Tre stjerner: Vi ventede over en halv time på en kold dessert

Levanten kaldes landene ved Middelhavets østlige bred. Og forholdsvist nyåbnede Levantin på Vesterbros Værnedamsvej serverer da også retter med inspiration fra netop Libanon, Syrien, Israel og Tyrkiet. 

Her er både hummus, baba ganoush, brændt grønkål og mange andre af de gode sager, som den i London-baserede israelske Yotam Ottolenghi og hans palæstinensiske køkkenpartner Sami Tamimi har populariseret både på deres restauranter og i Ottolenghis storsælgende kogebøger.

Min hustru, der har været en trofast proselyt i Ottolenghi-land i efterhånden en del år, var da indledningsvist også ganske begejstret for de syltede og med nogle af Ottolenghis såkaldte flavour bombs (harissa, za’atar, spidskommen, sumak, mynte, koriander og citron)-krydrede grøntsager og snacks (50-80 kr.). 

Bl.a. ruller af tyndt skårne syltede rødbedeskiver, små blomkålsbuketter med gurkemeje og frisk figen med figenbladsolie. Et udmærket nybagt tyrkisk simitbrød med hul i midten på luftig hvede og sardinsk olivenolie, pyntet med masser af sesamkerner, blev serveret med tre slags dip, bl.a. på chili og olivenolie med za’atar, samt en okay labneh-yoghurt, der kom med røget paprika-paste med mild rød chili. 

Men især en omgang friterede svamperester (afskær fra aftenens blå østershat-hovedret) serveret med luftig hummus og chili samt en baba ganoush på røgede auberginer, olivenolie, citron og koriander omkring en cremet tahin spicet op med syrlig sumak skulle vise sig at blive aftenens bedste serveringer.

I glasset fik vi en libanesisk orangevin. Skin Wine er gæret på henholdsvis lerkrukker og rustfri ståltanke fra Domaine des Tourelles i den nordlige Bsharreh-region (110 kr. glasset), lavet på merweh-druen med en god sprød syre, duft af jasmin og lidt abrikos på tungen. 

Den blev skiftet med en overraskende frugtig rødvin fra Bekaadalen (120 kr. glasset) på carignandruen, for nu skulle vi have lammehals, langtidsbagt i ovnen ved lav temperatur i hele 14 timer (215 kr.). 

Og det blev beviset på, at lammehals også kan få for meget. For kødet, der blev serveret i små skiver, var sine steder så tørt, at det nærmest pulveriserede i munden. 

Fruen havde valgt blå østershat (195 kr.), og den grillede svamp var bedre i konsistens og med en udmærket grøn salsa krydret med za’atar samt en smørtung hummus, men hovedelementerne i begge retter led under en katastrofal mangel på smag og krydring. 

Vi havde også valgt to småretter som garniture, fruen ’brændt grønt’, der viste sig være hårdt brændt grønkål med små stykker saltet grapefrugt og brunet smør – aftenens næstbedste ret. Mens jeg fik basmatiris blandet op med glasnudler og stegte løg – en libanesisk/israelsk specialitet, men ikke en sikker vinder i min mund. 

Efter at have ventet over en halv time på min kolde dessert – en anonym mælkeis med hakkede pistacienødder og tahini-småkager (80 kr.), må jeg konstatere, at Levantin skal på med (Le)vanten, hvis jeg skal besøge denne fortyndede udgave af Ottolenghi-land igen.