Jeg var ung i 50’erne. Dengang drak de unge ikke rigtig, for man havde ikke penge, og det var en stor udgift at gå ud og købe en kasse øl. Det var først sidst i gymnasiet, at alkoholen kom ind i billedet. Det var helt ufarligt til at starte med.
Jeg var, hvad man kan kalde en glad festdranker, som de fleste danskere: Man drak, når der var fest eller bryllup, og man glædede sig, man drak, man hyggede sig, og næste dag var det overstået. Sådan var mit forhold til alkohol helt op i fyrrerne. Indtil jeg langsomt begyndte at mærke, at noget svingede over. At det ikke længere var mig, der styrede alkoholen, men omvendt. Men det var en erkendelse, der var lang tid undervejs.
Jeg boede fem år i Frankrig, havde egen vinkælder og serverede fine vine for mine gæster. På det tidspunkt var sygdommen ikke sluppet løs endnu. Der var kun en antydning af den, som den er det hos mange, som kan lide alkohol. Det var først, da jeg vendte tilbage til Danmark, at afhængigheden stille og roligt kom rullende. Jeg lærte senere, at det er typisk for mange alkoholikere. Det er et misbrug, som er bygget op over mange år.
Jeg gled gradvis over i et mere tilfældigt, men stigende forbrug af alkohol. Det er ikke svært at gøre i Danmark, for der drikkes rigeligt rundtomkring. Jeg sagde til mig selv: ”Nå, du var lidt beruset i lørdags, men det var der også andre, der var.” Det var en dejlig undskyldning at have som alkoholiker. De andre drikker også! Og der var altid nogen, som drak mere end én selv. Man kunne nemt holde sig skjult iblandt de andre.
En morgen havde jeg lavet en bakke med dejlig morgenmad til mig selv. Der var en frisk croissant og en café au lait, og jeg skulle netop til at spise, da jeg pludselig fik det indfald, at det da kunne være dejligt med en lille drink. Jeg lod bakken stå og gik ned på et værtshus. Set i bakspejlet var det jo ikke nogen katastrofe at gå ned og få en øl om formiddagen, og så alligevel: Hvorfor fanden skulle jeg sidde om morgenen og drikke øl? Der gik det op for mig, at jeg havde et problem.
Det var forskelligt, hvor ofte min afhængighed gjorde sig gældende. Det var ikke dagligt drikkeri. I perioder kunne jeg undvære i flere måneder, men så kunne der være perioder, hvor jeg drak hver weekend. Jeg blev god til at iscenesætte mig selv. Hvis jeg skulle på druk, lagde jeg turen, så jeg vidste, at jeg havde mindst to dage til at komme til hægterne, og så var det overstået. Jeg vidste godt, at det var farligt, men selv det kan nogle gange være tiltrækkende, for så føler man sig lidt som en fandens karl.
Jeg havde ikke en foretrukken drik. Det var lige meget. Det er i øvrigt også et andet tegn på alkoholisme. Det handler ikke om, hvorvidt man er til stærk spiritus, eller hvor store mængder man indtager. Jeg kunne ikke drikke ret meget, jeg vejer 60 kg, så der skal ikke meget til at beruse mig. 3-4 bajere, så ville jeg være kæfereret, som det hed i gamle dage.
Jeg var alene på det tidspunkt, og så er der ikke mange vidner på, hvad man laver. Det er meget diskret. Men jeg drak aldrig alene, det syntes jeg var kedeligt. Jeg gik på værtshus med den undskyldning, at det var ”dejligt at være sammen med andre mennesker”. Det var nok der, at det begyndte at skride for mig. Jeg tog ikke længere hjem, når jeg burde, men endte på natværtshus i stedet. Der kom jeg ind i en destruktiv, ond cirkel.
En aften var jeg til middagsselskab hos venner i Hellerup. Jeg takkede for en dejlig aften og var åbenbart godt beruset, for jeg tog en taxi, men glemte min jakke med min tegnebog over en stoleryg. Det kan ske for enhver, men det sker især for alkoholikere. Vi nåede frem til mit hjem på Frederiksberg, og jeg sagde til chaufføren: ”Jeg smutter lige op og henter en check til dig.” Så gik jeg op i min lejlighed og vågnede op fuldt påklædt næste dag. Det er alkoholisk adfærd. Det var ikke det store drama, jeg havde ikke været i slagsmål eller købt et stjålent kamera på et værtshus eller noget andet mærkeligt, men det var slemt nok. Det var et billede på, hvad alkohol gør ved én.
Den største ulykke, jeg har forårsaget i den periode, var forholdet til min datter. Jeg havde et dårligt forhold til min datter Trine på det tidspunkt, men hun boede ikke hjemme hos mig, så jeg generede hende ikke direkte. Jeg var også ved at miste mit job som filmanmelder på ’Bogart’. Min kulturredaktør var engang ude at samle mig op i en brandert, og så vidste alle det. Til sidst blev jeg taget ind til en samtale: ”Jeg ved, at du har et alkoholproblem, Ole. Det må du altså gøre noget ved.” Meget mere sagde min chef ikke, men det gjorde indtryk. Sådan en replik bryder man sig jo ikke om at høre.
Vendepunktet kom i form af en god kollega på DR, som selv var ædru alkoholiker. Jeg mødte ham tilfældigt en dag på Vesterbro og kendte ham som en mand, der absolut kunne drikke meget alkohol. Men den dag så han meget ædru ud. Han fortalte mig, at han havde været i behandling for sin alkoholisme i Jylland, og så tog han mig under armen: ”Vi skal også have dig derover, synes du ikke?” Der viste min sårbarhed sig, for lige da han havde sagt det, hørte jeg mig selv sige: ”Jo, det synes jeg også.” Jeg kom i behandling samme dag.
Jeg husker ikke de første samtaler på behandlingsstedet. Direktøren serverede et glas hvidvin for mig. Det gør man altid med alkoholikere, inden de skal pakkes ind. Det er en god måde, for så gør de ikke vrøvl. Det var dejligt at holde op med at drikke, så længe jeg var i behandling. Der tænkte jeg slet ikke på det. Men processen begyndte så småt at irritere mig, som ugerne skred frem. Jeg mente, at jeg var kommet i den forkerte rolle. Det ramte min forfængelighed: Jeg er da ikke sådan en ganske almindelig alkoholiker? Jeg må da kunne lære at styre det her. Men det var jo det, jeg ikke kunne.
Det tog noget tid for mig at erkende. Jeg følte, at jeg var noget andet end de andre. Jeg følte ikke, at jeg var sådan en stanghamrende dagligt fordrukken dansker. Det var jeg heller ikke, jeg drak på en anden måde. Men jeg har siden fundet ud af, at det er fuldstændig ligegyldigt, om du drikker alene og i mørke, om du er kvartalsdranker eller har en forestilling om, at du ’kun’ drikker vin – ”uha, nej, jeg kan slet ikke tåle whisky.” Det er ligegyldigt med alle de søforklaringer. Det er afhængigheden af produktet, der tæller.
Jeg ser tilbage på den tid som en meget farlig og ubehagelig periode i mit liv. Der er ingen romantik, ingen charme, ingen positiv erindring ved det. Når jeg alligevel kalder min bog om min afhængighed ’Den dansende dæmon’, er det dansende en erkendelse af, at alkohol ved festlige lejligheder er et dejligt produkt, som glade mennesker nyder. Jeg siger ikke, at vi skal afskaffe alkohol, men for mig er charmen ved det væk, the thrill is gone. Dæmonen er blevet bortvist. Og jeg er taknemmelig for, at jeg var fuldstændig fri for druk, da Trine var syg (Ole Michelsens datter Trine fik knoglekræft som 35-årig og døde i 2009, red.). Jeg kunne være hos hende når som helst. Der var ikke noget tidspunkt, hvor jeg havde lyst til at drikke for at glemme. Jeg holdt op med drikke for at huske.
Man lærer at kunne undvære alkohol. Det er snart 25 år siden, jeg holdt op med at drikke. Jeg er i en tilstand nu, som hedder ædruelighed. Den tilstand er jeg kommet til at holde meget af. Min ædruelighed er heller ikke til debat. Det er ikke noget nummer, jeg optræder med, undtagen når jeg er sammen med folk, der skal i behandling. Så siger jeg til dem: ”Prøv, om I kan nå frem til at glæde jer over den tilstand, det er at vågne op ædru om morgenen, at vide, hvem I talte med i går, at børnene ikke er skuffede over, at I brød en aftale.”
LÆS OGSÅ: Kokainsmugler: "Jeg skulle sluge den i kapsler på størrelse med golfbolde. 20 stk"
LÆS OGSÅ: Eks-ludoman: Jeg brugte mennesker som levende skakbrikker
LÆS OGSÅ: Sådan føles det at slås med sin far
