Dunkirk teaser trailer

Klaustrofobisk trailer: Christopher Nolan er tilbage med film om Anden Verdenskrig

Endnu et genreskift fra Inception-instruktøren.

Dunkirk teaser trailer
Offentliggjort

Det overrasker ingen, at Christopher Nolan overrasker med sit seneste genrevalg.

Den feterede britiske instruktør har nemlig aldrig været bange for at prøve noget nyt.

Efter i sin tid at være brudt igennem med kulthittet ’Memento’, var det en overraskende mainstream retning, instruktøren tog ved at gå ind i Batman-franchisen med hud og hår. Det lykkedes til gengæld også instruktøren at gøre tegneserieuniverset til helt sit eget: mere beskidt og eksistentielt end nogensinde før.

Så man var ikke nervøs, da han kastede sig ind i en helt tredje genre med det Matrix-agtige psyko-action-drama 'Inception'. Og filmen blev da også et stort hit.

Der var mere delte meninger om hans filosofisk-apokalyptiske rumfilm ’Interstellar’. Undertegnede syntes for eksempel, at den var for usammenhængende og overvurderet.

Derfor er det endnu mere spændende at se, hvordan den ellers meget driftsikre instruktør har disponeret sin nye film, den strengt realistiske ’Dunkirk’.

Titlen referer til den nordfranske kystby Dunkerque, hvor de allierede og engelske styrker i maj 1940 blev isoleret fra de franske hovedstyrker under tyske troppers fremrykning.

Nolans drama om den historiske begivenhed ser råt, gråtonet og trykkende ud i den nye teasertrailer for filmen, der dog ikke røber noget om selve handlingen.

Men mon ikke den voldsoptagede instruktør lægger meget lidt vægt på det for så vidt glædelige faktum, at omtrent 338.000 soldater ud af en allieret styrke på cirka 400.000 blev evakueret, og mere vægt på de omkring 30.000, der blev dræbt eller såret af tyskerne?

Det må vi vente noget med at finde ud af, for filmen, der blandt andet har Tom Hardy, Cilian Murphy og One Direction-sangeren Harry Styles på rollelisten får først premiere til juli næste år.


LÆS OGSÅ: Fordi majoriteten ikke altid har ret:11 overvurderede film

LÆS OGSÅ: Jesper Christensen om et liv med opium, løgne og en far han nægtede at se

LÆS OGSÅ: Tag streamingkontrollen med disse mandefilm til weekenden