Mød Holger: Hunden, der lever af at dræbe rotter på Frederiksberg

HOLGER ER ANKOMMET til dagens opgave på ladet af en cykel. Det er hans kollega, Casper, der har trådt i pedalerne, og nu sidder Holger bare og venter på, at Casper gider at løsne hans sele, så han kan komme i gang med sit arbejde. Holger har et koncentreret blik i øjnene. Han sidder ikke og laver narrestreger eller slikker sig et eller andet sted. Det eneste, Holger har i tankerne, er at komme ned fra cyklen.

Så er selen endelig løsnet, og med et sæt springer Holger ned og iler afsted. Durk forbi Morten, en anden kollega, der netop er stødt til. Holger har mødt Morten masser af gange, men han værdiger ham ikke et blik.

Morten trækker tilgivende på skuldrene.

”Når Holger er på arbejde, så er han ikke til at komme i kontakt med,” siger han.

Sådan er det. Når Holger er på arbejde, så er han på arbejde, og så tillader han altså sig selv at se stort på de mere almindelige forskrifter for god social konduite. For en hund er det ellers ikke så lidt, mennesker går og forventer. Men livet består af valg og fravalg, og Holger har valgt ikke at være typen, der står og kæler helt vildt i arbejdstiden.

Så vil Holger meget hellere se efter at få fanget nogle rotter. Det er nemlig hans arbejde. Mens de fleste andre hunde bruger dagen på at ligge og blunde (det gør Holger også), fræser Holger rundt i kælderlokaler og haveskure på jagt efter rotter. Og når han så finder dem, så dræber han dem uden en flig af tøven.

Mere officielt fanger Holger rotter for Frederiksberg Kommune, og det er derfor, at han her, en kold morgen i november, står på et lille bjerg af affaldssække ude foran en murstensvilla, halen baskende som en vinduesvisker i skybrud, og kigger tilbage mod sine kollegaer med et udtryk, der siger: Bliver det i dag, drenge?

MAN SKAL IKKE følge meget med i nyhederne for at vide, at det ikke går skidegodt. Sådan har det måske altid været. Det er der i hvert fald nogle, der altid indvender. Men jeg vil nu alligevel påstå, at de problemer, vi står med nu til dags, er ved at hobe sig lidt voldsomt op. Sagen er i hvert fald den, at vi har en hel del problemer, og de fleste er vi selv ude om. 

Klimaforandringerne, dem kender du. Vi har simpelthen hygget os lidt for godt. Og nu begynder regningerne at ankomme. Temperaturerne stiger, det samme gør havoverfladerne. Og når vi mennesker klokker i tingene, kan du være sikker på, at rotterne står klar til at træde i det.

Rotterne er vores dårlige samvittighed, en grim påmindelse om alt vores lort. Eller som journalist og forfatter Lasse Lavrsen skriver i sin bog ’Rotter og skilsmisse’:

’Som jeg ser det, er rotter et slags djævelsk spejlbillede af selve civilisationen. Hvor vi er, er de. I skyggen af vores kultur. De kommer frem, når mørket falder på og lever af vores affald, urenheder og overforbrug.’

Hvor vil jeg hen med alt det her? Jo, for nylig udkom der så en ny videnskabelig undersøgelse. Et hold forskere havde sat sig for at finde ud af, om der bliver flere og flere rotter rundt omkring. Svaret var som forventet: Det gør der. 

Men forskerne kiggede også på noget andet. Er der en sammenhæng mellem rottevækst og stigende temperaturer? Mønsteret var tydeligt: Rotternes vækst er størst i de byer, hvor temperaturerne stiger hurtigst. Eller som det amerikanske medie Nature formulerede det i en overskrift: Climate change is amazing – if you’re a rat. 

Og det er i dén dystopi, i det billede, at Holger træder frem som fortællingens superhelt.

SOM DET ER TILFÆLDET med de fleste hunde i vore dage, begyndte Holgers liv i en papkasse. Nede i papkassen, før Holger selv kom ud, lå hans mor og samlede kræfter. Hun havde allerede født to drenge, men der ventede to mere, og den næste var Holger. Moren, en prægtig dansk-svensk gårdhund, gav sig til at presse, og i en skinnende, slimet fosterhinde dumpede Holger ind i denne verden. Mens Holger lå dér og fedtede rundt, gav moren sig til at bide hul på fosterhinden, og dernæst åd hun den.

(Jeg ved forresten de her ting, fordi Holgers opdrætter, Helene hedder hun, har sendt mig en videooptagelse af hans fødsel.)

Tre måneder senere ankom en mand ved navn Casper til kennelen i Ringsted. Casper havde i en del år arbejdet som blikkenslager, men var blevet træt af sit arbejde og ville gerne prøve noget nyt. Helst noget med en hund. Så han tog en lydighedsuddannelse, og en dag kom det ham for øre, at man var begyndt at bruge hunde til at fange rotter.

Det var derfor, Casper nu sad på jorden hjemme hos Helene med hvalpe omkring sig. På de billeder, han havde kigget på derhjemme, var der særligt én, han havde syntes, var flot. Ikke at det skulle komme an på dét, men altså … Det var den, der nu kom og lagde sig i hans skød. Der faldt den i søvn, og der blev makkerparret Holger og Casper født.

På det tidspunkt hed Holger dog ikke Holger. Det var Casper, der – af årsager, man godt kan forstå – valgte at gå med det mere mundrette Holger. Hans navn var egentlig Little Denmark’s Next Nobleman.

Når Holger og Casper arbejder, er det op til Holger selv, hvor han vil snuse rundt. Hvilket på ingen måde er en særligt konventionel fremgangsmetode. Som regel er det mennesket, der fører hunden. Peger og instigerer. Men i tilfældet Holger og Casper er det helt modsat. Casper er ydmygt bevidst om sine sansers underlegenhed i sammenligning med Holgers. Han er Holgers arme og ben, som han siger. 

Så mens Holger går og snuser, tjekker Casper op på tegninger over kloak og rørledninger, afspærrer smutveje, taler med beboere og den slags. Således udfylder de hver sin funktion: Holger finder rotterne, og Casper finder det hul, de er kommet ind igennem.

Og når Holger så har fundet noget interessant og har brug for en hånd, og Casper ikke lige er i nærheden, løber han afsted og gør signal.

”Han ved måske godt, at jeg ikke kan fange en rotte,” siger Casper. ”Men han ved også, at jeg kan hjælpe med at flytte nogle kasser.”

I VILLAEN PÅ FREDERIKSBERG er Casper, Holger og Morten gået ned i kælderen. Her lugter lidt sjovt. Der er i nattens løb fanget en enkelt rotte i en fælde, men teorien er, at det, som ejeren af huset har oplevet, ikke er én skør rottes værk.

I hvad der snart er en time, har trioen minutiøst gennemgået flyttekasser, løftet og tjekket under europaller og vaskemaskiner og mærket på rottelorte for at afgøre deres friskhed. Her er masser af tegn på rotter, og samtidig er det, som om rotterne er over alle bjerge. Som en bande af røvere, der ved sheriffens ankomst allerede er redet videre til den næste by.

Men nu, ovre i det ene hjørne af rummet, står Holger og stirrer direkte ned i det hårde betongulv. Det her med at stirre meget intenst på noget er ikke helt uvant for Holger. Især kloakker er han helt vild med at stirre ned i. Og gerne længe ad gangen. Men direkte ned i et betongulv? Det hører sig alligevel til sjældenhederne. Selv for en sjover som Holger.

”Det ser virkelig mærkeligt ud,” siger Casper, der står og betragter Holger med en lidt mystificeret mine. Men det er ikke det faktum, at hans kollega står og stirrer ned i gulvet, der får Casper til at gruble. 

Casper har igennem årene lært, at Holger så godt som aldrig tager fejl. På den måde er Holger rottehundenes svar på detektiv Monk. Det mærkelige er derfor ikke, at Holger står og stirrer ned i betonen. Det mærkelige er, hvad det betyder: at der formentlig, i disse sekunder, befinder sig rotter lige neden under betonen. Hvad det også betyder, er, at hvis Holger har ret, så bliver det meget vanskeligt at få fat i dem.

Nogle timer senere pakker de sammen. Enten er der ikke flere rotter (det er der ikke nogen, der tror på), eller også har de haft adgang til en ukendt flugtvej.

Et par uger efter taler jeg med Casper. Jeg spørger ind til kælderen på Frederiksberg, og der er interessant nyt. De fandt senere ud af, at der løber nogle drænrør, som ejerne ikke havde haft mulighed for at spærre af. Nogle drænrør, som rotterne med al deres kløgt og snilde sagtens kunne have udnyttet. Og det viste sig, at disse drænrør løb lige hen under det spot, hvor Holger havde stået og gjort postyr.

 Om to måneder, et andet sted på Frederiksberg, ender sporet ikke koldt for Holger.

HVORFOR AFSKYR VI ROTTER i så voldsom grad? Et ordentligt rids i lakken på relationen mellem mennesker og rotter er selvfølgelig Den sorte død. Her var det netop rotter, der drev meget af smittespredningen, og det kostede trods alt næsten halvdelen af den europæiske befolkning livet. Også i dag bærer rotter rundt på en hel masse sygdomme, man helst er fri for. (Holger er vaccineret).

De ødelægger også sindssygt mange ting. Rotters tænder vokser cirka 14 centimeter om året, og hvis de ikke holder dem i ave ved at gnave i alt muligt, spinner tænderne rundt og blokerer for muligheden for at indtage føde. Og så dør de, sjovt nok. I USA alene ødelægger rotter for 27 milliarder dollar om året.

Der er selvfølgelig også det med rotter, at de er temmelig grænseoverskridende i deres jagt efter føde. Og meget, meget smidige. Giv dem to centimeter, så er de igennem. Det er ikke noget, man som sådan skal frygte, men det sker, at folk bliver bidt af rotter, mens de ligger og sover. Og nogle gange helt uden at vågne. Rotternes tænder er nemlig skarpe som skalpeller. Så ved du det.

På grund af alle ovenstående informationer er rotter også et oldgammelt torturredskab. Under Fireårskrigen i det 16. og 17. århundrede forfinede hollænderne metoden ved at placere sultne rotter med en skål over sig på maven af en fastbunden person. I begyndelsen kildede det måske lidt på maveskindet. Men så begyndte ondskaben. På et fad, som de placerede oven på den aflukkede skål med rotterne i, hældte hollænderne glødende kul. Varmen fik rotterne til at panikke, men der var kun én flugtvej, og det var nedad. Ned gennem maven, ind i indvoldene.

MED TANKE PÅ Holgers adrenalinfyldte arbejde er det nærliggende at tro, at det netop er dér, hans liv har budt på de største farer. Men det er noget meget mere sødt og uskyldigt, der indtil videre har bragt Holger tættest på døden, nemlig chokolade. Chokolade er dødeligt giftigt for hunde, og Holger kan slet ikke få nok.

En påske for nogle år siden skulle Holger og familien i sommerhus. Ved døren stod deres tasker pakket og klar, så de kunne køre afsted, lige så snart de fik fri fra skole og arbejde. Ved døren stod også en pose med tre chokoladepåskeharer.

Både Holger og Caspers kone, Maria, var hjemme den dag. Men på et tidspunkt skulle Maria løbe et ærinde. Bare lige i en times tid. Det var alt rigeligt for Holger, der hele morgenen havde forholdt sig passiv. 

Da familien kom hjem, lå der farverigt foliepapir spredt ud over det hele. Flået i stykker. Og Holger, han lå og var frygteligt syg. Og da vidste familien også, hvad der ventede dem af rengøring. For når Holger skal brække sig, så gør han det kun på tæpper, i sofaer og i senge.

DET ER FAKTISK IKKE Casper, der ejer Holger. Det er derfor, jeg i begyndelsen omtalte ham som Holgers værge (i mangel på bedre ord). Han sørger for, at Holger får noget at spise og har et sted at sove. Og at han kommer på arbejde. Men han ejer ikke Holger. Det gør Helene, opdrætteren. Han var alt for fin en racehund, til at hun ville sælge. 

Det betyder ikke, at Holger pludselig bliver revet væk fra Casper, men det betyder eksempelvis, at Holger en gang imellem skal sætte en dag af til at videreføre sine gener. Indtil videre er det sket tre gange. Og alle tre gange er han besvimet undervejs. Heldigvis stod Helene alle tre gange klar til at gribe ham, når han pludselig drattede bagom midt i foretagendet. 

Engang var der også forespørgsel på hans gener hele vejen fra USA. En rig kvinde ville avle på ham, og det var både Helene og Casper – og garanteret også Holger, hvis jeg kender ham ret – med på. Men her viste det sig, at Holgers sæd åbenbart ikke fungerer efter nedfrysning. Der er grænser.

Nå, men Holger bor i et hus på Frederiksberg sammen med Casper og Maria og deres to døtre, Lucca og Kamma på 11 og 8.

Det er herhjemme, jeg sidder lige nu og betragter en dødkælen Holger. Jeg er temmelig forbløffet. Det må jeg sige. Han er virkelig en helt anden. Og nu har han rejst sig på sine bagben og vil have mig til at nusse ham alverdens steder. Han er faktisk så nærgående, at jeg ikke kan lade være med at tænke på to ting: 1) hvor dårlig hans ånde er og dermed også 2) hvad hans daglige arbejde består af.

”Folk, der kun kender ham hjemmefra, kan slet ikke forestille sig, hvordan han er på arbejde. Og omvendt,” siger Casper.

Alle i familien siger det samme: Når Holger er hjemme, så er han sindssygt god til bare at slappe af. Han tager ikke sit arbejde med hjem, så at sige. På den måde er Holger en meget moderne hund med en sund work-life-balance.

Lucca, den ældste datter, plejede at være en af dem, der på ingen måde kunne forestille sig, at privat-Holger skulle være anderledes end rottefænger-Holger. Men så var hun med på arbejde én gang.

”Han gad slet ikke at snakke med mig,” siger hun. ”Han stod i lang tid bare og kiggede i kloakker.”

LIGESOM HOLGER kun brækker sig på bløde materialer, opholder Holger sig også kun på bløde materialer. Derhjemme har de klinkegulv og derudover kun et lille tæppe. Holger sidder kun på tæppet. Og ellers oppe i sofaen. 

Det er i hvert fald, hvad de ved.

Ved spisebordet, op ad en murstensvæg, står en bænk med nogle små puder. Holger har aldrig siddet der, når folk er hjemme. Ikke så meget som gjort antræk til det. Men nogle gange, når Holger har været alene hjemme, har de bagefter fundet små poteaftryk på puderne.

For ikke så lang tid siden var Casper taget afsted på arbejde, men havde glemt noget. Så han måtte lige hjem omkring. Holger var derhjemme den dag, men da Casper åbnede døren, kom han ikke ud og hilste, sådan som han ellers altid gør. Casper tænkte ikke nærmere over det og gik ind og hentede det, han havde glemt. På vejen ud kastede han et blik over mod spisebordet. Der sad Holger. På bænken. På en af puderne. Han sad bare og stirrede på Casper. Frossen som en is. Casper sagde ikke noget, kiggede bare forundret på sin mangeårige makker og gik igen. 

Jeg forestiller mig de tanker, der må være strømmet igennem Holger i de sekunder: (Døren går op). Fuck. Er han hjemme nu? Hvad i himlen! Okay. Ro på, Holger. Tænk dig om. Træk vejret. Hvis du bare sidder bomstille, så opdager han sikkert ikke noget. (Døren lukker). Pyyyh. Det var fandeme tæt på.

Hvad der virkelig undrer Casper, som jo er skolet i hundes adfærdspsykologi, er, at Holger aldrig er blevet taget i at hoppe op på puderne (før dén dag). Ligesom han aldrig er blevet taget i at spise chokolade. Og derfor har han aldrig fået at vide, at det skal han ikke. Det er, hvad man kan kalde for udspekuleret opførsel. Og det er hunde ikke i stand til. Siger man.

DEN MÅDE, HOLGER tager livet af en rotte på i dag, er ikke den måde, Holger altid har taget livet af en rotte på. Den er langt hen ad vejen den samme. Men på grund af en grim hændelse nogle år tilbage har hans aflivningsmetode fået et ekstra lag i ren og skær omhyggelighed. 

Det var en stor, stærk rotte, og Holger havde rendt og jagtet den rundt i en baggård i et stykke tid. Da han omsider fik fat i den, gjorde han, hvad han altid havde gjort. Han rystede den med en vild intensitet. Det er som regel nok: Nakken knækker, alt muligt knækker, og rotten dør. Men i kampens hede havde Holger ikke fået ordentligt fat i den store rotte, og rystelserne havde derfor ikke haft deres snappe, fatale effekt. Og det var jo som sagt også en ordentlig satan, den her rotte. 

Holger havde med andre ord forregnet sig, da han gav slip og dumpede rotten på jorden. For pludselig, mens han sad og fik vejret, mærkede Holger et hårdt riv i hælen. Det var rottens sidste krampetrækning, en endelig hilsen fra de dødes forgård. Og så blev Holger vred. Han bed fat om rotten igen, og denne gang lod han ingen tilfældigheder herske. Fra den ene ende til den anden kvaste Holger samtlige knogler i rottens krop. Og sådan har han gjort lige siden.

EN FREDAG MORGEN i januar, i et ildelugtende kælderrum i en lejlighedsbygning på Frederiksberg, er Caspers gode humør ved at slippe op. For en time siden, da han ankom til adressen sammen med Holger og Morten, var rummet ufremkommeligt. Der skulle være kommet nogle flyttefolk, men de var forsinkede, og så måtte Casper og Morten selv i gang med at rydde ud. Flyttekasser, gammelt børnelegetøj, reolsystemer og skrammel i alle former.

Nu er rummet ikke længere ufremkommeligt, men der er stadig ikke dukket nogen rotter op. Og lugten er stadig fæl.

”Det mener du ik’, Holger?” siger Casper, da Holger begynder at snuse intenst til en ny stabel flyttekasser.

Jeg går op fra kælderrummet, op i den friske luft. Her er bidende koldt. To tømrere står i gården og skærer i noget jern.

Vi ved, der har været rotter i kælderen. Der er rottelort over det hele. Casper mistænker, at de er kommet ind gennem faldstammen. En klassiker i så fald. Rotter elsker faldstammer. Men er de der stadig, eller er de igen flygtet og er over alle bjerge?

Så råber de nede fra kælderen. Jeg styrter ned ad trapperne. I samme øjeblik, som jeg træder ind i kælderrummet, stormer en kæmperotte hen over min gummistøvle. Holger er lige i hælene på den. De farer rundt. Så er rotten væk, forsvundet bag nogle plader. Så har Holger fundet den igen. Sådan fortsætter det i næsten et minut, helt tegneserieagtigt.

Men så lyder skriget ud i rummet. Det hvinende skrig, som rotter udgyder, når de angribes. Ovre i et hjørne har Holger fået fat og ryster den i syv-otte sekunder, og så giver han sig til at kvase den fra top til tå.

Bagefter, i cirka et halvt minut, går Holger triumferende rundt med rotten i munden. Det gør han altid. I deres helt tidlige dage havde Casper godbidder med. Men det var Holger komplet ligeglad med. Han vil bare gerne gå rundt med rotten i munden. Mere beder han ikke om.

”Så,” siger Casper og trækker rotten fra Holger. Han slipper den ikke lige. ”Tak, Holger. Tak.”

Casper har flere gange fortalt mig, at han ingen nydelse får ved at være med til at slå rotter ihjel. Hvis de har slået mange ihjel på én gang, får han decideret ondt i maven. Faktisk havde han en kælerotte som barn. Dog kun i én dag. Hans mor var ikke fan. Men han er stolt af at bidrage til at holde rotter ude af byen.

Vi går op ovenpå. Ud i lyset. Casper finder en pose frem til rotten.

”Den er i den store ende, er den ik’?” siger en af tømrerne, der har taget en pause fra deres arbejde.

Det er den. Næsten en halv meter. Og Holger sidder pænt og betragter den, mens Casper fører den ned i en grøn biopose.

Og her slutter vores historie med Holger. Men Holgers og Caspers daglige kamp, imod det, vi frygter, imod os selv og det, vi forårsager, er langt fra forbi.