Poul Madsen: ”Jeg synes generelt, det er lidt pinligt at smide kendiskortet”

Den 62-årige forfatter og mediemand Poul Madsen om skænderier med butiks-medarbejdere, om at være ekstremt gnaven om morgenen, og om at flyve på monkey class.

Offentliggjort

Hvad bør enhver mand vide om kvinder?

”Mit indtryk er, at mænd er dårlige til at sige til deres partnere, at de elsker vedkommende, og det er en skam. Mænd kunne opnå mange ting ved at sige det til deres partnere lidt oftere. 

De antager, at deres partner ved det, og det gør de nok også, men man siger det jo også for at anerkende den anden, og alle mennesker elsker at blive anerkendt og elsket. Det er et lille trick givet videre fra en mand, der har levet i flere parforhold.” 

Hvornår har du senest fortalt din kone, at du elsker hende?

”I morges. Vi er generelt rigtig gode til at sige det til hinanden. Vi gør det nok dagligt, inden vi går ud ad døren, og om aftenen efter en hektisk dag med to små børn.” 

Har du haft et skænderi med en medarbejder i en butik? 

”Ja, det har jeg. Flere gange. Altså, jeg hader virkelig dårlig service. At komme ind i en tøjbutik og se medarbejdere stå og hænge ind over kassen i stedet for at hjælpe én har jeg det meget svært med. Eller når de giver én følelsen af at være til besvær, fordi man stiller dem et spørgsmål. 

Nogle gange har den dårlige service – eller bare manglen på service – udviklet sig til, at jeg simpelthen har måttet ytre min utilfredshed. 

Engang for mange år siden skulle jeg ind og bytte et par cowboybukser, fordi der åbenlyst var en fejl på deres bagside, hvor jeg virkelig blev sur. 

For det første kunne jeg ikke få ekspedientens opmærksomhed, og da jeg endelig fik den, var jeg allerede godt og grundigt irriteret. Jeg var i forvejen irriteret over, at de overhovedet havde solgt mig det her par bukser, men det eskalerede, da hun fortalte mig, at det var en del af buksernes look, og at hun derfor ikke ville refundere pengene. 

Det var først, da jeg insisterede på at tale med hendes chef, at hun, meget fornærmet, tog imod dem og gav mig pengene tilbage.” 

Du arbejdede tydeligvis ikke som chefredaktør på Ekstra Bladet på det her tidspunkt. 

”Nej, det var før den tid; dengang jeg var ung og ukendt. Jeg må indrømme, at serviceniveauet gennem tiden som regel er vendt, når folk så, at det var mig, de skulle betjene. De ville nødig have Ekstra Bladet på nakken.” 

Har du forsøgt at charmere dig til et sæde på business class? 

”Dengang jeg var reporter på TV 2, skulle min fotograf og jeg til USA for at lave en reportage. Min fotograf mente at have et trick, der altid sikrede ham en opgradering, og det kunne jeg da godt tænke mig, må jeg indrømme. Men først ville jeg selv lige forsøge at tale mig til en opgradering, da det jo var mig, der var journalisten. 

Jeg forsøgte det bedste, jeg havde lært, at tale vores sag, men lige lidt hjalp det, og så trådte fotografen til med hans ’trick’: ’Vi er fra TV 2 og skal på reportagetur, og vi bliver meget trætte, hvis vi skal sidde nede på monkey class. Kan I mon hjælpe os?’ Vi fløj til USA på monkey class. 

Jeg synes generelt, det er lidt pinligt at smide kendiskortet. Jeg har set kendte mennesker stå i skranken og forsøge at overtale personalet til at give dem en opgradering, og det ser bare ikke godt ud.” 

Nu har du jo lige skrevet din første roman, ’Kongen fra Esbjerg’. Hvad er din arbejdsrutine? 

”Jeg skriver, når jeg har en ’pause’. Mine yngste børn er henholdsvis ét og fire år gamle, hvilket gør, at man må planlægge sin arbejdstid efter det. 

Jeg har lige været på barsel med den mindste, og hver gang, han sov, satte jeg mig ned og skrev. Det betyder også, at mange af kapitlerne i min nye bog er blevet til efter klokken 20, hvor børnene er lagt i seng, og jeg har god tid til at skrive. 

Min telefon er per definition altid på lydløs. Lige i starten af vores forhold forstod min kone ikke, når jeg ikke tog telefonen, selv hvis jeg var i gang med at lave noget andet. Men jeg forsøger virkelig at være til stede, der hvor jeg er, hvilket gør, at jeg heller ikke lider af overspringshandlinger.”

Hvad er den bedste kur mod skriveblokering? 

”At være fuldstændig klar over, hvad du skal skrive, inden du sætter dig til at skrive. Jeg er allerede i gang med bog nummer to, og inden jeg gik i gang med den, lavede jeg en meget detaljeret synopsis, der fortæller mig, hvad bogen skal handle om og indeholde. Og jeg har allerede skrevet afslutningen på bogen. 

Det trick lærte jeg, da jeg skrev den første. Fordi, man ved, hvad man skal nå frem til, gør det, at man har sværere ved at gå i stå. Inden jeg skrev mine ledere på Ekstra Bladet, kunne jeg godt lide at gå ind til Mads Kastrup (daværende opinionsredaktør på avisen, red.) og fortælle ham, hvad jeg havde tænkt mig at skrive. 

På den måde fik jeg sat mine idéer og tanker i system, og så kunne jeg gå tilbage og skrive den på 10 minutter.” 

Hvilket træk ved din personlighed bryder du dig mindst om? 

”Min utålmodighed. Den irriterer både mig selv og andre mennesker omkring mig … ej, det er nok egentlig mest noget andet, jeg ikke bryder mig om: Jeg er ekstremt morgensur. Jeg er så irritabel, og hvis jeg ikke har fået min kaffe, så er jeg simpelthen umulig at være sammen med. 

Min kone har sagt til mig, at jeg er nødt til at blive gladere om morgenen. Hun er selv sådan en, der er frisk, fra hun åbner øjnene. Virkelig irriterende type. 

Men hun har altså ret i, at jeg er nødt til at lægge det der morgensurhed på hylden – især nu, hvor vi har to små børn – og heldigvis, siger hun, kan hun allerede mærke forskel.” 

Poul Madsen

(f. 1962) Opvokset nær landsbyen Bovlund i Sønderjylland. 

Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 1988. Arbejdede blandt andet på TV 2, inden han i 2001 blev journalistisk chefredaktør på Ekstra Bladet. Seks år efter blev han forfremmet til ansvarshavende chefredaktør, et job, han besad indtil 2021. 

Siden da har han arbejdet som selvstændig. Debuterer i marts med den politiske spændingsroman ’Kongen fra Esbjerg’, der er første bind i hans ’Viljen til magt’-serie. Har to børn fra tidligere forhold. Gift med Helene Seitz-Madsen, med hvem han har to børn.