Kasper Hjulmand bryder med årtiers maskulint ideal om ufejlbarlighed. Hvor er det befriende
Vi bliver muligvis ikke europamestre. Til gengæld har vi fået en ny verdensmester i ledelse. Og i disse dage får alle vi mænd endelig vist, at moderne lederskab handler om sårbarhed og tro på tvivlen. Kasper Hjulmand indtager rollen som en af de største ledelsesmæssige forbilleder herhjemme.
Foto: Nikolaj Thaning Rentzmann
Det er, når det for alvor brænder på, at fårene bliver skilt fra bukkene. Hvem fryser, hvem flygter, hvem kæmper? Og hvem tør kigge tilbage og indrømme, at man måske ikke handlede korrekt i situationen?
Det har ikke skortet på begivenheder, der de seneste måneder har krævet det ypperste for Hjulmand:
Måneders optakt til lørdagens kamp mod Finland. Forventningspres fra fans, spillere, stab og presse. Interviews, optakt, træningslejre. Næsten en hel halvleg, inden alt blev vendt på hovedet og det, han var der for – at få spillerne til at præstere på banen – var komplet ligegyldigt.
Derefter en lynbeslutning om at afvikle af kampen, fulgt op at hans personlige udlægning af teksten mod UEFA. Og slutteligt men måske mest vigtigt, den efterrationalisering og tvivl, han har turdet lufte offentligt, og som har løftet ham helt op i den ledelsesmæssige superliga.
