Jahfar Muataz: ”Forsvinder en knægt fra Nørrebro kontra Nordsjælland, ved man jo godt, hvad der bliver prioriteret”

Jahfar, din film ’Hele Vejen’ er lige på trapperne. Den handler om en fyr ved navn Cairo, der arbejder med bande-exit, hvis nevø pludselig forsvinder. Hvad vil du gerne sige med filmen?

”Jeg ville gerne lave en film, som afspejler nogle virkelige og jordnære problematikker i samfundet, og jeg har i lang tid gået rundt med min egen lille tese om, at politiet simpelthen ikke tager normale sager fra socialt belastede områder særligt alvorligt. 

Hvis en knægt forsvinder fra Nørrebro, kontra hvis det samme sker i Nordsjælland, så ved man jo godt, hvad der bliver prioriteret højest. Det er det, filmen tager udgangspunkt i – at dem, der skal beskytte os, ikke altid er der for os.”

Det er en ret hidsig fordom ...

”Ja, men for nylig fik jeg faktisk bekræftet min teori. På vej til mit kontor i Indre By bemærkede jeg, at en mandlig og en kvindelig betjent fulgte efter mig, så jeg kørte ind til siden og parkerede. De kørte op på siden af mig, jeg rullede vinduet ned, og de stillede mig så de obligatoriske spørgsmål – hvor jeg var på vej hen, hvad jeg laver til daglig osv. 

Jeg forklarede dem faktisk det samme, som jeg lige har forklaret dig – at jeg var ved at lave en film, der handler om, at politiet ikke kan finde ud af at prioritere deres arbejde ordentligt, og at de tager sagerne mere seriøst, hvis der sker noget i Nordsjælland end i belastede områder. Hvortil den kvindelige betjent udbrød: ’Jamen, det er da også fuldstændig rigtigt.’”

Hvorfor tror du, at det forholder sig sådan?

”Jeg tror, det handler om, at politiet som udgangspunkt antager, at når unge mennesker bliver meldt savnet i belastede områder, er det forbundet med noget selvforskyldt kriminelt. At de her unge mænd selv har viklet sig ind i nogle ting. Hvis en ung knægt forsvinder fra Mjølnerparken, er det første, man vil spørge om: ’Hvem hænger han ud med?’”

Læs også

mennesker

Da Karl-Oskar Olsen blev 50, rejste han sig og sagde undskyld: ”Jeg forstår godt, det har været svært for folk omkring mig”

Er det ikke et rimelig naturligt spørgsmål? 

”Det er ikke, fordi jeg vil slagte politiet, men de har bare nogle åbenlyse prioriteringer. Så længe man bor i et vist område, vil der altid være fordomme. Og til dels kan man jo godt forstå det, for der er mere kriminel aktivitet i de her miljøer, men af og til har det bare ikke noget med det at gøre. 

Jeg er delvist vokset op på Nørrebro, og der er så mange positive historier om folk, der læser medicin og jura. Men de ser bare sjældent dagens lys.”

Jahfar Muataz

(f. 1992) Opvokset i Danmark, Irak og Syrien. Uddannet instruktør fra den alternative filmskole Super16. 

Har før sin debut som spillefilminstruktør instrueret anerkendte kortfilm som ’Blot et minde’ (2017), ’Partisan’ (2019), ’Kaboos’ (2020), ’Det ottende sakramente’ (2021) og ’Splittet’ (2022) samt en række musikvideoer. 

Bor med sin familie i København. 

Vil du fortælle om din egen opvækst? 

”Jeg er født i Irak, men da jeg var et år, flyttede min familie til Danmark på grund af krigen. Vi boede på Nørrebro, indtil jeg var omkring 10, hvorefter vi flyttede til Syrien. Der boede vi i to år, før vi flyttede tilbage til Danmark igen. 

Jeg tror aldrig helt, mine forældre kunne finde sig til rette her. De havde boet i Irak i 35 år og ville gerne tilbage og se, om de kunne få det til at fungere i en arabisk kultur. Jeg kan ikke svare 100 procent sikkert på det, men det må være mit bedste bud: at det var det kulturelle afsavn, der konstant gjorde, at de var i tvivl.”

Hvad skete der så? 

”Da Saddam Hussein blev dræbt i 2006, besluttede mine forældre, at vi skulle flytte til Bagdad igen. Men endnu engang blev det en kort fornøjelse. Da jeg var 15 år, i 2007, rejste vi tilbage. I sidste ende gik det nok bare op for dem, at det trods alt var lettest at leve i Danmark.”

Havde du det også sådan?

”Jeg var glad, da vi tog tilbage til Danmark. Men selvfølgelig skaber det nogle indre konflikter, for tingene ændrer sig hurtigt, når man er væk fra et sted i så lang tid. 

De mennesker, man omgav sig med førhen, rykker sig også, og man skal genskabe sin identitet. Vi flyttede hjem og ind i Mjølnerparken, og jeg begyndte på HF. Men jeg har aldrig været så god til at sidde stille i et klasseværelse.”

Hvordan kom du ind i filmverdenen? 

”De fleste i min familie er uddannet inden for fag med stor jobsikkerhed, og derfor var det egentlig ikke planen, at jeg skulle gå den kreative vej. 

Men da jeg som 18-årig fik min første SU, købte jeg kameraudstyr for alle pengene og begyndte at skyde musikvideoer for nogle drenge i kvarteret. Senere lavede jeg nogle kortfilm, som jeg brugte til at søge ind på Den Danske Filmskole.”

Hvordan gik det? 

”Jeg kom til den sidste, afsluttende optagelsessamtale, hvor de også spurgte ind til min opvækst. Jeg endte så med at fortælle om nogle af de grusomme ting, jeg har set i mit liv. 

Til samtalen var der en rektor, som udfordrede mig meget, fordi hun ikke syntes, jeg udviste nogle følelser. Det blev til en ret ophedet debat, og da jeg gik derfra, vidste jeg godt, at jeg ikke ville komme ind.”

Hvad gjorde du så? 

”Ulaa Salim var elevrepræsentant og var også til stede under samtalen. Han anbefalede mig at søge ind på Super16. Og det er det bedste råd, jeg har fået, for der fandt jeg virkelig min plads. Der var en helt anden tolerance og frihed.”

Hvilke grusomme ting er det, du har oplevet? 

”Da vi boede i Bagdad, blev vores hus ofte overrendt af amerikanske soldater. Jeg har set folk blive skudt, der sprang tit bomber i kvarteret, og det var ikke unormalt at blive truet med kniv i skolegården. 

Jeg kan huske, at jeg en dag var med min far ude og hente en reservedel til hans bil. Vi stoppede hos en mekaniker, og mens jeg stod ude foran og fik noget luft, rullede der en sort BMW op. 

To velklædte mænd steg ud, den ene med en AK47, den anden med en pistol. Så trak de en mand ud af hans forretning, smed ham ind i bilen og kørte igen. Bagefter stod hans kone og deres søn på gaden og skreg. Det er hårdt at se, hvordan der virkelig findes onde mennesker.”

Hvad har det gjort ved dig at se sådan noget? 

”Det har nok betydet, at der skal meget til, før jeg reagerer på ting. Jeg er ikke så sart.” 

Og det var vel det, rektoren fra Filmskolen udfordrede til din optagelsessamtale?

”Ja, men jeg synes faktisk bare, det er umenneskeligt at stille sådan et spørgsmål til nogen, der prøver at dele ud af sig selv. Der manglede en grundlæggende respekt. 

Hun havde en forudindtaget idé om, hvordan jeg skulle reagere, når jeg fortalte om min barndom, og det var jo ikke noget, hun skulle definere. Så er der nogle ting, som ikke skræmmer dig, men som til gengæld skræmmer mig, og sådan er vi så forskellige alle sammen.”

Hvordan har du fundet skuespillerne til ’Hele Vejen’?

”Afshin Firouzi, som spiller hovedrollen, har jeg kendt rigtig længe. Vi mødte hinanden under min tid på Super16 og har opbygget et stærkt venskab. 

Når jeg skriver, har jeg altid hovedkarakteren inde i mit hoved, og lige fra start var det Afshin, jeg så for mig. Jeg er meget opmærksom på, om mine skuespillere har et tydeligt udtryk, så man lynhurtigt kan afkode, hvilken form for personlighed de har.”

Hvad med de andre roller i filmen? 

”En af de andre store roller spilles af Albert Arthur Amiryan. Jeg ledte efter et meget specifikt, lidt frygtindgydende udtryk til den rolle. Man skulle blive bange for ham, uden at han sagde et ord. 

Vi havde utroligt mange til casting, og folk var rigtig dygtige, men den var der bare ikke helt. Vi prøvede så Albert af som den sidste, og han ændrede stemningen i rummet fuldstændig. Jeg vidste bare, at det skulle være ham. 

Derudover er mange af statisterne i filmen lokale, der også i virkeligheden bor de steder, hvor vi har optaget. Det skaber en autenticitet, som jeg bilder mig ind, har gjort det nemmere for skuespillerne at falde ind i deres roller.”

Har der været nogle udfordringer i forbindelse med optagelserne?

”Det har da helt sikkert gjort det lettere, at jeg selv er fra Nørrebro.” 

Hvad betyder det? 

”Der er mange, der tidligere har forsøgt at optage i de her kvarterer, som af den ene eller den anden årsag ikke har fået lov. Jeg gjorde meget ud af at henvende mig til beboerne i området, og sørge for at alt var clearet, inden vi gik i gang. 

Det kunne selvfølgelig nemmere lade sig gøre, fordi vi har vist respekt for miljøet og har taget en god snak med både beboere og ejendomskontorer. De læste endda manuskriptet, inden vi fik lov. Og vi har helt sikkert kunnet lave nogle scener, som havde skabt noget tumult, hvis vi ikke havde taget den rigtige vej ind.”

Der har været en del skudepisoder på Nørrebro i de seneste år og også for nylig. Hvordan var det at optage den slags scener netop der? 

”Kort tid efter, vi havde optaget en skudscene under Bispeengbuen, var der faktisk en rigtig skudepisode på præcis det samme sted. Det kan godt være, vi ikke havde fået lov til at lave den scene, hvis det var sket før.”

Hvordan er dit eget indblik i bandemiljøet?

”Jeg kender ikke bandemiljøet personligt, men jeg har tidligere arbejdet på en institution med unge kriminelle, som har forsøgt at komme ud af bandemiljøet og de grupperinger, de har været placeret i.”

I flere af dine kortfilm trækker du meget på din egen opvækst. Er ’Hele Vejen’ også baseret på dine egne oplevelser?

”Ikke direkte, nej, men den er selvfølgelig skabt ud fra et samlet indtryk af observationer, jeg har gjort mig gennem mit liv. For mig ligger autenticiteten i skildringen, altså den måde karaktererne snakker og opfører sig på. Ligesom i den svenske serie ’Snabba Cash’. Det troværdige ligger i relationerne, bandeordene og referencerne, der bliver brugt.”

Hvilken slags film er du selv rundet af som instruktør? 

”En film som ’Shutter Island’ har jeg altid været meget inspireret af. Det samme gælder Ari Asters værker. Og så er der film som ’Goodfellas’ og ’The Godfather’.”

Menneskelige fortællinger med psykologiske twist?

”Ja, det kan man godt sige. Jeg går mere op i, hvad karakteren gennemgår inde i sig selv, end i selve plottet. For mig er film først og fremmest underholdning. Man kan fortælle nok så vigtige historier, men hvis en film ikke er vedkommende, kan det hele være ligegyldigt. Og når folk går ud og køber en billet til min film, så er det mindste, jeg kan gøre, at sørge for, at de er godt underholdt.”

Hvilken position drømmer du om at indtage i den danske filmbranche?

”Jeg tror ikke, det er en position eller en rolle, jeg er på udkig efter. Jeg er vokset op med at se film fra hele verden, så de film, jeg vil lave, skal gerne have et internationalt præg. Danske film har faktisk aldrig rigtig interesseret mig, jeg har altid orienteret mig meget internationalt. Jeg vil gerne skille mig ud.”

Hvordan tror du, at modtagelsen af ’Hele Vejen’ vil blive?

”Det er da helt vildt nervepirrende. Formentlig kommer jeg aldrig til at få den følelse, jeg har i de her dage, igen. Jeg håber, at der er nogle mennesker, der føler sig set og genkendt i filmen.”

Hvorfor?

”Fordi, det betyder, at man har ramt noget rigtigt. Men det store spørgsmål er vel: Kan jeg underholde et publikum? Jeg håber i hvert fald ikke, at der er nogen, der gaber, når de ser min film, lad mig sige det sådan.”