Sådan træner du online-skak som landets største skak-talent

Henover efteråret fik en populær Netflix-serie antallet af brugere på online-skak-sider til at eksplodere. Vi har spurgt dansk skaks århundredetalent Jonas Buhl Bjerre, hvordan man som glad amatør kan træne sig til en bedre skakhjerne.

Sådan træner du online-skak som landets største skak-talent
Offentliggjort

Trends kommer og går, men skak er for evigt.

Det må være konklusionen, efter den perfekte storm bestående af en pandemi og en populær tv-serie har katapulteret et 1.400 år gammelt brætspil op blandt den vestlige verdens foretrukne hverdagsafbræk. Både online og i de fysiske butikker tyder meget på, at skak har fået en renæssance som hjernegymnastik i ind- og udland.

Siden Netflix-serien ’The Queen’s Gambit’, hvor det ekstraordinære skaktalent Beth Harmon kæmper sig frem i en mandsdomineret verden, fik premiere i oktober, er der på verdens største portal for online-skak, chess.com, ifølge Bloomberg tre gange så mange end før, der melder sig til hver dag. Herhjemme skriver TV 2 samtidig, at skakshoppen.dk har fordoblet sit salgstal efter seriens premiere.

”Den, som siger, at han forstår skak, forstår ingenting,” udtalte den tidligere tyske verdensmester Robert Hübner engang. Ikke just motiverende for en nybegynder, men hvilke tråde kan man trække i, hvis man som upåagtet skakspiller vil adskille sig fra andre dilettanter og stige i graderne i skakkens online-fællesskaber?