Bendtner omfavner kælenavn

Bendtner har taget Lord-kælenavnet til sig: ”Det kommer jeg til at hedde resten af livet”

If you can’t beat them, join them.

Bendtner omfavner kælenavn
Offentliggjort

For tre år siden erklærede Nicklas Bendtner, at han ikke forstod, hvorfor folk på internettet insisterede på at kalde ham Lord.

“Er det for sjov? Bliver jeg latterliggjort? Er det seriøst ment?“ sagde han den gang til Wolfsburg Allgemeine Zeitung.

I mellemtiden har landsholdsangriberen accepteret, at kælenavnet hænger ved, og accepteret det, uanset hvordan det skal tolkes. Det fortæller han i det seneste nummer af Euroman:

”På et tidspunkt spekulerede jeg lidt i, hvordan jeg skulle komme af med det dér Lord, men det var over alt på de sociale medier, så det har jeg opgivet. Det kommer jeg til at hedde resten af livet.”

Du kan lige så godt omfavne det? Som et kælenavn?

”Præcis. Og det er meget lettere med alderen.”

Gør du noget aktivt for det?

”I går lagde jeg et billede op af min bror, min mor og mig med teksten ’Lord Bror, Lord Mor, og Lord Original”.

Hvordan tror du, at Lord-fænomenet opstod?

”Fra den ene dag til den anden var det kæmpe stort, men det spillede sikkert ind, at jeg havde været sammen med en tidligere baronesse, for før det eksploderede, kaldte vennerne mig for ’baronen’.”

Hvad kan irritere dig ved det?

”At uanset, hvor godt jeg gør det, bliver folk ved og ved med at træde rundt i det dårlige. Ren mobning, du ved. Folk kan virke fuldstændig blinde for, hvad jeg trods alt også har præsteret. Normalt opstår sådan nogle øgenavne, når folk ikke kan finde ud af deres sport.”

Som skihopperen Eddie the Eagle?

”Lige præcis. Og jeg har jo aldrig været dårlig til min sport. Jeg har bare lavet ting uden for banen, som har gjort, at folk har set mig som en anden, end jeg føler mig som.”

Du kan læse resten af Rune Skyum-Nielsens store Bendtner-interview i martsnummeret af Euroman, der er i handelen nu.

LÆS OGSÅ: Nicklas Bendtner: "Det koster 1000 kroner at gå i byen med mig"

LÆS OGSÅ: Menige Manchester United-ansatte er "grotesk" underbetalte

LÆS OGSÅ: I anledning af hans nye overskæg: "Her er Ramos bedste looks gennem årene"