Luna Christofi om sit liv på sidelinjen: ”EM-finalen i år er det værste, jeg har oplevet”

Du dækkede den skandaleramte EM-finale i år mellem England og Italien. Hvordan var det?

"Det var faktisk et mareridt. Jeg var på Wembley, og det var simpelthen så ubehageligt. Det var ubetinget den værste fodboldoplevelse, jeg har haft. Jeg var bange, fordi folk var så langt væk på alskens stoffer. Jeg kan huske, at jeg gik forbi en meget velklædt og velfriseret mand, der stod med sin søn på 8-9 år ved siden af. Fråden stod ud af munden på faren, han var så aggressiv og stod og råbte. Hans øjne var tomme, og jeg tvivler på, at han kun havde drukket alkohol.

Det, der foregik uden for stadion, var selvfølgelig voldsomt, men inde på stadion, i de forskellige barer, stod folk og kastede øl og trampede på hinanden. Folk væltede ind. Jeg prøvede at lave en video, men fortrød ret hurtigt, fordi jeg skulle passe på mig selv. Det var virkelig ubehageligt. Jeg tror, vi alle sammen smilede lidt over finalens resultat. Og der har kun været et minimalt efterspil. Det er helt vildt.”

Har du altid været interesseret i fodbold?

”Ja, det har altid været i mit hjem. Jeg er vokset op i Sønderjylland, hvor vi så Bundesliga-fodbold, og nogle gange tog vi til Hamborg for at se kampene på stadion. Jeg begyndte selv at spille som niårig, og det var nok det, der gjorde, at jeg virkelig blev bidt af det. Jeg kunne forstå det, jeg så på banen. Folk tænker, at fodbold er et meget simpelt spil, men det er meget vanskeligere, end man tror, når man tænker over den taktiske del med forskellige kæder. Indgangsniveauet er sværere end i mange andre sportsgrene, fordi det er så komplekst. Jeg var målmand, og i min første kamp tabte vi 32-0, hvilket burde have dræbt min interesse. Vi fik så mange bank, men vi hængte i og endte med at vinde det sønderjyske mesterskab året efter. Vi var fra en lille flække med 500 indbyggere og slog Sønderborg 1-0 i finalen.”

Hvorfor begyndte du at beskæftige dig med fodbold som journalist?

”Jeg har altid været meget politisk interesseret. Jeg ville gerne være som journalisten Mette Fugl, og det var den vej, jeg troede, jeg skulle. Men det var kun muligt at tage journalistuddannelsen i Aarhus, og i midten af 1980’erne var jeg lige flyttet til København, efter jeg havde boet to år i Sydeuropa. Jeg kom fra byer som Paris, Madrid, Barcelona, Istanbul og Athen, så selv København føltes som en lille by, hvilket det jo også var dengang. Så jeg skulle ikke til Aarhus.

I stedet begyndte jeg at søge nogle jobs i København, blandt andet en halvtidsstilling hos DBU som telefonpasser, for jeg havde altid beundret Frits Ahlstrøm (daværende informationschef i DBU, red.). Jeg kom til samtale med Jim Stjerne Hansen (tidligere generalsekretær i DBU, red.) ude i den gamle Idrætspark. Han sagde: ’Du har lige været ude at rejse i to år. Hvordan skal jeg regne med at kunne holde på dig?’ Men jeg endte med at få jobbet alligevel og var inde i varmen.

I weekenden solgte jeg pølser i Forum, så økonomien kunne hænge nogenlunde sammen. Jeg tror, der var 13 ansatte i DBU på det tidspunkt, så alt var jo meget mindre. På tredjedagen kom Sepp Piontek gående ind ad døren, og jeg var ved at falde død om. Efter en måned var der julefrokost, hvor jeg havde Sepp og Richard Møller Nielsen som mine to bordherrer. Der måtte jeg nive mig selv i armen.”

Det lyder, som om at hierarkiet var meget fladt?

”Det var det. Jeg begyndte at komme i Parken og lærte landsholdsspilerne at kende. Vi havde alle sammen en opgave til landskampene, og jeg blev koblet på Frits som en meget ydmyg hjælper. Vi var en stor familie, og jeg blev hængende, for jeg skulle ingen vegne. I 1989 var der 100 års jubilæumsfejring af DBU, og der var linet op til den helt store festivitas med forskellige fejringer i løbet af året. Der var hyret en koordinator, som skulle samle alle trådene, men hun endte med at springe fra, og så fik jeg jobbet.

Som en del af fejringen skulle vi spille en jubilæumsturnering i Parken, hvor vi skulle møde Brasilien og Sverige. Og hvem kom sammen med Brasilien? Det gjorde Pelé – uanmeldt. Han var ledsaget af en masse mænd; læge, advokat og venner. Mange af dem talte spansk, og Pelé fandt ud af, at jeg også kunne tale spansk. Efter den sidste kamp i Parken spurgte han, om han ikke måtte få mit nummer. Han havde mødt en dansk pige, de skulle ud om aftenen sammen med hele hans medbragte slæng, og han ville gerne have mig med. Jeg havde lige fået en telefonsvarer, og da jeg kom hjem, havde han lagt en besked: ’Ciao Luna.’

Jeg ringede til min ven for at høre, hvor jeg skulle tage dem hen, og han sagde, at jeg skulle tage dem med på Rio Bravo, for de havde åbent længe. Så jeg endte simpelthen på Rio Bravo med Pelé. Han var en meget charmerende mand. Jeg var så heldig, og jeg sugede det her arbejdsmiljø til mig. På den måde startede mit liv i fodboldverdenen, og når den starter sådan, er det jo ikke en verden, man sådan får lyst til at forlade.”

Hvordan kom du så ’rigtigt’ ind i faget?

”Jeg begyndte at læse sprog i København, mens jeg stadig arbejdede hos DBU, og jeg endte med at komme i presseafdelingen, hvor jeg hånd-terede akkrediteringer og havde daglig kontakt med journalister. I 1996 ringede Claus Borre fra DR så og spurgte, om jeg havde lyst til at lave tv. Det havde jeg aldrig overvejet. Jeg skrev meget i DBU’s blad, og Borre mente, at jeg skrev glimrende, så der måtte være noget journalistik i mig, som han sagde. De skulle lancere et stort, nyt fodboldmagasin, der hed Kick, og de manglede kontakter. Jeg tror, at min lille telefonbog var meget interessant for dem, så jeg startede hos dem den 1. januar 1997.”

Hvordan ser din arbejdsdag ud på kampdagene? Og har det ændret sig gennem din karriere?

”I gamle dage stod jeg op og fandt en aviskiosk, som jeg tømte for internationale aviser. Nu åbner jeg bare min computer og støvsuger alle de store sportsmediers sider. Jeg taler og læser flydende dansk, engelsk, tysk og spansk. Jeg starter altid med Marca, AS og El Mundo Deportivo i Spanien. Så rykker jeg videre til L’Équipe i Frankrig, La Gazetta dello Sport i Italien, lige forbi de danske medier og så nogle engelske, hvor det varierer mellem The Guardian og The Daily Mail. Jeg er kun forbi Bild og de tyske, når jeg har en kamp, jeg skal dække der.

Derefter taler jeg med en redaktør eller Peter Grønborg (vært på Champions League-udsendelserne på TV3 og Viaplay, red.). Specielt hvis der er noget i gærde, er det vigtigt at få talt det igennem. Så henter jeg min akkreditering, hvilket efterhånden er blevet rigtig besværligt, især til PSG’s kampe i Paris – medmindre man har Michael Laudrup med.”

For nogle virker sportsjournalistik ret simpelt – måske ligefremt nemt. Er det sandt?

”Det er hverken simpelt eller nemt. Jeg kender jo mest til tv-siden af sportsjournalistikken, hvor der er så meget live og virkelig mange ubekendte. Det vil nogen påstå, at det også er i den politiske journalistik. Når jeg ser en politisk debat i Danmark, så ved jeg altid, hvad de forskellige vil sige, og jeg bor altså i Spanien.

’Fodboldspillere siger altid det samme,’ lyder det. Ja, men de ved jo ikke på forhånd, hvem der vinder og taber. Det gør det til en journalistik, der er svær at styre. Du skal være opmærksom på utrolig meget i både op- og nedtakten. Vi formidler noget positivt i form af selve spillet, men vi formidler også noget, som seerne ved rigtig meget om, og det stiller store krav til os. Jeg møder jævnligt fans, der ved mere, end jeg gør. Men det her med, at det er de ubekendtes holdeplads, det gør det i sig selv krævende, hvis du spørger mig.”

Hvad kræver det at være god til det, du laver?

”Ligesom så meget andet live-journalistik handler det om at være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Og så skal man være velforberedt og vågen. Jeg kan godt mærke, at nogle tror, at nettet fortæller alt. Sådan er det ikke. Jeg har oplevet at stå nede på sidelinjen, mens de to hold varmer op, hvor jeg ikke har været helt opmærksom på dem. Under opvarmningen er der en af spillerne fra startelleveren, som går i stykker. Der nytter det ikke noget, hvis jeg står og taler om den pågældende til seerne og modtagerne uden at vide, at han lige er blevet skadet. Det er virkelig utjekket. Du skal have øjne i nakken og siden og et instinkt for, om noget er galt. Det kræver en veltunet radar, hvis man skal være god i det her job.”

Har du altid været så passioneret i din spørgestil?

”Ja, det tror jeg. Jeg er en sønderjyde fra en ikke specielt udadvendt familie, så jeg ved ikke, hvor det kommer fra. Jeg er også lidt en drama queen, og det ved jeg heller ikke, hvor jeg har fra. Det fede ved ikke at have taget den klassiske uddannelse i journalistik er, at jeg ikke er skolet. Jeg havde et forløb i DR med Steen Bostrup, Anders Agger, Jacob Mollerup og Lasse Jensen. Der lærte jeg mere på en måned, end jeg kunne have lært på flere år andre steder. De øsede ud af deres viden. Jacob Mollerup lærte mig interviewteknikker, og at det er vigtigt at give noget af sig selv, og Steen Bostrup sagde blandt andet: ’Den dag, hvor du ikke er nervøs, når du skal lave live-tv, skal du straks holde op.’ Sommerfuglene i maven har jeg heldigvis stadigvæk.”

Jeg tror, at der vil være ramaskrig den dag, hvor du ikke smiler eller virker bare nogenlunde glad, og folk vil skrive ind til NENT og spørge, hvordan de behandler dig. Er du altid glad, når du står derude?

”Som regel. Men hvis du taler med vores tekniske team, så tror jeg godt, at de kan komme i tanke om en episode eller to, hvor mit smil ikke har været så stort. Jeg kan være rasende 30 sekunder, før vi går på, og så skifter jeg, så snart kameraet tænder. Det er en del af jobbet.”

Hvad var dit første rigtig store, internationale interview?

”Da Florentino Perez trådte til som præsident for Real Madrid efter at have vundet valget i 2000 ved at love fansene Luis Figo (der dengang spillede for ærkerivalerne FC Barcelona, red.), havde han et mantra om, at Real Madrid skulle overtage Manchester Uniteds rolle som de førende inden for fodboldverdenen. Hans vision var, at de skulle være verdens største klub på alle parametre. Det indebar blandt andet, at de skulle ud i hver en krog af verden.

Jeg havde et rigtig godt forhold til Marta, der er pressechef i Real Madrid, så jeg ringede og sagde til hende, at Skandinavien da måtte være en krog, og at jeg var meget interesseret i et interview. Det tog en krig, men til sidst sagde de ja. Jeg blev lovet 10 minutter med Florentino, men jeg endte med at være på hans hjørnekontor i over en time. Han havde så meget at fortælle. Jeg kunne rigtig godt lide ham dengang, og jeg var meget betaget af ham. Interviewet var virkelig fascinerende, for han gav så meget af sig selv og var virkelig sympatisk. Her i hans anden periode som præsident er det noget helt andet. Han er et symbol på den udvikling, der har været i fodboldverdenen over de seneste år, som jeg ikke rigtig bryder mig om.”

Hvad er det, du ikke bryder dig om?

"Denne her gradvise lukkethed, der har gjort det meget vanskeligere at være formidler. Klubberne har lukket sig om dem selv, og jo mere, der bliver lukket af, jo sværere får vi ved at gøre vores arbejde. Jeg oplever flere og flere afvisninger, når jeg laver pressehenvendelser. Da jeg startede, tog jeg ofte ud og så Real Madrid træne, og så rendte man rundt ude ved parkeringspladsen, hvor man meget nemt kunne henvende sig til spillerne om et interview efter næste kamp, når de kom ud fra omklædningsrummet efter træning.

Nu må vi ikke længere komme til træningen, og de forskellige anlæg ligger uden for lands lov og ret, og der er checkpoints på vej ind, hvis man skulle være så heldig at få en invitation. Det er en af mange facetter i fodbolden, der er ærgerlig. Jeg har det også meget svært med de fyrstelige summer, spillerne tjener. Der har klubberne virkelig svigtet. Denne udvikling med øget lukkethed og så store summer medfører, at klubberne bliver afkoblet fra fansene.

Og hvis jeg skal være ærlig, så tror jeg ikke, at jeg var blevet forelsket i sportsjournalistik på samme lidenskabelige og hurtige facon, hvis jeg skulle starte nu.”

Hvordan har du opbygget dit kildenetværk gennem årene?

”Det er kommet lidt tilfældigt. Jeg har aldrig været anmassende, og jeg ringer kun til folk, hvis det virkelig er nødvendigt. Jeg begyndte i fodboldverdenen, da den endnu var meget åben, og jeg havde enormt let ved at lære folk at kende. Vi var den første tv-station, både herhjemme og internationalt, der havde live-reportere på sidelinjen til alle hovedkampe, uanset hvilke hold der spillede, og jeg startede med at stå alene dernede. Når du står på sidelinjen helt op til kickoff, så bliver der lagt mærke til én. Jeg har været på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. I de første år kom jeg i kontakt med rigtig mange. Derudover var jeg den eneste kvinde, hvilket også betød, at man blev husket på en anden måde.”

Hvem har du ikke formået at komme ind på livet af?

”Der er mange, men sådan en som Pep Guardiola er rigtig svær at blive fortrolig med, og det er stadigvæk ikke lykkedes mig. Jeg var meget stor fan af ham, da han spillede. En virkelig elegant spiller. Men jeg havde en mærkelig oplevelse, da jeg skulle interviewe ham til hans første Champions League-kamp som træner for Barcelona. De havde fået en hård start i ligaen med et nederlag og en uafgjort, og derefter kom Champions League (mod Sporting Lissabon, red.).

Jeg mødte ham på trappen op til kampstart, og han lovede mig et interview efter kampen – så længe, det var på spansk. Da startopstillingen kom ud, afslørede den, at han startede med fem forsvarsspillere. Alle de andre journalister var hurtige til at kalde ham for en bangebuks, for ’man spiller jo ikke med femmandsforsvar i Barca.’ Det var det helt store samtaleemne nede på sidelinjen.”

Hvad skete der så efter kampen?

”Jeg fik fat på ham, og vi startede interviewet, som gik fint, indtil jeg spurgte ham, hvorfor han valgte at stille med et femmandsforsvar. Der blev helt stille, og når jeg tænker tilbage, husker jeg det, som om han åbnede sine øjne helt op og kiggede ind i mine i meget lang tid uden at blinke, mens jeg bare kunne se, hvad der løb gennem hovedet på ham: ’Hvorfor står den der åndssvage blondine og spørger om sådan noget?’ Svedperler på størrelse med mandler piblede ned ad ryggen på mig, det var simpelthen så ubehageligt. Der gik enormt lang tid, før han svarede: ’Det gjorde jeg heller ikke.’

Jeg blev virkelig sat på plads – på live-tv – selvom jeg den dag i dag stadigvæk vil påstå, at det var et femmandsforsvar. Jeg kan faktisk ikke huske, hvad han svarede på de følgende spørgsmål. Han var så arrogant. Til sidst vendte jeg mig mod kameraet og sagde: ’Kære danskere, jeg er lige blevet irettesat af Pep Guardiola.’ Jeg stod og smilte, men det var virkelig ikke en rar oplevelse. Senere, hjemme på hotellet, så jeg på tv’et, at han gav et fyldestgørende svar på selvsamme spørgsmål til en af mine mandlige, spanske kollegaer.”

Hvad har været dit største scoop?

”I sommeren 2002 var jeg på job for UEFA, som jeg også arbejdede for dengang. Jeg stod på Estadio Bernabéu, og fordi jeg var der i UEFA-regi, fik jeg adgang til de inderste direktørgange. Det var i starten af juli – lige efter Brasilien havde vundet over Tyskland i finalen ved VM i Japan og Sydkorea. Hele sommeren havde der været spekulationer om, at Real Madrid var i gang med at købe Ronaldo. Netop den dag så jeg Ronaldo træde ud på gangen fra et kontor, og jeg overhørte det sidste af samtalen. Aftalen var i hus. Jeg var den første journalist på live-tv, der kunne afsløre, at aftalen var skrevet under, selvom der ikke var meldt noget officielt ud.”

Og så sagde du det bare?

”Ja. Med mange transferhistorier skal man stole på en kilde, men her havde jeg jo hørt det med mine egne ører. Jeg har faktisk aldrig før fortalt, hvorfor jeg vidste det. Rygterne fortsatte med at køre uafbrudt hele sommeren. Vi nærmede os den 31. august, hvor transfervinduet lukkede. Jeg holdt fast og blev ved med at sige det, når jeg var igennem på tv.

Om aftenen på deadlinedagen tog jeg igen ud til Bernabéu sammen med 100 andre journalister og fotografer. Vi kunne se, at der var lys i kontorvinduerne. Klokken nærmede sig 24, og intet skete. Kl. 23.58 så vi pludselig Jorge Valdano (daværende sportsdirektør for Real Madrid, red.), der rakte et stykke papir ud ad vinduet og råbte: ’Den er skrevet under, den er skrevet under!’ Folk gik fuldstændig amok, for mange af journalisterne er jo Real Madrid-fans. Det var en fantastisk oplevelse.”

Jeg kan huske, at du fik et solointerview med Ronaldo i hans første sæson i klubben. Hvordan kom det i stand?

”Han var så ventet og ønsket fra fansenes side, men han leverede ikke fra første dag, som de havde håbet. Der begyndte straks at gå historier om, at han levede det søde liv – hvilket er meget nemt at gøre i Madrid, skulle jeg hilse at sige. Man begyndte at kalde ham ’Skinke-Ronaldo’, fordi han spiste mere skinke, end han spillede fodbold. Og til træning kunne man se, at han altid sprang et par omgange over, for mere moderne var fodbold alligevel ikke dengang. Personligt syntes jeg, at det var meget charmerende, men når man ikke leverer om søndagen, så er publikum efter dig, og Real Madrids fans er hårde i deres dom.

De begyndte at buhe af ham under en Champions League-kamp, og når man har siddet bag målet under kampene, som jeg gjorde sammen med min kameramand, så ved man, hvilket pres det kan skabe. Den fornemmelse får man slet ikke gennem tv-skærmene. Da Vicente del Bosque (daværende træner for Real Madrid, red.) skiftede ham ud, vendte hele stadion sig mod ham med buhråb, og jeg kunne ikke holde mine tårer tilbage. Det var så ubarmhjertigt at være vidne til.

Dagen efter meldte Ronaldo ud, at han lavede en silenzio stampa (boykot af medierne, red.). Efter noget tid ringede hans presseansvarlige, David, som jeg kendte rigtig godt, til mig ud af det blå: ’Ronaldo overvejer at tale med pressen igen. Vil du være den første til at interviewe ham?’ Selvfølgelig ville jeg det. Min kameramand og jeg tog ud til træningsanlægget, hvor han gav et meget rørende og godt interview. Jeg har stadig ikke fundet ud af, hvorfor de valgte mig. Men jeg vil gerne tro på, at det er, fordi jeg står for ordentlighed.”

Hvad har været din største bommert?

”Det var min allerførste dag i Formel 1, hvor alt gik galt for mig. Jeg startede med at møde Kevin Magnussen, der ugen inden var debuteret som Formel 1-kører. I mine høje designersandaler og mit silketøj – det var helt kikset – gik jeg hen mod ham, men missede en lille forhøjning i asfalten. Man kan vælte på mange måder, men jeg lå der med ansigtet mod den malaysiske himmel med begge mine ben samme vej og en knækket sandalhæl. Ud af øjenkrogen kunne jeg se, at Kevin stod og græmmede sig og tog sig selv til hovedet. Vi havde aldrig mødt hinanden på det tidspunkt. Jeg kom på benene og fik sagt hej, og da interviewet startede sagde jeg så: ’Nå, Kenneth.’ Han syntes, jeg var verdens største idiot, og det var jeg også. Men det stoppede ikke der.

Dagen skulle reddes, tænkte jeg, så jeg prøvede at få fat på Daniel Ricciardo, der kørte for Red Bull dengang. På et tidspunkt troede jeg, at jeg spottede ham nede i mixed zone, og der var ikke andre journalister i nærheden, så jeg fik vinket ham over og startede interviewet. Jeg undrede mig godt nok over hans franske accent, når han nu er fra Perth i Australien, men jeg fortsatte uhindret. Efter tredje spørgsmål kiggede han og hans pressedame op og ned ad mig, og jeg kunne godt se, at de undrede sig. Der gik det så op for mig, at der står ’J.V.’ på dragten, og det er jo ikke Daniel Ricciardos initialer. Det viste sig så, at jeg stod og interviewede Jean-Éric Vergne, der på det tidspunkt kørte for Red Bulls ’lillesøsterhold’ Torro Rosso. Jeg gik hjem og tudbrølede og drak en masse rødvin, mens jeg spekulerede på, om jeg nogensinde skulle lave Formel 1 igen.”

Hvordan endte du med også at dække Formel 1?

”Jeg blev koblet på, fordi Kevin Magnussen skabte helt vilde seertal i sit første løb, og fordi jeg var vant til at lave live. Peter Nørrelund, min chef, ringede, mens jeg sad i et tog fra Manchester mod London for at dække 1/8-finalerne i Champions League. Han sagde: ’Nu skal du tie stille, og du får ikke lov til at sige nej. Du skal være i Kuala Lumpur på onsdag.’ ’Hvad skal jeg der?’ svarede jeg så, hvilket medførte et kæmpe møgfald, fordi jeg ikke fattede, hvad der foregik i den verden. Jeg lavede Champions League-kampen og susede så hjem og havde fem dage til at forberede mig. Men hvor starter og ender du henne med så stor en sport?

I Formel 1 møder jeg primært folk, der ved mere end mig, og derfor har jeg også været nødt til at redefinere min rolle. I Formel 1 ser jeg mere mig selv som formidler, hvorimod jeg i fodbold kender mekanismerne helt indgående. Det kommer jeg nok aldrig til at gøre i Formel 1. Men jeg er blevet ekstremt draget af det, og jeg ser også alle de løb, jeg ikke selv dækker.”

Hvad er det vildeste, du har oplevet i Formel 1?

”Sidste år blev jeg så syg i Portugal. På vej ud til banen i Portimao fredag morgen kunne jeg lige pludselig ikke mærke min venstre arm, og min hånd sov. Det var godt, at jeg var på vej til Formel 1, for der er altid et kyndigt lægehold til stede. Jeg var bange for, at det var en blodprop, så jeg røg med det samme ind og blev testet – der var heldigvis ikke andet galt med mig, end at min puls var en smule for høj, hvilket jo er meget normalt, når man er i en stresstilstand. Men om eftermiddagen kom det så igen, og jeg røg med en ambulance på hospitalet, hvor de fandt ud af, at jeg havde fået en betændelse i hjertesækken. Jeg gik rent faktisk tilbage på arbejde, men måtte melde mig syg til næste løb i Italien.

Om onsdagen ringede Rosa, der tager sig af Lewis Hamiltons presse: ’Luna, Lewis Hamilton har sagt ja til et eksklusivt interview med dig. Du får ham i 20 minutter i morgen.’ Og det kunne jeg jo ikke, så jeg måtte forklare hende historien.”

Hvad skete der så?

”Da jeg vendte tilbage til Formel 1, kom Lewis hen til mig, mens jeg sendte live: ’Du er tilbage, du har fået klippet håret, og hvor ser du godt ud. Hvordan går det? Er du rask?’ Jeg blev helt rød i hovedet. Da dagen var ved at være omme, og vi næsten var tilbage i Bahrains indre by, ringede Rosa igen: ’Du skal lige komme hen til Mercedes-lejren. Og hvis du er kørt, så må du køre tilbage.’ Klokken var 22 om aftenen, men jeg fik min kameramand, som kørte bilen, til at vende om.

Vi kom ud til banen og gik hen til den affolkede stand, hvor Rosa stod: ’Kamera og iPhone væk. Gå ned i garagen, Lewis står og venter på dig.’ Ganske rigtigt stod han der, og han ville gerne give mig en krammer, selvom vi ikke måtte på grund af coronareglerne. Han ville bare gerne høre, om jeg havde det godt, og han ville også gerne fortælle, at han selv kommer fra en familie med hjerteproblemer, hvor de har lavet kostændringer og nu spiser vegansk. Vi endte med at stå og tale i en time. Det var meget generøst og rørende.”