Frokost på La Cave des Creux
Første stop på programmet: La Cave des Creux. Det er helt afgjort ikke den billigste frokostrestaurant på tværs af Alperne, men nu befinder vi os i De Tre Dale, og så skal man som bekendt sørge for at have det godt.
Fransk skiløb rimer på det gode liv – og således også her på La Cave des Creux, hvor du med en formidabel udsigt ud over løjper og bjergtinder kan nyde lokale retter sammen med et godt glas vin fra restaurantens meget pæne vinkort.
Eller du kan gøre som os og bestille en steak bearnaise og mærke livsglæden stige proportionalt for hvert opholdt sekund. Incroyable!
cavedescreux-courchevel.com.
Aftensmad på Azimut
Courchevel er de riges legeplads. Bare spørg dem, der bor på et af byens femstjernede hoteller, hvor det billigste værelse står til 5.000 kroner per nat, og hotellets egen vognpark udelukkende består af Rolls-Royce-modeller. Heldigvis behøver det ikke være dyrt bare for at være godt.
På Azimut, der kan bryste sig af en enkelt Michelin-stjerne, får du en afsindigt fin menu til 65 euro. Med denne blev vi blandt andet trakteret med lokal ørred og fransk kaviar, perlehønebryst og alskens oste fra en vogn på fire hjul. Også her har de styr på deres vinkort.
Stedet er hyggeligt og uden fine fornemmelser, personalet venligt og jordnært trods den halvtynde bjergluft.
restaurantazimut.com.
Frokost på Maya Altitude
Fra Courchevel kan man på sine ski stikke over til Meribel. Og det er her, vi tager den næste frokost. Mere specifikt på Maya Altitude. En suverænt flot sten- og trækonstruktion med panoramisk udsyn over landskabet.
Hvis solen skinner – og det gjorde den, da vi var på besøg – er det et urimeligt godt spot. Og er man tilmed så heldig at rulle med fransk guide, så er c’est la belle vie garanteret på Maya Altitude.
Hvis du af en eller anden årsag ikke planlægger at have en franskmand på nakken, så følger her den lokalt fødte Laurents menu til fri afbenyttelse: en steak på størrelse med en othellolagkage, frites, en frisk salat og tre glas rødvin. Bon appetit!
www.maya-altitude.com.
Aftensmad på L’Alpin Steak House
Okay, her til sidst et tip til noget, der for det blotte øje måske ikke er helt nemt at regne ud: I Les Menuires, et overordentligt stort område i et i forvejen gigantisk resort, ligger der et ’steak house’ ved navn L’Alpin, men lad dig hverken slå ud af navnet eller restaurantens ydre.
Den er – for nu at skære ind til benet – ikke en æstetisk guldmedalje, men det er fuldstændig underordnet. Du skal nemlig sørge for at bestille en aften i et af restaurantens udendørstelte.
Det er ganske genialt. Her sidder man så under en af olielamper oplyst teltdug, nærmest som om man er undervejs på en farefuld ekspedition i arktisk ingenmandsland.
Bortset fra, at der serveres drinks af et gedigent sødt personale, mens der for snuden af dig bliver lavet raclette, så teltdugen drypper af ost.
lalpin-lesmenuires.fr.
Se, hvad vi ellers skriver om: Guide, Mad og Restauranter