Hvor blev klubloyaliteten af? Ny bog stiller skarpt på fodboldens one club players
I moderne fodbold kysser spillerne klubemblemet den ene dag og rejser videre den næste. Et lille selskab af trofaste stjerner skiller sig dog ud, fortæller sportsjournalist Kenneth Hansen, som er aktuel med en ny bog om one club players.
Carles Puyol, Paolo Maldini og Francesco Totti. Navne, der for de fleste fodboldfans indgyder en vis respekt. Det skyldes naturligvis, at de tre var gudsbenådede spillere. Men måske vi også agter elegantieren Maldini, krigeren Puyol og ekvilibristen Totti så højt, fordi de inkarnerer nogle grundlæggende værdier, der efterhånden er svære at finde i fodboldens verden?
Det er i hvert fald tilfældet for journalist Kenneth Hansen, der har skrevet sin første bog, ’Den unikke klub’. Bogen portrætterer en række af fodboldens vigtigste one club players. Altså spillere, der som de tre ovennævnte kun har optrådt for én klub gennem hele deres aktive karriere.
”For mig repræsenterer de her spillere nogle værdier, der er ved at blive udvandet i moderne fodbold,” siger Kenneth Hansen. ”I dag er spillerne i højere grad end tidligere enkeltmandsvirksomheder med et bagland af agenter og rådgivere, der konstant hvisker spillerne i øret, at græsset og pengene er lidt grønnere på den anden side. Fællesnævnerne for spillerne i min bog er derimod, at de var selvopofrende og ultimativt loyale. Derfor ville jeg fortælle deres historie.”
Annonse
Det var transfersagaen om Lionel Messi, der fik Kenneth Hansen på sporet af sin bogidé. I sin rolle som kommentator på TV 2 af La Liga og vært på fodboldmediet Mediano fulgte han begivenhederne tæt.
”Jeg har egentlig altid haft et blødt punkt for de her spillere, der bliver ambassadører for deres klubber, fans og byer. Men det hele blev aktualiseret sidste sommer, da forlydenderne gik på, at Messi ønskede at forlade Barcelona. Før det stod han jo ellers til at blive den måske største one club player gennem tiden, men sådan gik det som bekendt ikke.”
Fransesco Totti.
For et år senere blev Messi præsenteret i Paris Saint-Germain, og den argentinske troldmand indskrev sig dermed i en udvikling, der er svær at overse. Spillere tilføjer stadig flere klubber på CV’et, og kun et fåtal bliver i den samme klub gennem hele karrieren.
I sin søgen efter interessante spillere til ’Den unikke klub’ valgte Kenneth Hansen derfor at rette blikket tilbage i tiden.
”De første kapitler handler om spillere fra en tid, hvor fodbolden var en helt anden størrelse. Eksempelvis kunne mange af spillerne fra Østblokken jo reelt ikke rejse til Frankrig eller Tyskland, fordi deres klubber var statsejede eller at andre forhold bandt dem til hjemlandet.”
Det gjorde sig blandt andet gældende for Dynamo Moskva-keeperen Lev Yashin, der i 1963 vandt Ballon d’Or-prisen som den foreløbig eneste målmand til dato. Det gjorde ham eftertragtet rundt omkring i Europa, men da Moskva-klubben var tæt knyttet til Sovjetunionens militær, var et skifte over jerntæppet udelukket.
Omtrent samme situation stod midtbanespilleren József Bozsik i i midten af 1950’erne, da Sovjet tog livtag med Ungarn. Som en del af Ungarns fodboldguldalder fik Bozsik mulighed for at flygte til Madrid med sin barndomsven Ferenc Puskás. Bozsik ønskede imidlertid at udvise sympati med sine plagede landsmænd og blev derfor i sin klub Budapest Honvéd.
Portrætterne af spillerne i Kenneth Hansens nye bog viser med andre ord, at de forskellige klubmænds loyalitet har haft mange ansigter gennem tiden. Dermed udgør ’Den unikke klub’ også en art mosaik over fodboldens evolution og sportens forbindelseslinjer til det omkring-liggende samfund.
Paolo Maldini.
Annonse
For hvor fodbolden i store dele af det 20. århundrede var præget af Europas fastlåste politiske landskab, så åbnede sporten sig efter Murens fald og den øgede europæiske integration. Bosman-dommen i 1995 betød således, at spillere frit kunne skifte klub, når deres kontrakter udløb, ligesom der ikke længere måtte være begrænsninger på antallet af udenlandske, europæiske spillere i ligaerne. Det samlede de bedste i de store ligaer og gjorde topfodbolden yderst seværdig, men udviklingen betød samtidig, at spillerne oftere rejste fra klub til klub i jagten på stadig højere lønninger og endnu flere trofæer, siger Kenneth Hansen:
”Jeg valgte at berette om disse spillere helt tilbage fra omkring 1900, fordi det viser fodboldens udvikling og fortæller en historie om, hvor meget større fristelserne er blevet for spillerne. Samtidig gik det op for mig, at de senest aktive one club players fortjener en anden slags respekt. De fortsatte nemlig i den samme klub i en tid, hvor fodboldens kollektive værdier er under angreb. En spiller som Totti havde jo alle muligheder for at forlade Rom. Men han blev der alligevel af ren og skær kærlighed og loyalitet til sin klub.”
’Den unikke klub’ udkommer på Byens Forlag 10. november.
One club players
Pichichi, Athletic Club
Pichichi, ’Den lille and’ på dansk, debuterede for spanske Athletic i 1913. Året efter, at klubben indførte sin berømte Cantera-politik, der betyder, at kun spillere fra Baskerlandets regioner må optræde for de rød- og hvidstribede. Derefter scorede han utallige hovedstødsmål for Athletic trods sine beskedne 155 centimeter og blev efter sin død som bare 29-årig, angiveligt forårsaget af en dårlig østers, et symbol på baskernes regionale stolthed. La Ligas topscorerpris er desuden opkaldt efter angriberen.
Carles Puyol, F.C. Barcelona
Da forsvarsspilleren netop var fyldt 18 år, bebudede hans daværende træner i F.C. Barcelona Louis van Gaal, at Puyol aldrig ville slå igennem på førsteholdet. Han var for lav, for dårlig og i øvrigt også for langhåret, lød det. Puyol afviste at forlade Barcelona og blev sidenhen anfører på det succesfulde mandskab – med lokkerne i behold.
Francesco Totti, A.S. Roma
Real Madrids præsident, Florentino Pérez, har åbent fortalt, at han ihærdigt forsøgte at hente Totti til kongeklubben i 2006 – og det skulle angiveligt ikke være den eneste gang. Totti afviste dog og blev med sit fremskudte bryst og tekniske spil romernes foretrukne spejlbillede, både på og uden for banen. Totti er så populær i Rom, hvor han spillede 786 kampe med 307 mål til følge, at indbyggerne i den italienske hovedstad kalder ham ’Roms ottende kejser’.
Jeg har altid været begunstiget af, at der er nogle, der har troet på mig og hjulpet mig. I alt, hvad jeg har gjort. Men det kræver, at man opsøger det. Og det har jeg tydeligvis været god til.