Drukspil, dresscode og voldtægtsrygter: Den aften jeg var til 'frat-party' i L.A.

“Skal du have det der tøj på?”

Min veninde Nathalie peger på min sorte knælange silkekjole med blå og hvide mønstre. Jeg har godt nok knappet den helt op i halsen, og så har jeg strømpebukser på indenunder for at skjule mine dansker-blege ben. Men hvis jeg selv skal sige det, så er mit outfit ellers ret festligt.

Men det er heller ikke problemet, fortæller Nathalie. Det er simpelthen, at jeg ikke er slutty nok til det frat-party, som vi skal til.

Et frat-party er en forkortelse for ‘fraternity party’. ‘Fraternities’ er små fællesskaber med græske navne bestående af mænd, som alle bor sammen under samme tag, og som oftest har gamle traditioner og obskure indvielsesritualer, som fx at opstille et falsk mord og få ansøgerne til at begrave liget, hvis man gerne vil være en del af flokken.

Men fraternities er også kontroversielle: Gennem årene er flere døde af ritualerne, som også kaldes 'hazing', (ja, der er faktisk en hel wikipedia-side dedikeret til de dødsfald), så hersker der lige nu en ophedet debat, om hvorvidt foreningernes kultur også tilskynder et forskruet syn på kvinder, som kan resultere i seksuelle overgreb og voldtægt.

The Hunting Ground (2015), eller 'Voldtaget af elitens sønner' på dansk, er dokumentarfilmen, der har sat gang i debatten, da den kan dokumentere at 1 ud af 5 kvinder oplever et seksuelt overgreb, mens de går på college. Ikke nok med det, så forsøger de forskellige universiteter ofte at tale ofrene fra at lægge sag an, da de tiltalte enten ofte er en upcoming sportsstjerne eller har forældre, der i forvejen giver gavmilde donationer til universiteterne.

LÆS OGSÅ: 5 toneangivende barer, der er flyveturen værd

Men her står jeg alligevel, 20. april 2017, i et klassisk dorm-room på 7. etage på campus på det amerikanske college og universitet UCLA. Jeg er her sammen med min anden veninde fra Danmark Anne Katrine, eller AK, som alle kalder hende, for at besøge Nathalie, som er på udveksling et semester. Rummet har to køjesenge, tre skriveborde og tre skabe, og over sengene hænger der små billeder af venner og familie med glade ansigter, mens de holder hinanden om skuldrene, og bannere med UCLA indprentet i gule og blå farver.

Klokken er lidt i 21, og vi har hentet øl nede fra den lokale drug-store i nærheden. Nathalie drikker sine nye favoritter Blue Moon, en belgisk lys øl på flaske, mens AK har insisteret på Newcastle Brown Ale, og jeg protesterer bestemt ikke over nogen af valgene. Vi drikker dog kun nogle enkelte, for i de fraternities, der huserer på UCLA, kommer piger både gratis ind og drikker uden beregning til festerne.

Ind på værelset vælter nu min venindes nye tyrkiske veninde, Berfin, som måske har valgt at klæde sig mere passende til anledningen end jeg. Hun har i hvert fald stramme korte shorts og en lille top, der afslører hendes maveskind.

Berfin når lige at drikke nogle øl sammen med os, mens hun fortæller om et fraternity med et såkaldt 'raputation'. Det vil sige, at de mænd, der bor her, er berygtede på UCLA for at have begået seksuelle overgreb. Hun skal videre til argentinsk tango, hvor hun skal undervise, før hun møder os senere til et af de mange frat-parties, som ligger side om side nede på gaden.

Måske er vi dumme, måske bare nysgerrige. I hvert fald aftaler vi, at vi skal forbi det berygtede fraternity.

Klokken bevæger sig mod de 22. Vi klapper Spotify-listen sammen og tømmer den sidste slurk øl, inden vi tager elevatoren ned og trasker hen over gaden til det første fraternity. Vi skal bestige en længere betontrappe for at komme op til huset, som er prydet med græske bogstaver.

På toppen møder mig et syn. som får mig til at forstå Nathalies skepsis over mit outfit: En gruppe piger med bare ben, dybe kavalergange og højtaljede shorts, der viser det nederste af ballerne. En lang række fyre sluser dem ind til fraternity’et. Jeg kigger på mine strømpebukser og spekulerer på, om mit frat-party-eventyr allerede slutter her.

Men nej, da det bliver vores tur til at gå ind, smiler den første fyr ved indgangen stort og stempler vores hænder.

Fraternities i sig selv er ikke noget nyt fænomen, men har eksisteret i snart 250 år, da studerende på forskellige amerikanske universiteter dannede små hemmelige fællesskaber, for at diskutere tanker og holdninger, der muligvis ikke var de samme som universitetets.

De havde ofte latinske og græske navne, og det allerførste fraternity, som vi kender det, blev etableret i 1776 på The College of William and Mary i Williamsburg, Virginia, med navnet Phi Kappa Delta, og det eksisterer stadig den dag i dag.

Siden er antallet af fraternities, og ikke mindst sororities for kvinder, eskaleret, og i dag er der 129 fraternities og sororities med over ni millioner medlemmer, der, som allerede beskrevet ovenfor, udøver aktiviteter, dog ikke kun absurde ritualer og traditioner, der ofte involverer alkohol, men også en masse frivilligt arbejde og velgørenhed.

Mystikken, traditionerne og ritualerne er ofte blevet skildret i populærkulturen, for eksempel i film som “Delta kliken/Animal House (1978)” med John Belushi i hovedrollen, den klassiske franchise American Pie med filmen “Beta House (2007)”, “The Social Network (2010)” og “Old School (2003)” med Luke Wilson, Will Ferrell og Vince Vaughn i hovedrollerne.

LÆS OGSÅ: American Gods er måske serien, der kan få dig til at købe Amazon Prime

Fraternity-livet på UCLA kan være socialt udmattende, fortæller den 22-årige fraternity-brother Alan Corrales senere til mig over Facebooks videochat.

"Jeg har tre sociale events om ugen sammen med mine andre frat-brothers eller et sorority, og det er ud over de øvrige fester. Når vi ikke drikker, kan vi rigtig godt lide at konkurrere, for eksempel, lavede vi på et tidspunkt en konkurrence om, hvem der hurtigst kunne bygge en gokart-bil af alle mulige tilfældige materialer," siger Alan Corrales.

Video fra Sigma Pis Facebook-side.

Da Alan Corrales kom til UCLA for at studere globale studier, virkede skolens omkring 45.000 elever så overvældende, at han valgte at se nærmere på de forskellige fraternities.

"Det er rigtig svært at komme ind på livet af folk på UCLA, fordi folk går rigtig meget op i deres studier og karaktererne, så jeg kunne mærke, at jeg havde brug for at være en del af et mindre fællesskab, som man jo kan i et fraternity, og der var tre forskellige der var interesserede i mig," siger Alan Corrales.

Det blev det mere eksklusive fraternity Sigma Pi, valget faldt på. Eksklusivt, fordi han betaler 12.000 dollars per semester, svarende til cirka 82.000 danske kroner, for at bo i sit fraternity, men så er der så også en kok, der laver mad til ham alle ugens dage, og han slipper for at gøre rent efter de vilde frat-parties.

Og oven i den udgift kommer den årlige udgift på 16.325 dollars, svarende til cirka 111.000 danske kroner, som det koster at gå på Graduate School på UCLA, som allermest minder om kandidatdatuddannelserne i Danmark.

"Livet i Sigma Pi er fuldstændig, som man ser det i filmene. Vi tager til den mexicanske badeby Cabo San Lucas i spring break (red. en amerikansk ferietradition for universiteterne, der ligger i starten af foråret) og vi holder fester med masser af grin, alkohol, piger og ja, du kan sagtens gå ind ad en tilfældig dør, hvor du kan finde folk, der er i gang med at score hinanden," siger Alan Corrales.

Tilbage i indgangen til vores frat-party, skridter vi alle hastigt forbi rækken af fyre og træder ind i et blændende lys, hvor små grupper af piger i starten af 20'erne og fyre med brevsprække-øjne og yderst dårlig koordination har samlet sig omkring langborde.

Vi stryger forbi dem, vores øjne er fæstnet på baren, hvor et par unge gutter langer drinks over disken. De har ikke mere øl, fortæller den ene snøvlende, mens han lægger en arm over min skulder, og giver den et hurtigt klem, før han slipper.

Den anden har Nathalie allerede fat i, for så må de jo komme op med et hurtigt alternativ til øllene. En gennemsigtig væske blandes sammen med en rødlig i en mørkeblå plastikkop. Vi tager en tår og vrænger ansigt i væmmelse. Vi beder dem om at hælde mere sodavand i vores kopper, men efter en refill og endnu en tår, finder vi ud af, at det er sodavanden, der er skyld i den skrigende syntetiske smag, der møder vores smagsløg.

Omkring langbordene er der gang i et drukspil. Bordet er derfor fyldt med plastikkopper, mens nogle enkelte spillere er udstyret med tennisbolde, som de fyrer i kopperne. Andre hujer og klapper, mens de iagttager spillet. Vi stiller os helt op ad bordet og hopper med på en runde, hvor jeg må tylle tre-fire kopper, mens mine veninder grinende peger fingre ad mig. De får naturligvis samme behandling, når det bliver deres tur.

Grin er bestemt heller ikke en mangelvare rundt om bordet, hvor fyrene er højrøstede og tjatter til hinanden, mens de små pigekliker smiler og hvisker internt, mens de af og til kaster med deres lange hår. Efter at have smækket den sidste plastikkop i bordet, giver AK, Nathalie og jeg hinanden tegn til at forlade stedet hurtigt, og igen slentre ned ad gaden, hvor vi ser de mange forskellige græske bogstaver lyse op på fraternity-houses, mens vi leder efter det voldtægtsberygtede fraternity.

Hvis man ser nærmere på UCLA politis årlige rapport over begåede forbrydelser på universitetet, blev der i 2015 begået 20 voldtægter, en stigning på 25 procent fra året før, mens andre seksuelle overgreb tæller 17 anmeldelser, som er et fald på 70 procent sammenlignet med 2014. I dokumentaren 'The Hunting Ground' berettes der dog om store mørketal, fordi mange kvinder føler, at processen med at anmelde en voldtægt er besværlig og nedværdigende.

Alan Corrales forklarer, at han mener, at nogle universiteter i USA sikkert lever op til stereotypen for chikanerende personer, som dem man ser i 'The Hunting Ground', men at det er anderledes på UCLA:

"Hvis jeg husker rigtigt, har der kun været én voldtægt til et frat-party de seneste fire år, i forhold til de fester, der foregår på dorm-rooms på campus. Vi gør også noget aktivt i Sigma Pi for at undgå, at der sker seksuelle overgreb. Blandt andet lukker vi kun folk, vi kender, ind til festerne, for man ved aldrig, hvad udefrakommende kan finde på."

Men de lukkede fester har ifølge Alan Corrales medført, at studenterrådet på UCLA forsøger at gøre en ende på fraternities og sororities, fordi de mener, at det er diskriminerende, at ikke alle er velkomne til festen.

Studenterrådet på UCLA er heller ikke alene om den holdning. Debatten i medierne raser over om fraternities bør forbydes for altid, og det er særligt på grund af den kultur, der muligvis opfordrer til seksuelle overgreb.

For eksempel skriver en klummeskribent i The Guardian om hendes tid på Tulane University, hvor de blev advaret om fraternities, der puttede stoffer i deres drinks, samtidigt med at sociologi-professor Elizabeth Armstrongog Salon skrev i sin tid om et fraternity på Yale, der marcherede på campus, mens de råbte: "No means yes! Yes means anal!", som man også kan se i 'The Hunting Ground'.

Nyhedsvideo fra ABC om en voldtægt i 2015, der blev begået til et frat-party.

Ved den næste fest, hvor jeg nu står ved bunden af endnu en lang betontrappe foran det fraternity, der er berygtet for at huse voldtægtsmænd. Også her står en række fyre klar udenfor for at tjekke de damer ud, som gerne vil ind.

De er nogle ordentlige brød, mange et helt hoved højere end mig, de giver os hurtigt et nik og et stort smil, mens de slår ud med hånden mod døren ind til festlighederne: “Welcome ladies…”

Indenfor er der fyldt med unge drenge, men de er ikke særligt frygtindgydende. Dertil er de alt for fulde. Utallige fadøl og vodka shots har sat sig i motorikken, og flere ligger og savler i krogene.

Jeg er snart 26 år gammel, har drukket i mere end 10 år, sammen med venner, familie og i trygge rammer. I modsætning til mig, er de fleste her langt væk fra vante omgivelser, sammen med helt nye mennesker, hvor der konstant opfordres til, at du tager endnu et shot, til du ligger og sejler på gulvet.

The rapy-frat-party viser sig at være en skuffelse, selvom det nok er en god ting, for udover at der er lidt færre mennesker, minder det tilsyneladende meget om det foregående. Vi sætter derfor kurs mod hoveddøren og stryger forbi den høje gruppe drenge og går ned på fortovet igen.

LÆS OGSÅ: Video: Netflix løfter sløret for ny House of Cards-trailer

Til fest nummer tre, træder vi ind ad døren til den efterhånden rutineprægede inspektion i døråbningen, mens Kendrick Lamars mørke og tunge hiphop-beat dunker ud af højtalerne. Hiphop fylder playlisterne op til stort set alle frat-parties, afbrudt af enkelte 00’er-nostalgi-trips.

Ved denne fest har den tyrkiske pige Berfin sluttet sig til vores lille frat-party-crawl igen sammen med Meva, der har langt krøllet, sort hår og en lille fin, lys top med strimler henover brystet. Berfin vælger dog her at bryde Nathalies regel, som hun understregede prompte, inden vi tog nogle steder. Nemlig at vi under ingen omstændigheder måtte gå med en fyr ovenpå.

Berfin og hendes nye bekendtskab står nemlig nu uden for og deler en cigaret i en gård, som er oplyst af kulørte lamper, der funkler i alle regnbuens farver, mens bartendere står på fliserne langs deres bardiske og blender iskolde drinks med et ordentligt stænk alkohol i, inden de hælder dem over i de røde plastikkopper. Nå ja, sådan kop en har jeg da også selv erhvervet mig med små isstykker i en sjov limegrøn farve, som jeg knuser mellem tænderne.

Men pludselig er Berfin væk med fyren, og vi overvejer, om vi skal blive urolige. Men beslutter, at Berfin virker rutineret nok i hookup-gamet til at kunne passe på sig selv.

Vi ser hende ikke igen resten af aftenen, men næste dag hører vi fra hende, at der ikke var sket noget alvorligt. De havde bare kysset i en stol.

Efterhånden har jeg fået nok. Klokken er lidt over 02.00, og der er ikke udsigt til, at vi kan få en af de berømte ture, hvor man bliver vendt med bunden i vejret og skal drikke direkte fra fadølsanlægget, mens folk hujende ser til fra sidelinjen. Derfor bestiller AK og jeg en Uber hjem til vores hostel på Venice Beach.

På vejen hjem tænker jeg, at frat-parties jo egentlig bare er overdrevne gymnasiefester pumpet op til vanvittige proportioner med en ensformig dresscode og en endeløs alkoholtank.

Kald mig bare gammeldags, men så foretrækker jeg stadig et par mørke stout’er, en røget whisky eller nogle velsmagende cocktails på en bar eller bodega i selskab med gode venner hjemme i Danmark.

Også selv om jeg er nødt til at betale for det.

LÆS OGSÅ: Slut med champagnesprøjtende teenagere: "At Dolores er en natklub for folk, der allerede har gået i byen i 10 år"

LÆS OGSÅ: Bombay-gin tilbagekaldt, fordi flasker indeholdt op mod 77 procent alkohol

LÆS OGSÅ: Dillerdaller, hovskisnovski og 15 andre vrøvleord vi burde bruge noget mere