Ingen røg uden ild: Cigaretten er tilbage

Cigaretten, et cirka otte centimeter langt hylster lavet af meget brændbart papir fyldt med tobak, fungerer ved, at man suger i den ene ende – alt efter mærke og type er der et filter eller ej – hvorfra røgen ryger ind i munden – det er et såkaldt hvæs – og derfra hiver man røgen videre ned i lungerne med en inhalering.

Tobakken er tilsat et afgrundsdybt hav af tilsætningsstoffer. Du har sikkert hørt om nikotin, der er det afhængighedsskabende stof i cigaretter, mere afhængighedsdannende end heroin, men også det der kan give dig en lettere følelse af svimmelhed, et indre brusebad, ved de første hvæs, hvis du ikke er vant til at ryge.

Røgen fra cigaretter indeholder over 7.000 forskellige kemiske stoffer. 70 af dem er kræftfremkaldende. Og så er der tjæren, der får ens lunger til at ligne en indtørret rosin, og som kan medføre KOL, hvor du hoster slim op og ikke kan trække vejret ordentligt.

Det anslås, at tobaksrelaterede sygdomme dræber op mod 15.000 mennesker om året i Danmark, og det er dermed den klart største dræber. Det svarer til, at der hver uge styrter et fly med næsten 300 mennesker ned i Danmark, hvor alle ombord omkommer.

Modetendenser kommer og går, tv-serier, film og musik genopdages, kropsidealer redefineres, og politiske synspunkter går fra kolde til varme og tilbage igen; mange comebacks er ikke som sådan overraskende.

At cigaretten skulle finde vej til vores gab igen hører ikke til i den kategori. Den er indiskutabelt noget rigtig lort for den enkelte og ikke mindst for folkesundheden, og informationsniveauet om skadevirkningerne ved rygning har aldrig været højere: Alle er klar over, at det dræber. Eller sagt på en anden måde: Du dør af at ryge, og du ved det godt.

Så hvorfor kan man spore nye skyer af cigaretrøg stige til vejrs fra mundene på den unge generation?

EN CIGARET ER IKKE BARE EN CIGARET. Den har alle dage været et symbol på noget mere, noget større. Intet kan se mere cool ud; intet kan se mere sølle og åndssvagt ud. Der er kulturel kapital i, hvordan du holder cigaretten: Er den placeret helt ude ved fingerspidserne, er du afsløret som en novice ud i rygningens verden. Ligeså hvis du har den liggende helt inde ved svømmehuden.

Der er et par centimeters sweet spot, hvori cigaretten må befinde sig. Bruger du tommelfingeren og pegefingeren til at holde på den, mens du nærmest gemmer den inde i hånden, når du ikke hvæser på den, kan du sandsynligvis også rigtig godt lide den sjove tobak.

Der er kulturel kapital i, hvordan du behandler røgen i munden; hvordan læberne griber om smøgens bund; hvornår du ryger; hvad din mundering er. Tænder du en cigaret klokken otte om morgenen iført joggingbukser, er du et afhængigt vrag. Tænder du den klokken otte om aftenen iført sort bentøj, er det en anden og mere ceremoniel sag.

Jeg var selv af den opfattelse, at cigarettens symbolik var tippet mere mod førstnævnte og nu blev mere og mere blev forbundet til mangel på selvkontrol, begavelse, social klasse. At cigaretten var blevet taberens snorkel.

I min egen omgangskreds blev der i en periode set skævt til dem, der gik ud for at ryge under en middag, eller dem, der tog én i pauserne på universitetet.

”Jeg prøver at stoppe,”-udsagn blev ikke efterfulgt af et spørgsmål om hvorfor, men i stedet mødt med et ”hvor er det godt”-rygklap, og pludselig ramte en sundhedsbølge os: Vi begyndte at sige ting som health is the new wealth, og med den vending ville vi se begyndelsen på enden for cigaretten, tænkte jeg.

Det var, indtil jeg læste artiklen i The New York Times.

’That Cloud of Smoke Is Not a Mirage’ hed overskriften, og længere nede stod, at rygning er tilbage blandt unge mennesker i USA: “Smoking is back”; “We’re having a very sexy and ethereal 1980s revival, and smoking is part of that”; “A lot of people I know are posting pictures doing it. I’m doing it. It’s having its moment for sure,” lød det blandt andet fra flere unge rygere, som avisen havde talt med.

En måned efter, i februar 2022, blev der i newyorker-mediet The Cut varslet om endnu et vibe shift, som Euromans New York-korrespondent Asta Kongsted beskrev sådan her:

”Et vægttab kan man betale sig fra, slankemedicinen flyder i gaderne, og smøgerne ryger ikke sig selv. […] Glam er tilbage i en hedonistisk version, der skylles ned med Martinier og smøger.”

Der går ofte noget tid fra, at bølgeskvulpene på den anden side af Atlanterhavet når vores kyster, tænkte jeg. Men at denne bølge også skulle nå vores land, var jeg alligevel aldeles usikker på. Inden for det seneste år kendte jeg jo selv flere, der var stoppet end startet.

Præcis et år gik fra, at artiklen i The New York Times var blevet publiceret, til at der nærmest profetisk tikkede en mail ind. I den blev jeg indbudt til ”en aften med kontraster,” som det lød i invitationen til en modeugefest i Paris, et svensk brand skulle afholde. Kontraster betød mere konkret: ’Hotdogs, champagne, grøn juice og cigaretter.’ Mums!

En uge senere: endnu en invitation (også en modebranchefest). Her lød det, at der ville være ’complementary drinks, cigarettes and fries’.

Et par uger efter fandt jeg mig selv til en modeugerelateret middag, der viste sig at være betalt af tobaksindustrien. (Modeindustriens forhold til tobaksproducenterne har været under lup hos TV 2).

Kald det bare confirmation bias, men jeg begyndte at se cigaretter alle vegne: i hænderne på folk, der egentlig var stoppet, i mundvigene på professionelle fodboldspillere, blandt supermotionister med hang til dyre cykler, lycra og storbysmaratonløb som en overfladisk påmindelse til omverdenen om, at man altså heller ikke er så endimensionel.

Men intet sted virkede den til at have rodfæstet sig mere end i populærkulturen. Igen, fristes man til at sige.

Pludselig begyndte en af tidens største popstjerner, Dua Lipa, at lægge billeder op af sig selv på Instagram, hvor hendes læber klemmer om en cigaret, mens hun poserer for sine 88 millioner følgere.

Jeg så en billedserie af Generation Z’s danske yndlings-daddy Mads Mikkelsen, hvori han drikker hvidvin og ryger en cigaret derhjemme, gå viralt (billede 2 herunder). Siden har flere billeder og videoer af en rygende Mads Mikkelsen til årets filmfestival i Cannes også haft sin brede gang på sociale medier.

Carrie Bradshaw havde taget rygning op igen, da jeg tændte for serieopfølgeren til ’Sex And the City’, ’And Just Like That’, og det gik ikke ubemærket hen i amerikanske medier:

”And while that last development [der henvises til forskellige plottråde, red.] seemed surprising at the time, it’s nothing compared to the latest: Carrie, it seems, is back to smoking,” lød det blandt andet i artiklen ‘And Just Like That... Carrie Bradshaw Is Smoking Again?!’ fra W Magazine.

Og apropos serier, så endte jeg også med at hoppe på ‘The Bear’-vognen, en af de mest omtalte serier det seneste år. Jeg skulle hilse og sige, at det er en lang vekselvirkning mellem stress og røg i køkkenet og stress og cigaretrøg ude bagved.

Tilbage på Instagram så jeg internationale stilikoner som Luka Sabbat og Lawrence Schlossman posere i deres lettere rockede antræk tilsat et skvæt røg, jeg så Post Malone stolt erklære, at han ryger 2-3 pakker om dagen, og jeg så en video af Lily Rose Depp, Johnny Depps datter og hovedrolle i den længeventede HBO-serie ’The Idol’, stavre ud fra et arrangement med en smøg i munden, mens paparazzifotograferne knipsede deres penge hjem.

Selv verdens bedste cykelrytter, Tadej Pogacar lod sig efter sit styrt i klassikerløbet Liège-Bastogne-Liège fotografere med en grissini i munden, som var det en cigaret. Hvis det ikke afspejler et mere afslappet forhold til cigaretten, så ved jeg ikke, hvad der gør.

Herhjemme var smøgerne en lige så sikker accessory som håndtasken, da årets første modeuge i København løb af stablen, og selv ikke det utroligt ringe januar/februar-vejr kunne holde folk fra at pulse.

Desuden synes modefolket i dag at blive ledt an af en ny og mere skødesløs generation af it-girls og -boys, der nærmest har cigaretten som en del af deres personlige brand. Væk er det polerede. Ind er kommet det ’autentiske’ og ’smadrede’.

Man kan hurtigt afskrive det som anekdotisk bevisførelse: Alt det her var jo bare noget, jeg havde set og studset over. Og man kan argumentere for, at cigaretterne altid vil være der på en eller anden vis, måske især i de arenaer, jeg havde vendt øjnene imod.

Men jeg havde altså set røg, og hvor der er røg, er der som regel også ild.

DET SKULLE ELLERS HØRE fortiden til, rygning, og alt tydede på, at det gik den rigtige retning: Det er ikke mere end et par år siden, at andelen af unge i alderen 15-29 år, der ryger, var dykket fra 26 til 23 procent. En udvikling, der med god grund vakte stor tilfredshed hos Hjerteforeningen, Kræftens Bekæmpelse, Lungeforeningen og Sundhedsstyrelsen, som står bag den årlige undersøgelse af folks rygevaner.

”Det er unge, der driver udviklingen i antallet af rygere, fordi de fleste starter i folkeskolen eller på ungdomsuddannelser, og der er færre, som starter senere i livet,” som Merete Mærsk, der arbejder som psykolog i Kræftens Bekæmpelse, fortæller.

”Derfor er det de tal, der er mest fokus på, og den kurve, der er vigtigst at knække.”

Andre undersøgelser viste, at salget af cigaretter var historisk lavt, og fra politisk hold virkede man endelig til at forstå alvoren af rygningen (nogle mere end andre, kan man måske indvende): Der blev indført prisstigninger, pakkerne blev gemt væk i supermarkeder og kiosker, pakkerne blev standardiserede (her vil jeg ud fra et personligt synspunkt indvende, at pakkerne er blevet pænere og lækrere at se på, efter de skiftede æstetik. Der er simpelthen mere klasse over dem), forbud mod at ryge i skoletiden blev indført, og daværende sundhedsminister Magnus Heunicke gik endda så langt som at foreslå et forbud mod at sælge tobaksprodukter til alle født efter 2010. Den gik dog ikke nede i Unionen.

Men altså: Der skete noget.

Derfor må der også være nogle, som har fået røgen galt i halsen, da resultaterne fra den nyeste undersøgelse blev offentliggjort tidligere i år. Andelen af unge rygere ser nemlig ud til at være steget med to procentpoint. 25 procent af de adspurgte mellem 15 og 29 år siger nu, at de ryger dagligt eller lejlighedsvist.

En nyere undersøgelse fra SDU mudrer billedet en smule mere: Her fremgår det, at der er stigning i nogle specifikke aldersintervaller (15-17 årige og 25-29 årige), mens der er et fald i aldersgruppen 18 til 24 år.

Ikke desto mindre er det manglende fald stadigvæk nedslående læsning for folkesundhedsforkæmpere, for med værktøjskassen på vid gab og politiske hænder smurt ind i olie burde cigaretterne i dag være tættere på at være en saga blot blandt unge, end de i virkeligheden er.

HVAD ER SÅ ÅRSAGEN til, at den unge generation igen har kastet sig over cigaretterne – eller i hvert fald ikke har afskrevet dem i samme grad, som mange havde håbet og forventet?

Som psykolog, der har arbejdet på det konkrete område i 15 år, ved Merete Mærsk, at forholdet mellem rygning og ungdommen handler om socioøkonomisk baggrund, arv og miljø, kulturen, lovgivning og politik, tilgængelighed.

At unge udviser større risikovillighed end ældre. At cigaretter kan fungere som en slags selvmedicinering mod mentale problemer. At ungdomsfasen er præget af ustabilitet, frihed og identitetsdannelse.

”Med en cigaret i munden iscenesætter man sig som en, der bestemmer selv. Som en, der lever her og nu. Som en, der kan styre sit eget liv,” siger Merete Mærsk.

Det er vel ikke for ingenting, at Liberal Alliance er det største parti blandt de 18 til 34-årige, når jeg at tænke. ”Men,” siger Merete Mærsk, ”jeg tror mere konkret, at den nuværende udvikling er et udtryk for, hvordan den unge generation går og har det lige for tiden.”

Hvordan skal det forstås?

”Jeg er i Kræftens Bekæmpelse opflasket med kun at sige det, som vi rent faktisk ved, og jeg har ikke nogen konkret undersøgelse, der kan bekræfte, hvad jeg siger nu, men som psykolog er jeg slet ikke i tvivl om, at der er en sammenhæng mellem, hvor dårligt vi har det, og hvor meget vi ryger.”

Det er nærliggende at pege på sidste års tal fra Psykiatrifonden, der viser, at 28 procent af de 15-30-årige har haft så alvorlige stresssymptomer, at de enten har opsøgt læge eller sygemeldt sig fra deres uddannelse. Men i et bredere perspektiv er det svært at komme uden om ordet pandemi.

Alt synes at være en reaktion på flere års delvis nedlukning af samfundet. En påmindelse om, at vores egen sundhed, vores eget liv ikke nødvendigvis ligger i hænderne på os selv. At en syg flagermus eller et fejlagtigt laboratorieeksperiment på den anden side af kloden kan have indvirkning på stort set samtlige dele af vores liv.

Det er en ny virkelighedsopfattelse, som blot forstærkes i kombinationen med udviklingen de sidste 5-10 år: krig i Europa, Brexit, Donald Trump på vej tilbage til magten i USA, Kina i ekspansionshumør, inflation, energikrise.

Som Weekendavisens journalist Christian Bennike fremlægger i sin nye bog, og årets vel nok mest omtalte analysebog, ’Engang troede vi på fremtiden’: Optimismens tid er forbi, vi lever nu i krisernes æra.

Sortsynet, som kriserne har medført, kan måske blive vores redning, argumenterer han, en mand født i 1986. Men for Generation No Futures vedkommende, hvis linse på den lange kikkert er komplet blokeret af røgen fra skovbrande og vandet fra oversvømmelser, er det lovligt undskyldt, hvis de har mere fokus på at leve end at overleve.

Perspektivet er utvivlsomt blevet meget kortere, og det er vel ikke for ingenting, at de er den første generation, der ikke tror på, at de får overdraget en verden, der er bedre, end den, deres forældre blev født ind i, som Jonas Hartz siger, da jeg ringer til ham.

”Hvis jeg var ung, gad jeg heller ikke høre på de voksnes advarsler med det generationelle tillidsbrud, de er i gang med at føre ud i livet.”

Til daglig arbejder han som kreativ konsulent med fokus på at bygge brands og koncepter for alskens virksomheder og institutioner. Og så er han en mand med pegefingeren dybt nede i zeitgeistens aorta.

”Som ung har du nul chance for at få et sted at bo, medmindre du er nepo baby eller aktiearving. Man kan godt argumentere for, at de unge arver et samfund, der er mere asocialt, selvoptaget og ungdomsfjendsk end nogensinde før, så måske det ikke kan undre, hvis de unge ikke gider at tage imod vores råd og formaninger,” siger han og kaster yderligere sympati efter den yngre generation.

”Nu har de helt unge jo også skulle følge deres far på Strava og se deres mors fitness-resultater på Instagram, imens jorden er ved at gå til, så det giver meget god mening, at de kommer med en modreaktion, hvis du spørger mig.”

”Jeg var også begyndt at ryge, hvis jeg var 16.”

MEN NIHILISME, AUTONOMI OG MELANKOLI er ikke de eneste ingredienser i årsagscocktailen. Også eskapisme og hedonisme virker til at kunne smages i blandingen.

Eller som forfatteren Olga Ravn beskriver i sin reportage i Weekendavisen fra årets første modeuge:

”Hvorfor være artig, når der alligevel ingen opsparing er tilbage? Hvorfor være lys og venlig, når det handler om at være stærk og udholdende? Cottagecore er nu endelig ovre, the frill is gone. Goddag til cool, goddag til det sofistikerede, goddag til elegant bekvemmelighed. Farvel til naivitetens tro på fremtiden, godaften til den fløjlsmørke nattetime. Krisetid er partytid, de filosoferende samtaler over rødvintid, korrekthed mister territorium, hedonisme vinder indpas.”

For Merete Mærsk er der ikke noget overraskende i forholdet mellem krise og trangen til et skud hæmningsløshed. Det lærte Verdenskrigene os, siger hun, inden hun fortæller om en samtale, hun havde med en ung mand på 23 år.

”Ham og hans venner er ligeglade med, at det er farligt, de vil bare gerne have det sjovt. Eller for at citere ham ordret: ’Vi går efter rusen’.”

Og hvem kan egentlig klandre dem for det?