Yahya, Robert og Pierre-Emile tager over

Yahya, Robert og Pierre-Emile tager over
Offentliggjort

Vi, altså Euroman, har en vis rutine med mærkedage, så da vi skulle planlægge vores jubilæumsudgave nr. 250, besluttede vi os for at flytte fokus fra os selv og vores bedrifter til fremtiden: Lad os hylde de danske drenge og mænd, der kommer til at tegne samfundet i årene, der kommer. Vi landede på tre sikre navne, der har talent og ambitioner til fælles, og derfor kan du også vælge mellem tre forsider af det nye Euroman, der rammer kioskhylderne i dag:

Yahya Hassan, Robert Mærsk Uggla og Pierre-Emile Højbjerg.

Vi tager med Yahya Hassan til Helsinki, hvor han forsøger at passe sin internationale karriere, et års tid efter at den 19-årige digter oplevede danmarkshistoriens vildeste gennembrud. Vi møder den jævnaldrende Pierre-Emile Højbjerg på hjemmebanen i Bayern München, hvor landsholdsspilleren i fodbold viser rundt blandt verdensstjernerne i storklubben. Og endelig kan du lære Robert Mærsk Uggla bedre at kende i vores portræt: Han er som barnebarn af Mærsk Mc-Kinney Møller så småt kørt i stilling til at overtage verdens største shippingfirma.

Alt det kan du læse om i det nye Euroman – uanset hvilken forside du vælger, for indholdet er det samme i alle tre udgaver.

I Euroman nr. 250 finder du også det hidtil mest ærlige interview med Peter Linck, Euroman og Dagbladet Dagens bagmand, som i dag er personligt konkurs med en gæld på 200 mio. kr. Og du kan finde en guide til 250 gadgets og andre godbidder samt møde Anders Fogh Rasmussen, Nikolaj Lie Kaas og Danica Curcic og rigtig mange flere.

God læselyst – og tillykke med jubilæet til alle læserne!