Husker du Mr. James fra ’Muldvarpen’? Nu er han tilbage for at tage et opgør med dit syn på ADHD

Hey, Jim. Er herude nu. Skal jeg bare ringe på dørklokken?

Der går lige akkurat fem sekunder, så er der svaret.

Bare gå igennem porten.

Jeg tager fat i guldhåndtaget, og ganske vist er den ulåst. Inde bag ’porten’ befinder sig en romantisk gårdhave med planter, der kravler op ad murene, og gamle, halvrustne kobbermøbler. På min venstre side bliver endnu en skinnende sortlakeret dør lukket op.

”Hej! Jim er lige ved at gøre sig klar, han kommer om et øjeblik.”

Det er Jims kone, Nicoline Latrache-Qvortrup, der tager imod mig i dén prægtige entré, der udgør skelettet i byhuset. Et byhus, som måske egentlig nærmere må betegnes som et palæ. Marmor, lysekroner og monstera-planter, så store som mindre træer, pryder rummene, man kan se her fra underetagen. Og for at fuldende billedet, løber der selvfølgelig også en sød lille hund rundt på det skakternede gulv.

Skoene tager man af her i huset, og mens jeg bakser med snørebåndene, står han der pludselig. Med sit store, sorte signaturskæg, svulmende overarme, Gucci-joggingbukser og iført et par enorme bamsehjemmetøfler, udformet som isbjørnehoveder.

DU HUSKER HAM nok bedst som Mr. James, den fiktive forretningsmand, der i Mads Brüggers dokumentar ’Muldvarpen’, i ledtog med den førtidspensionerede kok Ulrich Larsen, infiltrerede det nordkoreanske regime og afslørede styrets omfattende engagement i våben- og narkotikahandel.

Dokumentaren, der på premieredagen i 2020 blev set af 413.000 danskere, fik en overvældende modtagelse. DR solgte den efterfølgende til 15 lande, og den blev dermed den hurtigst sælgende dokumentar i public service-organets historie.

’Mulvarpen’ er dog blot en parentes i Jim Latrache-Qvortrups, efter normale standarder, vilde liv. Efter en tumultarisk barndom på diverse børnehjem, hos plejefamilier og kostskoler, valgte han at melde sig til den franske militærenhed Fremmedlegionen, hvor han blev faldskærmssoldat. Herefter arbejdede han som pusher i det københavnske natteliv, hvor han i mange år var en omvandrende garant for, at den festende elite fik stillet coketørsten på natklubber som fx berygtede Nasa.

Jim har efterfølgende afsonet to fængselsdomme, på henholdsvis fem og otte år, for besiddelse af kokain, men er i dag en lovlydig borger, der udover et skuespiljob her og et podcastprojekt dér, ejer en kæde af massageklinikker sammen med Nicoline. De mødte hinanden imellem de to afsoninger, og Jim tilskriver, uden at tøve, hende hele æren for, at han i dag er på ret køl.

MEN DET ER bogen ’Neurospicy’, som parret i bedste ’Bonnie and Clyde’-stil har skrevet sammen, vi skal tale om i dag.

Gennem Jims personlige fortælling forsøger de to at tage et opgør med danskernes syn på diagnosen ADHD, eller Attention Deficit Hyperactivity Disorder, som bogstaverne korrekt står for. De anser nemlig betegnelsen for at være stigmatiserende. Det – ’at have en million antenner ude’ – kan og bør ifølge Jim og Nicoline forvandles til en superkraft. Man skal altså bare forstå hvordan.

Inden vi sætter os, skal den bunke smørrebrød, Jim har bestilt, dog lige ankomme. Derfor får jeg en hurtig rundvisning i huset.

De bor her ikke normalt. Faktisk er vi alle gæster i et helt fjerde menneskes hjem, hvilket umiddelbart lader til at være forholdsvis normalt for dem. Hjemmet tilhører Jims gamle ven Sander Lylloff, der er tidligere verdensmester i backgammon og de sidste 20 år har levet af at gamble. Og det må være for store summer. Jim fortæller i hvert fald, at Sander for nylig har lavet et væddemål med en anden rigmand. Det er en klassiker: Hvem kan hurtigst løbe et maraton? Og der er et uspecificeret, men efter sigende, svimlende beløb på højkant.

Jim er derfor indlogeret i hjemmet som en form for privat livsstilsguru, som skal få Sander Lylloff til at overholde sit træningsprogram og leve nogenlunde asketisk op til konkurrencen. Og fordi Jim selv er med på den nøje orkestrerede diæt, skal han ikke have noget smørrebrød i dagens anledning. I stedet hiver han en halv laks ud af køleren og klargør et regulært bjerg af sashimi på et stort fad fra Royal Copenhagen.

Smørrebrødet ankommer også, og vi sætter os i ’spisestuen’, et rum med fem meter til loftet og et aflangt bord af egetræ, der ville gøre enhver C25-direktør grøn af misundelse. Til højre for mig, for bordenden, sidder Jim Latrache-Qvortrup. Bagved ham står en pandabamse, som er to meter høj. Overfor mig sidder Nicoline Latrache-Qvortrup.

Ved I, hvor mange gange der står fuck eller fucking i jeres nye bog?

Jim: Nej.

37 gange …

Jim: Ja, men det er sgu også sådan, jeg taler, haha.

Nicoline: Vi overvejede at skære det ud, men vi ville gerne være tro mod Jims popcornhjerne og den måde, han faktisk taler på i virkeligheden.

Jim: Ja, og det handler også om, ikke hele tiden at iscenesætte sig selv. Jeg siger ikke, der skal gå totalt bonderøv i den, men jeg tror, der går noget af en, hvis man hele tiden indretter sig for meget.

Nicoline: Det er en hårfin balance, for man skal jo heller ikke træde folk over tæerne.

Jim: Men pointen med bogen er ikke, at jeg gerne vil lyde klog. Pointen er, at man skal møde mig. Det, jeg tror, er rigtig vigtigt, er at kunne lægge sig fladt ned og være fuldkommen ærlig omkring, hvem man er som person. Det er der jo en kæmpe befrielse i. Og hvis andre folk læser det, kan det måske også overbevise dem om, at de heller ikke behøves at iscenesætte sig selv. Hvis du kigger indad, og et eller andet sted er godt tilfreds med, hvem du selv er, så har du ikke behov for sådan noget.

Har du et stort behov for at være ærlig nu, fordi du tidligere i dit liv har haft en facade på?

Jim: Ja. Og der er jo en befrielse i, at man ikke behøver at lyve. Du kan jo også se på de sociale medier, at du skal leve op til nogle fuldkommen vanvittige idealer, og hvis du hele tiden prøver at leve op til nogle andres forventninger, mister man sig selv i processen.

Hvad er problematikken, som I gerne vil udfordre med ’Neurospicy’?

Nicoline: Vi har på grund af vores diagnoser kigget meget på forskningen på området de sidste mange år og haft en mærkelig smag i munden på grund af den måde, man i vores samfund taler om ADHD. Der er en generel opfattelse af, at når man har diagnosen ADHD, så har man en sygdom …

Jim: Det skal også siges, undskyld jeg lige afbryder …

Nicoline: Ja, for det gør du …

Jim: Ha ha, jamen det var bare, fordi jeg lige ville tilføje noget. Jeg har jo fundet ud af, at når jeg møder folk første gang, så plejer jeg lige at fortælle dem, at når jeg afbryder, er det ikke, fordi jeg ikke er interesseret, det er bare, fordi jeg bliver så interesseret, at jeg ikke kan lade være, og hvis jeg kommer til at kigge den anden vej, er det, fordi jeg har set et egern. Hvad var det, du sagde, skat?

Nicoline: Jeg sagde, at ude i samfundet er der generelt en opfattelse af, at …

Jim: At ADHD er en sygdom – ja. Da jeg fik min diagnose, tænkte jeg, at det kunne da godt være grunden til, at jeg har haft så mange problemer. Så jeg begyndte at tage medicin, og i starten fungerede det godt for mig, fordi jeg stoppede med at afbryde folk, når de talte til mig, og jeg kunne faktisk fokusere i længere tid ad gangen. Men efter kort tid kunne jeg også mærke, at det fuldstændig begyndte at dræbe den kreativitet, som jeg elskede mig selv for, og som andre mennesker elskede mig for. Mit tankemønster ændrede sig, og jeg ændrede mig som person. Det føltes meget forkert.

Nicoline: Jeg kan også huske, jeg synes, det var underligt, at der gik fem minutter fra, at jeg fik min diagnose, til jeg fik at vide, at jeg skulle på medicin. Jeg blev ikke spurgt ind til, hvordan jeg ellers levede mit liv. Det var som om, det var en kontekst, der slet ikke blev taget højde for. Hele tilgangen var meget endegyldig sygdomsagtig, og der begyndte vi så at tale om: Hvad er hele grundlaget for, at vi taler om det som en sygdom på den måde? Vi havde begge to en diagnose, men følte os faktisk ikke ’syge’. Vi følte os bare anderledes.

Jim: At have ADHD er bare en anden måde at være i verden på, men det er de rammer, vi har opstillet i samfundet, der gør det problematisk for folk med ADHD, fordi man har svært ved at passe direkte ned i en kasse. Derfor kommer man til at slå negativt ud.

Jim, kan du huske første gang, du oplevede at blive gjort til et problem på grund af din ADHD?

Jim: Da jeg blev født! Jeg har jo altid følt mig anderledes. Jeg må citere en ekspert fra vores bog, Carsten Lassen, som er direktør ude hos Specialisterne (Specialisterne er et videnscenter, der arbejder for inklusion af mennesker med autisme og lignende diagnoser, red.). Han siger: ’Jeg er rigtig dygtig til at spille tennis. Men sætter du mig på en fodboldbane, så har jeg et handicap. Og i Danmark, der spiller alle fodbold.’ På samme måde har alle os med ADHD jo altid følt os forkerte, fordi samfundet afgør, hvad der er normalt.

Da jeg var 18 år, forsøgte jeg at tage et kørekort. Men teori-læren, altså, jeg kunne ikke fange den. Så jeg opgav og kørte bare rundt uden kortet. Det blev til nogle bøder på fem tusind de første par gange, så blev det 10.000, og til sidst var det så en uge i fængsel.

Inden jeg skulle i retten, sagde min advokat så til mig, at nu skulle jeg fandme tage mig sammen og få det kort, så han kunne bruge det i sagen. Og jeg prøvede, og jeg prøvede, og jeg prøvede. Jeg kunne ikke. Indtil min kørelærer så gav mig en cd-rom med hjem, så jeg kunne sidde derhjemme og øve mig. Så gik jeg op og fik nul fejl.

Ændrede det noget for dig, dengang du fik stillet diagnosen?

Jim: Nej, jeg vidste det jo godt. Det var ikke noget med, at jeg havde brug for at få det afklaret for at forstå mig selv bedre eller sådan noget fis. Det handlede faktisk om, at jeg var ved at få en meget lang fængselsdom, og jeg håbede lidt, at jeg ved at få stillet diagnosen kunne få en behandlingsdom og få den lidt ned. Det er dét, hele mit liv har handlet om: at omgå systemet. Og sådan er der mange med ADHD, der har det, så vi skal have dem vendt til at være med systemet i stedet.

I bogen skriver I en del om, hvad vores sprog betyder for opfattelsen af ’lidelsen’, kan I prøve at forklare det?

Nicoline: Når man har det narrativ omkring sig selv, at man er syg, jamen så begynder man også at se på sit liv i det perspektiv. Sprog skaber virkelighed. Og lige nu taler vi rigtig meget om ADHD som en sygdom og et handicap, og så er det selvfølgelig sådan, det bliver. Alt for mange bliver tabt i systemet, men hvis vi begyndte at tale mere om alle fordelene, så ville det gå op for mange flere, hvilken gave det kan være både for det enkelte menneske, men også for samfundet.

Jim: Vi skal tage de mennesker, der har den her gave, og få det optimale ud af dem. Og vi skal ikke engang opfinde den dybe tallerken. Vi skal bare have skabt nogle rammer, der gør det lettere at trives, hvis man er en lille smule anderledes.

Hvor kommer begrebet ’Neurospicy’ fra?

Jim: Vi havde gået og tumlet med, at vi skulle kalde os noget andet. Neurodivergent er faktisk den ’korrekte’ betegnelse og betyder bare, at din hjerne er anderledes indrettet. Men altså, vi var til et superfedt bryllup i Grækenland, hos – kommer de egentlig til bogreceptionen, skat?

Nicoline: Nej, jeg tror ikke, de kunne få det til at passe …

Jim: Nå, men der mødte vi en svensk kvinde ved navn Ebba, som brugte begrebet ’Neurospicy’. Og det, synes vi bare, lød fucking fedt. Vi gik så hjem og researchede lidt på det, og det er åbenbart en større ting blandt neurodivergente at kalde sig det, vi havde bare aldrig hørt det før.

Nicoline: Det lægger op til, at der er noget krydderi på hjernen og er mere positivt ladet end så mange andre udtryk.

Jim: Ja, for ’neurodivergent’ lyder meget laboratorieagtigt og lidt kedeligt, ikke? Og vi er mange ting os to, men kedelige, det er vi altså ikke.

Nicoline: Jeg hopper lige ud og går en tur med hende her.

Nicoline samler den lille hund op. Den er begyndt at løbe rundt og pive lidt, og da hun har forladt spisestuen, sender Jim lange øjne over mod smørrebrødet.

”Det kunne godt være jeg lige skulle have mig sådan et alligevel,” siger han og napper et stykke med roastbeef.

Hvad håber du at opnå med bogen?

”Vi håber jo på at skabe debat, og at vi kan være med til at sætte nogle tanker i gang omkring specielt skolesystemet. Og så håber vi, at der er en masse mennesker, der kan spejle sig i de ting, vi skriver, og føler sig set.”

Jeg tror godt, jeg kender svaret på mit sidste spørgsmål, men ville du helst have levet dit liv med eller uden din ADHD?

”Ej, tænk hvis jeg ikke havde haft min indre stemme. Det havde fandme været nederen. Jeg tror, vores største problem som mennesker er, at når noget har været på den samme måde i lang tid, så stopper vi med at sætte spørgsmålstegn ved det. Og til sidst bliver vi bare til lemminger alle sammen.”

Har du nogensinde fået at vide, at du er svær at interviewe før?

”Ja, dét har jeg. Men jeg er jo heller ikke en lemming.”

’Neurospicy’ udkommer d. 11. april og kan købes hos alle landets førende boghandlere.