Iben Albinus: "Jeg troede, at jeg skulle skrive en romantisk komedie, for det var det, de fleste kvindelige manuskriptforfattere gjorde"

Jeg begyndte at læse ret tidligt, som syv-otteårig. Jeg læste alt, hvad jeg kunne komme i nærheden af – tegneserier, Astrid Lindgren og Ole Lund Kirkegaard. Det var før streaming. Hjemme hos os blev fjernsynet ikke tændt før klokken 18.30. Jeg husker følelsen af at læse mig igennem en sommerferie, fordi jeg var optaget af en serie på 10 hestebøger. Den første store bogoplevelse fik jeg som 12-årig med ’Åndernes hus’ af Isabel Allende. Den var svær at komme i gang med, men da jeg gav den en chance, blev jeg suget ind i et univers af eventyr, historie og politik i Chile. Jeg drømte dengang om at blive korrespondent i Sydamerika.

Jeg uddannede mig som manuskriptforfatter og har læst uendelig mange fagbøger. Jeg er særligt glad for ’The 21st Century Screenplay’ skrevet af britiske Linda Aronson. Jeg opdagede, at Linda tog elever og betalte for to års privatundervisning hos hende. Hun lærte mig at lege med dramaturgien og at klippe fortællingen op og sætte den sammen på ny som i ’Crash’, ’Traffic’ og ’Pulp Fiction’. Det fik kæmpe betydning for mig, da jeg fik idéen til at skrive romanen ’Damaskus’. Jeg troede først, at jeg skulle skrive en romantisk komedie, for det var det, de fleste kvindelige manuskriptforfattere gjorde, men Linda Aronson opfordrede mig til at gøre lige præcis, hvad jeg havde lyst til. Hun var en vigtig læremester for mig, som havde min ryg, og jeg besluttede mig for at skrive en plotmæssigt kompliceret politisk thriller.

En anden roman, der fik stor betydning for mig, er ’Den standhaftige gartner’ af John le Carré. Jeg så den først som film, derpå læste jeg filmmanuskriptet, og til sidst læste jeg romanen. Romanen handler om en stilfærdig diplomat, der sætter sig for at opklare mordet på sin kone i Nairobi. Det er en kærlighedshistorie og en detektivhistorie – den har hele pakken. Det er den type bøger – politiske trillers – jeg helst vil læse, og derfor valgte jeg selv at skrive i den genre.

Under researchen til ’Damaskus’ har jeg interviewet tidligere kilder i Forsvarets Efterretningstjeneste og diplomater, læger, sikkerhedsrådgivere og udenrigskorrespondenter, foruden selvfølgelige en hel del syrere, som er flygtet fra landet. Romanen handler om en dansk og en syrisk kvinde, hvis venskab sættes under pres, da de havner på hver side af konflikten i Syrien i 2011. Den har været seks år undervejs. Jeg har skrevet om og om, indtil jeg var tilfreds. Det er en fantastisk følelse at være i mål med den.

Murakami har sagt, at når man læser, lærer man at være i sit eget selskab. Den glæde har jeg gerne villet give videre til mine børn. Jeg har gjort en kæmpe indsats for, at de skal blive læsere. Da mine drenge var 10 og 7, slæbte jeg en kurv med gamle Anders And-blade og Jumbobøger med på biltur til Italien. Det virkede. Når vi gik hjem fra en restaurant, gik de under gadelygten med næsen begravet i hver deres Jumbobog.