Det er tid til at hoppe i de hvide rør, og vi har fundet et rigtig godt par

Et håndmalet læderbælte, en keramiklysestage og brede garbadine-bukser er blandt de ting, vi ønsker os i april.

Offentliggjort

1. Bjørnetøj

’Paddington 2’ med Brendan Gleeson som hårdkogt fængsels-kok, Hugh Grant som anløben storcharmør og den smukkeste pop-op-bog-montage, vi kan erindre, er den bedste familiefilm nogensinde. Rowing Blazers er enige og har her skabt en skjorte, som på papiret er fjollet, men i virkeligheden tilfører din garderobe lidt tiltrængt humor. 

Oxford-skjorte med Paddington-broderi til 1.550 kr. hos rowingblazers.com.

2. Puttekasse

Det har taget os alt for længe at omfavne det gode gamle børne-oprydningskneb med at stuve alt ned i en kasse, færdigt arbejde. Nok fordi, vi ikke har ejet en pæn nok kasse. Det kan slutte her, hvor John Jarvis serverer en herlig, Aalto-inspireret kube i kirsebærtræ med duehalesamlinger – et ord, der faktisk er nok til, at vi bare betaler. Vi er nemme. 

Opbebevaringskasse i kirsebærtræ til 920 kr. hos alterior.ca.

3. Bæltedyr

Foråret pønser på at vise tænder, og der skal lidt spræl ind i vores vintertrætte klædeskab. Fx i form af dette håndmalede læderbælte fra de argentinske bohemechik-mestre Fields Outfitting. De har hyret en kunstner fra Jujuy til at hånddekorere et begrænset antal håndsyede bælter og tænk, at al den kunnen og charme kan tilvejebringes for en lille tusse.

Håndmalet læderbælte til 1.050 kr. hos fieldsoutfitting.com.

4. Blæst

Hvis du kan lide jazz, vil du elske det her; tenorsaxofonisten Sonny Rollins’ notesbøger fra dengang, han ville udvide sit repertoire, undgå inerti, og besluttede, at det skulle gøres ved endeløse improvisationssessioner på Williamsburg Bridge. Et mesterstudie i, hvad det kræver at blive den bedste nogensinde.

’The Notebooks of Sonny Rollins’ af Sonny Rollins til 150 kr. hos saxo.com.

5. Karmaman

Mere jazz! Vi drømmer nemlig om, at vores forår bliver lige så vildt voksende, legende og frit, som Pharoah Sanders lyder på sin definitive indspilning ’Karma’. Første nummer, ’The Creator Has a Master Plan’, er godt 19 minutters messiansk jazzvækkelse med afsæt i John Coltranes ’Acknowledgement’, og Leon Thomas’ herskervokal er som lind honning i dine øregange.

’Karma’ af Pharoah Sanders til 320 kr. hos moby-disc.dk

6. Stagemage

Vi har sjoflet lysestagen længe nok. Ud med kedelig storcenterkeramik og ind med lidt fransk, flamboyant fejlagtighed. Designvennerne Ivan Pericoli og Benoît Astier de Villatte har siden 1996 håndrejet og -glaseret sort terracotta-ler efter romersk forbillede med organiske former, svungne detaljer og laden fem og syv være lige. Vi vil have det hele!

Keramiklysestage til 1.390 kr. hos astierdevillatte.com.

7. Dolomitdronning

Det er ikke for sjov, at Cortina D’ampezzo bliver kaldt ’Dolomitternes Dronning’. Siden bjergbyen beværtede vinter-OL i 1956, har det været yndet tilflugtssted for Italiens – og verdens – rige, smukke og berømte. De højbårne vidste det længe før, og det er dem, vi besøger her. Alle de overdådige slotte, gårde og malgas dit italienske hjerte begærer.

’The Queen of the Dolomites’ af Servane Giol til 550 kr. hos amazon.co.uk

8. Brede rør

De perfekte cremefarvede forårsbukser er landet. Selvfølgelig med venlig hilsen fra Margaret Howell, som gudskelov har genfundet et lysere lærred, og som vi derfor lige benytter lejligheden til at bemærke følgende om: Ligesom NBA bare er federe, når L.A. har et godt hold, så er modebranchen mere i vater, når Howell fyrer på alle cylindre. Som her.

Brede gabardine-bukser til 2.800 kr. hos margarethowell.co.uk.

9. Vaseekstase

Dit gulv mangler vaser. Der er forårsrengjort, så trægulvene pulser, det er nu, det skal være. Hvilket held, at Italiens fremmeste fajanceforhandler, Ginori 1735, netop har scoret et parti blændende gulvvaser frembragt af ingen ringere end Gio Ponti, hele støvlelandets designfader. Du skal være hurtig, salig signor Pontis varer bliver ikke længe på hylderne. 

Gulvvase af Gio Ponti til 7.275 kr. hos ginori1735.com.

10. Chore-core

Når bundsolide Campbells udvider produktsortimentet til andet end verdens fineste uldvarer, så er det, fordi de har gjort sig umage med afstikkeren. Se bare her: En gartner-chorejakke med fem udvendige lommer, tre indvendige ditto og stropper til at holde det lille kanvasværktøjsbælte, der selvfølgelig hører med. Man går jo ikke i haven for sjov, vel?

Gartnerjakke til 3.500 kr. hos campbellsofbeauly.com