Hvordan fandt du din profession?
”Som 17-årig vandt jeg en konkurrence som Himmerlands bedste dj og begyndte at spille på Vognhjulet i Hobro, et sted med rockere, som indimellem sloges. Her lærte jeg på den hårde måde, at hvis jeg spillede James Brown, kom der en fyr op og satte en øl på pladespilleren og sagde: ’Hvis du ikke spiller Thin Lizzy nu, smadrer jeg dig.’
Senere flyttede jeg til Silkeborg, og folk fra Herning, Aarhus og Viborg kom for at høre mig. Det var en blanding af Kraftwerk, Siouxsie and the Banshees, OMD og Talking Heads blandet med Fatback og disko.
Et bureau i København hørte om mig og ville have mig til byen. Jeg sagde, at jeg kun ville spille på Daddy’s, det ultimative sted at spille i Skandinavien i 80’erne. Jeg talte virkelig jysk, der var mange kartofler i munden. Bookeren fik et chok, da han hørte mig i telefonen.
Men min manager indgik et væddemål med ejeren af Daddy’s om, at jeg ville blive et hit på den klub, der indtil da kun havde haft feterede engelske dj’s. Ejeren mente, at det var utænkeligt, at en jyde kunne spille på hans klub. Efter en måned fik jeg tilbudt et fast job.”
Hvad er det vigtigste, du har lært af dine forældre?
”At man skal give alle mennesker en chance. Måske er det derfor, jeg har en åbenhed over for outsidere. Jeg var selv en outsider i Hobro. Når jeg var i byen, fik jeg albuer i maven og blev sparket i skridtet, fordi jeg havde diskotøj på.
De andre gik i cowboybukser, træsko og en T-shirt med skriften ’HIK’, Hobro Idrætsklub. Det var standarden. Jeg stod i åben skjorte, gabardinebukser, guldkæde, håret tilbage og højhælede sko. Der var jeg meget alene.
Blikket for det anderledes har kendetegnet alt det, jeg har lavet siden. Da jeg gik i 5. klasse, skulle jeg gennem en skov for at komme hjem fra skole. Der var tre fra min klasse, som i flere måneder gav mig bank, hver gang jeg gik hjem.
Men jeg tænkte: ’Jeg er ligeglad, I kan bare komme. Jeg går gennem den skov igen i morgen.’ Til sidst gad de ikke mere. Den indstilling har hængt ved lige siden. Det har givet mig mod til at gå imod strømmen og nogle gange se det, som ingen andre kunne se. Hver gang har jeg tænkt: ’I bliver klogere.’ Modstand er min benzin.”
Hvornår vidste du, at du var god?
”Sådan har jeg aldrig tænkt det. Min indstilling var: Intet er umuligt. Jeg startede på Daddy’s en onsdag og fik besked om, at der var støv på mikrofonen, og at det skulle der blive ved med at være. Underforstået: Hold nallerne fra mikrofonen.
Min første lørdag på Daddy’s kom en gæst hen og spyttede mig i ansigtet. Jeg var overhovedet ikke velkommen. Daddy’s var et feinschmecker-sted, hvor folk kom for at høre den nye elektroniske musik, ska, reggae og disko.
Jeg vidste, at jeg måtte gøre en forskel, hvis ikke jeg skulle ende som endnu en i rækken af dj’s, som ikke passede ind. Kl. 3.30 slukkede jeg alt lyset i klubben og greb den mikrofon, som jeg ikke måtte røre, og sagde på jysk: ’Nu tager vi til koncert!’
Og så spillede jeg en masse numre, som folk kendte, men i koncertversion. Hele stedet gik amok. Ham, der havde spyttet mig i ansigtet, kom op til mig kl. 6 om morgenen og takkede mig for en fed aften.”
Hvad er den største smerte, du har oplevet?
”Jeg blev engang hyret til at spille til en strandfest i Dubai for 7.000-8.000 mennesker. Nogle dage før havde jeg løftet en tørretumbler derhjemme og mærket et jag i ryggen.
Jeg tog til Dubai og troede, at alt var o.k., da jeg under en shoppingtur ikke kunne mærke mine ben. Jeg faldt om i indkøbscentret og blev kørt ud i rullestol. Lægen sagde, at det var en diskusprolaps, men mente, at det var under kontrol.
Jeg blev kørt tilbage til hotellet og vågnede kl. 4 om natten med sindssyge smerter. Jeg råbte og skreg, indtil en ambulance fik mig på hospitalet. Jeg fik lattergas, men det gjorde så ondt, at jeg kastede op på væggen.
Få timer senere kravlede jeg ud derfra og blev kørt ud til en amerikansk læge, som gav mig et skud morfin i ryggen, så jeg kunne spille om aftenen. Normalt er jeg i mit hoved fem numre foran, når jeg spiller, men den aften havde jeg kun overblik over de sidste 10-15 sekunder. Det var ren overlevelse.”
Hvad er det vildeste, du har oplevet til en fest?
”Jeg har været til fester, hvor folk har givet den så meget gas, at man troede, det var løgn. Til en efterfest på Ibiza serverede baren en cocktail med 17 forskellige slags sprut og hjertemedicin.
Om morgenen blev der sat poser med kokain op på bardisken. Så gik folk op og satte hovedet ned i de poser. Jeg har aldrig været utryg, men jeg har set ting, hvor jeg tænkte: ’Det her er ikke sundt.’ Jeg har siddet i en samtale med mennesker om et bord, og så boblede det pludselig med hvidt skum ud af næsen på sidemanden. Han sagde bare: ’Take it easy, it takes five minutes.’ Så var han klar igen.”
Hvem er den vildeste mand, du har mødt?
”Boy George. Han har været gennem så mange op- og nedture. Jeg mødte ham første gang i 1985, da jeg arbejdede som promotor for Virgin og skulle hente ham i lufthavnen.
Der gik 10 minutter, så var vi venner. ’You’re like me,’ sagde han. Vi har været venner siden, og han spillede til min 50-års fødselsdag. I 1989 kom han hen til mig backstage til et rave og sagde, at han havde hørt, at jeg var ved at starte en klub i København.
Om han ikke lige skulle komme og spille et par numre? Han betalte selv fly, hotel og sang et par numre. Bare for at være sød. Han kan noget, som meget få mennesker kan. Der er en grund til, at mennesker som ham – og Elton John og Grace Jones – har den eksponering, de har. De har dét drive, den mentalitet og intelligens, der gør, at de havner der.”
Hvad er det bedste måltid, du har spist?
”Jeg kan kun anbefale alle at spise på Noma. Det er en oplevelse for alle sanser på nær hørelsen. Det føltes nogenlunde som at være vidne til, hvordan Einstein eller Picasso arbejder. Tilført militant præcision.”
Hvad skal mænd vide om kvinder?
”At det er klogt at behandle dem som porcelæn.”
Kenneth Bager er pladeselskabsdirektør, dj og producer og har stået bag internationale klubhits med sit band Dr. Baker. I 2015 udgav han 28 album på sit label Music for Dreams. Bager driver også nonprofitfestivalen Apple Flower med Claus Meyer og meget andet.
Telefon fra KLF
”Jeg ringede KLF (engelsk electronica-gruppe dannet i 1987, red.) op for at overtale dem til at lade mig udgive deres single ’What Time Is Love’. Jeg havde lært dem at kende under en turné i England, hvor jeg spillede på Spectrum sammen med mit band Dr. Baker.
Jeg vidste fra vores turnéchauffør, en narkohandler, at de var ved at indspille en ny version af nummeret. Få måneder senere stødte jeg på en såkaldt white label (et uudgivet testalbum, red.) i pladesamlingen hos min ven dj Paul Oakenfold. Det var vokalversionen af nummeret, der indtil da kun havde været instrumentalt. Jeg lyttede til den og sagde: ’Det her er deres verdensgennembrud.’
Jeg ringede KLF op og sagde, at jeg gerne ville udgive den på mit pladeselskab Coma Records. De var slet ikke interesserede i at være kommercielle. Vi kom næsten op at skændes. Til sidst smækkede de røret på. Nogle timer senere ringede de op og sagde: ’Undskyld. Lad os prøve. Du får lov til at udgive den.’ ’What Time Is Love’ udkom på mit selskab i Skandinavien og blev det første sted, hvor de opnåede en top-10, en guld- og en platinplade.”
LÆS OGSÅ: Torben Ulrich: Jeg kunne ikke have spillet professionel tennis i dag. Der er for mange krav om at spille i det og det mærke og repræsentere sponsorerne, og det var jeg ikke skabt til.
LÆS OGSÅ: Leif Sylvester: "Du kan slippe af sted med næsten hvad som helst, hvis bare du er overbevisende nok"
LÆS OGSÅ: Ole Michelsen om at drikke og holde op igen
Se, hvad vi ellers skriver om: Drinks
