Kasper Dolberg: ”Jeg hører ofte, at folk tror, at jeg er arrogant"

Han ser ud, som om han er helt ligeglad. Han står på podiet i sit sorte jakkesæt, han har lige vundet prisen som årets talent i dansk fodbold, men de lyseblå øjne og mundvigene, der ligger i vater, afslører ingen følelser. Der er ingen tegn på glæde, ingen overvældelse, ingen nervøsitet over at befinde sig foran flere hundrede festklædte mennesker, der alle har øjnene rettet mod ham.

Det er mandag aften i marts, og landets fodboldstjerner er mødt op i Forum Horsens med koner og kærester for at fejre sig selv og hinanden ved DBU’s årlige prisuddeling med det dansk-engelske sammenstød af et navn, Dansk Fodbold Award. Kasper Dolberg er her også, og han er midt i sin takketale.

”Det er jeg utroligt stolt af,” siger han, men det kan man ikke se, ikke føle, ikke høre. Ordene leveres med tør midtjysk dialekt.

I sin højre hånd holder han en sort statuette af en fodboldspiller halvvejs gennem et saksespark. Han er midtpunkt i en fodboldfest, men med sit udtryksløse ansigt kunne han lige så godt være til gravøl i et forsamlingshus et sted i det Midtjylland, han kommer fra.

LÆS OGSÅ: EM 92-guldvinderne sprang splitternøgne i poolen og festede igennem efter de havde kvalificeret sig til semifinalen

”Dolleren i sædvanlig ekstase,” skriver en bruger på Twitter, efter Kasper

Dolberg er lusket væk fra spotlyset, hvor han befinder sig bedst.

”Spår fodbold en sølle fremtid, hvis alle spillere viser samme begejstring som Dolberg,” skriver en anden, mens en tredje nøjes med at konstatere:

”Kasper ’pisse-ligeglad’ Dolberg.”

I barndomsbyen Voel er centrum en rundkørsel med et skaldet træ på toppen. Det tager et kvarter at køre dertil fra Silkeborg i bil og ca. 30 sekunder at tilbagelægge afstanden fra det ene byskilt til det andet.

Voel har 1.500 indbyggere, et pizzeria, et lille supermarked, en damefrisør, to tankstationer, fire autohandlere, og hver tirsdag aften er der præmiewhist i det lokale forsamlingshus.

Og så er der selvfølgelig Voel Hallen på Sorringvej. Håndboldklubben Silkeborg-Voel KFUM er moderklubben til det danske mesterhold i herrehåndbold Bjerringbro-Silkeborg-Voel, og alle de bedste ungdomsspillere i området spiller her – også engang Kasper Dolberg, der var en habil venstre fløj, indtil fodbolden tog al hans tid.

Ved siden af rundkørslen ligger Dagli’ Brugsen, der ikke rigtig har nogen konkurrenter, men der ligger en Rema 1000 inde i Resenbro, og så er der også en Brugs i Sporring.

På opslagstavlen inden for skydedørene i butikken hænger en underskriftsindsamling mod den planlagte omfartsvej, der skal lede trafikken uden om byen. Ved siden af er der en annonce, hvor lokale drenge tilbyder at lufte hund for en 20’er i timen. Så ser man den. Til højre for døren, lige over lasagnepladerne hænger en indrammet, signeret Ajax-trøje med nummer 25 og navnet Kasper Dolberg på ryggen.

”Hej Voel, hilsen Kasper,” står der på trøjen. Det er Kasper Dolbergs mor, der har været nede med den, efter Dagli’ Brugsens indehaver havde spurgt, om ikke hendes søn ville signere en trøje. Egentlig skulle han selv have afleveret den mellem jul og nytår, og i Brugsen havde de også håbet, at han ville bruge en times tid på at skrive autografer til de lokale børn. Men han blev syg med øjenbetændelse – og så var der vist noget med, at han ikke måtte for sine sponsorer alligevel.

”Vi’ jo stolt’,” udbryder Bente Bjørn, Dagli’ Brugsens spilansvarlige og peger op på trøjen. Hun har kort hår og briller og fortæller, at de har planer om, at trøjen skal flyttes til en særlig æresplads, hvor de håber, at alle Kasper Dolbergs fremtidige spilletrøjer kan hænge på række. De har bare endnu ikke besluttet, hvor ærespladsen skal være. Det er et større projekt.

Bente Bjørn fortæller, at ingen i byen havde regnet med, at lille Voel en dag skulle få sin helt egen stjerne i store Amsterdam. Og så alligevel.

”Vi vidste godt, at han ville blive god…,” begynder hun, men bliver afbrudt, da en kunde kommer op til kassen.

Kasper Dolberg er det største danske angrebstalent siden Nicklas Bendtner. Det er de fleste enige om. Men uden for banen er han yin, hvis Rosenborg-angriberen er yang.

Han kommer sandsynligvis ikke til at køre gennem Indre By i København med en promille på 1,75. Eller gnide sit skridt op ad ruden på en taxa og piske kølerhjelmen med sit bælte. Han kommer heller ikke til at proklamere, at han inden for fem år vil være en af verdens bedste angribere og topscorer i den engelske Premier League. For selvom Kasper Dolberg drømmer om at spille fast på landsholdet og vinde Champions League, siger han det helst ikke højt.

Og han er rolig nok til ikke at lade sig påvirke af, at hele Danmark forventer, at han skal løfte arven efter Preben Elkjær, selv om han synes, at det er underligt, at det kun er et år siden, ingen vidste, hvem han var. Så rolig, at han dårligt kan mønstre en jubelscene, når han scorer et mål.

Inde på banen skød den gyldenblonde angriber karrieren i gang med et langskudsmål i sin debut i en Champions League-kvalifikationskamp for Ajax i august 2016.

Og da han fem ligamål senere imponerede stort i Ajax’ 3-2 sejr over spanske Celta Vigo, som sendte den hollandske hovedstadsklub videre i Europa League, slog han sit navn fast i bevidstheden hos fodboldfans i hele Europa. Formentlig også på notesblokkene hos storklubbernes talentspejdere.

Han scorede målet til 1-0 med et intelligent træk på førsteberøringen og en knastør afslutning i det korte hjørne, og blev efter kampen døbt ’Den nye Zlatan’ af den spanske sportsavis Marca. Og mens udenlandske sportsmedier stod i kø for at rose Kasper Dolberg, eksploderede forventningerne hjemme i Danmark til det nye store håb, der få dage forinden var blevet udtaget til A-landsholdet for første gang.

Dolberg på banen, synger landskamptilskuerne i Parken på den fodboldklassiske Guantanamera-melodi, mens han løber og varmer op på sidelinjen i 2. halvleg. Han kan høre sit navn, høre deres råb, og det giver ham gåsehud.

Danmark er foran med 3-1 mod Kasakhstan, kampen er afgjort, men alligevel stiger lydniveauet på nationalstadionet, da landstræner Åge Hareide kalder Dolberg hen for at give ham de sidste taktiske dessiner.

Uret på storskærmen i Parken har rundet 80 minutter, og på tribunerne begynder størstedelen af de knap 19.000 tilskuere at rejse sig fra deres røde plasticsæder. Det er ham, de har ventet på.

Dommeren fløjter for frispark midt på Danmarks banehalvdel, og fjerdedommeren løfter sin elektroniske tavle i vejret. ’15’ står der med neongrønne tal. Han træder frem til kridtstregen og får et klap på skulderen af F.C. Københavns Andreas Cornelius, der forlader banen. Imens kan han høre stadionspeakeren over Parkens højttaleranlæg:

”Og ind kommer, med nummer 15…”

Han tager det første skridt ind på banen til lyden af jubelbrølet:

”Kasper Dolberg!”

Opgøret mod Kasakhstan ender 4-1 til Danmark, og ud over en enkelt afslutning forbi mål udretter Kasper Dolberg ikke meget i de ca. 10 minutter, han når at spille i sin landsholdsdebut. Alligevel er det ham, alle taler om efter kampen.

”Selvfølgelig kunne jeg godt høre, at der var noget ekstra larm, og jeg havde da lidt svært ved at lade være med at smile,” siger han til DR Sporten uden at smile. Han har lige udlevet alle danske fodbolddrenges største drøm, men mundvigene forbliver fastlåst i vater.

Fire måneder senere fortsætter drømmen. Anden gang Kasper Dolberg løber ind på græstæppet i Parken er 9. marts i den første af to Europa League-kampe mellem Ajax og F.C. København – én af de federe kampe, som han siger med sin sædvanlige underspillede mine. Han har set frem til at spille i Danmark igen.

”Jeg følte, at det her var kampen, hvor jeg for alvor havde chancen for at imponere folk herhjemme,” siger Kasper Dolberg en måned senere i Amsterdam.

Op til kampen har blot tre mål på tre måneder så småt fået den hollandske presse til at pible af kritik.

”Jeg undrer mig over, hvorfor Dolberg får så lang snor,” skriver den tidligere hollandske landsholdsangriber Wim Kieft i landets største avis De Telegraaf, og Ajax-træner Peter Bosz må i flere omgange forsvare sin unge førsteangriber. Kritikken udefra påvirker ham ikke, siger Kasper Dolberg. Men han har været irriteret på sig selv:

”Jeg kunne mærke, at jeg ikke var dér, hvor jeg skulle være. Jeg ved godt, hvor god jeg selv er, og jeg leverede ikke på det niveau, jeg ved, jeg kan spille på.”

Han har følt sig både fysisk og mentalt udmattet. Et par uger inden kampen i Parken har han været hjemme hos familien i Danmark i fire dage, sendt på ferie af sin træner, og han har ikke tænkt på fodbold ét sekund.

Han er 19 år, og det er første gang i sin karriere, han oplever modgang. Træneren har sagt til ham, at en spiller i hans alder ikke bør spille 30-40 kampe i sin første sæson, men sådan er det gået alligevel, og det er kun naturligt, at der kommer udsving. Men det går ham stadig på. Der er intet, han hellere vil end at score i aften mod FCK.

21 minutter inde i kampen modtager han en lang bold med ryggen til målet. Med en overlegen vending sender han Mathias ’Zanka’ Jørgensen ud efter pølser og tvinger forsvarsspilleren til at trække i nødbremsen og indkassere et gult kort. Selv på B-tribunen bag det ene mål i Parken, hvor københavnernes mest larmende fans holder til, spærrer de øjnene op.

11 minutter senere taber FCK bolden midt på banen, forsvaret er ude af balance, og Ajax-anfører Davy Klaassen bliver spillet i dybden i den ene side af straffesparksfeltet. Han slår et indlæg ind tæt under mål, hvor Kasper Dolberg er endt alene med FCK’s højre back Peter Ankersen.

Med den største lethed holder han forsvarsspilleren bag sig, mens han læner sig bagud og sparker til bolden. Målmand Robin Olsen er chanceløs. FCK’s tidlige føring er udlignet, og Kasper Dolberg lader sig omfavne af holdkammeraterne uden at fortrække en mine.

FCK ender med at vinde kampen 2-1, selv om Kasper Dolberg er lige ved at udligne til sidst, men han får sin anden scoring annulleret for frispark.

For mange af tilskuerne er det første gang, de har set Kasper Dolberg spille 90 minutter, og den kollektive tanke på stadion synes at være: Hold op, hvor er han god.

Det sædvanlige franskbrød?"

En duknakket mand med ufriseret gråt hår nikker og får et formbrød stukket i hånden. Bente Bjørn fortsætter, hvor hun slap:

”Helt tilbage i folkeskolen, var han så god til fodbold, at de andre næsten ikke gad spille med ham i skolegården. Selv hvis det var ham alene mod alle de andre, kunne han drible dem alle sammen.”

Hun holder en kort pause.

”Jah, det’ måske lidt overdrevet … men han var godt nok go’.”

Hver uge laver Bente Bjørn spiltips til Ajax’ kampe og lægger dem på Facebook, så de andre beboere i byen kan få glæde af dem. Der er mange af de lokale, der har tjent på at spille på, at Kasper Dolberg scorer, men desværre er oddsene ikke længere så høje.

”I starten kunne man få 5,5 gange pengene igen. Så faldt det til 3,5, og nu er det helt nede på to-og-et-eller-andet ind i mellem,” siger Bente Bjørn.

Hun taler om Kasper Dolberg med en stolthed i stemmen, som var han hendes egen søn. Hendes datter Rikke har gået i klasse med ham på Voel Skole, og som resten af byen har hun fulgt begejstret med i hans fodboldkarriere.

Hun kender også hans forældre, der bor i udkanten af Voel – ca. 700 meter fra rundkørslen.

Familien Dolbergs hjem er et af den slags typehuse med røde mursten og tegltag, der skød op i slutningen af 90’erne og starten af 00’erne. Der er småstensbelagt indkørsel, carport, og to hunde, der byder velkommen i entréen.

Herefter træder man ind i en kombineret køkken og spisestue med lyst parketgulv og hvide Lyngbyvaser i vindueskarmene.

Det er her, Flemming Rasmussen og Kirsten Dolberg serverer kapselkaffe og kage, når der kommer journalister på besøg, hvilket efterhånden sker ofte.

Fra det ovale spisebord, hvor de sidder side om side og fortæller stolt om deres søn, er der udsigt til baghaven via et stort glasparti og en udendørs håndboldbane.

I hjemmet i Voel har sport altid betydet meget, og hans forældre er – naturligvis – begge tidligere håndboldspillere.

Indtil Kasper Dolberg flyttede hjemmefra som 17-årig i sommeren 2015, stod der i haven et hjemmelavet fodboldmål, som Flemming Rasmussen havde bygget til sin søn i de korrekte mål – først syvmands, siden ellevemands.

Foran fodboldmålet stod Kasper Dolberg i både regn og torden og sparkede på mål efter skole, og faren har ikke tal på, hvor mange gange han er blevet hevet med ud i haven for at stå på mål, slå indlæg eller se et nyt trick.

”Når han havde lært en finte eller skulle jonglere, ville han have, at det skulle optages på video. Og hvis det gik galt, måtte vi blive ved, indtil den var der,” siger han.

For Kasper Dolberg har det hele handlet om fodbold, siden han første gang snørede støvlerne oppe på stadion. Når forældrene spurgte ham, hvad han gerne ville være, når han blev stor, svarede han uden at tøve: professionel fodboldspiller.

Doller fra Voel er sygt go’," sagde drengene fra Sejs altid, når de havde mødt nabobyen i fodbold. Men Marcus Dam Jensen var ikke klar over, at hans nye blonde holdkammerat til første træningsdag på håndboldholdet i Voel Hallen også var ham fodboldspilleren, de gik og talte om på skolen. Ikke før de andre til træning begyndte at råbe ”Doller, Doller!”

Han kunne godt se, at Kasper Dolberg ikke var den, der råbte højest eller fyldte mest på holdet. Det var ikke nemt at få ham til at sige noget. Men efter træning skulle et par af spillerne blive og tørre gulv til dameholdets kamp, Kasper Dolberg og Marcus Dam Jensen meldte sig begge, og de faldt i snak.

”Da vi begyndte at tale om de nyeste fodboldstøvler fra Adidas og Nike, skete der noget,” siger han. De blev venner med det samme.

Marcus Dam Jensen fortæller, at Kasper Dolberg er morsom og taler meget, når først man kommer helt tæt på ham. Ofte kunne hans forældre høre dem grine højt deroppe på førstesalen på værelset i Sejs, hvor de sad og spillede FIFA, hvis ikke de var i hallen eller sparkede på mål oppe på 'sporteren' i Voel. Men Marcus Dam Jensen har svært ved at komme med et konkret eksempel på, at hans gode ven har sagt noget sjovt.

Langt væk derfra, i Amsterdam, siger Kasper Dolberg selv, at der ofte går længe, før han tør op over for folk, han ikke kender.

”Jeg er meget genert, og det har jeg altid været. Jeg tror ikke, det kommer til at ændre sig. Min far har fortalt mig, at jeg var udadvendt, da jeg var helt lille, men det kan jeg ikke huske – og jeg har faktisk lidt svært ved at forestille mig det,” siger han.

Kasper Dolberg er en mand af få ord. Så få at selv hans forældre kan have svært ved at trække dem ud af ham. Af og til forsøger de fx i bilen på vej fra lufthavnen at spørge ind til, hvordan det går. Men ikke altid med held.

”Hans standardsvar er som regel 'det’ fint’,” siger Flemming Rasmussen og griner.

Kasper Dolberg mener selv, at han på grund af sin generte personlighed ind i mellem bliver misforstået som kold og afvisende.

”Jeg hører ofte, at folk tror, at jeg er arrogant, fordi jeg er, som jeg er. Mine venner fortæller mig, at de møder folk, som ikke kender mig, der har den opfattelse af mig. Måske handler det om, at mange automatisk tror, at unge fodboldspillere, der kommer til udlandet og tjener mange penge, bliver arrogante. Men sådan er jeg ikke. Jeg synes faktisk selv, at jeg er en sød fyr,” siger han med et sjældent smil.

Da han blev rykket op på førsteholdet i Ajax, var der også flere af holdkammeraterne, der undrede sig over, at han altid var stille. Fx er det en tradition, når en spiller får debut for klubben, at han stiller sig op foran alle holdkammeraterne og synger en sang. Men ikke Kasper Dolberg.

”Flere på holdet driller mig stadig med, at jeg ikke siger noget. Hollænderne er meget åbne og siger tingene meget lige ud. Det skulle jeg lige vænne mig til – og de skulle nok også lige vænne sig til mig.”

Har han overhovedet lyst til at spille fodbold?” spurgte trænerne i Silkeborg IF af og til sig selv. Ind i mellem kunne Kasper Dolberg få dem til at rive sig i håret. Hvad tænkte han, hvad følte han, hvorfor kaldte han ikke på bolden?

Som U-15 spiller blev han fravalgt til DBU’s årlige talenttræf, hvor fremtidens ungdomslandsholdsspillere skal findes. Der var usikkerhed om, hvorvidt han ville det nok. Og i Silkeborg blev han ikke betragtet som et åbenlyst stortalent, selv om de kunne se, at han skilte sig ud, da han startede som 10-årig.

”Han havde allerede dengang en hurtighed og en spændstighed i sine bevægelser, der gjorde, at han altid kunne komme fri af sine modstandere, hvis han fik bolden på det rigtige tidspunkt. Men der var mange andre gode spillere, og Kasper fyldte ikke så meget,” siger Jacob Tind, der trænede Kasper Dolberg det første års tid i Silkeborg.

Allerede et år før, i 2006, var han rykket ind til Silkeborg IF fra barndomsklubben GfG Voel, men den store klub inde i byen var for meget og for seriøs for lille, generte Dolberg.

Han fik ondt i maven af nervøsitet til kamp, og derfor tog han tilbage til Voel og spillede det næste års tid i trygge omgivelser. Men han var for god til den lille klub, så i efteråret 2007 blev han en del af et hold med talentfulde drenge fra lokalområdet, der skulle vintertræne i Silkeborg. Og anden gang gik det bedre.

Men det var først, da Kasper Dolberg blev U-17 spiller, at det for alvor gik stærkt. Han blev fast mand på ungdomslandsholdet, og inde på Midtjyllands Avis hørte de fra trænerne i SIF, at der rendte en spiller rundt ude på træningsanlægget, som kunne blive til noget.

Men der, hvor Kasper Dolberg kommer fra, holder man lige benene på jorden og ser tingene an.

”Det var først, da Ajax hentede ham, at det gik op for mange, at han var et meget stort talent. Men selv dér var man lidt spændt på at se, om han nu virkelig var så ekstraordinært god,” siger Peter A. Sørensen, der er sportsredaktør på Midtjyllands Avis, og som også bor i Voel, hvor sund jysk skepsis i dag er blevet afløst af ekstase.

Efter en prøvetræning i Ajax i september 2015, hvor forældrene var med, var Kasper Dolberg ikke i tvivl om, at Amsterdam-klubben var det rigtige valg, selv om Silkeborg gerne ville forlænge hans kontrakt. Fire måneder senere, 5. januar 2015, fløj han til den hollandske hovedstad og underskrev en treårig kontrakt.

”Jeg nåede ikke at tænke ret meget over, at jeg skulle til at flytte væk fra familie og venner. Jeg vidste i virkeligheden nok ikke helt, hvad jeg gik ind til, men det var bare så stor en mulighed, at både mine forældre og jeg følte, at jeg ikke kunne lade den passere,” siger Kasper Dolberg.

På pladsen foran Amsterdam Arena i den sydøstlige del af byen er der godt fyldt først på eftermiddagen 16. april, selv om der er mere end to timer til, at Ajax tager imod Heerenveen på hjemmebane. Fans i hvide og røde trøjer, huer og halstørklæder spiser pommes frites, drikker Heineken-dåsebajere og bruger penge på merchandise i boderne.

En af dem er 27-årige Marco, der står i sin dynejakke og Ajax-tørklæde med en halv liter øl i favnen. Han har været fan af klubben, så længe han kan huske, og de seneste ti år har han haft fast plads på stadion på ’F-side’ bag det ene mål, hvor de mest inkarnerede Ajax-tilhængere står.

”Dolberg er en fantastisk spiller, men måske lidt kedelig,” siger han og griner.

”Men når han scorer mål og arbejder hårdt for holdet, gør det ikke noget.”

Marco kan også godt lide, at danskeren aldrig brokker sig til dommeren, og han er sikker på, at Ajax i Dolberg har en spiller, der kan nå helt til tops:

”Jeg tror godt, at han kan komme til et tophold i Premier League.”

På den anden side af pladsen, ved indgangen til Amsterdam Arena, ligger Ajax’ officielle fanshop. Butikken er stuvende fuld før kampen, og man skal stå i kø for at komme både ud og ind.

Inden for hænger hvide og røde halstørklæder broderet med spillernes ansigter på række. Lasse Schöne, anfører Klaassen og den tyske wing Younes er der, men ikke Dolberg. Halstørklæderne med den unge angriber er udsolgt, fortæller en ansat.

Det er særligt de unge fans, der er vilde med den danske angriber, forklarer han og siger, at Dolberg er blandt de tre spillere, der sælger flest trøjer.

Ovre ved væggen med halstørklæder må en dreng i 10-års alderen, der er kommet helt fra Tyskland for at se sin første Ajax-kamp, skuffet forlade butikken.

”Far, hvorfor er der ingen Dolberg-halstørklæder?”

1.541 tilskuere har fundet vej til stadion til hovedstadsklubbens fjerdesidste kamp i sæsonen, og med kun ét point op til førerholdet Feyenoord er mesterskabskampen helt åben.

Ajax er pisket til at vinde, og det kan mærkes på stadion, da Heerenveen kommer foran allerede efter otte minutter. Inde på banen ser Kasper Dolberg ud, som om han lige så godt kunne løbe rundt på ”sporteren” hjemme i Voel.

Der er en elegance over hans bevægelser, og han løber, springer, tæmmer og afslutter med en nærmest nonchalant ubesværethed.

Ajax udligner føringsmålet efter 24 minutter, og kort efter kommer holdet på 2-1, da Kasper Dolberg bliver sendt i dybden og med en præcis tværaflevering finder den hollandske midterforsvarer Matthijs de Ligt, der sparker bolden i mål.

Kasper Dolberg gør ikke det store væsen af sig, men hver gang han har bolden, bliver det farligt. Flere gange skaber han plads til holdkammeraterne med bare en enkelt intelligent berøring.

Men mens de fleste andre fodboldspillere slår ud med armene og råber, når den efterfølgende chance bliver brændt, gør Kasper Dolberg intet. Og når han bliver snydt for et frispark, rejser han sig bare op og løber videre.

”Jeg har ikke noget behov for at stå og skrige ad mine holdkammerater. Hvad godt skulle det gøre? Det er det samme med dommeren. Min far har altid sagt til mig, at der ikke er noget, jeg kan gøre, hvis dommeren ikke dømmer min vej. Det kan kun blive værre, hvis man brokker sig. Det har jeg taget til mig,” siger han.

”Hvilken fantastisk vending,” råber en engelsktalende journalist på pressepladserne, da Kasper Dolberg efter 58 minutter modtager bolden, drejer rundt på sin førsteberøring og glider forbi en modstander, inden han bliver nedlagt i feltet. Straffe, og stadion jubler.

Kasper Dolberg rejser sig op, tager bolden og placerer den på 11-meter pletten. Som 19-årig er den kølige dansker allerede holdets faste straffesparksskytte. Han går til bolden, fire skridts tilløb, og sparker den ind, hårdt og højt i højre side af målet til 4-1. Fansene på F-side synger hans navn, så hele stadion gynger: ”Dolberg, Dolberg, Dolberg!”

Selv jubler han ikke.

Fem timer og adskillige fadøl senere står den 33-årige André foran Café Schiller på Rembrandt-pladsen i centrum af Amsterdam, sammen med to fodboldvenner under en markise i ly for den silende regn.

”Dolberg er jo Zlatans diametrale modsætning! Der er mange af de unge spillere hernede, særligt de hollandske, som fører sig frem med store armbevægelser. På en måde kan jeg godt lide, at han er mere nede på jorden,” siger han.

Så længe Kasper Dolberg laver mål, kan han være lige så kedelig, han har lyst til, mener André. Men det ville ikke gøre noget, hvis han viste bare en smule begejstring. Han synes, at danskeren minder om den tidligere hollandske stjerne Dennis Bergkamp, der også var elegant på banen og introvert uden for.

Kasper Dolberg har godt hørt, at han bliver sammenlignet med den tidligere Ajax- og Arsenal-angriber, der i dag er hans egen angrebstræner, men han synes selv, at der er et stykke vej endnu.

”Jeg opfatter det næsten ikke, når jeg scorer. Det sker bare,” lyder Kasper Dolbergs eget forsøg på en forklaring på, hvorfor han efter en scoring blot knytter en næve, modtager holdkammeraternes hyldest og derefter lunter anonymt tilbage og venter på, at dommeren fløjter op igen.

”Det er faktisk først, når jeg kommer op til midterlinjen igen, at jeg rigtig opfatter, at jeg har scoret. Jeg undlader ikke at juble bevidst. Jeg har bare aldrig gjort det. Det falder mig ikke naturligt. Men selvfølgelig bliver jeg glad, når jeg scorer. Det er dét, jeg går på banen for, det er mit arbejde. Og så er det selvfølgelig også fedt at høre fansene juble og råbe ens navn. Jeg kan godt se, at det er mere normalt at juble mere, men det er nu en gang bare sådan, jeg altid har gjort.”

På det seneste synes selv hans far, der ellers mener, at det bliver ”lidt for meget”, når nogle af Kasper Dolbergs holdkammerater opfører en hel dans efter en scoring, at det går lige stille nok for sig, når hans søn laver mål.

”I starten kunne jeg godt lide, at han bare havde et godt smil og krammede holdkammeraterne. Men det sidste stykke tid er det som om, at han viser endnu mindre begejstring, når han scorer. Som om det er lidt lige meget,” siger Flemming Rasmussen.

Kasper Dolberg har bemærket, at der er nogle, der synes, at han ikke jubler nok. Holdkammeraterne har også sagt til ham i sjov, at han burde få sig en signaturjubel – som Cristiano Ronaldos testosteronfyldte macho-hop eller Ronaldinhos telefonhænder. Men selv er han nu meget godt tilfreds med den måde, han fejrer sine mål på.

Voel jubler ejeren af det lokale pizzeria på den anden side af rundkørslen til gengæld.

”Ska’ du ha’ en ’Dolberg-pizza’?”

Spørgsmålet bliver leveret på klingende jysk af Ferat Yapici bag disken på Sason Kebab House, der ligger over for Dagli’ Brugsen. Her får man serveret en af Jyllands bedste pizzaer, hvis man spørger ejeren selv.

”Kasper Dolberg har spist flere hundrede pizzaer her,” siger han og fortæller, at en Dolberg-pizza består af kebab, dressing og icebergsalat. Den er ikke at finde på menukortet, men Ferat Yapici har overvejet, om den snart skal tilføjes.

”Jeg har bare ikke fået gjort det endnu,” siger han. Han har ikke besluttet, om den skal have nummer 25.

Derefter giver han sig til at rose hele familien Dolberg. For tredje gang på ti minutter.

”Vi’ jo stolt’,” siger Ferat Yapici og smiler.

LÆS OGSÅ: Peter Graulund: "Jeg rejste mig op og sagde, at jeg hadede dem alle sammen. Fordi de havde svigtet mig, holdet, sig selv, klubben, alle"

LÆS OGSÅ: Dansk MMA-vinder: “Du har aldrig levet i nuet, før du har været i en slåskamp”

LÆS OGSÅ: Jürgen Klopp: "I Premier League er de ligeglade med, hvor godt du spillede. Det handler kun om at vinde”