Mattias Skjelmose: ”Jeg bruger cyklen til at græde, til at juble, til at tænke”

Den 20-årige cykelrytter Mattias Skjelmose Jensen, der for nylig har skrevet kontrakt med det professionelle, amerikanske cykelhold Trek-Segafredo, har ikke altid haft det lige nemt. I 2018 blev han testet positiv efter en dopingprøve, fordi han havde indtaget et forurenet kosttilskud. I 2019 mistede han en af sine gode venner, cykelrytteren Andreas Byskov Sarbo, der blev kørt ned under et cykelløb. Et dødsfald og en dopingdom på mindre end et år.

Begge begivenheder kastede Mattias Skjelmose Jensen ud i en livskrise, der bragte ham i tvivl om alt, men som også har båret ham frem til en kontrakt med et af verdens største cykelhold. Det seneste år har transformeret ham komplet som menneske:

”Jeg føler mig pludselig gammel. Jeg er 20 år, men jeg føler, at jeg står med det ene ben i graven. Succesen og sorgen har modnet mig.”

Mattias Skjelmose Jensen er vokset op på Amager sammen med sin mor og papfar. Han er rundet af den sydkøbenhavnske ø og den lokale cykelklub Amager Cykle Ring, som han meldte sig ind i som 12-årig.

Han var et lidt ensomt, socialt akavet og småovervægtigt barn, og han udviste ikke noget synderligt talent for cykling:

”Jeg kørte mit første løb som 13-årig, og efter to kilometer blev jeg bare sat. Men jeg kom igennem løbet, og det var en fantastisk følelse. Jeg vandt mit første løb som 15-årig. Jeg kan huske, at jeg fortalte det til min mors mand. Han troede ikke på det. Jeg havde altid været denne her lille, tykke dreng, så det gav ingen mening. Jeg blev nødt til at tage ham med op og se resultatlisten, for at han skulle tro på det.”

Derefter gik det hurtigt for den unge cykelrytter, der begyndte at kompensere for sit manglende talent med grusomme træningsmængder og fravalg af et normalt ungdomsliv:

”Jeg kan huske, at alle i niende klasse skulle til gallafest. De havde glædet sig til at være stive, men jeg skulle køre cykelløb dagen efter i Næstved. Ikke noget specielt løb, men jeg skulle bare være klar. Det var første gang, jeg mærkede det. Min sociale mangel, som jeg har, hvor jeg ikke rigtig har brug for at være sammen med andre, blev pludselig en fordel. Det var ikke et tab for mig at melde fra til festen.”

Mattias Skjelmose Jensen er en slider. Han kører cirka 26.000 kilometer om året, og det er fraregnet oktober, hvor de fleste cykelryttere holder pause. Han har især sin disciplin fra sin papfar, der har kæmpet sig op fra børnehjemsbarn til at være byggeleder, men det er hans hjemstavn Amager, der i særdeleshed inspirerer ham:

”Den normale stereotyp om at komme fra Amager, den kan jeg godt lide. Man skal kæmpe for at blive til noget. Man skal tro på det. Det eneste, jeg har talent for, er hårdt arbejde.”

I 2018 blev Mattias Skjelmose Jensen nummer tre i juniorrytternes Paris-Roubaix. Det var et stort resultat, der satte en tyk streg under hans potentiale, men blot få måneder efter afleverede han en positiv dopingprøve for et forbudt stof i et forurenet kosttilskud. Prøven udløste en mild straf, fordi myndighederne ikke vurderede, at han havde gjort det for at snyde, men det påvirkede ham alligevel stærkt:

”Jeg begyndte at gå i byen torsdag, fredag og lørdag. Hver weekend. Jeg fik en identitetskrise. Jeg vidste ikke, hvem jeg var. Jeg vidste ikke, hvorfor jeg cyklede, og jeg mistede rigtig mange venner i den proces. De tog afstand fra mig, fordi de var bange for, at dommen ville smitte af på dem. I dag har jeg måske fem tætte venner tilbage.”

Krisen gav dog også Mattias Skjelmose Jensen en ny tilgang til det at cykle:

”Følelsen er svær at beskrive, men jeg har lært at bruge cyklen til at blive stærkere, til at styrke den her følelse af at være alene. Det har sat nogle tanker i gang, som jeg ikke troede, jeg kunne tænke. Jeg er blevet filosofisk på en måde, som jeg tror, at digtere og forfattere er. Jeg har lyst til at skubbe mine grænser, når jeg cykler alene nu. Jeg har taget mig selv i at køre i mørke, mens jeg har været pissebange, og samtidig kunne jeg lide det. Det at køre på en mørk landevej med en lille lygte er virkelig skræmmende, men den frygt fodrer mine tanker. Jeg er draget mod den her grænsezone.”

Da Mattias Skjelmose Jensen havde udstået sin karantæne, mistede han sin ven Andreas Byskov Sarbo i den tragiske trafikulykke, hvor den unge rytter blev torpederet af en bilist, der var kørt ind på ruten. Mattias Skjelmose Jensen var knap kommet ud på den anden side af sit livs største udfordring, før en stor sorg skød ham i knæ igen:

”Jeg kan huske, at min far ringede og sagde, at Andreas var blev kørt ned, og at han var i kritisk tilstand. Jeg skrev en besked til Andreas, hvor jeg skrev ’Hey man, ved sgu ikke, hvad jeg skal sige, håber på det bedste, ved du nok skal kæmpe dig igennem det. Stay Strong.’ Senere samme dag skulle jeg køre gadeløb i Lyngby. Der fortæller min far så, at Andreas er død. Jeg kunne ikke forstå det. Jeg forstår det stadig ikke. I flere måneder skrev jeg stadig beskeder til Andreas på Facebook om, at jeg savnede ham. Jeg kunne ikke rigtig klare det. Jeg var stadig ved at vokse mentalt efter dopingdommen, og det ramte mig bare som et tog.”

Der er ingen tvivl om, at Mattias Skjelmose Jensen har et emotionelt forhold til sin cykel. Han bruger ikke meget tid på at nørde konkrete træningsmetoder- eller mekanismer. Cyklen er et eksistentielt værktøj for ham, og det blev den igen, da han skulle bearbejde sorgen over tabet af sin gode ven:

”Jeg har svært ved at græde. Jeg har svært ved at vise mine følelser. De seneste års oplevelser ligger hele tiden i baghovedet. Jeg har brugt cyklen til at forsøge at komme af med de her tanker. Det har altid været mit tilflugtssted. Min måde at beskrive min sorg på er at køre på cykel. Jeg bruger cyklen til at græde, til at juble, til at tænke. Jeg bruger den til alt.”

Lige nu har Mattias Skjelmose Jensen masser at juble over. Fra 2021 skal han køre i Trek-Sega-fredos røde og hvide trikot sammen med nogle af verdens største stjerner, blandt andre Mads Pedersen, Bauke Mollema og Vincenzo Nibali. Den unge dansker kommer ind på et hold, der ikke forventer, at han vinder lige med det samme, men som tror på ham som deres næste, store rytter. Nu skal han bare have tid til at udvikle sig:

”Jeg startede med at tale med dem fire eller fem måneder efter min karantæne. Jeg kunne ikke tro på det. Der var ingen kontinentalhold (cykelhold på niveauet under World Touren, red.), der ville røre mig. Så sad jeg pludselig og forhandlede med Trek. Det var ikke til at forstå. De seneste to år var alt nærmest gået galt, og nu har jeg fået min drøm opfyldt. Jeg føler lidt, at det egentlig går for godt for mig.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Cykling og Talenter