Årets vigtigste ur-messe er i gang: Her er tre nyheder, der er værd at holde øje med

Euromans ur-redaktør er på Watches & Wonders i Geneve, og her giver han et indblik i tre nyheder, som gjorde indtryk.

Offentliggjort

Raymond Weil ’Millesime Automatic Central Seconds’

35 mm. Pris: 14.500 kroner.

Dette ur så jeg på håndleddet af en makker, der også var inde at se Vacheron Constantins nyheder. Jeg synes, det ser helt fantastisk ud. 

Designet er virkelig flot, og det er et ur, der ser ud af meget mere, end det egentligt er. Men hey, det behøver ikke koste en million at ligne én. 

Uret har en lækker vinrød sektorskive, central sekundviser og rosaguld PVD i rustfrit stål. 

H. Moser & Cie ’Enedeavour Centre Seconds Purple Enamel’

40 mm, stål og automatisk urværk.

Det er ikke uden grund, at H. Moser & Cie´s slogan er 'Very rare', for der laves ikke mange af deres ure. Og det er superflabet, at de ikke har deres logo på skiven. 

Denne perle af et ur har en fantastisk karismatisk lilla urskive, smedet af lag af finknust emalje på en hvidguld baggrund. Det er såkaldt Grand Feu-håndværk i topklasse. Jeg har allerede døbt det Prince-uret. 

Det er ikke limiteret og kan bestilles til den nette sum af 212.000 kroner her.

Gerald Charles ’Maestro GC Sport Tennis’

39 mm. Pris: 148.950 kroner.

Verdens nok mest kendte urmager gennem tiden, Gerald Genta, grundlagde inden sin død sit eget mærke, Gerald Charles, som i år fejrer 25 års jubilæum. 

Det markerer de blandt andet med dette drøn af et sommerhus, inspireret af tennissporten, hvilket nok er ret tydeligt. 

Dette limiterede ur (200 styk) med titaniumkasse og en gul skive med kornet tekstur. Det er inspireret af moderne tennisæstetik, og uret kan prale af 5G-chokmodstand, vejer kun 64 gram og har en venstre krone for at forhindre gnidning under kampe. Værsgo og spil!