Unge mænd der hader kvinder: Denne tv-serie bliver et af årets største hits

Har du hørt det, har du hørt det: ’Adolescence’ er årets hidtil varmeste bud på en tv-serie, der kommer til at rydde debatspalter. 

De store filmmedier skriver om ’Adolescence’, hele internettet er i oprør over den dels på grund af præstationerne, dels det filmtekniske, dels de ultrarelevante tematikker, og som en vaskeægte dramaserie bliver man holdt på kanten af sædet indtil allersidst.

Handlingen kort fortalt: En 13-årig dreng, Jamie, bliver anklaget for mordet på sin jævnaldrende klassekammerat, Katie. Har de været venner, kærester eller hinandens mobbeofre? 

Politiet henter ham en tidlig morgen med vold og magt og ransagning af huset, arbejderklassekernefamilien er uforstående, forsvarsadvokaten sympatisk, der må være sket en fejl, men langsomt folder historien og dens kendsgerninger sig ud. 

Det samme gør persongalleriet, først båret af stortalentet Owen Cooper som den anklagede dreng, siden overtaget af hans dybt fortvivlede far, der spørger og spørger uden at få svar: ”Gjorde du det, Eddie? Gjorde du det, søn?”

’Adolescence’ gør indtryk og gør ondt, fordi dens underliggende fortælling handler om de lukkede døre til teenageværelset, de forbandede skærme og alt det, der foregår i hovedet på drenge, der bliver til unge mænd, der måske/måske ikke hader kvinder. 

Det buldrer og brager i dem, drengestreger og drillerier balancerer på en knivsæg med den dybeste afgrund. Det hele foregår på Snapchat og Instagram med emojis, der er ladet med tonstung betydning, som aldrig ryger ind på de voksnes frekvens, men som har tyngde nok til at knække en teenagers liv.

’Adolescence’ bliver et hit, fordi den indfanger vores største frygt: At vores børn lever parallelle liv, vi intet kender til, som ødelægger dem indefra, selvom de er omsvøbt i kærlighed.

 Og så er der det filmtekniske, der er et kapitel for sig.

I modsætning til andre seriers ulidelige sæsoner med uendelige afsnit er ’Adolescence’ slet og ret fire afsnit a én time. 

Hvert afsnit er skudt som et one-take, yes, du læste rigtigt, der bliver ikke klippet en eneste gang i samfulde 60 minutter. 

Som seer er man hensat i en tilstand af filmisk fascination; kan det virkelig være rigtigt, nu må de da snart klippe?! Men nej, kameraet kører, skuespillerne spiller, så det hele dirrer, og i det lille mikrokosmos kører små separate storylines side om side, der bliver bundet dygtigt sammen, som tiden skrider. 

’Adolescence’ er britisk arbejderklasse med velmenende fædre, der er vokset op med vold, men som har valgt en anden vej. 

Glem alt om pseudokrimier og ’The White Lotus’ som forårets store samtaleemne. ’Adolescence’ er noget så sjældent som et kunstværk, der behandler toksisk maskulinitet og manderoller i en tid, hvor vi slet ikke fatter hvor mange tikkende bomber, der går rundt iblandt os.

’Adolescence’ kan streames på Netflix.