Græske vine er lidt sjældne herhjemme. Den slags går man ikke lige ned i supermarkedet efter. Og græske rødvine er sjældne i det hele taget, for i Grækenland laver man faktisk primært hvidvin. De røde græske dyrkes mestendels på carbernet, syrah og merlot, men herefter kommer en række – sjældne – græske druer, der kan spores tilbage til antikken, og som næsten alle er tørkeresistente og modner i kyndige hænder uden skræmmende høj alkohol. Og jo, græske rødvin kan sagtens gøre sig internationalt, vi anbefaler 7 med stor personlighed.
For det første skal du have installeret det græske alfabet på din pc. For det andet skal du skrue op for anvendelsen af z og x og huske – hvis du skal udtale vinens navn – at lægge trykket på tredjesidste stavelse, bortset fra når der er sproglige undtagelser … og dem er der desværre en del af. Navnene er svære at huske, men alle vanskeligheder og hurdler til trods, så venter der dig en kæmpe oplevelse med græsk rødvin.
”Totalt generaliserende”, siger den kritiske læser – og ja, jeg ville aldrig skrive, at der venter en kæmpe oplevelse med italiensk vin eller fransk vin, dels fordi det ville de fleste vide i forvejen, dels fordi der samtidig med alt det gode laves fem gange så meget kedelig, skidt eller ’skraldet’ vin. Sådan er det også i Grækenland, men de færreste har smagt græsk vin bredt og slet ikke rødvin, og så gav nærværende udvalg af mere eller mindre sjældne græske røde sorter en af årets mest interessante smagninger. Derfor deklameringen: Der venter dig en kæmpe oplevelse med græsk rødvin.
Næsten usårlige druer
Annonse
Achilleus var som bekendt usårlig bortset fra hælen, hvor moren Thetis holdt ham, da hun dyppede ham som lille i Styx for netop at usårliggøre ham. Græsk rødvin er ikke usårlig, bestemt ikke, men landets indfødte druesorter er utallige, og de ligner sjældent de mere kendte vest- og centraleuropæiske sorter i udtryk. De er særlige, nogle vil endda sige sære, men i en verden af homogeniseret merlot, chardonnay og cabernet sauvignon og træthed ved cremet tannin, frugtfedme og høj alkohol, bliver efterspørgslen på det særlige større. Verden vil i visse dele af markedet have specialiteter, særlige vine, skøre vine, lette vine, bidske vine og ikke mindst håndlavede vine. Dem har Grækenland, og historiens dybde tæller selvfølgelig ekstra.
Ingen ved det præcis, men man regner med omkring 150 indfødte røde sorter i Grækenland og bortset fra enkelte springture for druerne xinomavro og agiorgitiko til Australien og Sydafrika, er ikke en eneste af de andre græske røde sorter kendt uden for landets grænser.
Det skal være skidt før…
Græsk hvidvin har i mere end et årti løftet sig gevaldigt – kan de røde nu følge med? Græsk rødvins svage punkt var, som i andre tidligere lettere tilbagestående vinindustrier som i Italien og Spanien, sløseri – simpel uvidenhed på den tekniske side, for høje udbytter, for sen høst, for hårdhændet druebehandling, kvasning og oxidation. Da moderniseringen skete gennem 80’erne og 90’erne … og 00’erne, forsvor mange græske producenter de lokale og indfødte druesorter og plantede den globale garde, the usual suspects, og begyndte at købe franske barriques.
Vi kender den samme historie i Italien – og præcis som dér, gik det agurk! Og det er, som om tingene SKAL gå agurk, før moderation kan opstå. Nu tyder meget på, at barrique-anvendelsen er på tilbagetog – hvis træ anvendes, er det typisk i større størrelser, og som andre steder vender grækerne tilbage til betontanke eller går ligefrem helt tilbage til Sparta og Athens storhedstid og genoptager anvendelsen af terrakottaamforaer. Alt tyder på at de græske bystater i Antikken var de første til at systematisere og rangordne vine efter geografisk oprindelse, et sted mellem 1.500 og 2.000 år før de franske cisterciensermunke.
Tilbage til antikken
Annonse
Græsk vins kobling til antikken – de græske guders kendte forhold til vin og omvendt – har sat landets småproducenter af håndlavet rødvin i noget nær samme boks som Georgiens, og flere af de nedenstående vinbønder har opnået kultstatus på London og New Yorks vinbarer, specielt dem, der hepper på usvovlede eller ’sjove’ vine.
En verdensomspændende trend for rødvinsproduktion er helklasegæring, og Grækenlands dygtigste producenter har også taget den til sig. Igen er der reelt tale om en tilbagevenden til gamle, antikke metoder, nu blot med teknisk viden om, hvad der sker, og hvordan det kontrolleres.
Vi kommer heller ikke uden om den globale opvarmnings begyndende piner og plager for de græske øer og det græske fastland, men her viser det sig heldigvis også, at de gamle indfødte sorter har relevans. I modsætning til syrah, cabernet dit og dat og merlot er næsten alle de græske røde sorter tørkeresistente og modner i kyndige hænder uden hysterisk høj alkohol.
Græsk vin er hvidvin
Grækenland har i dag omkring 67.000 ha vinmarker, og langt de fleste er fulde af grønne druesorter. Kun 27 % udgør rødvinsproduktionen, og ser man bort fra vældige arealer med cabernet, syrah og merlot, så hedder den øjeblikkelige rangliste agiorgitiko, mavrodaphne, xinomavro, mandelari, liatiko, mavrotragano og limniona. Og allerede fra mandelari og bagud må druerne betegnes som sjældne.
Agiorgitiko fylder 3.500 ha, mens mandelari kun dækker 800 og mavrotragano dækker ca. 50 hektar, som næsten alle er på den lille vulkanø Santorini. Sådan er det med flere af sorterne; de knytter sig til et meget lille geografisk område, ofte en øgruppe eller sågar en enkelt ø, hvor afsondret landmandsliv har sikret druens overlevelse, nogle steder endda på originale rødder.
Langt de fleste demarkerede vinområder befinder sig i det, man kalder bjerg- eller semibjergegne. Decideret højlandsvindyrkning er meget mere almindeligt i Grækenland end i eksempelvis Italien og Frankrig, og det giver generelt mere vindudsatte vinområder, hvor friskheden kan være forbløffende.
Annonse
Græsk nebbiolo
Bortset fra Santorinis berømte rene smuldrende vulkanske jord er de dominerende jordbundstyper erosionsbaserede skråninger og næringsfattige mere forvitrede grundfjeldsprægede. Grækenland har 34 PDO’er (protected designation of origin svarende til fransk AOP) og mere end 100 PGI’er (protected geografical indication svarende til Italiens IGT/IGP) – nogle af dem kendes måske fra supermarkedshylderne, ikke mindst Nemea på Peloponnes, hvor nogle af landets store huse som Gaia og Skouras har haft succes med pæne, polerede og varmblodede rødvine på agiorgitiko (g’erne udtales som j, og husk tryk på tredjesidste stavelse).
Netop den drue kan give uimodståelige friskfyrsagtige letheder, min egen favorit – og mere heftigt strukturerede vine, men der er stadig problemer med fadhåndteringen generelt. Vi glemmer her de larmende og beskidte udgaver, som stadig findes.
De er dog for vand at regne sammenlignet med landets store strukturmester xinomavro, sent modnende, raspende tannisk og syrepræget, og det er ikke tilfældigt, at markedsføringsblinde producenter og forsimplede formidlere sammenligner den med nebbiolo: Vi bliver nødt til at have fat i noget, vi kender!
Xinomavro hører til i græsk Makedoniens højland, hvor specielt de to appellationer Naoussa og Aminteo viser verden ægte særlighed. Forestil dig nebbiolo flyttet til Ribera del Dueros vindblæste højslette – beklager relativeringen til mere kendt stof.
Græsk pinot noir
Limniona er så til gengæld Grækenlands pinot noir, selvom den smager helt anderledes, mens den ekstremt sjældne fokiano fra de ægæiske øer også er i den lyse afdeling, men til gengæld trækker en del alkohol.
Ude på Kykladerne og specielt på Santorini vokser mavrotragano med de udtalte læderindslag sammen med mandelaria, landets dybest farvede druemost, og tilbage på Peloponnes vokser landets næstmest plantede røde sort, mavrodaphne, der altid har fløjlstannin.
Kreta har sin egen specialitet, liatiko, der i stigende grad gøres til bordvin, moderat farvet og med lav tannin, hvor den tidligere var klart kendt for søde udgaver baseret på soltørrede druer.
Med den tildelte plads kan der kun være plads til introduktion til så stort et emne, men her er syv særdeles personlige og stærke udtryk for lige så mange sorter og geografier, og som det fremgår må man til specialhandlen for at finde dem – men gør det nu!
Andrea Kontozisis og Aphrodite Tousia holder til i landsbyen Karditsa, hvor 11 hektar drives økologisk. I starten havde Andrea kun lokal afsætning og opbakning i mange år og så pludselig succes og eksport til New Yorks vinbarsscene. Han laver ikke-svovlet limniona på ren ståltank med helklasegæring og maceration i 30 dage og selvfølgelig uden tilsætning af selekteret gær. Du får med A-Grafo en magisk oplevelse, hvor alle grundfæstede ideer om sammenhæng mellem farve, lugt og struktur vendes på hovedet. Mørkmættet og rødviolet. Inciterende og indtagende næse med røde bær, viol og sumak, mens smagen er markant syrlig, skarp kontant og mundvandsprovokerende. Eftersmagen har hostesaft, C-vitamin og kinabarkudtræk. Og nej, denne limniona er ikke bourgogne.
Panayiotis Papagiannopoulos laver naturvin specifikt til den internationale scene med udgangspunkt i ret moderne produktionsfaciliteter på Peloponnes. Rustfri stål lyder af højteknologi, men der tilsættes hverken gær eller sulfit til denne agiorgitiko, som udelukkende er baseret på free-run-juice. Markerne ligger i 750 meters højde – udtrykket bliver køligt heroppe. Tillad mig endnu en sammenligning … nærmest som naturbeaujolais, fuld af sure kirsebær, slåen og abrikoskernemos og friskhed med lille landlig tone. Intet forstyrrende fad, og det skal den have ros for. På tungen bider syren og skindtannin, og medfølgende lille bitterhed holder strukturen. Cool og fyrig, sprælsk og læskende.
Mavrotragano er stadig en sjældenhed på trods af relativ revival på Santorini, men alle satser på de hvide kendisser assyrtiko og aidani. Stokkene vokser i den karakteristiske koulouri-form, foldet rundt om sig selv i kurveform i lavninger for at beskytte mod vind og ikke mindst udnytte den sparsomme dug, der falder om natten, og som gennem hele vækstsæsonen er noget nær den eneste vandtilførsel planterne modtager. Hatzidakis spontangærer på gamle træfade. En herligt bondsk stil, sorry Hatzidakis. Dyrisk og landlig overtone med tenderende overmoden likorøs frugt nedenunder. Den holder 14,5 %, og det fornemmes, men det er på den anden side ikke for meget. Dyb frugtmættet kerne omringet af bister syre og uendelig tannin. Fremragende og kraftfuld.
Atlantis 2016, Argyros, Santorini PGI Cyclades
90 point
109,95 kr. v./12 fl.
Argyros laver i min mund nogle af de bedste assyrtiko-vine fra Santorini, men kan også på den røde side. Her er det de to lokale mandilaria og mavrotragano, som blandes i forholdet 90/10 og får seks måneder på franske tonneaux. En duft af dybe sorte bær, brombær og kærnemælkstoner suppleres af lavendel og viol. Jeg kunne nemt have sendt den til Spanien ved blindsmagning, men der sker noget med tanninen, som ikke er spansk. Et eller andet urvinøst træder frem – en forbavsende syre trodser det brandvarme ophav og garvesyren nipper blidt i gummerne. Der kommer endda stenede kalkede toner med luft. Sikke en pris!
Pithari 2017, Afianes Wines, PGI Ikaria
93 point
429 kr.
Maria og Nikos Afianes laver antikveret vin sammen med børnene Konstantinos og Eftychia, og her mener jeg antikveret som i koblet til antikkens druer og metoder. Økologisk og biodynamiske principper anvendes i marken, og fokiano-druerne kommer fra stokke på terrasser på øen i Ægæerhavet, og den vinificeres i stenpresse. For 10 år siden ville de fleste løbe skrigende bort fra så lys en farve, ovenikøbet tåget. Nærmest orange, lidt som poulsard fra Jura. Klart vildgæret og usvovlet udtryk, blodappelsinkompot, tyndt blandet usødet tranebærsaft, sumak og min fars Rød Orlik-tobak. Smuldret terrakotta på tungen, murervand og koldtrukket kaffe. Free spirit, og det er fantastisk!
Orgion 2017, Sclavos Winery, PGI Slopes of Aenos, Kefalonia
91 point
269 kr.
Ren mavrodaphne fra Evriviadis Sclavos’ hænder og de kalkholdige seks hektar skråninger på Kefalonia. Stokkene er op mod 100 år gamle og dyrkes selvsagt biodynamisk, og fremstillingsidealet er minimal menneskelig indflydelse. Sorten var indtil Sclavos’ version kun kendt som sød rødvin, og den gærer og lagrer på træfade. Røg, koks og aske, drysset hen over slåen, enebær og gojibær. Har slet ikke de andre druesorters syre, men har tannin og mild bitterhed som taurasi eller madiran. Man skal være til riv og rusk i munden med Orgion – eftersmagen er som højkvalitetschokolade med maksimalt kakaoindhold tilsat … ja, zoologisk have.
Xinomavro Young Vines 2016, Thymiopoulos Vineyards, PDO Naoussa
92 point
169 kr.
Komplet anderledes udtryk for både xinomavro og Naoussa i det nordlige Grækenland. Apostolos Thymiopoulos gærer druerne fra unge vinstokke på stål med stilkene og får ikke tilføjet det ofte lidt rustikke og grovkornede udtryk til xinomavro, som i sig selv har både tannin og syre. Druerne kommer fra usprøjtede vinmarker, og hvis vi nu SKAL sammenligne med nebbiolo, så svarer stilen her til langhe nebbiolo, men fra traditionalistproducenter. Den forventede transparens og antydet brunende kant er som forventet. Den har kun 13 %, men vildt moden dieseltone i næsen krydret med røg, timian og gærende kål – bærrene er ribsrøde. Opstrammet og tætpakket smag, slank struktur med vældig syre og tanninbid som italiensk aglianico.
