12 modemænd om efterårets tendenser og deres personlige stil

12 modemænd om efterårets tendenser og deres personlige stil
Offentliggjort

Efteråret står for døren. Vi har spurgt 12 modestærke mænd fra hele verden, hvad der definerer sæsonen, hvad de skal gå i og hvad de ikke bryder sig om.

Læs hvad Nickelson Wooster, Christopher Bastin, Ryan Willms og ni andre modebevidste herrer tænker om den kommende sæson. Det hele foregår på de følgende sider.

Graham Addinall


København. Freelancedesigner for J. Lindeberg, Lexington, Riccovero og McGregor.

Nævn tre modeelementer, der definerer efterårs- og vintersæsonen 2011:

”Tweedblazere, kashmirsweatere med rund hals og et eller andet i farven pink.”

Hvad vil du ikke undvære i din garderobe til efteråret?

”Hver sæson planlægger jeg at købe masser af nye spændende ting, men samtidig er jeg afhængig af blåternede og stribede skjorter, så dem skal jeg som sædvanlig have flere af. Dog ønsker jeg mig virkelig en Mismo-taske.”

Hvad er den værste trend i dette efterår?

”Store posede bukser. De ser super cool ud på catwalken, men de er forfærdelige til brug i det virkelige liv. Og de er umulige at cykle i.”

Næste side: Christopher Bastin

Christopher Bastin


Stockholm. Kreativ direktør hos Gant Rugger.

Nævn tre modeelementer, der definerer efterårs- og vintersæsonen 2011:

”Tredelte jakkesæt i sildebensuld, brugte varsity-jakker (ja, igen), longjohns og hjemmelavet mad. Det er fire, men jeg får da lov til én ekstra, ikke?”

Hvad vil du ikke undvære i din garderobe til efteråret?

”En mørkeblå smoking med sjalskrave i flannel, et par vanter i lammeuld, det sindssygt flotte computersleeve fra Gant Rugger i økologisk læder, der er lavet af en flok saddelmagere i Sverige, og rødvin fra Maurizio Zanella.”

Hvad er den værste trend i dette efterår?

”Molekylærgastronomi.”

Næste side: Nickelson Wooster

Nickelson Wooster


New York. Fashion Advisor for Gilt Groupe.

Nævn tre modeelementer, der definerer efterårs- og vintersæsonen 2011.

”Moncler V hikingstøvler, Visvim FBT sko i ruskind og håndstrikkede cardiganer fra Raif Adelberg.”

Hvad vil du ikke undvære i din garderobe til efteråret?

”Et par monkstrap-sko fra Maud O’Keeffe i vasket læder.”

Hvad er den værste trend i dette efterår?

”Vævede skjorter uden på bukserne.”

Næste side: Chris Pedersen

Chris Pedersen


København. Modejournalist og redaktionschef på Cover.

Nævn tre modeelementer, der definerer efterårs- og vintersæsonen 2011.

”Jeg har en ting med bikerjakker, og Dries Van Notens marineblå nylonjakke med pelskrave er superfed. Pels er ellers et no-go for mænd, men Dries bruger det på en underspillet måde i vinterkollektionen med asymmetrisk pels-revers på både habitjakker og uldfrakker. Ellers er jeg stadig glad for den Mods-agtige buksesilhuet, som kunne ses hos bl.a. Burberry Prorsum, og sæsonens store investering bliver formentlig et marineblåt suit fra Maison Martin Margiela.”

Hvad vil du ikke undvære i din garderobe til efteråret?

”Et elegant suit. I takt med at jeg er blevet ældre, er jeg blevet stadigt mere nedtonet i min stil og føler mig pludselig godt tilpas i både blazere og jakkesæt. Maison Martin Margiela og Hope laver de bedste af slagsen. Mine skjorter bliver sendt til rens, og jeg kigger langt efter sko fra Church og briller fra Dita. De må gerne få følgeskab af en sort lædertaske fra Louis Vuitton.”

Hvad er den værste trend i dette efterår?

”De gyselige velour-knickers, 80’er-træningsjakkerne og de hvide gummistøvler fra Prada.”

Næste side: Claes Juhlin

Claes Juhlin


Stockholm. Moderedaktør på King Magazine.

Nævn tre modeelementer, der definerer efterårs- og vintersæsonen 2011.

”Nordiske sweatere, forskellige udgaver af peacoat-frakken og hikingstøvler. De tre ting kombineret på én gang definerer sæsonen og hr. Kedelig, hr. Virkelig Kedelig.”

Hvad vil du ikke undvære i din garderobe til efteråret?

”Jeg vil sikkert enten gå med min smukke bikerjakke i sort ruskind eller en stram kameluldsfrakke. Og så vil jeg blive ved med at gå i sorte, stramme bukser eller det par virkelig tynde, sorte læderbukser, jeg købte forleden. Det lyder måske bøsset, men det er det ikke.”

Hvad er den værste trend i dette efterår?

”Jeg har hørt rygter om, at folk skulle tage sig godt ud i blokfarver fra top til tå. Men indtil jeg får det bekræftet, holder jeg mig væk.”

Næste side: Frederik Bjerregaard

Frederik Bjerregaard


København. Kreativ konsulent og skribent.

Nævn tre modeelementer, der definerer efterårs- og vintersæsonen 2011.

”Vandringsmænd a la Yohji Yamamoto, lange frakker og kasket fra Acne-her-og-nu og artdirector Peter Savilles enkle stil.”

Hvad vil du ikke undvære i din garderobe til efteråret?

”Sorte T-shirts og mørke jeans, lys skjorte og suit pants – eller som Andy Warhol sagde: ’A good plain look is my favourite look.’”

Hvad er den værste trend i dette efterår?

”Reglerne inden for mode, og i mange andre af livets forhold, er til for at blive brudt. Her til efteråret, og udi fremtiden, er jeg ikke vild med dem, der følger tidens trend til punkt og prikke. Tag en Kanye West eller de her fyre, der står og snakker om ’heritage-blah-blah’ ude i Kødbyen. Fin stil kommer kun, hvis man gør noget forkert og bryder reglerne.”

Næste side: Mads Emil Grove Møller

Mads Emil Grove Møller


København. Dj og blogger på creolbrothers.com.

Nævn tre modeelementer, der definerer efterårs- og vintersæsonen 2011.

”Kvalitets-knitwear. En masse ’back to basics’-items i form af ensfarvede tees, sweatshirts, chinos etc. og teknisk avancerede/veludførte og brugbare jakker med cool detaljer helt ned til sidste syning.”

Hvad vil du ikke undvære i din garderobe til efteråret?

”Min Gore-Tex Nanamica frakke, et par Visvim FBT Lhamo-Folk, en The Inoue Brothers strik og en masse fly caps.”

Hvad er den værste trend i dette efterår?

”Hmmm, jeg tænker ikke så meget i trends, jeg tror bare på, at man skal gå i det, man selv finder behageligt og klædeligt.”

Næste side: Ole Lund

Ole Lund


New York. Creative Director.

Nævn tre modeelementer, der definerer efterårs- og vintersæsonen 2011.

”Jakkesæt, lag og uniformer.”

Hvad vil du ikke undvære i din garderobe til efteråret?

”En Balmain-peacoat.”

Hvad er den værste trend i dette efterår?

”Jeg synes, dette efterår er præget af mange flotte kollektioner, især fra Kris Van Assche. Moncler Gamme Bleu er sjov, og Thom Browne formår at lege med temaer. Denne gang er temaet ridetøj i de velkendte grå toner og med Thom Brownes striber som gennemgående element. Det er interessant som en fortolkning af Monclers traditioner med dun, men samtidig bliver det også hurtigt dårlig smag pga. overeksponeringen af mærket på alle dele i kollektionen. Det er nok det, jeg finder mest irriterende.”

Næste side: Bill Gentle

Bill Gentle


New York. Fotograf for backyardbill.com.

Nævn tre modeelementer, der definerer efterårs- og vintersæsonen 2011.

”Gennemsigtige, tynde dunjakker fra Patagonia, håndmalede lommeklude fra min kone Fanny Boström og camping-gear fra Snow Peak.”

Hvad vil du ikke undvære i din garderobe til efteråret?

”Min Cairn Terrier-hvalp, den passer til alt i min garderobe.”

Hvad er den værste trend i dette efterår?

”Folk i sorte minimalistiske outfits. Det er så kedeligt at fotografere.”

Næste side: Michael Kristensen

Michael Kristensen


København/Paris. Freelancedesigner for Day Birger et Mikkelsen og Hugo Boss.

Nævn tre modeelementer, der definerer efterårs- og vintersæsonen 2011.

”Kontraster som hovedelement i farvesammensætning, kvalitetsvalg og styling og lyst til softede non-colours.”

Hvad vil du ikke undvære i din garderobe til efteråret?

”En Macintosh raincoat, kashmirstrik og en blød langærmet T-shirt med åben rund hals.”

Hvad er den værste trend i dette efterår?

”Alt, hvor pasform ikke har været i fokus.”

Næste side: Ryan Willms

Ryan Willms


Vancouver. Chefredaktør på Inventory Magazine.

Nævn tre modeelementer, der definerer efterårs- og vintersæsonen 2011.

”Det er svært kun at vælge tre ting, men o.k.: rillede såler, melange-strømper og jægerinspirerede jakker med uldfor.”

Hvad vil du ikke undvære i din garderobe til efteråret?

”BD-skjorten fra Engineered Garments er altid essentiel. Til efteråret har de lavet en blomstermønstret samt en i Black Watch Flannel – de er perfekte til at tilføre en smule farve til efterårets lidt kedelige farvenuancer.”

Hvad er den værste trend i dette efterår?

”Jeg påpeger helst ikke dårlige trends, men støvler sammen med jeans, der er for stramme, ser aldrig godt ud.”

Næste side: Eugene Tong

Eugene Tong


New York. Moderedaktør på Details Magazine.

Nævn tre modeelementer, der definerer efterårs- og vintersæsonen 2011.

”En frakke, et jakkesæt i vinterens lidt tungere materialer samt et par lace-ups med vibram-såler. Der er stor fokus på klassisk herretøj, der aldrig går af mode, og som har fået enkle opdateringer i stedet for vilde ændringer. Nogle vil sikkert kalde stilen kedelig og kommerciel, men jeg elsker, at der er så mange brugbare ting.”

Hvad vil du ikke undvære i din garderobe til efteråret?

”Jeg glæder mig til at modtage den peacoat-frakke med aftagelig pels, som jeg har bestilt fra Dries Van Noten. Jeg lagde mærke til den til selve showet og bestilte den straks.”

Hvad er den værste trend i dette efterår?

”De fleste designere viser relativt brugbare kollektioner, så der er ikke en bestemt trend, som jeg synes er værst. Men hatte med brede skygger, velour-jakkesæt, kapper, store pelsfrakker og læderbukser er meget vanskelige, selv for de mest fashionable fyre, at gøre moderigtige.”