Hiphop-klumme: Endelig kan de danske, kvindelige rappere stå foran et gennembrud

Noget tyder på, at 2019 kan være året, hvor der endelig sker noget radikalt nyt i dansk hiphop. I et halvt årti har den samme klynge af rappere klynget sig ukueligt fast til toppen af de danske hitlister, mens en bølge af mere eller mindre originale efterfølgere er skyllet ind over de danske pladeselskaber.

Fælles for det danske hiphop-landskab de seneste 10 år er, at det har været ekstremt mandsdomineret. Siden Natasjas død i 2007 har kun Linkobans engelsksprogede elektrorap opnået en vis genklang, indtil hun døde af kræft i 2016. Nikolines feministiske provo-rap har erobret en trofast, men begrænset lytterskare. Annelise og Vigsøs store fokus på dobbelttydninger og dobbeltrim er aldrig rigtig nået længere ud end til MC’s Fight Night-segmentet.

I udlandet er billedet anderledes. Cardi B vinder Grammyer i USA, Stefflon Don har erobret Storbritannien og mere interessant: Hos vores naboer og kulturelle åndsfæller i Sverige er de mange kvindelige rappere fuldt ud konkurrencedygtige med deres mandlige kollegaer. Herhjemme har Roskilde Festival sågar måtte søge over Øresundsbroen for at finde en kvindelig rapper, Silvana Imam, til at åbne Orange Scene.

Det er ulogisk, at tendensen ikke er nået til Danmark.

Mit personlige og omfattende feltstudie viser, at Danmark har verdens bedste kvinder. Alt tyder på, at danske kvinder er de klogeste, smukkeste og sjoveste i verden. Hvorfor har det ikke ladet sig omsætte til kvalitetsfyldt hiphop om mænd, kvinder, sex, fester og alt derimellem?

Det har det måske nu.

Roskilde Festival har netop offentliggjort, at de tre første artister, der skal optræde lørdag i forbindelse med festivalens åbning, er Goldie 6is, Yakuza og Tessa. Tre kvindelige rappere fra henholdsvis Skanderborg, Nordvest og Hundige.

I dag udsendte sidstnævnte sin debutsingle på Universal. To et halvt minuts grænseoverskridende sex-rap, snorligt leveret over et beat, der kender sin plads i hierarkiet og overlader al opmærksomhed til Tessa. For mig er Tessa det mest interessante, der er sket på den danske hiphop-scene i en del år. Siden hun i april smed sin første freestyle på Instagram, har hypen været til at tage og føle på, og singlen ’Snakker For Meget’ lever fuldt ud op til de ellers farligt høje forventninger.

Der er blevet hevet et par sider ud af notesbogen hos amerikanske forgængere som Cardi B og Megan Thee Stallion, og før dem, Trina og Lil Kim. Det giver så god mening, at danske kvinder kan udbyde spandevis af hårde og sjove bars om livet som selvstændig, smuk og seksuelt frigjort kvinde.

Kombiner det med Tessas egen bevidsthed om de signaler, hun udsender. Meget lig en ung Cardi B spiller hun klogt på sit renomme som hård og solbrun vestegnstøs med lange øjenvipper og vinger tatoveret på brystet. Linjer som: ”Han ville hævne sig, og troede kvælertag var en straf” og ”Hvorfor kun få én, når man har tid til lidt flere? Ridder den til jeg ikke gider den mere, sender den videre til Linea,” er, hvad viralitet er lavet af.

Det skulle komme bag på mig, hvis ikke det danske publikum for Tessas Hundige-sex-bangers viser sig at være ganske stort. Jeg ville nødigt skrive, at det føles som om, at Tessa sidder på ens ansigt, mens hun rapper, men nu har jeg jo skrevet det.

Yakuza bidrager med noget lidt andet. ’Balenciaga’, der efter alle mine begreber har et solidt hit-potentiale, selvom folk har sovet lidt på det siden udgivelsen i februar, er én lang, skarp analyse af Yakuzas kønsfæller og jagten på den hurtige rus. Det er ikke ligefrem komplekse kvinde-udredninger, der har været i højsædet hos de mandlige rapstjerner herhjemme. Og så giver det bare en følelse af reel kvalitet, at Yakuza rent faktisk også kan synge.

Jeg talte forleden med Nordvest-rapperen om den mystiske mangel på kvinder på i dansk hiphop. Udover de strukturelle udfordringer, der gennemsyrer musikbranchen (og som har været særligt debatteret den seneste uge), samt manglen på danske forbilleder, peger Yakuza på, at der først for nylig er sket en mentalitetsændring hos de danske pladeselskaber. For et år siden blev hun således afvist af en A&R fra et større dansk pladeselskab, fordi hendes tekster var for eksplicitte. Nu lader det til, at anerkendelsen af at eksplicitte tekstuniverser altid har haft et publikum, langt om længe har indfundet sig hos musik-parnasset.

Nu forsøger jeg at fange en tendens i opløbet. Feltet er stadig smalt, uerfarent og ufærdigt. Som det har været en tradition på den anden side af Atlanten i snart 30 år, kunne det være på sin plads, hvis nogle af de mandlige rappere åbnede for samarbejder med de største, kvindelige talenter. Det ville formentlig kaste nye lyttere af sig for alle implicerede. Giv det et år, så skal Tessa nok hoppe på et Suspekt-nummer. Og lad os i øvrigt følge et svensk eksempel, hvor de kvindelige rappere arbejder med og ikke mod hinanden, som de amerikanske superstjerner har en ulykkelig tendens til – senest lex Cardi B og Nicki Minaj.

Potentialet for et mindre nybrud i dansk hiphop er helt reelt tilstede. Hvis de kan mønstre en flot flok kvindelige rappere i USA, Storbritannien og Sverige, kan vi altså også gøre det i landet med verdens bedste kvinder.

Se, hvad vi ellers skriver om: Hiphop