God eftermiddag og velkommen til Euromans pensionistblog, hvor alt nyt hældes ned ad brættet og forkastes som tegn på åndelig og moralsk armod.

I dag står Lyngby Boldklub, der for nylig har sikret sig endnu en sæson i landets bedste fodboldrække, for skud. Det er en tendens i tiden, at fodboldklubber får nye logoer: Juventus, Manchester City, Fiorentina og mange andre. FC Nordsjælland herhjemme.

Logoernes udvikling er skåret efter samme æstetiske manual. Der skal simpelthen ryddes op i alle former for detaljerigdom og karakter. Ethvert særkende fejes ind under historiens gulvtæppe og erstattes af rene linjer og midtsøgende brugerundersøgelsesdesigns.

Og nu er det så Lyngby, der med påtaget stolthed (mon ikke en del kongeblå imødeser moderniseringen med noget stive smil?) kan præsentere deres nye logo.

Tiderne skifter, og Lyngbys nu forhenværende og i øvrigt ikke specielt attråværdige logo havde også kun 30 år på bagen. Og ikke alt var bedre i gamle dage. Og så videre. Men helt ærligt.  

Lyngby er nu gået fra det særprægede vikingehoved-logo i klar blå til et logo, der lige så godt kunne være designet til hvilket som helst nystartet MLS-hold. Man har gjort et helhjertet forsøg på at skjule, at Lyngbys kendetegn er en viking, mens logoet selvfølgeligt præsenteres i en historieløs konsulentnavy udgave.

MLS-antydningen er selvfølgelig ikke helt tilfældig, for det er da besnærende at få nævnt, at Lyngby for blot et par uger siden har fået amerikanske minoritetsejere – ejergruppen bag MLS-klubben Philadelphia Union har købt 10 procent aktierne i Lyngby Boldklub.

Logoudskiftningen har selvfølgelig været iværksat længe før da, men det ændrer ikke på, at Superligaen i dag er blevet et hak mindre charmerende. De danske klubber bør værne om deres kultur og historie – ikke lade lyseblå skjorter fra nær og fjern strømline den til de globale massers dødssyge smag.