Jørgen er Danmarks ældste fodbolddommer: ”Det handler om ikke at gå i stå”

”JEG KAN SIMPELTHEN IKKE huske, hvor jeg har gjort af det,” lyder det inde fra Jørgen Guldbergs hjemmekontor.

Han er på jagt efter det bevis, han blev tildelt, da han for snart en menneskealder siden færdiggjorde DBU’s kursusuddannelse til fodbolddommer. Han er sikker på, at han har det liggende et sted.

Ude i køkkenet, hvor jeg befinder mig, er der klinisk rent. Sådan er det faktisk i hele det lysebrune parcelhus i udkanten af Fredericia. Det bærer præg af, at her bor nogen, der godt kan lide at holde styr på sagerne.

Jeg kigger mig lidt omkring i huset, som bortset fra køkkenet er belagt med gulvtæpper alle vegne. De fleste møbler er lavet af mørkt lakeret teaktræ, og overalt på væggene hænger romantiske billeder af gamle landskaber i guldrammer. Græsset i haven står snorlige. En lille robotgræsslåmaskine kører rundt og hygger sig på plænen.

”Jo, her var det minsandten,” siger han på brummende jysk, da han kommer tilbage og overrækker mig et lille blåt fold-ud-kort fyldt med ulæselig skråskrift i.

Kortet er beviset på, at Jørgen Guldberg netop har rundet 50 år som certificeret fodbolddommer. Ifølge DBU er der cirka 3.300 registrerede af slagsen i Danmark, og Jørgen er med sine 87 somre den ældste af dem alle sammen.

HVER ENESTE MORGEN vågner Jørgen af sig selv klokken 07. Det første, han gør, når han træder ud af sengen, er at sætte en kande kaffe over. Det er filter – rød Merrild, uden mælk i. Når kaffen er klar, tager han den med ind på sit kontor, hvor han løser fem kabaler på computeren. Det, har han fået at vide, er godt for hukommelsen.

De fleste formiddage bruger han tiden på at ordne have og holde hus. Om mandagen går han til ældredans, om onsdagen går han til cirkeltræning, og om torsdagen til folkedans. Han har altid haft en god restitution, så det er intet problem at være aktiv flere dage i træk.

Han støtter de lokale Fredericia-klubber, hver gang de spiller på hjemmebane, og det er lige meget, om det er i håndbold eller fodbold, så står han på tribunen. Han er generelt ikke så glad for alkohol, men når han ser fodbold, hvilket altid er med hans søn, barnebarn og hans tidligere svigersøn, plejer de at dele seks øl. Så får man nemlig lidt mængderabat, og der er lige halvanden til hver.

Jørgen spiser tre måltider hver dag. Til morgen får han ristet rugbrød med honning eller hindbærsyltetøj. Til frokost spiser han fire rugbrødsmadder – det kunne være en med sild, en med torskerogn, en med røget laks og en med leverpostej. Uanset om det er til morgen eller frokost, er det Signaturbrød fra Schulstad. Jørgen er ikke så glad for at læse, han kan bedre lide at spille på sin iPad. Han holder dog en enkelt avis – Fredericia Dagblad, og den skimmer han hver dag over frokosten.

Til aften er det noget med sovs og kartofler. Han kan bedst lide oksekød, men han ved også godt, at det er det, man helst ikke må spise for de unge, så han prøver så godt, han nu kan, at holde sig fra det.

Jørgen bor alene, for hans kone døde for syv år siden. De mødte hinanden en sommernat på dansestedet Ambassadeur i Aalborg, da de var i start tyverne, og de holdt sammen lige til det sidste.

Han har siden da haft en enkelt veninde. Hende mødte han til folkedans, og de kom efterfølgende sammen i tre år. Men hun var 17 år yngre end ham, og den forskel viste sig i længden at være lidt for stor.

”Jeg kunne i sidste ende ikke helt tilfredsstille hende,” siger han og trækker let på både smilebåndet og skuldrene.

SOM 12-ÅRIG BEGYNDTE Jørgen til fodbold. Inden da var han i flere år blevet mobbet. Han var nemlig flyttet til Aalborg fra Brønderslev og snakkede jysk på en helt anderledes måde end de andre børn. Men da han begyndte at spille fodbold, ændrede tingene sig. Også i skolegården.

”Jeg var god til det, og derfor blev jeg accepteret i fællesskabet,” fortæller han hen over bordet i det klinisk rene køkken.

”Tekniker har jeg aldrig været, men jeg var en robust og hurtig spiller dengang. Jeg har også altid været den, der havde det gode overblik.”

Efter nogle år i militæret gik Jørgen i købmandslære. Efterfølgende arbejdede han en årrække som købmand i Aalborg, men vendte så snuden mod Fredericia, da han fik tilbudt et attraktivt sælgerjob.

I næsten hele Jørgens arbejdsliv, mere præcist i 36 år, arbejdede han som sælger for Colgate. Her kørte han land og rige rundt i sin champagnefarvede Mazda og sørgede for, at ingen danske købmænd manglede den kraftigt smagende tandpasta på hylderne.

Men op igennem hele Jørgens ungdom og tidlige voksenliv var fodbolden altid en gennemgående rød tråd.

”Jeg stoppede med at spille fodbold, da jeg var 36 år, og begyndte at spille lidt badminton i stedet. Men jeg savnede det for meget og havde brug for at vende tilbage til fodbolden på en eller anden måde. 24. april 1974 dømte jeg min første kamp,” siger han.

”Jeg ved ikke præcist, hvor mange kampe jeg har dømt, men jeg vil skyde på mellem 3.500 og 4.000. Da jeg var yngre, dømte jeg omkring 80 kampe om året, og nu ligger jeg på en 30-40 stykker.”

Hvad var det, der var så fedt ved at dømme fodbold?

”Jeg har simpelthen bare altid godt kunnet lide det. Jeg har aldrig haft problemer med spillerne på banen, og hvis der alligevel er opstået noget, har jeg hurtigt fået lagt det ned og sørget for, at det ikke er eskaleret. Jeg har altid haft det godt med de fleste mennesker. Vi lærte dengang, at i de første 10 minutter tager man temperaturen på kampen og sætter en passende linje. Det har altid hjulpet mig at tænke på den måde.”

Er der noget, der er blevet sværere med tiden?

”Jeg synes, at der mangler et bedre sprog for det her med, om noget er forsætligt eller uforsætligt. Alle de her hånd på bolden-situationer, der bliver dømt i dag, de er ubevidste. Det kunne jeg godt tænke mig, at der var nogle klarere regler for. Hvis bolden rammer hånden i dag, skal der jo næsten altid dømmes straffespark, og det, synes jeg, er en skam.”

Hvilke kvaliteter skal man besidde for at kunne blive en god fodbolddommer?

”Det vigtigste er, at man har et roligt væsen og gerne en udstråling af lidt myndighed. Og så skal man kunne tale klart og tydeligt, så spillerne ikke er i tvivl om ens intentioner.”

I DAG ER DET onsdag, og som på så mange andre onsdage skal Jørgen dømme en fodboldkamp. I aften er det en kvindekamp mellem Taulov IF og Vonsild FK i den jyske C1-række. Det foregår i Taulov, lidt uden for Kolding.

Er der stor forskel på at dømme mænd og kvinder?

”Kvinderne er som regel lidt sødere ved hinanden, så jeg regner ikke med, at der bliver de store problemer.”

Der er cirka en halv times kørsel fra hjemmet på Honoresvej i Fredericia, og han skal være klar på banen et kvarter før kampstart.

Jørgen klæder efterhånden altid om hjemmefra, så den lysebrune polo og de pæne cowboybukser bliver skiftet ud med en klassisk dommerdragt fra Diadora. En lille flaske vand og en klase bananer gøres klar til bilturen. Og så er det ellers afsted i den champagnefarvede Mazda.

”Jeg varmer ikke op, men jeg skal lige være der lidt før, så jeg kan tjekke, at der ikke er nogle huller i målnettene og sørge for, at alt ser ud, som det skal,” fortæller Jørgen.

Klokken 18.45 står han klar ved sidelinjen og venter på, at en anden kamp bliver spillet færdig, så han kan komme ud og inspicere banen. Da kampen bliver fløjtet af, hilser han på sin dommerkollega, en herre, der heller ikke er helt ung længere. De får en kort sludder – noget à la: ”Nå, så du er også i gang i aften – god kamp!” og et venskabeligt klap på skulderen.

Kampen forløber, som den jo angiveligt plejer for Jørgen; uden de store problemer. Der spilles syvmandsfodbold, og han kan faktisk nøjes med at gå et par meter frem og tilbage hen over midterlinjen. Hans falkeblik dækker hele banen derfra.

Det eneste, som med skeptiske øjne kunne kaldes småproblematisk, er, at han en gang imellem har svært ved at høre tilråbene fra sidelinjen. Når de to trænere gerne vil skifte ud, bliver de nødt til at få en spiller til lige at løbe hen og prikke Jørgen på skulderen.

Opgøret ender 2-2, og Jørgen kan notere sig endnu en kamp i bogen.

I BILEN PÅ VEJ HJEM til Fredericia fortæller Jørgen, at han skal hjem og strække lidt ud, og så laver han sig nok bare et spejlæg til aftensmad. Ingen sovs i dag.

I morgen kommer der rengøring klokken 11, men ellers er der ikke så meget på programmet. I overmorgen skal han til folkedans, og på fredag skal han ind og se håndbold.

Jeg spørger Jørgen, hvordan han har kunnet blive ved så længe.

”Jeg tror, hemmeligheden er, at jeg har dyrket motion og altid har holdt mig i gang. Nede bag ved mit hus har jeg en lille skov, hvor jeg af og til løber en lille tur. Det handler om ikke at gå i stå, men om samtidig heller ikke at lave for meget. Det er en balance.”

Vi drejer af hovedvejen og sætter kursen mod hjemmet i Fredericia, inden han fortsætter.

”Tiden, hvor jeg skal stoppe, nærmer sig nok lige så stille, og det er der ikke noget at gøre ved. Jeg tager et halvt år ad gangen.”

Det kan godt være, at Jørgen ikke har ret mange år tilbage som fodbolddommer. Men hvis alt går, som det plejer, vågner han klokken 07 i morgen. Så træder han ud af sengen og sætter en kande kaffe over. Det er filter – rød Merrild, uden mælk i. Når kaffen er klar, tager han den med ind på sit kontor, hvor han løser fem kabaler på computeren. Og på onsdag skal han ud på grønsværen igen.