i bittesmå enklaver, primært i Nordeuropa, findes seere, der har fået bristet tolerancetærsklen.

Hvis vi velvilligt skal labbe hvert minut af denne mareridtsslutrunde i os som normalt, fordi vores telefoner er produceret i Kina, kan vi lige så godt fremskynde processen og afholde VM hver tredje måned på en fodboldbanebred yacht i Den Persiske Bugt.

ANYWAYS, VI er kun lige gået i gang, og det kan efter min bedste overbevisning gå to veje herfra:

Enten nosser DBU og landsholdsspillerne sig sammen og lever op til løftet om, at man vil repræsentere det vestlige værdisæt i Qatar (”der kommer ikke flere tiltag fra spillerne,” sagde Peter Møller dog på et pressemøde tidligere i dag). Hvis landsholdet så ovenikøbet finder formen på banen, vil det meget hurtigt blive trivielt at høre på alle os, der ikke gider at se kampene i tv. Nyhedsværdien fordufter, som den altid gør.

Det modsatte kan også ske. DBU forsøgte med dagens pressemøde at gøre debatten om VM i Qatar til en hanekamp mellem dem og FIFA. Umiddelbart fornuftigt, fordi det ikke er noget, spillerne skal forholde sig til. Men hvis andre nationers spillere fx markerer sig med kritik af Qatars gentagne hån mod seksuelle minoriteter, kan den danske debat om FIFA-medlemskab komme til at ligne en syltekrukke. Vil de danske spillere så fortsætte med at gøre … ingenting?

De næste uger vil trykteste, hvor længe danskerne kan fortsætte at elske sit landshold. Sikkert er det, at vi boykottere ufortrødent vil fortsætte med at elske os selv.

Boykotbloggen

Før og under VM i Qatar rapporterer Euromans Magnus Kraft fra sofaen foran sit slukkede fjernsyn. Har du tips til, hvordan man mest effektivt og smertefrit fører sit boykot ud i livet? Eller har du opdaget huller i argumentationskæden, du bare må italesætte? Skriv da til magnus@euroman.dk.