Det har jeg lært: Lars Ulrich

Hen ad vejen har jeg lært at acceptere konsekvenserne af mine valg. Jeg bruger ikke energi og tid på at tænke over, hvad der kunne være sket, hvis jeg havde gjort dét og dét på en anden måde. Hvordan var det gået, hvis jeg var gået til venstre i stedet for til højre i dét kryds. Den slags. Det har aldrig givet mening for mig.

Always ask questions back. Sådan sagde min første manager til mig engang i slutningen af 1980’erne, og det tog jeg til mig. Man taler meget om mure for tiden – en god måde at bryde dem ned på er altid at stille spørgsmål retur. Hvordan går det? Hvordan ser du på det og det? Hvad synes du selv? Jeg tror, jeg begyndte på det, da jeg var i begyndelsen af mine 30’ere, og det har både gjort mig klogere og gjort sociale situationer lettere for mig. Det er mit råd til alle mænd: Vær nysgerrige, stil spørgsmål.

Da jeg gik i 8. klasse på Maglegårdsskolen i Hellerup, gik vi til præst i Messiaskirken. Det var hver torsdag fra klokken 8 til 11. Min far syntes ikke, jeg skulle konfirmeres, men jeg måtte godt få gaverne og en fest – og så skulle jeg gå med til præst for at lære så meget som muligt. Den var jeg med på, så længe jeg kunne få det der fede stereoanlæg. På et tidspunkt talte vi med præsten om, hvor vi så os selv længere fremme i livet, og jeg kan stadig meget klart huske, at jeg sagde: ”Jeg ved ikke, hvad jeg kommer til at lave, men jeg ved, at jeg kommer til at lave noget, hvor jeg hele tiden bevæger mig.”

Der var ikke mange heavyfans i min klasse på Maglegårdsskolen, og jeg var enebarn, så jeg tog tit alene til koncerter inde i København. En søndag, hvor der var bilfri søndag, tog jeg S-toget og bussen alene til en koncert i KB Hallen. Min mor kom og hentede mig i bil, da koncerten var forbi, for det var efter midnat, og så var det jo blevet mandag. Der var jeg nok ni år gammel.

Dengang prøvede jeg nogle gange at spille heavyplader for min far. Deep Purple, Led Zeppelin, Iron Maiden. Han rullede bare med øjnene og satte en eller anden vildt syret jazzplade på. Dexter Gordon i Paris i 1963 eller et eller andet. Og så sad han ellers bare og knipsede løs: One, two, three, four. One, two, three, four. Han prøvede altid at lære mig at tælle med, og jeg var altid bare sådan: ’Prøv at lytte til trommeslageren i Iron Maiden, altså.’

Jeg var 16 år, da jeg flyttede til Californien. Egentlig for at spille tennis, men der var så mange gode tennisspillere i USA – jeg var ikke engang den bedste på den gade, hvor vi boede. Så det droppede jeg hurtigt. Første gang man besøger USA, tænker man: ’Wow, der er 12 kanaler på tv’et, og du kan gå på Burger King og McDonald’s og 37 andre fastfoodrestauranter.’ Derhjemme havde man DR og Sverige 1 og 2, og så var der lige åbnet en Burger King inde på Rådhuspladsen.

Men lige så snart man flytter til USA, så forsvinder alt det, og man finder ud af, at USA også er overflade, mig-mig-mig og ræset om at tjene flere penge end naboen. Alt det, der følger i kølvandet på kapitalismen.

I San Francisco mødte jeg en fyr, der hed Ron. Han ville lave et fanzine, du ved, sådan et fan-magasin, hvor man fotokopierer sider og hæfter dem sammen. Det fortalte han mig og sagde, at han havde fundet på to navne. ”Hvilket synes du er bedst: Metallica eller Metal Mania?” Jeg svarede, at jeg syntes, han skulle kalde det ’Metal Mania’. Så beholdt jeg selv det andet.

Den eneste gang, min far har givet mig noget, der minder om øretæver, var engang, hvor han ikke syntes, jeg tog min immigrationsstatus i USA alvorligt. Jeg var lidt for overfladisk og arrogant, hvad angik alt det med pas og visum, mente han. Jeg kan huske, hvordan han løb efter mig op ad trappen i det townhouse i Los Angeles, vi boede i, fordi jeg ikke havde styr på mit visum. Jeg troede nok bare, jeg kunne komme og gå, som jeg ville. Altså, han bankede mig ikke sønder og sammen, men det var det tætteste, jeg nogensinde kom på at få et par flade. Lad os sige det sådan. Der lærte jeg at tage min immigrationsstatus alvorligt.

Min ældste søn skulle have mødt os i Madrid i sidste weekend. Han stod ude i lufthavnen og klar til at tage af sted, men de ville ikke sætte ham på flyet, fordi hans pas udløb to og en halv måned senere. Det skulle være gyldigt i tre. Da tænkte jeg lidt på min gamle far. Jeg skælder ikke rigtigt mine børn ud, desværre, men jeg sagde til min søn: ”Alvorligt talt. Vi sørgede selvfølgelig for, at dit pas fungerede, da du var otte år gammel, men altså … Nu er du 20.” Han missede en fed weekend i Madrid.

Jeg kan se meget af min far i mig. Han så nok verden fra en mere skæv, måske lidt mere progressiv vinkel end folk omkring ham. Han kom som langhåret halvhippie og skulle stå imod den meget konservative tennisverden og hele den der professionelle idræt. Sådan havde vi det også lidt med den måde, musikbranchen og the mainstream eksisterede på, da vi begyndte med Metallica. Der er nogle ting, der bare kommer med helt automatisk, som man ikke selv er herre over. Når du giver råd og er forælder, så begynder du jo med, hvad du selv har lært. Og indimellem siger du: ’Vent engang, lige dét dur måske ikke i 2019.’

Når jeg sidder bag mine trommer på scenen, føler jeg mig som en ubåd med et periskop, der kører frem og tilbage. Jeg iagttager alt, der sker omkring mig. Det kommer nok fra tennis. Når du spiller tennis, er du hele tiden opmærksom på, hvad der sker rundt om dig og mellem boldene. Jeg kan huske, at når min mor og jeg besøgte far, der spillede turnering, sagde han, at han altid kunne mærke, hvor på tribunen vi var. Selv på et kæmpe tennisstadion med 10.000 tilskuere. Der var altid en connection.

Min far har altid været meget fokuseret på øjeblikket. I dag sidder de yngre generationer med deres telefon og hopper fra det ene til det andet. Selv prøver jeg bevidst at lægge telefonen fra mig, når jeg kan, og når jeg er i situationer, hvor jeg ikke behøver den. Derhjemme under middagen, for eksempel. Indimellem prøver jeg at se ud ad vinduet eller op på skyerne. Siger til mig selv: ’Drøm et eller andet, eller opfind noget inde i hovedet.’

Men den anden side af sagen er jo, at det kraftedeme er fedt at have hele verden i sin lomme. Og jeg bruger telefonen meget, fordi jeg er så nysgerrig. Hvis vi sidder og snakker, og jeg pludselig får øje på de der papirrør med sukker, der står på cafebordet, så kan jeg finde på at tænke: Hvad blev der egentlig af sukkerknalderne? Det googler vi lige.

Hvis jeg skal slappe helt af, så gør jeg én af to ting: Enten ser jeg film – helst i en biograf, ikke noget med Netflix på computeren, men i en situation, hvor telefonen ikke ringer. Eller også drikker jeg. Jeg drikker ikke længere, når jeg arbejder, og heller ikke i forbindelse med noget arbejdsrelateret, hvor jeg skal være tip-top. Så jeg drikker faktisk kun, når jeg slapper af. Og det bliver desværre ikke til så meget. Men nogle gange, når jeg er på ferie, så får jeg to glas vin til frokost. Så er der ikke andet på tapetet resten af den dag.

De seneste fem år er jeg også holdt op med at drikke aftenerne før koncerterne. De aftener kalder vi for school nights. Det er te og Perrier. Men lige efter en koncert vil jeg gerne have et glas vin eller noget champagne. Det hjælper også til at komme ned. Jo ældre jeg bliver, jo længere tid tager det at komme ned. Nogle gange kan der gå fem-seks timer efter koncerten. Det der skide periskop, der bare kører løs og ser alt, og den energiudveksling, der sker med bandet og fansene, gør, at det bare tager lang tid. En time efter koncerten er slut, sidder vi tit på en flyvemaskine. Kirk Hammett, vores guitarist, sidder allerede og snorker, men jeg er helt vågen og sitrer. Det er en meget lang ramp down.

Det er ikke direkte på grund af alkoholen, at jeg ikke drikker på en school night. Det handler om, at hvis jeg sidder og drikker i timevis, så skal jeg op og tisse hver anden time. Det har jeg ikke noget imod, når jeg har fri, men hvis vi skal ud og spille, så dur det ikke at ligge dér i en halv tequilabrandert og kæmpe for at få noget søvn. De der dage, hvor man kunne sove 10 timer i træk uden at skulle op og pisse midt om natten, de er slut.

På koncertdagen ankommer vi som regel til showet omkring fire timer før. Så har vi meet-and-greets og får noget at spise, og så skal de sportsagtige forberedelser i gang. Jeg skal op på et løbebånd og varme op, og så begynder de ellers at give mig massage og trække i mig fra fire forskellige retninger. Jeg er som en ballon, der skal pustes op.

Hvis jeg nogle gange bliver lidt smånervøs før en koncert, kan det være, fordi vi har et nummer, som vi ikke har spillet – eller øvet – i to måneder. Vi er ikke det mest over-øvede band i verden, og vi spiller aldrig den samme setliste. Nogle gange sidder man lige og tænker: ’Hvad er det nu, der sker efter andet omkvæd?’ ’Kan jeg huske det?’ Til sidst falder det dog næsten altid tilbage på muscle memory: Det sidder i kroppen. Indimellem sker det alligevel, at jeg ikke kan huske det. Det gode er, at ni ud af 10 gange skal du bare sidde og se ud, som om du ved, hvad du laver, og så er der ikke nogen, der opdager noget.

Det, vi laver oppe på scenen, bliver jo ikke lettere for kroppen med alderen. Jeg sidder her og drikker urtete og Perrier – for 20 år siden var det vodka tonic. Det største spørgsmål i min tilværelse er: Hvor lang tid kan det her holde fysisk? Okay, The Rolling Stones, Paul McCartney, Neil Young og alle de der gutter, som er godt oppe i 70’erne, de spiller jo stadigvæk. Men det er jo ikke helt det samme. Jeg ved ikke, om jeg kan lave det, jeg laver i dag, når jeg er 77. Jeg får i hvert fald svært ved at lægge den samme fysiske kraft i det. Hvad kommer det til at gøre ved musikken? Det ved jeg ikke, og det finder jeg forhåbentlig ikke ud af i de næste mange år.

Jeg er blevet 55. Hvor meget er der så tilbage? 30 år? Min far er på vej mod 95, så måske 40. I dag gik jeg rundt i gaderne i Saint-Germain her i Paris og kiggede på gallerier og tænkte: ’Det ser fuldstændig ud, som første gang jeg gik i de gader i 1989.’ Ja, bilerne er anderledes, og alle har en mobil i hånden.

Men resten har ikke ændret sig en skid. Så begyndte jeg at tænke: ’Okay, hvordan ser den gade ud om 30 år?’ Hvis den ser ud helt som i 1989, hvad er så den forskel, der var mellem dengang og nu med mobiltelefonerne? Hvad er 2050-udgaven af det? Så bliver jeg nysgerrig og tænker: ’Fuck mand, det kan være, at jeg ikke kommer til at opleve det.’ Sådan tænker jeg nogle gange: Jeg er ved at blive så gammel, at jeg ikke kommer til at opleve det næste store.

Forleden sagde min ældste søn til mig: ”Du så Deep Purple i 1974 – du er så heldig, at du levede, da al den bedste musik blev lavet.” Og det er jo den anden side af det.

De største rockbands i verden er nøjagtig de samme rockbands som for 20 år siden: AC/DC, Guns N’ Roses, Iron Maiden, Metallica. Det er helt crazy. Jeg tror langt hen ad vejen, at det skyldes mobiltelefonerne. Da jeg sad i 1976 ude i Hellerup og lyttede til Deep Purple og Kiss, så havde jeg plakater på væggen, og jeg sad og kiggede på pladecovers og inner sleeves og læste i Vi Unge og GO Magazine og Bravo. På det tidspunkt kunne man ikke forestille sig at høre andet musik end samtidens.

I dag har du adgang til alt musik fra alle tider i din telefon. Min yngste søn er 12 år. Hans favoritband er Black Sabbath. Han sidder og hører ’Warpigs’ og ’Paranoid’ og de der crazy gamle numre, og det faktum, at musikken måske er 45 år gammel, betyder ingenting for ham. Han trykker på fire knapper på Spotify eller Apple Music, og så kommer der et Black Sabbath-nummer. Hvorfor? Fordi Black Sabbath holder mere end 95 procent af den heavyrock, der er kommet siden. Hans ører sender ham til den bedste heavyrock. Tid er betydningsløs.

Jeg elsker San Francisco, men jeg befinder mig bedre og bedre i Danmark og er også begyndt at tilbringe mere tid i København. For nogle år siden følte jeg mig lidt overvældet, når jeg var i Danmark, men det gør jeg ikke længere. Jeg kunne godt forestille mig at bo i København igen. Men det handler selvfølgelig om børnene. Mine to ældste sønner går på universitetet i New York, og min yngste har omkring syv år tilbage af skolen i Californien. Så jeg flytter jo ikke bare.

For mig er der et ’før børn’ og et ’efter børn’. Før jeg fik børn, var mit liv meget selvcentreret, mig-mig-mig, nu skal jeg det ene og det andet. Det handlede bare om at have det sjovt. Efter jeg fik børn, begyndte jeg at prioritere andre mennesker – ikke bare mine børn, men alle mulige mennesker. For eksempel kan jeg se, at mit og James Hetfields forhold tidligere var sådan mig-mig-mig, og alt drejede sig om, at jeg skulle have ret. På et tidspunkt efter jeg fik børn, begyndte jeg at rent faktisk at lytte til, hvad han sagde i stedet for automatisk at modsige det, fordi det ikke var det samme, som jeg sagde.

Før du får børn, er din grundindstilling, at livet er uendeligt. Du sidder som 22-årig, hu hej vilde dyr, og du føler dig udødelig. Men så får du børn, og pludselig er der en ny dybde i alting. Jeg mener. Wow. Shit. Livet, mand.

Der var ikke, fordi der var én dag, hvor jeg vågnede efter en brandert, og lyset faldt ned gennem vinduet i loftet, og jeg tænkte: ’Jeg skal have børn.’ Det kom ligesom snigende. Hver gang jeg var hjemme til familiemiddage i Danmark i 1990’erne med onkler og tanter og kusiner, så var der altid kommet én ny til. Pludselig var der to drenge dér og to drenge mere, der lå og kravlede, og på et tidspunkt kiggede jeg ned på alle de børn, der lå i bunken på gulvet og tænkte: ’Okay. Nu er det vist min tur.’

Jeg er utrolig taknemmelig for mit liv. Nogle gange siger jeg til mig selv: ’Tænk, at man kan leve så crazy og fedt, som jeg har gjort, bare af at spille heavy metal.’ For tre dage siden spillede jeg for 69.000 på en pløjemark uden for Madrid, der var 51.000 på det olympiske stadion i Barcelona i går, og der er totalt udsolgt i Milano i morgen. På søndag skal vi spille på Stade de France for 72.000. Hvis jeg i 1982 havde sagt til dig, at om 37 år kommer jeg til at spille heavy metal for 72.000 mennesker på det største stadion i Frankrig – så havde du nok grinet ad mig.