Tredje sæson af spin-off’et på Coen-brødrenes mesterværk ’Fargo’ fik endnu engang anmelderne til at falde i svimer, mens mange seere rundt om i verden pegede på, at sæsonen ofte gik så langsomt, at den næsten gik i stå. Begge grupper har ret, men ’Fargo’-mesterskabet ligger først og fremmest i alle de referencer til Coen-brødrenes tidligere film, som man skal huske at få med.
Man kan se én af de senere års mest hypede serier på flere måder. ’Fargo’ er en udløber af Joel og Ethan Coens filmperle fra 1996, hvor hævnmotiverne står i kø, mens filmens leg med ordene ”baseret på virkelige hændelser” fik tusindvis af amerikanere til at valfarte til det lille, sneklædte område i North Dakota, hvor filmen påstår, at der er en ordentlig bunke penge nedgravet.
Først og fremmest kan man vælge at se de tre første sæsoner af ’Fargo’ – der er skabt af det største filmtalent i serieformatet i disse år, Noah Hawley – som rendyrket spænding. Som tilskuere ved vi, hvad der er sket, men alligevel formår de dystre og samtidig isklare billeder at skabe en fortættet stemning, hvor vi til sidst sidder helt ude på sofakanten, og hvor retfærdighed på en eller anden kulsort, humoristisk måde sker fyldest i allersidste øjeblik. Ser man ’Fargo’ på dén måde, så synes man formentlig, at serien har tabt tempo hen over sæsonerne, og at sæson 1 er bedst, mens sæson 3 snegler sig af sted, inden den endelig eksploderer i de tre sidste afsnit.
Men man kan også se ’Fargo’ på en anden måde. Man kan se den som Noah Hawleys leg med formater og fortællestrukturer. En leg, hvor historiefortællingen genopdages og parafraseres over Coen-brødrenes originale ’Fargo’-film. Hvert eneste lille billede er en fryd for øjet, og de mange plottwists undervejs gør, at man næsten ikke kan lade være med at juble, når de indfinder sig. Er det sådan, man ser ’Fargo’, ja, så er man faktisk nok mest til den udsyrede og viltre sæson 3.
Det er imidlertid synd, hvis ikke man også ser ’Fargo’ på en helt tredje måde. Nemlig for referencernes skyld. For serien har vist sig at være så gennemgribende filmnørdet, at man ikke kan andet end at frydes, eftersom hele herligheden bliver en hyldest til Coen-brødrene. En hyldest til to af de mest krøllede filmhjerner i moderne tid.
Det er lige fra de helt små detaljer, som når hovedpersonen i sæson 1, Lester Nygaard (Martin Freeman), tager i Mike Zoss Pharmacy for at få noget til at behandle sin hånd med og herfra bliver mere og mere skurkagtig – fuldstændig den samme butik som overskurken Anton Chigurh røver, da han er blevet skudt i Coen-brødrenes Oscar-vinder ’No Country for Old Men’.
På samme måde er der også nogle ord, som går igen igennem seriesæsonerne. For eksempel det legendariske ”friendo”, der så vidt vides aldrig er blevet brugt andre steder end i netop ’No Country for Old Men’ (2007).
Men netop dette ord indfinder sig faktisk også flere steder i ’Fargo’-serien, og det er selvfølgelig altid skurkene, der bruger det. Som her i sæson 2:
Det kan nu også være mere markante træk i serien, der rækker ud efter Coen-brødrenes film-bagkatalog. Som da en ufo pludselig indfinder sig i sæson 2’s 1970’er-univers:
Dette er en tydelig reference til den oversete Coen-perle ’The Man Who Wasn’t There’ (2001), samt et nik til de mange mennesker, der rapporterede om ufoer på himlen i Midtvesten igennem 1979, hvor serien foregår – og den påstår jo som sagt at være baseret på virkelige hændelser.
Også politifolkene i ’Fargo’-serien er lige så atypiske som i Coen-brødrenes film. Hvor politifolk i det meste af den amerikanske underholdningsindustri fremstilles som korrumperede typer, så er politiet i stedet ofte gode og naive mennesker i Coen-universerne. Uanset om det er i ’Fargo’ (1996) eller ’No Country for Old Men’, er det som oftest saglige politifolk med helt naturlige reaktionsmønstre, vi møder. Eller som her i ’The Big Lebowski’ (1998), hvor tålmodigheden er til at tage og føle på, men hvor den menneskelige logik alligevel ”vinder” til sidst:
I den henseende er det også logisk, at Noah Hawley netop har valgt ’Fargo’, da han skulle omskrive en film til et serieformat. For her er det politiet, der opfører sig som de logisk tænkende, mens alle uden om er magtliderlige og bindegale – og dermed er verden vendt på hovedet, fordi vi faktisk kan lære noget af ordensmagten, og derfor er det muligt at lave sjov og drillerier med virkeligheden, som vi kender den. Se blot dette klip fra filmen ’Fargo’:
Alt dette er endnu bedre udstillet i denne scene fra sæson 2. Her er betjentene de eneste, der opfører sig normalt, og de trækker dermed tråde tilbage til Coen-brødrenes mærkværdige filmunivers:
Ser man ’Fargo’ med referencerne for øje, er spørgsmålet selvfølgelig så, hvilken sæson der er bedst. De fleste vil formentlig pege på, at det er den fuldstændig sindssyge og geniale 1979’er-fortælling i sæson 2.
Og så er vi slet ikke kommet ind på, hvordan de tre sæsoner er filtret ind i hinanden, selvom de slet ikke handler om det samme. Men det må vi hellere gemme til sæson 4, der forhåbentlig snart skydes i gang.
De tre sæsoner af ’Fargo’-serien kan ses på HBO Nordic.
LÆS OGSÅ: Tom Hardy har hovedrollen i ny komedieserie med sin kone
LÆS OGSÅ: Folk er rasende over ny 9/11-film med Charlie Sheen i hovedrollen
LÆS OGSÅ: Her er alle nye film og tv-serier på Netflix i august
