Da Karl-Oskar Olsen blev 50, rejste han sig og sagde undskyld: ”Jeg forstår godt, det har været svært for folk omkring mig”

DE VAR PÅ TRATTORIA CAMILLO i Firenze, det var en aften i januar, og over for Karl-Oskar Olsen sad en mand ved navn Gabriele Casaccia, en potentiel ny samarbejdspartner. Karl-Oskar Olsen havde bestilt friteret lam med florentinske hestebønner, Casaccia friteret kalvehjerne. Da Casaccia havde taget en bid af den friterede kalvehjerne, begyndte han på en historie.

På det tidspunkt anede Karl-Oskar Olsen endnu ikke, at det skulle blive en af den slags aftenener, som han havde oplevet så mange gange før. En af de aftener, hvor en idé pludselig lægger beslag på hans samlede sind. Ikke langt inde i historien begyndte det at dirre hos Karl-Oskar Olsen. Den velkendte følelse. Den forbandede og berusende følelse. Og langt før historien var forbi, var der ikke længere nogen tvivl tilbage.

Historien handlede om et ultraløb, som Gabriele Casaccia havde deltaget i. Et ultraløb, strækkende sig rundt om det næsten fem kilometer høje bjerg Mont Blanc. Løbet går igennem tre lande – Frankrig, Schweiz og Italien. 176 kilometer i alt. Endeløs smerte. Med andre ord lige noget for Karl-Oskar Olsen. 

På et tidspunkt i løbet af ruten havde Casaccia indhentet en mand, en japaner, hvis løb blev langsommere og langsommere, slowmotion, næsten. Og så vaklede han. Et sted, hvor det ikke var ufarligt at vakle. Casaccia nåede op på siden og greb fat i japaneren, og i det øjeblik forstod han, hvad der var sket: Manden var faldet i søvn. Løbende. Kroppen havde givet op, men benene var blevet ved. 

Mens Casaccia fortsatte med at fortælle om sin videre færd rundt om Mont Blanc, tog Karl-Oskar Olsen en bid af sit lam. Tyggede lidt på det. 

Indtil nu havde et andet løb, det 560 kilometer lange og ekstremt hårde cykelløb Traka i det nordøstlige Spanien, som han end ikke havde kørt endnu – det er først til maj – hængt over ham som en sky af spænding og koncentration i bevidstheden. Det var nu drevet væk. 

”Det lyder for fedt,” udbrød han til Casaccia over for. 

”Det skal jeg!”

Resten af middagen, som Karl-Oskar Olsen og Pas Normal Studios var værter for, forløb, som den slags middage har for vane. Snakken flød, det samme gjorde vinen. Men Karl-Oskar Olsen var allerede et helt andet sted: på en bjergsti i tusmørke, frostgrader, protesterende muskler, glæde. På vej mod noget nyt.

Thomas Karl-Oskar Olsen

(f. 1974) Boede de første syv år af sit liv i Småland i Sverige, inden han flyttede til Danmark. Uddannet fra Danmark Designskole. Var i 2002 med til at starte tøjmærket Wood Wood, som han var en del af indtil 2022. Medstifter af cykeltøjmærket Pas Normal Studios, hvor han i dag sidder som kreativ direktør. I Pas Normals ejerkreds sidder også medstifter og administrerende direktør i virksomheden, Peter Madsen Lange, erhvervsfolkene Tommy Petersen, Morten Hummelmose og Henrik Poulsen samt Remo Ruffini, der også ejer tøjmærkerne Moncler og Stone Island. Karl-Oskar Olsen er desuden medejer af pizzakæden Corsa Pizza, der hører under Cofoco og har fire lokationer i København. Han er gift med Annika Zobel Agerled, med hvem han har to børn, Alban og Noam. Har to ældre børn, Mons og Anna Bo, fra et tidligere ægteskab. Bor i Charlottenlund. 

DEN RØDE MURSTENSKOLOS ligner noget fra en japansk-skandinavisk designfantasi. Der er rispapirlamper, hylder fra Frama, lyst træ, strategisk placerede planter. Folk med sunde fedtprocenter og skarpe strubehoveder træder ind, griber hvide kopper med hank og hælder kaffe op fra en Mocca- master. De fleste bærer tøj fra Pas Normal Studios som en slags stammetegn. Det er nemlig her, at vi finder Pas Normal Studios’ hovedkvarter. 

En husky ligger dovent på gulvet og kigger lidt rundt. Den må kede sig. Huskyen er skabt til at løbe, til at trække. Bygget til bevægelse. Den har en selvstændighed og en vilje, der ikke helt kan tæmmes. Men for nu ligger den altså bare dér og indfinder sig. 

Karl-Oskar Olsen dukker op bag en dør. Hans krop er smal, og øjnene ligger dybt. Hans hårgrænse har ikke den mindste antydning af retræte, og selv de få grå hår, der har sneget sig ind i pandehåret, virker mere som en stilistisk detalje end et alderstegn. Skægget er mørkt og tæt. 

’T.K.O’ står der på knoerne af de midterste tre fingre på den højre hånd, han netop har stukket frem for at hilse på. Han fik tatoveringen for længe siden. Den blev lavet af den franske tatovør Fuzi nede i den gamle Wood Wood-butik på Grønnegade. (T)homas (K)arl-(O)skar, står det for. Hans fødenavn (han bruger aldrig Thomas – kun T’et derfra), men også en identitet i blæk. 

Over de seneste tre årtier er Karl-Oskar Olsens navn blevet synonymt med en særlig æstetik – fra graffiti til mode til cykeltøj – en særlig måde at tænke design, livsstil og forretning på. En kreativ hvirvelvind. Han var med til at skabe Wood Wood og gøre det til et af de mest toneangivende danske brands i dette årtusinde. Men så drejede han af. Og nu er han her. 50 år gammel og med solen svævende i zenit over sin karriere. 

Han er i gang med at finpudse sit hovedværk sammen med partneren Peter Madsen Lange. Pas Normal Studios, cykeltøjmærket, der efterhånden er blevet så meget mere end det, kan i år fejre 10-års jubilæum med en værdisætning, som ifølge vores oplysninger er på den gode side af en halv milliard (Karl-Oskar Olsen og Pas Normal Studios ville ikke bekræfte denne oplysning), en ejerkreds, der vil gøre de fleste virksomheder grønne af misundelse, og en global kultstatus i dele af cykelsporten. 

Det er sådan, landet ligger for Karl-Oskar Olsen i dag. Men han er en mand, der aldrig kan stå stille. Det har han aldrig kunnet, og han ved ikke, om han nogensinde kommer til lære det. Det er ikke kun en rastløshed – det er en nødvendighed. Som en cykelrytter, der ikke kan stoppe med at træde i pedalerne, fordi farten i sig selv er en form for balance.

Og alligevel. Noget er anderledes. En stabilitet, han ikke nødvendigvis har kendt før. Han har fundet en måde at navigere i sin uro, en metode til at kanalisere den, så den ikke river ham væk, men driver ham fremad. Måske er det det, der gør, at han stadig er her. Måske er det nok denne gang. 

560 KILOMETER. En lang, krummet linje gennem landskaber, der skifter langsomt, men sikkert. Karl-Oskar Olsen har kigget på ruten utallige gange. Fra Gironas middelalderby til Pyrenæerbjergenes skygge. Fra solopgang til solnedgang og tilbage igen. Støvet fra grusvejene vil sætte sig i alt – på cyklen, i tøjet, i huden. 

Han ved, hvad der skal ske. Eller han ved i hvert fald, hvordan det starter. Sidste år cyklede han 360 kilometer-versionen af det dødhårde Traka-løb. Han husker stadig, hvordan kroppen lukkede sig om smerten, hvordan gruset skar i dækkene, hvordan natten kom, og hvordan han fortsatte, fordi alternativet for én med et balstyrisk vindergen var værre. Nu er der 200 kilometer mere at udholde. 

Her er, hvad han også ved: Pedalerne vil føles lette de første timer. Bedragerisk lette ligefrem. Det vil minde om en almindelig cykeltur. Luften lun, måske, og hvis han er heldig, en svalende vind, helt sikkert en følelse af, at det her ikke er så svært. Men så sker det. Kilometerne begynder at tælle sig selv anderledes. 

Hver bakke føles en anelse stejlere, hvert bump en smule hårdere. Han må ikke blive for ivrig, som han blev det sidste år. Men løbet skal gennemføres på under 30 timer. Det er målet. Hans cykelcomputer vil guide ham, men der er ingen til at hjælpe, ingen til at heppe, ingen løbebane, ingen medaljer. Kun 560 kilometer, en cykel og en krop, der langsomt mister sin modstandskraft, én pedalomdrejning ad gangen. 

Han tænker på de andre. Dem, der tidligere har gennemført de 560 kilometer. Dem, der kender smerten. Han har set billederne af dem. Mænd og kvinder med tomme øjne og grusimprægnerede kroppe. De har afsluttet løbet, men noget i dem er forandret.

For første gang i livet er det ikke forandring, Karl-Oskar Olsen søger. Han befinder sig ikke i en midtvejskrise. Han har ikke en bucket-liste, han skal igennem, inden han kradser af. Hvorfor gør han det så? Af ren og skær nysgerrighed, siger han. 

”Hvad kan det at køre så langt? Hvordan reagerer min krop?” 

Han siger det med en lethed, selvom han i dette moment sidder på en træningscykel iført en grålig, perforeret cykeltrøje og trekvartlange brune cykelshorts med sveden dryppende tættere og tættere fra sin pande. 

Cyklen står i Pas Normal Studios’ office gym under fritlagte bjælker og foran en kæmpe tv-skærm, hvor en genudsendelse af Wout van Aerts sejr ved en cyklecross-World Cup i starten af året kører. 

Ved Karl-Oskars side står Thomas Bundgaard, der til daglig driver trænings- og rådgivningsfirmaet Velofit. Han har det seneste år varetaget rollen som Karl-Oskars træner, og i dag, en tirsdag morgen i januar, er han taget tidligt fra sit hjem i Aarhus for at kunne stå her og prikke hul i Karl-Oskars pegefinger i forbindelse med den syretest, som Karl-Oskar lige nu er i gang med at gennemføre. En test, som skal fortælle, hvor han står rent formmæssigt op til Traka. 

Adspurgt, hvad det egentlig kræver at gennemføre sådan et løb, svarer Thomas Bundgaard: 

”En vildt god grundform, og det er den, vi tester nu her. Men mest af alt kræver det mental toughness at gennemføre et løb som Traka. Alt over seks timer foregår oppe i hovedet.” 

Han fører pegefingeren mod tindingen.

Før Thomas Bundgaard kom ombord på Karlsvognen, havde Karl-Oskar en tendens til at save sig selv midt over under sine træningspas. Men der er kommet skik på tingene, og det viser sig, at Karl-Oskar kun er otte procent fra sin topform, som han ramte under Traka 360 sidste år. Og han har altså lidt over tre måneder til at formtoppe. Det kan næppe være meget bedre, mener Bundgaard. 

”Jegfungererbedstnårjeg … ah! … får … ud … stukket … ah! … noglerammer!!” fremstammer Karl-Oskar gennem det hyppige åndedræt. 

Han har det 10 ud af 10 på hårdhedsskalaen nu, lader han træneren vide, som vakst noterer det på computeren. 

Det der med rammerne gælder også i hans kreative arbejde, fortæller han senere. Begrænsningens paradoks er kommet ham til gavn. Jo mere snævert et område, han arbejder inden for (cykeltøj), jo mere kreativ bliver han. 

KARL-OSKAR OLSEN BLEV FØDT i en lille flække i Sveriges Småland, midt i et forsøg på at starte forfra. Hans forældre var netop flyttet dertil for at løsrive sig fra nogle dysfunktionelle familierelationer, der tyngede deres liv med Karl-Oskars to ældre søskende i København. De ville starte et nyt og bedre kapitel, og det gik sådan set okay i starten. Men efter noget tid bristede det. 

Fra den ene dag til den anden forsvandt Karl-Oskars mor. Han var fem eller seks år, for lille til at forstå hvorfor, for lille til at få en forklaring. Hun flyttede tilbage til Danmark, og halvandet år efter fulgte familien med. 

I Danmark prøvede hans forældre kortvarigt at samle brikkerne igen, men det varede ikke længe, og nu var det pludselig hans fars tur til at smutte og efterlade Karl-Oskar temmelig rådvild. En aversion mod voksne mennesker og autoriteter tog form i ham. Han syntes, de voksne var nogle ”bonghoveder.” Nogle, man ikke kunne stole på. 

Han var dårlig i skolen, uduelig ligefrem, hans lærer mente, han ville ende op som gadefejer, men Karl-Oskars mor, hvem han boede hos sammen med sin søster (Karl-Oskars storebror flyttede tidligt hjemmefra for at forfølge en karriere som cykelrytter), forsøgte at se lyspunkterne i hans skolegang. 

På bagsiderne af de bøger, han ikke læste, de hæfter, han ikke skrev i, tegnede hendes søn, hvad der lige faldt ham ind. Det var nogle sjove tegninger, syntes hun. 

”Du skal dyrke din kreativitet noget mere, Karl,” sagde hun til ham. 

Da han var 12 år, gav hun sin søn ’Subway Art’ i julegave, en bog om den tidlige graffiti- kultur i New Yorks undergrundsbane i 1970’erne og 1980’erne, og en pakke poscatuscher. Og sådan begyndte hans vej ind i graffiti-miljøet stille og roligt. Nogle nætter, når hun vidste, at Karl-Oskar ville komme sent hjem efter at have malet graffiti, sad hans mor klar med en kande te. 

Men hun var ikke færdig med tilskyndelserne. Cirka otte år senere opfordrede hun sin søn til at søge ind på Danmark Designskole. Så det gjorde Karl-Oskar. Og ind kom han. På linjen ’Rum, møbel og scenografi’.

Årene op til havde ellers ikke været helt lette for Karl-Oskar Olsen. Oprørstrangen var svær at holde nede. Han kunne godt lide at lave ballade, og nogle af hans graffitipåfund endte i erstatningssager og anholdelser. Men da det var ved løbe mest løbsk, trådte hans far til og hyrede Karl-Oskar til at arbejde for sig i sin smedebiks, så sønnen kunne få nogle faste rammer. 

”Det betød rigtig meget for mig,” siger han, ”at mine forældre steppede op i den periode af mit liv. Det var på en eller anden måde også deres chance for at rette op på nogle ting, og den chance greb de.”

I 2002 STARTEDE KARL-OSKAR OLSEN sammen med to af sine bedste venner, Brian S.S. Jensen og Magnus Carstensen, tøjmærket Wood Wood. Wood Wood var drevet af noget ungdommeligt. Den rebelskhed, der før havde givet Karl-Oskar og Brian S.S. Jensen problemer i Roskilde, havde de nu kanaliseret ind i Wood Wood og dens tilgang til omverdenen. Og veletablerede – nej, kæmpe – brands ønskede at være en del af den energi, ønskede at være en del af Wood Woods verden. Nike, Adidas, Barbour, Lego, Disney. 

Alle samarbejdede de med. De kom til Paris, Tokyo, New York. De var lige dér, hvor man gerne ville være, hvis man ville være noget ved musikken. 

”Jeg har altid været begunstiget af, at der er nogle, der har troet på mig og hjulpet mig. I alt, hvad jeg har gjort. Men det kræver, at man opsøger det. Og det har jeg tydeligvis været god til. Vi kunne ikke have lavet Wood Wood uden nogen af os tre stiftere. Men det var mig, der sørgede for at skabe kontakterne, så vi hele tiden var relevante,” siger Karl-Oskar. 

Han var officielt en del af Wood Wood i 20 år. Fra stiftelsen i 2002 til hans farvel i 2022. Men han vidste, at det var slut, før han for alvor gjorde noget ved det. Han sad med til møderne, han tog beslutninger, men mentalt var han allerede et andet sted. Wood Wood og Karl-Oskar var vokset fra hinanden. 

Han havde overladt mere og mere ansvar til de ansatte, ikke i sådan et flip af moderne, flad ledelsesstil, men mere af opgiven- og ligegyldighed, og de sidste par år trådte han helt ud af driften for i stedet at indtage en rolle i bestyrelsen. 

”Jeg kunne ikke finde en årsag til at fortsætte. Jeg var helt mættet af at skulle lave kollektion efter kollektion efter kollektion uden noget formål.” 

Men Karl-Oskar har svært ved at give helt slip på ting. Ikke fordi han er nostalgisk – han dvæler ikke ved fortiden, han er ikke typen, der bladrer gamle billedbøger igennem og sukker over, hvor fedt det var engang. Det er snarere, at han mentalt er videre, før han officielt er det. 

”Der, hvor jeg fungerer bedst, i stort set alle kontekster, er i processen. Jeg kan vildt godt lide at gå ind ad en dør og undersøge, om der er noget, jeg kan tage med tilbage. Men jeg kan ikke finde ud af at lukke døren igen. Det er sådan, jeg er som menneske. Jeg er jo altid på vej et sted hen. Det er én lang proces,” siger han. 

”Jeg har også altid været skidedårlig til at slå op med kærester. Men på et tidspunkt bliver det så åbenlyst, at man ikke kan være sammen længere. Sådan var det med Wood Wood til sidst.” 

Set i bagklogskabens lys skulle det være sket noget før 2022. Han kigger tilbage på det som et ”akavet exit”, og det efterlod heller ikke Wood Wood et bedre sted. To år efter måtte virksomheden bag begære sig konkurs, hvilket var smerteligt at følge med i fra sidelinjen, siger han. 

Den dårlige afslutning har fyldt meget, når han har talt om sin tid i Wood Wood med andre. Men han har forsøgt at sige til sig selv, at det skal være anderledes. De sidste par år skal ikke overskygge, hvor fantastisk en tid det var. 

”Jeg er pissestolt af det, vi lavede. At have været med til at definere en hel generation af unge københavnere og sætte os på verdenskortet. Og jeg kunne aldrig have lavet Pas Normal uden Wood Wood. Wood Wood var en legeplads, hvor vi kunne prøve så mange ting af og lære alle fejlene at kende. Så på den måde står Pas Normals succes på skuldrene af Wood Wood.” 

SVEDEN HAVDE ENDNU IKKE sat sig i huden, benene dirrede let efter opstigningen gennem de 21 hårnålesving. Luften føltes knivskarp i lungerne. Det var ikke første gang, Karl-Oskar Olsen stod der, på toppen af Alpe d’Huez og så ud over dalene, men det var første gang iført dét kit. Pas Normal Studios’ første nogensinde. Der var kun lavet otte, et til hver i vennegruppen, der var nede for at køre motionsløbet La Marmotte i 2013. Kittet var stealth-agtigt, monokromt, antracitgråt. 

Karl-Oskar hang lidt på cyklen, mens han kiggede på en pop-up-butik fra Rapha, datidens regent af high-end, æstetisk cykeltøj, som de havde åbnet inde i Alpe d’Huez’ lille centrum. Han havde altid haft respekt for dem. De havde sat en standard. Men netop derfor var det bemærkelsesværdigt, da han så parret komme gående ud af butikken. De havde to store Rapha-poser i hænderne, men deres blik var allerede låst fast på ham. De gik direkte over til ham. Ingen tøven.

 ”Det der kit,” sagde manden. ”Hvor har du købt det?” Karl-Oskar tørrede sveden af panden. 

”Det kan man ikke købe,” svarede han. ”Det er bare noget, mine venner og jeg har lavet.”

Parret tøvede et øjeblik. Så rakte kvinden ham et visitkort. 

”Hvis I nogensinde producerer flere, så giv os besked.” 

Han nikkede, men sagde ikke noget. Tog kortet og stak det i lommen. 

Lidt efter trillede han ned ad bjerget og fandt Peter Madsen Lange, som han havde mødt nogle år forinden gennem deres fælles passion for cykling. Karl-Oskar fortalte, hvad der var sket. Og han så det med det samme i Peters øjne. 

Nogle dage, efter de var kommet hjem, mødtes de igen og kørte en tur, ”og på den tur aftalte vi at starte Pas Normal Studios,” husker Karl-Oskar Olsen (med i stifterkredsen var også Brian Nygaard og Tommy Petersen).

Pas Normal Studios gik officielt i luften i 2015, mens Karl-Oskar Olsen stadigvæk var en helt central del af Wood Wood. Han havde i årevis forsøgt at få cykling inkorporeret i Wood Wood – grafikker relateret til cykling, skjorter med lommer på bagsiden ligesom på en cykeltrøje – men det ræsonnerede hverken internt hos Wood Woods salgspersonale eller hos kunderne. 

Med Pas Normal var muligheden der pludselig for at beskæftige sig med den sport, han havde brændt for, siden hans far meldte ham ind i Roskilde Cykle Ring som ni-årig (Karl-Oskar vandt sit første løb som 11-årig, sæsonafslutningsløbet til Lejre). 

”Underbevidst var jeg nok mere åben over for, om der skulle ske noget andet, end jeg lige gik og troede. Og nu begyndte jeg at ane en måde til at arbejde professionelt med cykling, med min hobby, hvilket jeg ikke havde troet på var muligt,” siger Karl-Oskar Olsen.

I årene efter voksede Pas Normal Studios og dets platform sig stærkere. Hvad der startede som et con amore-projekt, blev til en reel forretning med støt stigende millionomsætning. En forretning, der siden har fået investeringer fra tunge erhvervsfolk som Henrik Poulsen (tidligere CEO i Ørsted), Morten Hummelmose (tidligere partner og medejer af kapitalfonden EQT) og den italienske Ruffini-familie, der blandt andet ejer Moncler og Stone Island. 

MAN KAN SPOTTE DET med det samme. Hvis du ser en cykelrytter på vejen, og du tænker, at vedkommende ser godt ud – ikke bare stærk, men rigtig sej – så er der en overvejende sandsynlighed for, at vedkommende kører i Pas Normal Studios. Ligesom et velkonstrueret jakkesæt strammer én op og automatisk tillægger bæreren noget flatterende, gør Pas Normals tøj bare et eller andet ved rytteren. 

Snittene, de præcise linjer, men mest af alt er det farverne – de støvede, ofte dæmpede farver, som af og til brydes af noget skrapt – som er Pas Normal Studios’ pièce de résistance. 

”Vi har aldrig været interesserede i store logoer,” siger Karl-Oskar Olsen. 

”Men vi har fra starten af haft et mål om, at folk skal kunne genkende os på afstand. Derfor er vores farvepalette hjørnestenen i vores forretning. Det var der, vi startede med at gøre en forskel. Og sådan skal det gerne blive ved med at være.” 

Nok er Pas Normal Studios på mange måder æstetik i sin reneste form. Men det er æstetik, som folk kan enes og samles om. Og på den måde har det mærkeligt nok forvandlet sig til et af den slags tøjmærker, der er mere end blot et tøjmærke. Det er en identitet og et fællesskab af ligesindede, der flytter sig gennem verdens landskaber med 33 (+/-5) kilometer i timen. En diaspora af velklædte cykelryttere. 

Nogle gange, når Karl-Oskar kører hjem ad Strandvejen, hvor Pas Normal Studios er velrepræsenteret, kan han godt blive ramt af en følelse af, at det simpelthen er for meget. At nu er der for mange, der kører i det. Han nævnte det på et tidspunkt for sin ældste søn, Mons (hans andre børn hedder Anna Bo, Alban og Noam). 

Men det kunne Mons slet ikke forstå: 

”Hvad er der i vejen med dig? Det er da kun fedt,” svarede han sin far. 

Karl-Oskar kan godt se, hvad han mener. Det er jo fantastisk, at så mange er villige til at bruge deres penge på at købe og støtte Pas Normal Studios. Men store drømme eller ej:

”Der er nok en internaliseret jantelov gemt i mig,” mener han. 

HVIS MAN SKAL BESKRIVE Pas Normal Studios’ succes som en taburet, og de to andre ben hedder ’æstetik’ og ’community’, vil det tredje hedde noget i retning af ’virksomhedskultur’. Kærligheden til cykelsporten løber gennem hele organisationen og dens kultur. 

Karl-Oskar vil ikke lægge skjul på, at hans og Peter Madsen Langes faible for cykelsport og alt, hvad der hører sig til, har haft en trickle down-effekt. Fra måden, der ansættes på – elsker du cykling, vil du sandsynligvis blive valgt over den kandidat, der ikke elsker cykling – til cykelsportens præmis, konkurrenceelementet, som også har sin plads at boltre sig på i virksomheden.

Tag bare Pas Normal Studios’ onsdagsture. En fast forankret tradition, der har eksisteret i årevis. På papiret er det en mulighed for alle de ansatte, der har lyst, til at slippe væk fra kontoret og få nogle kilometer i benene, en gestus, der skal være med til at holde balancen mellem arbejde og passion i hævd. 

I praksis er det bare noget lidt andet. Det er konkurrence. Det er hierarki. Det er uofficielle magtkampe, der udspiller sig på landevejene omkring København. En måde at sætte tingene på plads. Hvis nogen har gået og været lidt indebrændte på hinanden, bliver det afgjort her. Og når en ny uge begynder, er regnskabet gjort op. 

For nogle år siden, en onsdag som så mange andre, sad Karl-Oskar i front sammen med en af sine daværende ansatte, Kasper. De skulle føre en gruppe på 20 kollegaer ud af byen og videre ned mod Roskilde. Men der var noget i luften. En understrøm af usagte ting mellem de to. 

De begyndte hver især at skrue op for tempoet. Ingen ord, ingen aftaler. Bare en stille, gensidig forståelse om, at den anden ikke skulle have tid til at hvile for meget på laurbærrene. 

Kilometerne gik, og da der var kørt 20, drejede Karl-Oskar for første gang på turen hovedet over skulderen for at se, hvordan hans kollegaer havde det omme på bagsmækken. Og så gik det op for ham. Gruppen, der havde været 20 mand stærk, var reduceret til tre. Én for én var resten faldet fra. Men Kasper var der endnu. 

Dengang var det sjovt. Det var en del af gamet og kulturen. Men de har forsøgt at skrue ned for det, forsikrer Karl-Oskar. 

”Det har ændret sig ret meget i løbet af de seneste fem-seks år. Der er kommet mere fokus på det sociale på de ture. Før i tiden var det helt klart mere aggressivt. Men qua at vi skal være inkluderende, og at vi ikke skal skræmme folk væk, er det blevet mindre vildt,” siger han. 

Han holder en pause, tænker lidt: 

”Men omvendt er vi rundet af cykelmentaliteten, som på mange måder er lidt old-school, så vi skal stadig huske at bevare nerven. Det er fint nok, at vi er sociale, og at vi er homogene, men der er også nødt til at være noget kant, ellers er det ikke Pas Normal.”

NEDE I BUNDEN af Pas Normal Studios-hovedkvarterets første sal er der et lillebitte kontor. Størrelsen, omkring ni kvadratmeter, på det er næsten en undskyldning for sig selv, men det passer nu Karl-Oskar Olsen glimrende, siger han. Det er hans kontor. Det er her, han kan låse sig inde i dagevis og fortabe eller fordybe sig i tingene. 

På hyldesystemet fra Vitsœ, der hænger på væggen bag Eames-kontorstolen, står alt fra bøger om Bauhaus-design, japanske magasiner og Stone Island-arkivmapper til små skulpturer, en kasse Chateau Phélan Segúr (selvom Karl-Oskar foretrækker italiensk vin) og en halvt tømt rulle chokoladesandwichkiks fra First Price. Men mest iøjnefaldende er mængden af male- og tegnegrej, der har indtaget reolerne. 

Karl-Oskar Olsens tekniske evner begrænser sig til at kunne tænde for computeren, siger han, da vi har sat os på hver side af hans skrivebord. Når han skal tegne eller male eller bare udøve sin kreativitet, er det i hånden, det foregår, med en pensel eller kridt eller en blyant. Han er et analogt menneske, som han siger. 

Lige nu kører han i en Suzuki Jimny med manuelt gear (som princip hører han også kun radio i bilen) og virker oprigtigt tilfreds med, at tiden på mange måder er løbet fra ham. Hans egen rolle rent arbejdsmæssigt har også forandret sig. 

Hvor han før havde hænderne meget nede i designprocessen, har han de senere år mere og mere indtaget en position fra helikopteren, hvor han kan kaste input og små – og større – idébomber ned fra. 

”Mit job er,” siger han, ”at sørge for, at der er en rød tråd gennem det hele.”

Patrick Boje Andreassen, senior designer i Pas Normal Studios, var en af de første ansatte i virksomheden og har således i ni år fra første parket oplevet, hvordan det er at arbejde for Karl-Oskar Olsen. 

”Han er ikke så god til at følge vores processer,” siger han. 

Sagen er den, at Pas Normal Studios, ligesom så mange andre, arbejder med en timeline, som alting religiøst kører efter. Hvis det ikke kører efter planen, kommer der forsinkelser i sidste ende. I designteamet hos Pas Normal Studios plejer de at sige, at én dags forsinkelse er en uges forsinkelse. Og en uges forsinkelse er en måneds forsinkelse. 

”Og for Karl er der ikke nogle designs, der er lukket, før de er produceret og ligger på vores lager. Så han kan godt være god til, på den dårlige måde, at komme i sidste øjeblik og foreslå nogle ændringer. ’Hvad siger I til, at vi skifter alt blåt ud med grøn?’ Eller: ’Kan vi ikke lige tilføje en sort farve?’ Men det er aldrig bare noget, han lige hiver ud af røven. Han har ligesom tænkt over, hvorfor det er en god idé. Og derfor kan vi ikke bare afvise, hvad han siger.” 

Selvfølgelig er det stressende, at tingene kastes op i luften i sidste øjeblik, men Patrick Boje Andreassen finder det på mange måder også inspirerende, fordi det viser, at det, de laver, virkelig betyder noget for Karl-Oskar. 

”Vi vil jo også rigtig gerne have hans input,” siger han.

Udefra set kan Karl-Oskar godt fremstå som en social umulius. Kortfattet i sine svar. Utilnærmelig, grænsende til ligeglad. Og han ved det godt. De seneste år har han ligefrem arbejdet på at blive bedre til at, ja, sige noget. 

For et par måneder siden fremlagde han sin designvision for Pas Normal Studios – der i virkeligheden var en mosaik af billeder fra hans liv og tidligere projekter, som skulle forklare de ansatte hans ophav og den røde tråd gennem hans liv – og efterfølgende var der flere, der kom op for at sige: ’Hvor er det fedt, du siger noget. Vil du ikke godt sige noget mere?’ Og jo, det vil han gerne. 

”Det er bare ikke altid den nemmeste øvelse for mig, fordi jeg er så introvert og til dels socialt handikappet. Men det har været lidt af en øjenåbner at finde ud af, hvor meget det betyder for folk, at jeg rent faktisk åbner munden og ytrer noget. Det skal jeg huske på, for mit arbejde består jo mere og mere af at motivere, inspirere og lede.” 

FOR DE FLESTE, der spenderer tid sammen med Karl-Oskar Olsen, kan det ikke komme som nogen overraskelse, at han er diagnosticeret med ADHD – Attention Deficit Hyperactivity Disorder. Galopperende rastløshed, en manglende evne til at kunne sidde stille, altid i gang, fra projekt til projekt. 

På et tidspunkt – lang tid efter, det havde været en dille – købte han fidget spinners til hele designteamet i Pas Normal Studios, fordi han troede, at det var helt normalt for alle mennesker at sidde og rive noget i stykker eller at åbne og lukke sin telefon under møder. 

”Der måtte vi fortælle ham, at det altså var noget, han kæmpede mere med end os andre,” siger Patrick Boje Andreassen. 

Det var under en parterapisession med sin hustru Annika Zobel Agerled, hvem Karl-Oskar har dannet par med i snart 10 år, at terapeuten foreslog ham at blive udredt for ADHD. 

Mange af de ting, samtalerne tog udgangspunkt i, havde sandsynligvis noget at gøre med, at Karl-Oskar havde en diagnose, som han ikke selv kunne styre, vurderede terapeuten. Karl-Oskar kunne godt se, hvad han mente. Mange af hans venner var blevet udredt for det, og han havde ikke svært ved at se mønsteret gå igen hos ham selv. 

Men omvendt havde han også sine betænkeligheder ved en eventuel udredning, ”fordi det virkede så tidstypisk at blive diagnosticeret med ADHD.” (Ud af de seneste 15 personer, der har været på forsiden af Euroman, er fire blevet diagnosticeret med ADHD i en voksen alder). 

Karl-Oskar endte dog med at takke ja til udredningen. Han foretog blandt andet en læsetest – den samme tekst skulle læses to gange – og svaret var entydigt. 

”Den første gang havde jeg ikke taget pillen, og der lavede jeg 87 bevægelser med min pegefinger og rettede mig selv i håret og sådan nogle små ting. Den anden gang havde jeg taget pillen, og der lavede jeg måske kun seks bevægelser.” 

Det var en emotionel besked at få overrakt den diagnose, husker Karl-Oskar. Et flashback til alle de gange, hvor det nu pludselig gav mening, at han gjorde, som han gjorde. Og selvom, han ikke tager ADHD-medicin i dag, har det virkelig hjulpet ham at få sin hjerne lagt ud sort på hvidt på et stykke papir. 

”Det, at jeg er blevet gjort opmærksom på det, gør, at jeg agerer anderledes. Før kunne jeg zone ud af en samtale efter 30 sekunder, medmindre man virkelig ramte mig, men nu er jeg blevet bedre til at holde fokus på en samtale, selvom den måske ikke interesserer mig helt vildt.” 

DET ER FREDAG AFTEN i slutningen af januar, og der er lige blevet stillet to tallerkener med ragù lavet på kanin på bordet. 

Vi befinder os på Locale 21, en italiensk restaurant med fransk accent, i Københavns Indre By. Det var her, i disse lokaler, at Karl-Oskar Olsen holdt sin 50-års fødselsdag i efteråret. 

En, efter sigende, magisk aften, hvor hans nabo Lis Sørensen kom og sang, og det hele føltes som backstageområdet på Roskilde Festival i 2008, bare i Indre By og på færre kvadratmeter, som en af Karl-Oskars venner begejstret beskrev aftenen efterfølgende. 

Karl-Oskar åbnede ellers aftenen på en mere alvorlig note. Han klingede på glasset og gav sig så i kast med en velkomsttale. En ”selvreflekterende” velkomsttale, som han selv kalder den. 

Han forklarede, hvad han havde brugt de seneste 25 år på, og hvad han havde i sinde at bruge de næste 25 år på. Han undskyldte til dem, han havde glemt på vejen, undskyldte for det utal af relationer – venskaber, forretningspartnere, bekendte – han havde ”fucket op” undervejs på sit vilde ridt. Det har aldrig været bevidst, lod han gæsterne, sin familie og venner forstå. Det var ikke, fordi han ikke gad dem mere. 

”Jeg kommer bare altid til at hoppe videre,” sagde han, mens publikum nikkede genkendeligt til det, de hørte. 

Om det er et tøjmærke, et løbefællesskab (NBRO Running, som Karl-Oskar startede i 2010), et cykeltøjmærke eller en pizzakæde (Corsa Pizza, der laver napolitanske pizzaer og har fire restauranter i København, og som Karl-Oskar også er medejer af): Rastløshed bliver til skabertrang, og skabertrang bliver af og til overfladebehandling og negligering af det, man i virkeligheden har gang i. 

Mange bolde i luften = overvejende sandsynlighed for, at han taber interessen for nogle af dem. Sådan må Karl-Oskar-logikken være. 

Karl-Oskar er med årene blevet bedre til at sætte ord på det, der rumsterer inde i ham, og talen fungerede som en art katarsis. Ikke et opgør med ham selv, men en nødvendig forklaring af, hvem han egentlig er. 

”Jeg har ofte bildt mig selv ind, at jeg stadig havde gang i de ting, jeg havde startet. Men reelt set var jeg hoppet videre til det næste, noget nyt, lang tid forinden. Det er mig og mit liv i en nøddeskal, og jeg forstår virkelig godt, hvorfor det har været svært for folk omkring mig at være i. Det ville jeg gerne adressere,” siger han og tager så en bid af pastaen, som han specifikt har fået skiftet ind i stedet for den gnocchi alla romana, der ellers var en del af aftenens set menu, fordi han havde været så begejstret for ragùen, da han fik den til sin fødselsdag.

FOR FEM ÅR SIDEN flyttede Karl-Oskar Olsen ud af Indre By og til et hus i Charlottenlund sammen med Annika Zobel Agerled (det var også her, de holdt deres bryllupsfest i 2021, og her hvor hans to yngste børn, Alban og Noam, har taget deres første skridt). Karl-Oskar har aldrig prøvet at bo et sted i mere end syv år, men det mønster kunne han godt tænke sig at bryde. 

”Det er lidt af en omvæltning at bo i hus, men det er megafedt. Der er have, og man parkerer bilen og går direkte ind med sine varer. Og så er vi enormt heldige og privilegerede, fordi vi bor for enden af en lukket villavej, så der er heller ikke nogen biler. Ungerne kan lege ude på vejen, og vi har nogle rigtig søde genboer og naboer.”

Han kan godt selv høre det. Der er ikke meget strittende langfinger og Gallagher-attitude over ham længere. Modningsprocessen har for alvor sat ind. Det er et nyt liv, han lever. 

Tæt på naturen – på et tidspunkt talte han med stor fascination om at opleve ”fermenteringen i jordbunden” – som han påstår, han føler sig mere tilpas i sammenlignet med Københavns stenbroer. Om en uge skal han på skiferie med sin familie. 

Turen går til Gstaad i Schweiz – der hvor ingen spørger, hvor pengene kommer fra – hvor de skal besøge en gren af Karl-Oskars svigerfamilie. Naboen i Gstaad er Osama Bin Ladens datter. 

”Så står der bare Bin Laden på postkassen,” siger han. Smiler lidt over surrealismen i dén information.

Sælger han sin andel i Pas Normal Studios, vil han også selv få råd til at købe sit eget hus i snehimlen. Han ejer mellem 20 og 25 procent af virksomheden, altså har han andele for et trecifret millionbeløb med den nuværende værdisætning. Men du skulle se ham, når samtalen falder på penge. Der er ikke et sted, han mindre vil være, end i den samtale. 

Han ved godt, at det er en privilegeret ting at sige, men det huer ham egentlig ikke, at de penge står og blinker ude i horisonten. Selvfølgelig har det altid været målet at skabe en lukrativ forretning, siger Karl-Oskar. Og det er ”nice, flot og dygtigt,” at de er nået til, hvor de er. 

”Men jeg kan jeg slet ikke forholde mig til de penge. Og jeg tror også, at min kreativitet og mit drive vil dø, hvis jeg begynder at forholde mig til dem. Så jeg prøver så vidt muligt fuldstændig at undgå at tænke på et eventuelt beløb, jeg kunne få ud af det. Det er heller ikke, fordi jeg ikke har den samme angst for ikke at levere, som jeg havde før. Jeg vågner stadig op om natten og tænker, om det nu er en god beslutning, jeg har truffet, eller om jeg skulle have gjort noget andet. Pengene får mig ikke til at sove bedre.” 

Der er også noget arbejde forude. Ambitionen er, siger han, at Pas Normal Studios skal blive top-3 i verden inden for deres felt. Ikke nødvendigvis målt på omsætning eller bundlinje, men på brand-værdi. Spørgsmålet er så bare, om det skal være med Karl-Oskar ombord hele vejen?

En af de første gange, vi talte sammen, spurgte jeg, om han mest ser sig selv som designer eller iværksætter. Iværksætter, svarede han tjept. 

Nogle dage efter skrev han i en sms, at han havde tænkt over det. Han ville gerne have lov til at korrigere sit svar. Og så gentog han den frase, han har sagt mere end noget andet i løbet af vores samtaler. 

”Jeg er bare mig. Jeg lever bedst i processen.” 

Han fortalte også, at hvis alt går vel, står han i august for foden af Mont Blanc, klar til at løbe sig selv i stykker. Men først venter der 560 kilometers grusveje på cyklen i Spanien.