Steffen Brandt fra tv-2: ”Når vi spiller denne sang for nutidens unge, går den rent ind”

Steffen, i den nye dokumentar siger du på et tidspunkt, at man ikke skal spilde tiden, og at man ikke skal sjuske med livet. Hvad mener du med det?

”At man aldrig, som i aldrig, skal sjuske med noget som helst. Og slet ikke livet. Det bliver kun tydeligere, når man diskret lister sig ind i de rigtig voksnes rækker. Her kommer der naturligt nogle skarpere prioriteringer og fravalg og et øget fokus på, hvad der virkelig betyder noget. Fx samværet med andre – og fordybelsen. I bandsammenhæng er rollen som katalysator for en sammenhængskraft også vigtigere end nogensinde.” 

Hvordan har I formået at holde sammen som band i så mange år?

”Vi har været så heldige eller lad mig sige, privilegerede, at vi har haft 45 år i en omskiftelig branche med et trofast og loyalt publikum, som har givet os mandat til at udforske livet omkring os og sende rapporter hjem tilsat tidens rytmer. Det gør sammenholdet lettere, når det, man arbejder med, til en vis grad lykkes.”

I dokumentaren siger du på et andet tidspunkt om jeres interne banddynamik: ’Når drenge mødes, så er er der tre spørgsmål, der trænger sig på: Hvem bestemmer? Hvad er reglerne? Og hvad koster det at overtræde reglerne?’ Kan du uddybe det?

”Ja. Jeg kørte engang med en somalisk taxachauffør og han fortalte, at hvis man skal forstå den afrikansk/muslimske kultur, så skal man vide, at det vigtigste for dem er: 1. Deres stamme, klan eller slægt. 2. Kameler. 3. Islam. I den rækkefølge. 

Det er selvfølgelig en forenkling ligesom ovennævnte udsagn. Men i vores tilfælde, som band, har vi alle områder, hvor vi hver især indtager ledende roller, som de andre så kan læne sig op ad.”

I filmen kommer vi vidt omkring i jeres bagkatalog og ikke mindst i dine tekster. Du siger blandt andet: ’Vores opgave har et eller andet sted været at være til stede i tiden og forholde os til, hvad det er, der rører sig derude.’ Hvordan finder du selv i dag, som 71-årig, inspiration til dine tekster? 

”Vores opgave som sangskrivere og band har aldrig været mere betydningsfuldt. Det er vores pligt at bevare fatningen, samtidig med at vi definerer den uro, der præger os alle. Skulle vi kunne fremtvinge et håb et sted i kampens hede, er det det mindste, vi kan gøre. Noget andet, som holder én kørende, er al den gode danske musik, som kommer i øjeblikket. Lad mig bare lige i farten nævne Østen. Vildt inspirerende.” 

Hvad er den bedste tekstlinje, du nogensinde selv har skrevet?

”Bedste og bedste ved jeg snart ikke. Men jeg kan godt lide ordene: ’Stille og rolig søndag i Aarhus V / Fredagsbønnen flyttet til nærmeste moské / Imamen råber Gud er stor efter én som råber fuck / To børn slutter fred i en krig, som har varet længe nok’.”

Du siger også i filmen om dine tekster: ’Man kan ikke synge den slags i dag. Det var noget, man sagde i 80’erne.’ Hvad mener du med det?

”Der er sange, som er meget bundet op på den tid, de reflekterer over, og som løsrevet fra den kontekst virker lidt outdatede. For ikke at sige meget. Det kunne fx være ’Tidens kvinder’, som, hvis man skulle spille den i dag, for en ny generation nok ville kræve en disclaimer af en slags. 

Omvendt er der sange som fx ’Alt hvad hun ville var at danse’, der er tidløse og – ved vi – går rent ind, når vi spiller den for nutidens unge.”

Lige om lidt skal I spille jeres største koncerter nogensinde i Aarhus og i København. Hvad glæder du dig mest til?

”Det er selvfølgelig vildt spændende og angstprovokerende. Vi kunne ikke sige nej til at prøve at spille nogle store arena-koncerter, men vi sætter vores lid til det aftaleforhold, vi har med vores publikum: Hvis vi gør vores bedste, kan alle gå fra koncerterne som frie mennesker. Også publikum.”

I udgiver samtidig jeres 20. album. Hvad er det vigtigste, du har lært undervejs af de mange år i jeres band?

”At det går over. Det går alt sammen over. Også de gode ting. Og at hver dag er et arbejde for at gribe dagen med den ene hånd og slippe bekymringerne med den anden, som fint sand mellem fingrene en sommerdag ved stranden, mens børnene plasker i bølgerne.”

Hvordan bibeholder I jeres nysgerrighed og gnist?

”Nysgerrigheden er drivkraften i skabelsen af verdenshistorien, som det kunne hedde i en omskrivning af en gammel Kliché-sang. Hvis man har fået de muligheder, vi har fået, skulle man være et skarn, hvis man ikke kan finde den gnist, der potentielt sætter ild til papiret.”