Hvis du ikke har set kultdokumentaren ’Testamentet’, så kan du godt komme i gang

I ’Testamentet’ fra 2011 følger man den semihåbløse Henrik Ernst og det familiedrama, han bliver viklet ind i, da det viser sig, at Henriks for nyligt afdøde og temmelig velhavende bedstefars testamente ikke er som forventet. 

Nu, 14 år senere, er manden bag, dokumentarfilminstruktøren Christian Sønderby Jepsen, klar med ’Testamentet 2’. 

Vi har talt med ham om det besværlige ved at miste sin hovedperson til selvmord, om styrken ved sort tøj og om at se en fodboldkamp med det ene øje.

Jeg ville ønske, at jeg havde instrueret … 

trilogien ’Paradise Lost’, der ligger inde på HBO Max. Det er de samme instruktører, der lavede ’Some Kind of Monster’ om Metallica, Joe Berlinger og Bruce Sinofsky. Den handler om et mord, der er blevet begået på tre unge drenge i en skov i West Memphis, Arkansas. 

I etteren følger vi retssagsdramaet. Mordene er foregået under nogle mystiske omstændigheder, og det er så tre af deres venner, der ender med at blive dømt for drabene. 

I toeren finder man ud af, at en af de dræbte drenge har bidemærker i kraniet, hvilket er lidt mærkeligt, og at papfaren til én af de dræbte drenge tilfældigvis har slået sine tænder ud og fået gebis lige omkring samme periode. 

I treeren, 15 år efter den første, bliver der så samlet op på alle de nye beviser. Og så er der Metallica på soundtracket. Det er en rigtig fed historie. Netop på grund af trilogifølelsen. Det er faktisk med inspiration fra dén, at jeg også gerne vil lave ’Testamentet’ som en trilogi.

Det mest fascinerende menneske, jeg har instrueret, er … 

enten Henrik Ernst, som er hovedkarakteren i ’Testamentet’, fordi han indeholder så sindssygt mange facetter. Virkelig velformuleret og intelligent, men samtidig også sin egen værste fjende. Eller også er det min far, som jeg instruerede i en film, som handler om en nabokonflikt, han havde. ’Side om side’, hedder den. 

Min far er svær at blive klog på. Jeg har svært ved at regne ud, hvem han egentlig er. Det, synes jeg, er fascinerende. At have en hovedperson, man ikke rigtig kan placere. Hvor man ikke ved, om de er gale eller geniale. Mange mennesker er meget mere komplicerede, end litteratur og film giver udtryk for, fordi det skal forsimples og gøres forståeligt.

Jeg ville ønske, at jeg havde fået lov at følge … 

fx Trump eller Putin. Det irriterende ved dokumentarfilm er jo, at dem foran kameraet bliver nødt til at være med på den. Og tillade det, vi kalder for access. 

I ’Testamentet’ har det været fantastisk, hvordan de medvirkende på en eller anden måde bare har stolet på mig og ladet mig filme. Uden nogen forbehold. 

På den måde kunne det selvfølgelig være fedt at filme nogle af de folk, som aldrig viser sine sande ansigter. Enten fordi de har et diktatorsystem omkring sig, eller fordi de udfører lyssky handlinger. De har ikke interesse i, at der bliver lavet nogen virkelighedsfortælling om dem. Kun, hvis de nedlægger en bøffel eller er gode til karate.

Når jeg er på optagelse, har jeg altid … 

sort tøj på. En del af mit arbejde er ofte at skulle spørge nogen om lov til et eller andet. Hvis vi fx pludselig skal ind i en butik og filme, så er det her og nu. Jeg skal præsentere mig selv og på to minutter overbevise dem om, at vi skal have lov til at filme. 

Der har jeg fundet ud af, at arketypen på en filmperson, der i andres øjne har nogle meritter under bæltet, går i sort, nogenlunde neutralt tøj. Der var en sommer, hvor jeg rendte rundt i hawaiiskjorte. Der fik jeg ikke lov til at filme nogen overhovedet.

Den sværeste dokumentar at lave har været … 

hmmm, de er alle sammen svære. Der opstår altid problemer, når du har med virkelige mennesker at gøre. 

Eksempelvis var ’Munken’ virkelig svær, fordi hovedpersonen begik selvmord midt i forløbet. Hvordan tackler man lige dét? Skal man genopfinde en ny hovedkarakter osv. Det var besværligt. Også rent moralsk og etisk. 

Et dokumentarisk greb jeg ville ønske, jeg havde opfundet, er … 

Michael Glawoggers måde at lave ekstremt iscenesatte, æstetiserede ting. Jeg tror faktisk, at han tager ud og researcher i forvejen og caster folk til at udføre de opgaver, de gør i deres hverdag. Han filmer med et rigtigt filmhold, og nogle scener er også lyssat. 

Og man kan mærke, at folk er instrueret i, hvad de skal sige, men alligevel er det virkelighed, fordi de spiller dem selv. Det får en helt fantastisk filmisk kvalitet. Et godt eksempel er ’Megacities’ (1998).

Hvis jeg ikke var blevet instruktør, var jeg blevet … 

bager. Det er virkelighedens fortælling. Jeg arbejdede ved en bager, da jeg gik i folkeskole, og jeg ville gerne gå i lære efter 9. klasse. Men mine forældre fik mig talt fra det, blandt andet fordi jeg har allergi, og de mente, at jeg hurtigt kunne udvikle melallergi.

Min guilty pleasure er … 

at se en fodboldkamp med det ene øje. Jeg har aldrig gået op i fodbold, men siden jeg fik børn, og jeg har været nødt til at være mere hjemme, er jeg begyndt at se lidt fodbold. Som regel sidder jeg og arbejder imens. 

Det er lidt mærkeligt, men jeg er faktisk blevet viklet ind i at følge med i alverdens forskellige ligaer. Jeg kan se en hvilken som helst kamp, og som regel holder jeg med dem, der er undertippede. Det psykologiske aspekt i fodbold er jeg blevet meget fascineret af.

Hvis jeg kun skulle se én film eller serie resten af mit liv, skulle det være … 

’The Deer Hunter’. Den bliver jeg ved med at vende tilbage til. Det er bare vildt, at der går en time, før vi overhovedet kommer til Vietnam. Det er ren karakter- og miljøbeskrivelse på et virkelig højt niveau. 

Noget af det samme får man i nogle af de første ’Rocky’ og ’Rambo’-film. Den der lidt 70’er-agtige ting, hvor man giver sig tid til at vise miljøet og karaktererne, inden det går i gang. Hvilket faktisk også er ret dokumentarisk.