Har du lyst til en åben bil, og står du med 705.000 kroner, er Audi A5 til stadighed et af de mest anvendelige og elegante bud, siger vores motorredaktør.
Åbne biler associeres ofte med upraktiske egobiler, der kun egner sig til sæsonkørsel for den heldige ejer og en eventuel ledsager. Men det kan gøres mere praktisk end som så – og stadig elegant. Det er Audi A5 om nogen et rullende bevis på.
Bilen, der normalt gør sig allerbedst som todørs-coupé (æstetisk set), har fået strammet formerne lidt op. Og mens det gør coupéversionerne en smule mere glatte, tilfører det omvendt lidt ekstra og måske endda tiltrængt skarphed til cabrioleten. Min testbil er en to-liters benziner med 190 heste, og den står i kridhvid, hvilket understreger de grafiske linjer i Walther de Silvas mesterværk. Den har fået et par ekstra presfolder på kølerhjelmen, men heldigvis har den stadig den helt løse streg, der løber i hoftehøjde langs hele bilens side. Hertil kommer den klassiske kaleche, som i mine øjne klæder cabrioleter bedre end de stålfoldetag, som en del konkurrenter gemmer sig under.
Indvendigt er bilen meget standard A4, men det er også en høj standard, som klæder A5 udmærket. Kabinen rummer anstændig komfort for fire voksne på korte ture, men er kluden nede, trækker det naturligvis en del på bagsædet, hvor børn op til tiårsalderen vil finde rigeligt med plads. Bagagerummet hører med sine 380 liter også til i den rummelige ende af cabrioletmarkedet. Alt i alt er du næsten så tæt på en anvendelig familiebil med blødt tag, som du kan komme.
Annonse
Audi A5 Cabriolet
Motor: 2.0 benzin med turbo
Ydelse: 190 hk
Moment: 320 Nm v. 1.450 omdr.
0-100 km/t: 7,9 sek.
Topfart: 237 km/t
Forbrug EU-miks: 10,2 km/l
CO2/km: 131 g.
Pris: 705.157
Er det så også sådan, A5 kører, eller kan man lokke lidt sportsvognsløjer ud af den? Med forhjulstræk og S Tronic-gear gør den sig bedre som en komfortabel strandvejscruiser. Gearet skifter hurtigt og smidigt, og du kan endda styre det manuelt, men vil du hurtigt ud af starthullet, kan det godt tøve lidt eller omstille sig mindre elegant fra komfort til sport. Når bilen derimod først er i fart, og landevejen byder på sving, balancerer A5 til gengæld lækkert og bider sig godt ind i svingene, mens du ubesværet høvler den rundt i gearene.
Hvad kan man så indvende mod denne meget anvendelige cabriolet-løsning? Ikke meget, men som resten af de nye A5’ere, mangler den måske lidt nyhedsværdi, da den ligner forgængeren så meget. Og så har den fået knivskarp konkurrence fra Mercedes C cabriolet, der måske ikke er helt så pæn (afhængig af øjnene, der ser), men til gengæld kører en tand mere sportsligt. Tjek dem begge to, før du vælger.