Hvorfor blev du lige pludselig skraldemand, Dennis?
”Jeg var lige blevet fyret fra B.T. Og jeg følte i det hele taget, at jeg var færdig som dagbladsjournalist. Jeg ville gerne lave noget fysisk, og jeg ville gerne være ude i den friske luft.
Mens jeg gik derhjemme, begyndte jeg at snakke med skraldemændene på min vej. De sagde, at det var verdens bedste job. Jeg tænkte: Det er det nok ikke, men det lyder sgu meget fedt. Lad mig prøve det. Og jeg genfandt fuldstændig arbejdsglæden.”
Hvad var det ved jobbet, du havde lyst til at blive en del af?
”For det første kunne jeg se, at de altid hyggede sig, de to skraldemænd. De havde det simpelthen sjovt. Friheden i at være udenfor og bruge min krop. Og faktisk at have fri, når man har fri.”
Og hvorfor har du så skrevet en hel bog om faget nu?
”Oprindeligt blev jeg opfordret til det af min redaktør. Med det samme begyndte jeg at tænke i skraldemænd, jeg kunne skrive om, ligesom jeg også før har skrevet biografier om andre. Men så gik det op for mig, at det var sgu da mig selv.
I det større perspektiv har jeg skrevet den, fordi det er en historie om arbejderkultur fra en arbejderstemme, hvilket der ikke udkommer ret meget af. Og så er det en historie om en mandekultur og et mandefag.”
Stiller folk stadig ’undskyldningsøl’ ud, hvis de har ekstra skrald?
”Nej. Det. Er. Slut. Jeg har ikke oplevet det i flere år nu. Da jeg startede for 14 år siden, skete det næsten dagligt. Nu får jeg måske en plade chokolade hver tredje jul.”
Er det en generationsting?
”Ja, det tror jeg. Men der er også sket en fremmedgørelse i faget. Før i tiden snakkede vi meget med de affaldsansvarlige rundt omkring. Men nu kører det hele online, og borgerne skriver til kommunen, hvorfra vi så får en seddel med, hvad borgerne mener. Førhen talte vi mere direkte med folk.”
Hvad ville du blive glad for at få, hvis nu jeg skulle stille noget ud?
”Jeg vil helst have en sodavand. På en varm sommerdag er det altså lækkert, hvis folk står klar med en kold sodavand.”
