Stort jubilæum: Denne skiløber var så overlegen, at reglerne måtte ændres, så han ikke vandt det hele

DET HELE BEGYNDTE den 17. december 1974. Årets World Cup i slalom foregik i Madonna di Campiglio i Italien. Den dengang blot 18-årige Ingemar Stenmark, en genert, fåmælt ung mand, gjorde sig klar til at sætte af fra toppen af bjerget. 

Få minutter senere havde han danset sig ned gennem portene på vej mod sin første World Cup-triumf – i et tempo og med en angrebsiver, som verden aldrig tidligere havde set lignende.

Næsten 15 år senere, den 19. februar 1989 i Aspen i Colorado, hentede Ingemar Stenmark sin 86. World Cup-sejr. Derimellem havde han ryddet al konkurrence af vejen og blandt andet vundet to guldmedaljer ved OL i Lake Placid i 1980 og tre verdensmesterskaber og havde sat sig tungt på tronen som verdens bedste skiløber nogensinde. 

Faktisk var han så overlegen, at han i årene 1976, 1977 og 1978 vandt den samlede World Cup med så stor margin, at FIS, det internationale skiforbund, besluttede sig for at ændre reglerne, så han ikke skulle kunne løbe så let med det hele.

REGELÆNDRINGER ELLER EJ, Ingemar Stenmarks elegante antrit på sine ture ned over pisterne var om noget det, der kickstartede det skandinaviske alpinski-boom. Tidligere havde vi nordboere mestendels været tilhængere af langrend. Pludselig ville alle ud at stå hurtigt nedad.

Ingemar Stenmark blev selve billedet på alpinrevolutionen og et ikon i Sverige. Selv har han dog aldrig svælget i pressens søgelys, men foretrukket en stille tilværelse uden for mange udsving.

I anledningen af vinterens komme og 50-året for hans første sejr har vi dog fået ham i tale.

Kan du stadig huske din første sejr i Madonna di Campiglio?

”Nej, jeg kan faktisk ikke huske selve løbet. Desværre kan jeg ikke erindre særlig meget fra nogle af mine løb. Nogle gange hørte jeg ikke engang publikum, når jeg kørte nedad. Jeg koncentrerede mig bare om at køre. Efter det første gennemløb i Madonna di Campiglio lå jeg på omkring 20. pladsen. Jeg var så langt bagud, at jeg vidste, at jeg bare var nødt til at gå efter det. Vinteren før var jeg blevet nummer to og tre i flere løb i slutningen af foråret. Så en 20. plads var ikke noget for mig. Jeg gik kun efter sejren. Men jeg troede ikke rigtig, at det var muligt at vinde, fordi jeg lå så langt tilbage.”

Men det gjorde han. Han kørte andet gennemløb til perfektion. Skiløber efter skiløber, som fulgte efter ham, mistede den føring de havde haft til Stenmark. Og da han til sidst stod tilbage som sejrherre efter at have kørt ned 19 hundrededele hurtigere end nummer to, italieneren Paulo de Chiesa, udløste det et mindre jordskælv i hjemlandet. 

Var du med det samme klar over, at du havde bedrevet noget stort?

”Ja. Jeg mærkede ikke det store til det, mens jeg konkurrerede i Alperne. Men da jeg kom hjem til Sverige, var det en stor omvæltning. I Arlanda (Stockholms lufthavn, red.) var jeg fx nødt til at gå ud ad bagdøren og hoppe ud i en taxa. Pludselig kunne jeg ikke gå i fred ude i byen. Der var en masse mennesker, der fulgte efter mig, og det var, som om jeg blev overvåget over alt, hvor jeg befandt mig.”

Hvornår indså du, at du kunne blive den bedste?

”I foråret 1974 deltog jeg i de italienske mesterskaber. Det var italienerne, især sydtyrolerne, der dominerede dengang. Jeg lå nummer fire efter første gennemløb og var kun en tiendedel efter ham, der førte. Så tænkte jeg, at nu kan jeg vinde. Ganske vist gik måtte jeg udgå i andet gennemløb, men der vidste jeg, at nu var jeg så tæt på, at jeg kunne vinde. Og hvis jeg kunne slå dem, så kunne jeg blive nummer et i verden.”

FEM ÅR EFTER, Ingemar Stenmark hentede sin første World Cup-sejr, styrtede han voldsomt under en træningssession i Schnalstal i Sydtirol. Nærmere bestemt den 15. september 1979, hvor svenskeren faldt i så høj fart på vej ned ad pisten, at han besvimede.

Det kunne være endt helt galt den dag?

”Ja, det kunne det. Men jeg husker ikke meget af, hvad der skete, for jeg var jo bevidstløs, ha ha. Jeg opfattede det dog heller ikke som noget virkelig alvorligt, for jeg havde ikke ondt nogle steder. Men alligevel lå jeg på hospitalet i Innsbruck i to uger. De ville ikke lade mig gå. Jeg tror, de var bekymrede, fordi en anden løber, Leonardo David, var styrtet samme forår og havde fået så stor en hjernerystelse, at han døde af det.”

Du var på toppen fra 1974 og langt ind i 1980’erne. Hvordan føltes det at vågne op efter en sejr og indse, at du var den bedste skiløber i verden? 

”Det var en fantastisk følelse. Det var det, jeg trænede for og stræbte efter. Men så gik der et par dage, og så var der en ny konkurrence, og så var det hele op til dig igen. Det var lidt af en blandet landhandel, når jeg kigger tilbage på min karriere. Der var et stort pres, men ja, det var fantastisk med selve skiløbet. Ellers ville jeg aldrig have fortsat så længe.”

Hvad er det, der er så specielt ved alpint skiløb?

”Det er en kombination af det hele. Man kommer ud i naturen. Ofte er det smukt. Okay, det er ikke solskin hver dag. Men der er sne. Og måske er der søde mennesker omkring dig. Hvis du er i Alperne, er der måske også andre ting: god mad, restauranter, kaffe. Jeg talte faktisk med nogle andre om det i går. Skiløb er jo så meget mere end selve det at stå på ski. Du er ude i det fri, og når det bliver aften, er du glad og kan slappe af og sove godt. Det er ikke som at være på ferie ved en strand, hvor man bare ligger og daser.”

I din karriere kørte du med et bedre flow end nogen andre. Selv, når det så langsomt ud, var du den hurtigste. Hvordan er skiløb, når det er bedst for dig?

”Når skiløb er helt rigtigt, er det som et stykke musik. Med rytme og takt. Da jeg var barn, sang jeg også ofte, når jeg stod på ski. Dog ikke under selve konkurrencerne.”

Hvad har været dit bedste løb gennem årene?

”Et storslalomløb i Courchevel i 1979, som jeg vandt med tre sekunder eller sådan noget. 3,73 sekunder, tror jeg. Selve løbet var ikke noget særligt, men den dag var sneen perfekt, hvilket den bestemt ikke altid var, når vi kørte World Cup. Og så kunne man lave perfekte, skarpe sving. Det var det, man stræbte efter; at få et perfekt sving. Det fik man ellers aldrig dengang, før carving-skiene blev opfundet. Men i netop det løb var sneen perfekt, og skiene passede godt til pisten. Alt fungerede lige der.”

Hvad har været dit bedste skiløb uden for konkurrence?

”Det var engang, da jeg var i Shiga Kogen i Japan. Jeg var afsted til et arrangement, der havde taget hele dagen, men så var der lidt tid til overs, og så jeg tog afsted alene. Normalt er man altid sammen med en gruppe, og det er dejligt, men her var det bare mig … helt alene ude i en skov midt i denne fantastiske sne. Det var en fantastisk følelse.”

Det er nu 50 år siden den decemberdag i Madonna di Campiglio. Hvordan vil du opsummere årene, der er gået?

”Det har været 50 gode år, synes jeg. Jeg nyder livet, selvom jeg ikke får det samme kick ud af at køre ræs som dengang. Det er først, når man stopper, at man savner det. Men så er det ret dejligt bare at leve et helt stille liv.”

Ingemar Stenmark

(f. 1956) Kørte allerede som fireårig sine første ture på bakkerne nær hjemmet i Tärnaby i det nordlige Sverige. Fire år senere deltog han i sin første konkurrence. I 1974 vandt han guld ved junior-EM i storslalom i Jasna i Tjekkiet, og i december samme år hentede han sin første af i alt 86 World Cup-sejre. Bor i dag i Vaxholm nord for Stockholm. Gift med Tarja Olli og har to børn, Nathalie og Iza.