Efter 10 år med Instagram som ensrettende enehersker, er New York igen ved at blive subkulturernes by

”BURDE JEG FÅ EN FEDTSUGNING,” spurgte en fyr på omkring de 30 sin veninde, mens de travede igennem en skoldhed Central Park med en flaske vin forleden. Påskeferien er slut, danskerne er så småt ved at forlade SoHo, og de får lov at tage deres smoothiebowls og yogamåtter med sig hjem. For fastboerne er der hedonisme på menuen. Et vægttab kan man betale sig fra, slankemedicinen flyder i gaderne, og smøgerne ryger ikke sig selv.

Et års tid efter at rygtet om et vibeshift begyndte at svirre i New York, har hvad der ubehjælpeligt kan oversættes som et “kulturelt stemningsskift” fundet sted. Hvad de kulturanalytisk begavede troede ville blive én æstetiks sejr over en anden (udtrådte Converse skulle erstatte kridhvide sneakers) er i stedet blevet nichernes genopstanden. Efter 10 år med Instagram som ensrettende enehersker, er New York igen ved at blive subkulturernes by. Én ting, de har tilfælles, er store armbevægelser og en insisterende nostalgi. Glam er tilbage i en hedonistisk version, der skylles ned med Martinier og smøger.

På Upper West Side forsøger alle lige nu at få bord på Bad Roman, som har rejecocktail på menuen og et gigantisk stenvildsvin tronende midt i rummet. Den orangerøde belysning stinker af dårlig smag, maden er efter sigende rædselsfuld, og på en eller anden måde er det ikke pointen. Her får du noget, du ikke kan få på de generiske restauranter, der alle som en har burrata på menuen og naturvin i glasset. Du får attitude og fornemmelsen af at være til stede i et rum, som vil dig noget.

På Lower East Side har hedonismen fået sig en usandsynlig følgesvend: højreekstremistisk politik. Omkring Dimes Square hersker en gruppe af unge kvinder, der anført af podcastværterne Dasha Nekrasova og Anna Khachiyan, fik deres claim to fame under den første coronanedlukning. De slog sig op på ikke at ville støtte #MeToo-bevægelsen og på at være trætte af ”woke-kultur”. De taler om at ville konvertere til katolicisme og om bare gerne at ville have en kernefamilie. Provoudtalelser og podcasts med hyggeracistiske undertoner bliver blandet med en nuttet cottagecore-æstetik og søvnige selfies. Det er der sjovt nok et segment af primært hvide, mandlige Twitter-brugere, som ikke kan stå for.

”Men der er jo ikke nogen, der tager dem seriøst længere,” indvendte en ven, da jeg forsøgte at finde ud af hvor stor indflydelse, de nye Twitter-krigere egentlig har. ”De laver podcasts som færre og færre lytter til, mens en flok mænd render rundt i hælene på dem og skriver tilpas nok om dem på nettet til, de selv tror, de er vigtige.”

Hvis de tidligere havde haft held med at få højreekstremisme til at se smart ud, blev det hakket sværere, da Nekrasova og Khachiyan pludselig dukkede op til et Martini-arrangement på Upper East Side afholdt til ære for den tidligere Trump-konsulent Roger Stone. Arrangementet blev afholdt af Trump-entusiasten Gavin Wax, en notorisk usmart New Yorker-skikkelse, der med sit selvhøjtidelige gemyt og sin rolle som præsident for New York Young Republican Club ikke har mange venner i byen. ”Der ramte jeg nok bunden,” snøvlede Nekrasova sidenhen i en podcast om sin deltagelse i arrangementet, selvom det var ikke helt klart, hvorvidt hun mente det.

Anderledes imponeret over Gavin Wax syntes formanden for Dansk Folkepartis Ungdom Christian Bülow at være, da han for nylig besøgte Wax i det såkaldte klubhus. Her skulle de to mødes for at diskutere et eventuelt samarbejde mellem de to grupper, hvad end det så skal betyde. Lidt befippet ved synet af en dansk journalist fik Bülow sagt, at man nok skal tage Wax’ ord med et gran salt, men at hans metoder er interessante. Om det er martiniselskaberne eller Wax’ støtte til figurer som Viktor Orbán, der er mest interessante for DFU, melder historien ikke noget om. Bülow rejste hjem til Danmark dagen efter.

I Manhattans West Village lukkede den litterære salon Beckett’s for et par uger siden. Igennem et år har den mystiske kultskikkelse Beckett holdt fester, der tiltrak unge aspirerende kunstnere, gamle tvivlsomme redaktører og alle dem, der kan lide at iagttage spektaklet. Foretagendet virkede nostalgisk og havde den samme uldne politiske aura som man finder hos podcastværterne på Dimes Square. Hvorfor var gæsterne så hvide? Hvorfor var kvinderne så unge og mange af mændene så, øh, midaldrende?

”Ingen taler om seksualpolitikken i det her,” fortalte en ven mig, der ikke selv kunne lade være med at dukke op til festerne. ”Det er som om, #MeToo og Black Lives Matter aldrig fandt sted i de her kredse.”

Nu er festen slut, men spørgsmålet er ikke, om der kommer en erstatning for salonen, men hvornår. Der svirrer allerede rygter om, at en halvsenil gårdejer i Upstate New York har tænkt sig at dedikere sit hus til formålet. ”Det er som revet ud af Charles Manson-drejebogen,” som det tørt blev konstateret på Twitter.