Det er særdeles velbeskrevet, hvordan mode- og fodboldverdenen igennem den seneste håndfuld år har nærmet sig hinanden med hastige skridt. Tag bag spillere som Marcus Rashford, Jack Grealish, Kylian Mbappé og Karim Benzema, der inden for de seneste år er blevet ambassadører for henholdsvis Burberry, Gucci, Dior og Fendi. Eller samarbejder mellem klubber og brands som F.C. Barcelona og Thom Browne, Juventus og Palace, Juventus og Loro Piana, PSG og Air Jordan.
Noget har været vellykket, andet har ikke. Men hvad de har haft til fælles er, at de forskellige samarbejder har fokuseret på tøj – både på og uden for banen.
Vi har altså stadigvæk haft til gode at se modebrands kaste sig over fodboldstøvler, rigtige fodboldstøvler, vel at mærke (vi kigger på jer, Balenciaga). Indtil nu.
Annonse
Tyske Adidas er nemlig igen gået sammen med italienerne fra Prada. Og hvilken måde at vise, hvordan sådan et nybrud skal skæres.
De to gigantmærker har tidligere samarbejdet om tennissko og Adidas’ ikoniske Superstar-model, men til fornøjelse for de fleste fodboldfan med smagen i orden har de heldigvis også valgt at træde inden for kridtstregerne og statuere et eksempel til forfølgelse for fremtidige samarbejder af den slags.
Og så kan man jo frygte, at støvlerne kun er lavet til at leve et stille liv på diverse resell-sider, hvor folk med enten bot-kodning eller kontakterne i orden kan skumme fløden. Men næ nej, de kommer på grønsværen, hvor de skal bæres af nogle af spillets største stjerner.
Paolo Dybala bliver den første mand i støvlerne, mere konkret i ’Copa Pure’-modellen, der med dens markante pløs for nogle vil give minder om nogle 00’er-støvler, mens spillere som Rafael Leão fra AC Milan og FC Barcelonas Pedri kommer til at spille i henholdsvis ’X Crazyfast’ og ’Predator Accuracy’-modellerne (og nej, de navne gør ikke designet nogen ære).
”I andre sportsgrene ser man denne kombination af modemærker og sportsmærker, men jeg tror, at dette kan være starten på noget andet, noget unikt, både inden for mode og fodbold,” siger Paolo Dybala i et eksklusivt interview med det tyske livstilsmedie Highsnobiety, der breakede nyheden i går.
”Jeg tror, samarbejdet vil gøre folk meget nysgerrige. Alle vil prøve denne støvle for at se, hvordan det føles, og for at se, om det blot er en markedsføringsøvelse, eller om det virkelig kan fungere,” fortsætter han.