Morten Løkkegaard: ”Jeg ville gerne have været fem centimeter højere”

Hvornår blev du en mand?

”Normalt, når jeg snakker med andre mænd om, hvornår man blev en mand, handler det om, hvornår ens dyd blev taget. Og det har jeg da en ganske klar erindring om. 

Det foregik på gulvet på et klubværelse i Høje Gladsaxe i 70’erne. Jeg var 14 år, og en lidt ældre pige havde besluttet sig for, at nu var det min tur. Det var ikke videre romantisk, og dét, der står klarest i min erindring er, at kondomet gik i stykker undervejs, og hun sagde til mig, at så var der ikke mere for den 25-øre. Det var en relativt kort affære, men følelsen, jeg gik derfra med, var stor.”

Var du god til det med piger som dreng?

”Man skal jo passe på med falsk beskedenhed, så ja, det var jeg nok. Jeg tror, det havde lidt at gøre med, at jeg kom tidligt i skole og derfor var 10 centimeter lavere end alle de andre drenge. Jeg måtte klare mig på andre måder. Når jeg hverken kunne hævde mig på højden eller på styrken, måtte jeg tale bukserne af dem i stedet. 

Jeg tror, jeg lærte relativt tidligt, at hvis man skulle charmere piger, foregik det mindst lige så meget med talegaver og ved almindelig forståelse af, hvad der foregår i deres lejr. Det kom mig til gode, da jeg blev gammel nok til, at det med piger rent faktisk blev interessant.”

Hvis du kunne ændre én ting ved dit udseende, hvad ville det så være?

”Min højde. Jeg er 1,82, og jeg ville gerne have været fem centimeter højere. Det giver sådan en god balance i tingene, når man er de der 1,87-1,88, og det var min halvandet år yngre lillebror – pisseirriterende. Da vi begge blev teenagere, blev jeg smerteligt opmærksom på, at han voksede mig over hovedet og blev en høj, flot fyr.”

Hvad er den vigtigste telefonsamtale, du har haft?

”Jeg sad i et tog på vej hjem fra Journalisthøjskolen i Aarhus, da min mor ringede og sagde, at min lillebror var død. Den samtale glemmer jeg aldrig. 

Min bror blev aldrig rigtig diagnosticeret, men han var formentlig skizofren, og som 21-årig – i 1988 – tog han sit eget liv. Sygdommen havde stået på, siden han var 16-17 år gammel, og hver gang telefonen ringede i de år, var jeg bange for, at det var dårligt nyt. 

Vi var nærmest som tvillinger på grund af den lille aldersforskel, og da jeg mistede ham, var det som at miste halvdelen af mig selv. Med tiden kom jeg videre, men jeg kommer mig nok aldrig over det. I virkeligheden er det nok det største ar, jeg bærer rundt på.”

Har du nogensinde været i et slagsmål?

”Jeg er ikke specielt fysisk stærk og har mest oplevet at få et par på hovedet, så slagsmål har jeg så vidt muligt forsøgt at holde mig fra. Men jeg har iagttaget en del. 

Jeg havde en god ven på Journalisthøjskolen, som, når vi gik i byen – og det gjorde vi ofte – lærte mig, at hvis man mødte nogen, der så ud til at være ude på ballade, skulle man altid slå først. Jeg tænkte, at han bare var stor i slaget, men en aften var vi på morgenværtshus i Nyhavn. En fyr stod og nedstirrede ham, og så gik min ven simpelthen bare hen og baldrede ham en. ’Kan du se, hvad jeg mener?’ sagde han, og jeg nikkede ja. Men jeg tror ikke, at det er et godt råd.”

Hvad er den mest besynderlige historie, du har læst om dig selv?

”For et par år siden bragte Ekstra Bladet en artikel med overskriften ’Mortens liv med en stor penis’ og alle de problemer, det gav denne mand. Jeg kan huske, at jeg læste den, fordi rubrikken var så påfaldende. 

For nylig dukkede den så op igen, fordi en af de der politiske meme-profiler tog den op og mente, at det måtte være mig, der var tale om. Det var der en del, som tog meget bogstaveligt og kontaktede mig. De spurgte, hvordan det var at have sådan en enorm penis. Til det måtte jeg jo bare svare, at jeg lever med det.”

Har du deltaget i et middagsselskab og foregivet at have læst en bog, som du ikke havde læst?

”Jeg har altid betragtet mig selv som ret belæst, og især da jeg var yngre, havde jeg behov for at hævde mig selv på den front. For mange år siden, mens jeg stadig gik på Journalisthøjskolen, var jeg til en middag med en borddame, som også var meget belæst. 

Det udviklede sig ret hurtigt til en pralekonkurrence, og jeg kan huske, at jeg til sidst hørte mig selv sige, at jeg havde læst Kierkegaards samlede værker. Det var ikke helt sandt: Jeg havde kun læst to-tre stykker, som jeg prøvede at citere flittigt for at dokumentere min påstand, mens jeg sørgede for at hælde godt op i både mit eget og min borddames glas. 

Jeg tænkte, at vi hellere måtte sørge for at drikke nok til, at hun glemte alt om det. Og det lykkedes mig vist at undgå at blive afsløret.”

Hvad skal være det sidste, du spiser, inden du dør?

”Tagliatelle med tigerrejer og en spicy tomatsauce. Lige den aften ville jeg se stort på, at man typisk ikke drysser parmesan på pastaretter med skaldyr. Jeg importerer selv pastaen fra min pusher i Italien, der også forsyner mig med Barolo-vin. Så jeg skulle nok også have en flaske af min hverdagsvin fra La Morra i Piemonte.”