Ulven kommer: Sådan skabte FC Midtjylland et magtskifte i dansk fodbold

FRA IKAST til Herning er der cirka 15 kilometer, tværs gennem den jyske hede. Det meste af turen foregår med 130 kilometer i timen, mens marker og træer forsvinder i bakspejlet, mod vest ad Herningmotorvejen, som forbinder de to byer og løber næsten hele vejen ind i selve Herning by. Før man ved af det, står man i Østergade, byens gågade, hvor en håndfuld sommerferieramte børnefamilier traver frem og tilbage mellem butikkerne torsdag eftermiddag. På et par barer og caféer med udeservering har små grupper af sort- og rødklædte fodboldfans slået sig ned ved bordene og skåler i store fadøl. Videre, et par minutters kørsel sydpå, forbi stationen og gennem Knudmosen, efter man passerer Herning SKY − to nybyggede 15-etagers lejlighedsejendomme, byens højeste − kommer fire store lysmaster til syne. De står i hver sit hjørne af MCH Arena, hjemmebane for fusionen, der lige som motorvejen forbinder Ikast og Herning. Her skal FC Midtjylland i aften spille topkamp mod F.C. København, et opgør, hvor hjemmeholdet med en sejr eller uafgjort kan sikre sig det danske mesterskab, klubbens tredje af slagsen, helt suverænt og fire runder før tid.

Claus Steinlein har allerede kørt turen et par gange i dag. Fra stadion i Herning til hans kontor ved klubbens træningsanlæg i Sportscenter Ikast, der også er håndboldhal og hjemsted for klubbens talentakademi, og tilbage igen. Men lige nu, med to timer til kampstart, er FCM-direktøren på vej i retning mod hjemmeholdets omklædningsrum med halvanden liter Faxe Kondi i den ene hånd og halvanden liter Pepsi i den anden, og han er på mærkerne, fornemmer man, for vigtige gæster er på vej.

”Vi vinder guld,” halvsynger en ansat i administrationen for sig selv på kontorgangene i baggrunden. Nede i stueetagen er FCM-spillerne så småt begyndt at ankomme, én efter én. På vej ned fra første sal støder Claus Steinlein ind i Per Frimann, der er på stadion for at kommentere aftenens kamp på tv.

”Der har vi kongen,” udbryder direktøren med et stort smil og udveksler et par bemærkninger, inden han fortsætter nedenunder og ind i et lille lokale, som ligger klos op ad spilleromklædningen. Han stiller flaskerne med sodavand fra sig på et bord. Der er også vin og snacks og flasker med whisky i et svagt oplyst rum med sofaparti i sort læder og billeder på væggene af prominente trænere, som har gæstet MCH Arena. Til store kampe inviterer Claus Steinlein modstanderholdets trænerteam på et glas rødvin, det er en tradition, men i aften er det ikke F.C. Københavns Ståle Solbakken, der er gjort klar til.

Lige præcis han ville næppe heller takke ja, hvis han fik invitationen. Nej, i stedet får Steinlein om lidt besøg af Bestseller-milliardæren Anders Holch Povlsen, som er på stadion i Herning for første gang i selskab med sin gode ven, skuespilleren Nikolaj Lie Kaas. Formålet med mødet står ikke klart, det er det eneste, Steinlein ikke vil tale om i dag, men det er på den anden side ikke svært at regne ud, hvorfor en af landets rigeste mænd bag en af landets største virksomheder, med hovedsæde midt på den jyske hede, er interessant for FC Midtjylland.

En halv time senere kommer Claus Steinlein ud af lokalet igen. At det hemmelige møde gik godt, er til at se.

”På en skala fra et til 10, gik det 10,” siger han og kan ikke skjule sit smil, han prøver heller ikke, hverken nu eller generelt, som var det hans ansigts naturlige udgangspunkt. Kick-off nærmer sig, og næste punkt er en tur i VIP-loungen ovenpå, inden han skal give interview til tv. Han fistbumper Onside-reporter og tidligere håndboldspiller Joachim Boldsen og stiller op foran kameraet på sidelinjen til et dobbeltinterview med klubbens bestyrelsesformand, Rasmus Ankersen. Smilet bliver endnu bredere, strækker sig efterhånden hele vejen fra øre til øre. Bag brillerne lyser hans øjne. Claus Steinlein er i sit es.

MORGENEN FORINDEN er der gråvejr på parkeringspladsen foran Sportscenter Ikast. Lyset er slukket i den tomme håndboldhal, og kun i cafeteriet er der aktivitet. En kvindelig servitrice er i færd med at rydde det sidste af efter FC Midtjylland-spillernes morgenmad, og nu forsøger hun at afsætte en tiloversbleven skål med cocktailpølser til flere medlemmer af klubbens trænerstab, men uden held.

Et par minutter senere kommer klubbens anfører Erik Sviatchenko gennem lokalet iført lyseblå Ralph Lauren-skjorte og et par boxershorts, der ser ud til at have svært ved at holde på forsvarsspillerens massive lårmuskler, som er så store, at han ofte har svært ved at finde bukser, han kan passe. Han er midt i omklædningen til dagens træningspas, men anklen skal lige tapes ind, før han kan tage sine fodboldstøvler på. Fysioterapeut Thomas Bay, der engang har vundet DM i vægtløftning, har taget opstilling med massagebænke, gazebind og sportstape og har forvandlet den fjerneste ende af cafeteriet til en slags interimistisk behandlingsrum, som spillerne aflægger besøg på skift. Nogle spillere, som Erik Sviatchenko, bliver tapet op præventivt, fordi det er blevet en vane. For andre i truppen − heriblandt den brasilianske midtbanekreatør Evander − er det nødvendigt for at kunne spille på grund af småskader efter en lang sæson.

Dagens FCM-træning er let, det handler kun om de sidste forberedelser til FCK-kampen og om at undgå skader og overbelastning. De 11 startere træner dødbolde, mens reserverne spiller intervalspil. Cheftræner Brian Priske ser til, mens assistenttræner Kristian Bach Bak dirigerer. Mellem øvelserne går klubbens mentaltræner, den tidligere jægersoldat B.S. Christiansen, og småsnakker med spillerne, som han i februar havde med på overlevelsestur i en skov for at teste, hvordan de reagerede, når de blev udsat for ekstremt pres.

Inde i omklædningsrummet synes lugten af vasketøj at have sat sig permanent, den kommer, viser det sig, fra det tilstødende lokale, hvor materialemand Jørn Kjær huserer. Langs den ene væg hænger en række fodboldtrøjer fra forskellige klubber, alle med navnet ’Kjær’ på ryggen. De tilhører Jørn Kjærs søn Simon, anfører på det danske landshold og tidligere FCM-talent, og Jørn Kjær er i godt humør i dag, siger han, for i går slog sønnikes klub AC Milan de italienske mestre fra Juventus med 4-2. Resten af materialerummet er som at træde ind i en Liverpool-merchandisebutik, klubbens logo er overalt mellem kasser med fodboldstøvler og andet udstyr, sågar tatoveret på venstre side af Jørn Kjærs brystkasse. Men han brænder ikke kun for de engelske mestre, også for FC Midtjylland, klubben, hvor han var med til at starte talentakademiet op og sidste år havde 15-års jubilæum. Han er en af dem, der har set FCM vokse fra opkomling til sværvægter, som han siger, inden han vender tilbage til sit vasketøj, der skal være klar til kamp i morgen.

I HERNING KOMMUNE har man et motto: ’Her er alle muligheder åbne’. Ud af hedens tørre sandjord, i et område afsondret og kendt for kræmmeri og kriminalitet, opstod Herning for 150 år siden, en by, der blev stablet på benene af entreprenante uldspindere og trods svære vilkår forvandledes fra landsby til købstad i vækst. Lige siden har Herning eksisteret på trods, drevet frem af en vilje til at gøre det, andre tror, er umuligt.

Nogle af landets største virksomheder har hjemme på egnen, der trods ringere forudsætninger ofte har slået hovedstaden på iværksætteri og vækst, og så skyder midtjyderne stolt brystet frem. Der er også byens kongres- og messecenter, som tiltrækker erhvervsturister i tusindvis, og Jyske Bank Boxen, som afvikler koncerter med verdensstjerner, som folk kommer fra hele landet for at se, ja, events er de gode til i Herning, og både det internationale Melodi Grand Prix og Tour de France har været forsøgt lokket hertil, dog uden held. Til gengæld lykkedes det i 2012 at få Giro d’Italia til at skyde et af verdens største cykelløb i gang på heden, af alle steder. Storhedsvanvid, vil nogle sikkert sige, men nej, herningenserne er blot ukuelige optimister, fortæller Alex Nielsen. Han tog i slutningen af 1970’erne til Jylland fra København for at stå på mål i Vejle Boldklub, en enkelt landskamp blev det også til, og i snart to årtier har han været chefredaktør på Herning Folkeblad. Han kom fra hovedstaden, men forelskede sig i den midtjyske mentalitet, hvor man ikke stiller sig tilfreds, ikke så længe der er noget, der kan gøres bedre, og det er der altid.

”Herning-egnen er et område, der tørster efter anerkendelse og efter at vise, at man godt kan opnå noget, selv om man er langt ude på heden, langt fra Aarhus og endnu længere fra København,” siger Alex Nielsen.

Han taler om et særligt Herning-Ikast-Brande dna, en egn, hvor Janteloven ikke har samme faste tag som i store dele af resten af Jylland, for på heden tør de godt tænke stort og handle hurtigt, og går det galt, så prøver de bare igen og igen, indtil det lykkes. På mange måder er det naturstridigt, at Danmarks pt. bedste fodboldklub ligger her. Men det er det stof, som FC Midtjylland er gjort af.

HISTORIEN OM FC Midtjylland begynder i påsken 1999. Dengang spillede Herning Fremad på udebane en halv times kørsel mod nordvest i Holstebro. På stadion var klubbens formand Steen Hessel, det samme var Ikast FS-formand Johnny Rune, og fra tribunerne kunne de se Herning Fremads førstedivisionshold vinde en smal sejr i en forfærdelig fodboldkamp, husker Steen Hessel, så da han kom hjem, greb han telefonen og ringede til Johnny Rune.

En fusion mellem Herning Fremad og Ikast FS havde været på tale med jævne mellemrum siden 1980’erne, det var tæt på året før, i 1998, men det blev ved lige ved og næsten. Snakken blussede op, hver gang det gik dårligt for et af de to midtjyske hold, erindrer Ove Pedersen, der i 1980’erne spillede i begge klubber og stod på sidelinjen som Herning Fremad-træner den aprildag i 1999. Næste morgen mødtes Johnny Rune, direktør i møbelfirmaet Scan Production, og Steen Hessel, en af fire brødre, der driver farens bilfirma Ejner Hessel. Denne gang spildte de ikke tiden, og på en serviet nedskrev de betingelserne for fusionen mellem de to klubber, der blev præsenteret på et pressemøde dagen efter, 7. april 1999. Beskeden til bestyrelserne i de to klubber var, at accepterede de ikke, ville Steen Hessel og Johnny Rune begge gå af. De fik opbakning i klubberne, men blandt fansene, der ikke kunne udstå hinanden, var sagen en anden. Første arbejdsdag efter påsken mødte vrede tilhængere op i klubben:

”Det var lige før, jeg troede, vi skulle have et par på hovedet,” husker Ove Pedersen, der i dag er vicesportschef i FC Midtjylland.

Den nye fusionsklub startede fra nul. Der var intet navn, intet logo, ingen penge og endnu ingen aftale om, hvor klubbens hjemmekampe skulle spilles.

Til gengæld var der ambitioner: Klubben skulle spille med i den absolutte top af dansk fodbold, proklamerede Hessel og Rune. I den lokale avis bad man om forslag til, hvad klubben skulle hedde, en lodtrækning blev arrangeret med den daværende amtsborgmester, som trak FC Midtjylland uvidende om, at de to formænd havde sørget for, at der stod FC Midtjylland på alle tre kugler i bowlen. Ulven blev klubbens logo og maskot, fordi den sidste danske ulv måtte lade livet på heden i 1800-tallet. (Ulven er siden vendt tilbage.) I spidsen for den nye klub satte man direktør Jens Ørgaard, det lykkedes at rykke op i Superligaen i første sæson, og der blev sat gang i planer om et nyt, moderne stadion ved Messecenter Herning.

I sommeren 2000 blev den tidligere midtbaneslider Claus Steinlein ansat i klubben. Han var blevet valgt fra som spiller, da Ove Pedersen skulle skære de to klubbers 63 kontraktspillere ned til 18, men nu skulle han stå for klubsamarbejder og merchandisesalg. Til jobsamtalen mødte han op med et klart budskab til Jens Ørgaard: ”Jeg takker ja til jobbet, men om 10 år vil jeg have dit job,” sagde Claus Steinlein, der stadig var aktiv som fodboldspiller i Randers Freja, mens han færdiggjorde sin læreruddannelse, og den første tid i sit nye job kørte han til træning i Randers i en varevogn med et kæmpe FC Midtjylland-logo på siden.

En af Claus Steinleins første opgaver var at sælge merchandise til regionens sportsbutikker. Han kørte til Sportmaster i Holstebro, hvor han blev mødt af en hel endevæg i gult, fyldt med Brøndby-trøjer og halstørklæder, og en særdeles skeptisk kvindelig ekspedient bag disken. Men Claus Steinlein havde talent for at sælge, og det lykkedes ham at overtale hende til at tage imod to madkasser, to drikkedunke og en spillertrøje i fire forskellige størrelser, som fik lov til at hænge på prøve i et par uger i et hjørne ved siden af Brøndby-fanartiklerne. Ugen efter kom han igen, men intet var blevet solgt, så han ringede til en ven og bad ham køre til Holstebro og købe en drikkedunk. De 50 kroner, den kostede, betalte Claus Steinlein af egen lomme.

ANFØREREN ER sidste mand ude af omklædningsrummet efter træning. Resten af holdet har både spist frokost og er kørt hjem, da Erik Sviatchenko træder ind i cafeteriet med sin mobiltelefon trukket op til højre øre. Han har glemt, hvem der tabte i fodtennis og nu skylder sodavand, så han ringer til holdkammeraten Ronnie Schwartz for at få sagen opklaret.

”Nåh, det var ’Scholle’ (Alexander Scholz, red.). Selvfølgelig.”

Han vender sig om mod kantinedamen, der venter smilende bag disken.

”Ja, den skal bare på Alexanders regning,” siger han og vifter med en energidrik.

Holdkammeraterne har spist frokost i joggingtøj eller jeans og T-shirt, men Erik Sviatchenko er i mørkegrøn blazer og chinos, brune lædersko og en skjorte, der er strøget, og han ligner ikke en fodboldspiller, som de er flest. Hans far, den ukrainske kunstner Sergei Sviatchenko, sendte ham i skole i slips, en stil, der hænger ved hos den 29-årige anfører, som også er med på råd, når FC Midtjylland skal have nye trøjer, eller når der skal sys nye jakkesæt til spillertruppen. Erik Sviatchenko er fra Viborg, og han er for nylig flyttet fra Herning og hjem til domkirkebyen, FC Midtjyllands lokalrival.

Han kom til FCM som 14-årig og har trådt sine fodboldsko på akademiet, hvis vægge er beklædt med faderens kunstværker, og hvor loungen er opkaldt efter Simon Kjær, der blev ungdomsafdelingens første store salg, da italienske Palermo lagde 30 millioner kroner og praktisk talt reddede FCM fra bankerot i 2008. Erik Sviatchenko er gået hele vejen fra ungdomsspiller til anfører, i dag er det ham, der tager sig af de unge spillere, og blandt andet har han hjulpet flere af dem med at starte en sportspension, så de er bedre stillet, når fodbolden en dag er slut. Han drømmer stadig om at komme til udlandet igen, men han har også ambitioner på vegne af den klub, han har givet 15 år af sit liv. Han er stolt af den udvikling, klubben har gennemgået siden dengang, den havde store armbevægelser, men ikke så meget at have dem i, dengang, klubbens økonomi var tvivlsom og hverdagen usikker, før den engelske betting-milliardær Matthew Benham kom til i 2014.

”Da jeg var i klubben som ung, fyldte uro og økonomiske problemer meget. Efter jeg er kommet tilbage, mærker jeg en helt anden ro. Der er også sket et skifte i klubbens selvforståelse. De sidste seks år har vi vundet lige så mange mesterskaber som FCK, og i dag opfatter alle i klubben FCM som et naturligt tophold,” siger Erik Sviatchenko, der var en tur i skotske Celtic, inden han i 2018 vendte hjem til FCM.

Vi forlader cafeteriet og kører mod Herning i hans Mercedes. Destinationen er Aroma, en kaffebar med bageri i Herning midtby, som Erik Sviatchenko ofte besøgte, mens han stadig boede i byen. Han bestiller en cappuccino og under også sig selv et stykke kage, som han plejer dagen før en kamp.

”Her er meget anti-Herning,” bemærker Erik Sviatchenko, der ikke mener noget ondt med det, ikke andet end at Aroma snarere ligner noget, man kunne finde i Aarhus eller i København. Det samme kan man sige om Sviatchenko selv, der er vokset op i et kunstnerhjem og hører jazz i bilen. Men på mange måder er han også en eksponent for det Midtjylland, der forsøger at vriste sig fri af et delvist selvskabt image som bonderøve, som har klistret til klubben, siden man i et selvironisk PR-stunt i 2003 fik den daværende FCK-formand Flemming Østergaard til at ankomme i traktor til stadion, hvor bandet Tørfisk spillede musik, og maskotten Lupus trak køer rundt på banen.

”Der er stadig nogle, som godt kan lide at fremstille os som bonderøve og kalde os ’klassens frække dreng’, men det er altså mange år siden. I dag er vi en stor klub, og det, vi har opnået her, hvor der ikke er samme forudsætninger som i København, burde aftvinge mere respekt,” siger Erik Sviatchenko, der også personificerer den selvtillid, som kendetegner området og i særdeleshed FCM. En klub, der gerne melder ambitiøst ud om mesterskabsambitioner, Europa-gruppespil, og senest at man vil udvikle verdens bedste fodboldspiller.

”I FCM bliver der nogle gange sagt nogle vilde ting, og så griner folk, men jeg ser det blot som et udtryk for store ambitioner. Det er ikke sikkert, nok også usandsynligt, at FCM kommer til at udvikle en Ballon d’Or-vinder (prestigefuld pris, der hvert år uddeles til verdens bedste fodboldspiller af magasinet France Football, red.), men bare det at sætte barren højt har en effekt,” siger Erik Sviatchenko og drager en parallel til sig selv:

”Da jeg var ung, sagde jeg, at jeg ville være en af de 15 bedste forsvarsspillere i Europa. Jeg kiggede på Daniel Agger og tænkte: ’Det kan jeg også.’ I dag kan jeg godt se, at det bliver svært at nå, men det har betydet, at jeg hver dag har haft et ambitiøst mål at sigte efter, når jeg stod op om morgenen, og det har drevet mig frem. Det er det samme, klubben gør.”

PÅ DIREKTØR Claus Steinleins kontor i Ikast er væggene sorte som FC Midtjyllands spilletrøjer. Steinlein sidder ved sit skrivebord øverst i bygningen og øverst i hierarkiet, som han ellers betegner som fladt, FC Midtjylland er en familieklub, siger han. Der skulle gå 12 og ikke 10 år, før han overtog Jens Ørgaards job, men jobbet fik han. 48-årige Claus Steinlein har arbejdet sig op gennem klubben fra merchandise-ansvarlig til akademidirektør til sportsdirektør og nu administrerende direktør med det øverste ansvar for både sport og forretning i FC Midtjylland. Han er lige kommet tilbage fra et møde ude i byen, håret er nyklippet, skjorten er strøget, og blazeren er ny, for han har fået besked om, at der skal tages billeder. Da han møder Erik Sviatchenko ude foran, spørger han drillende, om det er andet eller tredje sæt tøj, han er trukket i, og ganske rigtigt har anføreren, der er anderledes hjemmevant foran et kamera, taget skiftetøj med, som han henter ude i sin bil. Han prøver også at overtale Steinlein til at tage et slips på, men den går ikke.

FC Midtjyllands ekstraordinært gode sæson betyder, at der er stor interesse for klubbens spillere. I et interview med B.T. har agenten for 22-årige Frank Onyeka, der har været en af klubbens bedste spillere i denne sæson, nogle dage forinden været ude og sige, at han forventer bud på den nigerianske midtbanespiller inden for 14 dage. En udmelding, der er gået hen og blevet en intern joke, både i omklædningsrummet og på direktørgangen.

”Nu er der jo kun ni dage, til der kommer bud på Onyeka,” siger Erik Sviatchenko med et glimt i øjet. Claus Steinlein griner højt.

”Ja, jeg tjekker min mail hver dag. Jeg har også kigget i spam-indbakken,” svarer han.

De kække bemærkninger flyver ud af munden på Steinlein. Som barn fik han skældud af sin mor for at tale for meget, for højt og for hurtigt, men det er tilsyneladende ikke en kritik, han har taget til sig. Han er manden, der har været med til at manifestere FC Midtjyllands image. I FCM går de til stregen, og det er måske også sket, at de er gået over den, erkender Steinlein og fortæller om dengang, klubben i 2003 hentede tre ungdomsspillere i AaB uden at kontakte Aalborg-klubben først. En episode, der blev startskuddet til en regulær talentkrig i fodbolddanmark. Claus Steinlein ville hente de bedste talenter i hele landet, også i F.C. København, og her begyndte rivaliseringen mellem de to klubber, mellem den store, arrogante hovedstadsklub og de nævenyttige, grænsesøgende midtjyder.

”Jeg tror aldrig, Niels Christian Holmstrøm (tidligere FCK-sportsdirektør og bestyrelsesmedlem i Parken Sport & Entertainment, red.) har tilgivet os,” siger Claus Steinlein og klukler.

Siden har stikpillerne med jævne mellemrum fløjet frem og tilbage mellem klubberne, ofte med Ståle Solbakken som afsender på den ene side og Claus Steinlein på den anden, som da FCM-direktøren i februar 2015 efter FCK-kritik gik direkte i flæsket på den norske manager, der var vendt hjem efter mislykkede ophold i FC Köln og Wolverhampton Wanderers.

”Deres (FCK’s, red.) træner kommer med to fyringer i bagagen, og de er i år blevet tævet ud af Europa League, så det næsten var pinligt. Jeg tror, de har glemt, hvordan det er at vinde og ligge nummer et, og derfor forsøger de at tale sig selv op og andre ned,” sagde han til Tipsbladet, og så var der ellers tændt op til en forårssæson, hvor FC Midtjylland endte med at vinde klubbens første mesterskab.

For Claus Steinlein er der én afgørende forskel på FCM og FCK:

”Vi er en familieklub,” gentager han: ”Vores største styrke er, at vi er sammen om at gøre tingene, mens F.C. København mere er et onemanshow, hvor Ståle bestemmer det hele. Dét, vi repræsenterer i Herning og FCM, er på mange måder modsætningen til København og FCK. Det er storbyen mod provinsen, individualisterne mod sammenholdet.”

Men I kan vel også leve lidt af en rivalisering og den opmærksomhed, den skaber?

”Det var Don Ø, der engang sagde, at han hellere ville have, at én kunne lide ham, og at to hadede ham, end at tre var ligeglade. Og det er der noget om. FCK vil gerne være alene på toppen, men de seneste år har vi drillet dem, det kan de ikke lide, så det bliver vi ved med.”

I DAG KAN Claus Steinlein godt se, at FC Midtjylland i nogle tilfælde er gået for langt eller forkert i deres forsøg på at blive de bedste. Men fejltrin hører med til at være ’en innovativ klub’, som han kalder FC Midtjylland, idéer prøves af, og på successiden er etableringen af Danmarks første fodboldakademi altoverskyggende, mens andre satsninger som en racerbil med FCM-logo, en plan om et talentakademi i Indien, drive-in fodbold og kontrakten med den afdankede, hollandske verdensstjerne Rafael van der Vaart er faldet mindre heldigt ud. Men man kan ikke ramme målet, hver gang man skyder, som Steinlein siger. Klubbens seneste store projekt er idrætsfriskolen Guldminen, hvor børn fra seksårsalderen skal kombinere undervisning med sport på højt niveau, FCM kalder det ikke en eliteskole, men det ultimative succeskriterie er, at skolen udvikler en kommende Ballon d’Or-vinder.

Claus Steinlein er også manden, der oftest har stået bag, når FC Midtjylland har trukket overskrifter med vilde udmeldinger, og det har ikke altid været lige koordineret, som da han i et interview med DR kort efter akademiets indvielse i 2004 pludselig fik sagt, at målet var at have mindst to akademispillere med til VM seks år senere, i 2010 (et mål, der i øvrigt blev indfriet, da Simon Kjær og Winston Reid repræsenterede henholdsvis Danmark og New Zealand ved slutrunden i Sydafrika).

”Vi har aldrig været bange for at melde stort ud, måske også lidt for stort,” smiler Claus Steinlein.

”Det kan give hug fra omverdenen, når man ikke når sine mål, men dem tager vi også gerne, hvis de er berettigede. Vi tror på, at det er nødvendigt at være ambitiøse og sige det højt, hvis vi skal rykke klubben. Man kan kalde os ’klassens frække dreng’, men jeg ser det som et udtryk for, at vi tør gå nye veje og have store drømme.”

Er det også nødvendigt at råbe lidt højere, når man er fra Herning og ikke en storby som København?

”I de første år af klubbens levetid var det helt sikkert nødvendigt. Vi har ikke et opland med en million indbyggere, så hvis vi skulle have folk på stadion, opmærksomhed i medierne og i det hele taget sætte FC Midtjylland på landkortet, var vi nødt til at larme lidt mere end de andre. Det har været en meget bevidst strategi. Ser man på vores forudsætninger, burde vi slet ikke være en topklub i dansk fodbold, men det er vi blevet alligevel.”

Claus Steinlein kommer i tanke om butiks-anekdoten fra Holstebro.

”Jeg var faktisk deroppe igen for nylig, og nu render børnene ikke længere rundt i gult. De har FCM-trøjer på,” siger han.

Væggen bag ham er beklædt med indrammede billeder af FC Midtjyllands største øjeblikke, belagt med et varmt, rødbrunt sepia-filter, der får dem til at se ældre ud, end de egentlig er. For med ganske få undtagelser ligger klubbens succesoplevelser alle inden for de seneste seks år. En af disse undtagelser er ungdomsmesterskabet fra 2005, en særlig milepæl for Steinlein, der dengang var nyansat akademidirektør. Han peger op på billedet:

”Se, hvem vi har dér.”

Personen, han refererer til, er en ung fodboldtræner med blondt, krøllet hår, drivvådt af sejrschampagne. I dag er han klubbens bestyrelsesformand.

RASMUS ANKERSEN ER fløjet ind fra London og kørt fra København i bil. Det er i den engelske hovedstad, Ankersen bor, og derfra han til daglig bestrider sit andet job som ’Co-Director of Football’ i den britiske klub Brentford, hvor også træneren og adskillige spillere har dansk pas. Men nu sidder FC Midtjyllands bestyrelsesformand i Herning, i et konferencelokale i kælderetagen på Hotel Eyde i midtbyen, og holder et såkaldt scout-møde med resten af FC Midtjyllands sportslige ledelse. På mødet diskuterer de, hvem fra FCM-truppen der skal sælges eller lejes ud, og hvor den eventuelt skal forstærkes frem mod næste sæson. Cheftræner Brian Priske har givet sin vurdering, men han er ikke med til mødet, for i FC Midtjylland er den slags strategiske beslutninger ikke trænerens opgave.

Rasmus Ankersen er kun i Herning i to døgn, inden turen går tilbage til London. I løbet af en times samtale ringer hans telefon et tocifret antal gange, opkaldene kommer primært fra britiske telefonnumre. Bestyrelsesformanden i FC Midtjylland er født og opvokset i Herning, han var anfører på det første U19-hold i FC Midtjylland-trøjer, men en knæskade satte en stopper for ambitionerne om en professionel karriere. I stedet blev han træner, og da han var 22 år, gav Claus Steinlein ham chancen som cheftræner for FCM’s U19-hold, til trods for at han med egne ord var totalt uerfaren. Siden tog han til København, så London, udgav bøger om talentudvikling og arbejdede som konsulent, iværksætter og foredragsholder. I dag er Rasmus Ankersen 36 år, han har allerede opnået mere, end de fleste gør i løbet af en hel karriere, og han står i spidsen for en fodboldklub, der udfordrer F.C. København om tronen i dansk fodbold. Som han sidder dér og kigger tilbage på en Superliga-sæson, der har været én lang magtdemonstration af FC Midtjylland, kan han ikke undgå at føle, at magtbalancen så småt er ved at tippe i retning af Herning.

”Vi vinder mesterskabet for tredje gang på seks år. Jeg synes, det viser, at styrkeforholdet er lige, og vi har bevist, at vi er i toppen af dansk fodbold for at blive der. Ståle siger, at de har haft skader og flere kampe end os, men det alene kan ikke forklare, at vi har sat dem til vægs med så mange point i år,” siger han.

FC Midtjylland udkonkurrerer lige nu F.C. København med et langt mindre budget, men Rasmus Ankersen ved godt, at dem, der bruger flest penge i fodbold, som regel også vil klare sig bedst over tid. Derfor er han og klubben klar til at investere yderligere i forsøget på at etablere sig som Danmarks bedste fodboldklub. Spillerbudgettet skal øges, stadion skal udvides, og et nyt træningsanlæg skal bygges, alt sammen som en del af klubbens såkaldte 2025-plan, fortæller Rasmus Ankersen:

”Hvis vi skal tage det næste skridt, skal vi investere flere penge i endnu bedre spillere, i at blive endnu dygtigere til at udvikle talenter og i oplevelsen omkring kampene på stadion. Det er sådan, vi sparker døren ind til europæisk fodbold.”

Da ulven var løs − historien om en uheldig maskot

FC Midtjyllands klubmaskot hedder Lupus, som er det latinske ord for ulv, og den har levet en omtumlet tilværelse. De første år af klubbens historie måtte Claus Steinlein iføre sig ulvekostumet, når der ikke var andre til at tage sig af tjansen. Men en dag fik Steinlein et brev fra en nytilflyttet københavner, som gerne ville arbejde som klubmaskot. Steinlein fortæller:

”Jeg kaldte ham til samtale. Dagen efter dukkede en to meter høj mand op på kontoret. Han vejede måske 10 kilo for meget. Et ordentligt brød. I Tipsbladet havde jeg læst, at klubmaskotterne i England af og til sloges på stadion for sjov. Det syntes jeg lød festligt, så jeg tog artiklen med og præsenterede den for ansøgeren, som takkede ja til jobbet. I weekenden skulle vi møde Viborg FF på udebane, og det blev den første kamp for vores nye maskot. På kampdagen skulle jeg stå sammen med vores fanklub Black Wolves i udebaneafsnittet. 10 minutter inden kampstart går vores fans amok. Pludselig kommer Lupus løbende med et krokodillehoved i favnen. Det var Viborgs maskot Willie, som han havde overfaldet og flået hovedet af. Han løb ned mod vores fans og sparkede krokodillehovedet ind i det tomme mål. Fansene jublede vildt, jeg grinede, men så fik jeg øje på Viborgs maskot: Inde i Willie var en 14-årig dreng. Han var mildest talt chokeret, og han havde fået brændemærker på halsen fra spændet på den cykelhjelm, som krokodillehovedet var monteret på. Det næste, jeg så, var vores maskot, som blev eskorteret ud af stadion af Viborgs kontrollører. Efter kampen undskyldte vi overfor Viborg FF.”

”Nogle måneder senere skulle vi møde Viborg hjemme på Ikast Stadion. Jeg inviterede den 14-årige dreng og hans forældre til kamp. Jeg tilbød, at han kunne komme med ind på banen, men det turde han ikke efter episoden sidst. I stedet bød vi familien på mad i loungen. Vores maskot, Lupus, havde købt en badedyrskrokodille, som kunne pustes op, og den lagde han i midtercirklen og kyssede som undskyldning. Bagefter løb han ud til vores fans og hilste. Men en snor fra krokodillen havde bundet sig fast til hans ben. Han trak den hele vejen med sig, og da han vendte sig om, lå den en meter bag ham nede ved vores fans. I kådhed kastede han sig over den og lavede samleje-bevægelser med hofterne. Det syntes Viborg-tilskuerne ikke var sjovt, og efter kampen måtte vi undskylde igen. Men episoderne gjorde Lupus kendt i hele landet. Han var så populær, at vi fuldtidsansatte ham, formentlig som den eneste maskot i verden.”

”Men i 2003 gik det galt. Lupus var til udekamp i Aalborg, og efter kampen blandede han sig i et slagsmål mellem to fans. Politiet tog ham med på stationen. ’Lupus anholdt,’ stod der på forsiden af Ekstra Bladet dagen efter, og det gik ikke. Vi endte med at fyre ham. I dag hedder vores maskot stadig Lupus, men han er lidt mere fredelig. Og Viborg hader os stadig.”

KLUBBENS EJER, Matthew Benham, er en slags skyggefigur i FC Midtjylland. Den britiske milliardær, der bor i London, er sjældent til klubbens kampe, ikke engang til guldkampen mod FCK, og de færreste i klubben har mødt ham mere end en håndfuld gange. ”Han er en meget privat fyr,” siger de nærmest i kor. Den eneste i FCM, der har direkte kontakt med ejeren, er Rasmus Ankersen.

Da Discovery Networks sidste år lavede en dokumentar om klubben, overtalte Ankersen Benham til et sjældent interview, det varede 10 minutter, og efterfølgende proklamerede ejeren: ”Det er det sidste interview, jeg kommer til at give i mit liv.” Matthew Benham er ikke glad for rampelyset.

Ankersen og Benham mødtes tilfældigt, da en kvinde, som havde hørt et af Rasmus Ankersens foredrag i København, via en bekendt introducerede dem. Rasmus Ankersen fløj til London for at mødes med Brentford-ejeren på træningsanlægget på Jersey Road − dengang spillede klubben i den tredjebedste engelske række og lå i toppen med fem kampe tilbage.

”Noget af det første, jeg spurgte ham om, var, om han troede, de ville rykke op den sæson. Så kiggede han på mig og svarede: ’At the moment there’s a 42,7 percent chance,’” husker Rasmus Ankersen.

Fodbold er et langt mere tilfældigt spil end andre sportsgrene, sagde Matthew Benham også. Det skyldes blandt andet, at det spilles med fødderne frem for hænderne, at der er mange spillere på banen, og at der bliver scoret få mål. Tilfældighed alene kan ifølge Rasmus Ankersen svinge et holds resultater 15 point op eller ned i tabellen på en sæson, og derfor er det nødvendigt at kigge bag resultaterne, en opgave, som Benham har 120 statistikere ansat til i sit bettingfirma Smartodds, der ved hjælp af big data − omfattende videnskabelige analyser af fodboldspillere og fodboldhold − havde skabt britens formue gennem sportsvæddemål. Men han manglede en til at oversætte nogle af sine idéer til fodboldsprog, og det blev Rasmus Ankersens job, først som konsulent, siden som en af to sportsdirektører i Brentford. Og da Matthew Benham i 2014 besluttede sig for, at han ville købe sig ind i endnu en fodboldklub, var det Rasmus Ankersen, der foreslog FC Midtjylland.

Ankersen åbner sin computer og viser et Excel-ark frem. I fodbold siges det ofte, at tabellen aldrig lyver, men FCM-bestyrelsesformanden vil påstå det modsatte. Der blev grinet af ham, da han for et par år siden lancerede begrebet ’Table of justice’ i dansk fodbold − en tabel baseret på data, der rangerer holdene efter præstationer og ikke point − men når ledelsen i FC Midtjylland vurderer klubbens præstationer, betyder den mere end resultaterne på banen.

”En træner i FC Midtjylland bliver ikke fyret på grund af ligatabellen,” siger Rasmus Ankersen. Han peger ned i Excel-arket, hvor han kan se, hvordan klubben klarer sig på en lang række statistiske parametre, ikke bare i forhold til konkurrenterne i Superligaen, men også andre europæiske hold. Et andet Excel-ark på Rasmus Ankersens computer er intet mindre end en database over samtlige professionelle fodboldspillere i verden rangeret efter et system, som Smart-odds har udviklet. Det viser blandt andet, at der lige nu render en masse dygtige spillere rundt i Østrig, som præsterer bedre, end markedet har opdaget, og det kan måske være en mulighed for en klub som FC Midtjylland.

Da Matthew Benham og Rasmus Ankersen første gang kom anstigende med data og Excel-ark, var der flere i FCM, som kiggede lidt underligt på dem, husker bestyrelsesformanden. Men i dag, tre mesterskaber og en pokaltitel senere, er der ikke længere nogen, der sætter spørgsmålstegn ved betting-milliardærens metoder.

”Fodbold handler om følelser. Men du kan ikke drive en fodboldklub på mavefornemmelser,” siger Rasmus Ankersen. ”Hvis du taber tre kampe i træk, tror du, at du aldrig kommer til at vinde igen, og hvis du vinder tre kampe, er du usårlig. Data er for os et objektivt værktøj, en rettesnor, der gør, at følelserne ikke løber af med os. I sidste ende er det at drive en fodboldklub ikke et spørgsmål om at gøre noget genialt, men om at lade være med at gøre noget dumt.”

NÆSTE DAG, et par timer før kampstart, sidder Mikkel Sønderbæk og Heine Jensen i Østergade ved deres stambord på pubkæden Fox and Hounds’ filial i Herning. Bag dem er opstillet storskærm og stole på række til de FC Midtjylland-fans, som på grund af covid-19-restriktioner ikke har været så heldige at få fat i en af de cirka 4.500 billetter, der er tilgængelige til aftenens kamp. Men Mikkel og Heine skal på stadion og se deres hold slå FCK − igen, som de siger og smiler − sammen med resten af ’hjørnecrewet’, som ikke står i hjørnet, men midt bag det ene mål. Navnet skyldes i stedet, at de laver moshpits, hvor fansene hopper vildt og kaotisk ind i hinanden, hver gang FCM får et hjørnespark, forklarer 44-årige Mikkel Sønderbæk, der på stadion blot er kendt under det selvvalgte øgenavn ’Hekler’ og til dagligt arbejder som pædagog. Heine Jensen på 42 kører taxa, og nogle timer forinden har han transporteret mig fra Hotel Eyde og ud til MCH Arena ved motorvejen.

De har begge været med siden begyndelsen, ja, faktisk før, dengang deres favorithold stadig hed ”Ikast FS, ik’å.” Mikkel Sønderbæk var i mange år capo, manden med megafon og ryggen til banen, som pisker stemningen op blandt de andre fans.

”Du har ellers aldrig haft brug for en megafon,” driller Heine Jensen sin ven, hvis røst fylder hele det brune publokale, når han taler.

Mikkel Sønderbæk og Heine Jensen har set fanbasen vokse fra nogle få hundrede til et tilskuersnit på mere end 7.000 mennesker i sidste sæson. De kan også mærke, at FC Midtjylland er blevet en topklub, og det smitter af på selvforståelsen hos fansene, især de helt unge, som ikke er gamle nok til at huske begyndelsen på klubbens blot 21-årige historie.

”Der er mange klubber, der lever højt på deres historie, men nogle af dem virker også til at hænge fast i den historie. Se bare på en klub som Vejle, der kunne have lavet en fusion, men droppede planerne af rent historiske årsager. FCM er en ung klub, vi har ikke andet end en god idé udført hurtigere og bedre end de andre, men vi er heller ikke tynget af traditioner,” siger Mikkel Sønderbæk.

Både han og Heine Jensen er stolte af heden, af Herning og Ikast, og af, at der er nogen, der gør noget, for ellers sker der ikke en skid, som de siger. Ligesom de selv har været med til at banke fanmiljøet i FC Midtjylland op fra nul, nogen skulle jo gøre det.

Øllene bliver fyldt op en gang mere, inden turen går til MCH Arena. Mikkel Sønderbæk peger på sin sorte fodboldtrøje med Puma-logo og Midtbank på brystet, FC Midtjyllands første hjemmebanetrøje nogensinde.

”Du kan se, at jeg har været med helt fra begyndelsen.”

TILBAGE PÅ STADION har Claus Steinlein og Rasmus Ankersen indtaget deres pladser, side om side i VIP-boksen på den ene langside. Rundt om dem sidder Anders Holch Povlsen, Nikolaj Lie Kaas, Herning-borgmester Lars Krarup, Venstres Kristian Jensen og Flemming Østergaard. Stemningen er anspændt på stadion, da FC Midtjylland går til pause nede 0-1 og med udsigten til, at F.C. København skal spolere den planlagte guldfest. Der er arrangeret fyrværkeri og konfetti på stadion, underholdning på plænen, og der er blevet produceret guld-merchandise i massevis, en nødvendig hybris for en kommende mesterklub, der også gerne vil tjene penge på at sælge mesterskabstrøjer. Men forberedelserne har ikke været forgæves, i anden halvleg scorer FC Midtjylland tre gange, og i de sidste minutter af kampen gjalder ’vi er mestrene’ taktfast på MCH Arena.

Claus Steinlein får et ’tillykke, min dreng’ fra Flemming Østergaard, kort inden han kan løbe på banen og fejre FC Midtjyllands tredje mesterskab, mens slukørede FCK-spillere skynder sig ned i omklædningsrummet. Jørn Kjær har fået guldhat på, og han har også fået travlt med at dele sorte trøjer ud med ordene ’Danske mestre 2020’ trykt i guld på brystet.

”Det her er min yndlingssang,” griner Claus Steinlein, da Queens ’We Are The Champions’, som traditionen foreskriver, bliver spillet på stadionanlægget. Spillerne løber æresrunde, den tyske trio ItaloBrothers − der i aften kun består af én mand − spiller eurodance-hits, Erik Sviatchenko har sine to børn med under armen, og bagefter fortsætter festen i omklædningsrummet, mens ledelsen fejrer guldet med et glas rødvin i rummet ved siden af. Steen Hessel og Johnny Rune er der, sportschef Svend Gravesen er der, Ove Pedersen er der, Brian Priske er der, B.S. Christiansen er der. Der bliver skålet højt i sejrsrus, og flere gange falder der også hånlige kommentarer om Ståle Solbakken.

”Så I ham efter kampen? Han opførte sig som et lille barn,” lyder det, og FCM-lederne griner af ’dårlige undskyldninger’ fra nordmanden om de mange skader og det hårde kampprogram.

Udenfor lederhulen er Erik Sviatchenko en ombejlet herre blandt journalisterne, og han er sidste mand i omklædningsrummet, da tv-stationerne er færdige med at spørge, hvordan det føles, og om han igen skal til udlandet denne sommer. På vej ind møder han Claus Steinlein, der er næste mand i interviewmøllen, og de udveksler en bjørnekrammer. Direktørens skjorte er stadig våd af at blive oversprøjtet med øl og champagne, da han stiller sig op i mixed zone, smilet bredere end nogensinde, og tager imod spørgsmål.

”Kan det blive hverdag,” vil en journalist fra et dagblad vide. Claus Steinlein fortæller, at han drømmer om Champions League, det er det helt store mål for FC Midtjylland. Da medierne har fået deres svar, er skjorten ved at være tør, og Claus Steinlein trasker tilbage langs sidelinjen og kaster et sidste blik på et tomt MCH Arena, badet i skæret fra de fire lysmaster, og aftenhimlen over stadion, inden han igen forsvinder ind i spillertunnellen. Direktøren ved, at han allerede på vej hjem efter mesterskabsfesten i nat vil begynde at tænke på, hvordan han kan forstærke truppen frem mod næste sæson, han kan simpelthen ikke lade være. Han ville ønske, at han var lidt bedre til at læne sig tilbage og nyde sine sejre, men sådan er han ikke − sådan er klubben ikke.

Rettelse: I den oprindelige artikel fremgik det, at Claus Steinlein gik med en Faxe Kondi og en Coca-Cola mod FC Midtjyllands omklædningsrum. Det var retteligt en Faxe Kondi og en Pepsi.