Tømmermændene ramte, efter Simon Pytlick vandt VM: ”Jeg kunne nærmest ikke tænke”

PÅ BALKONEN OVER RÅDHUSPLADSEN vinker han til det enorme menneskehav, der har set stort på, at kulden bider denne aften i slutningen af januar. For det populære nationalklenodie, herrehåndboldlandsholdet, skal hyldes, og de fremmødte har fået en ny favorit, efter Simon Pytlick bragede igennem lydmuren under årets VM-slutrunde.

Håndboldspilleren, der er vokset op på Thurø i Det Sydfynske Øhav, er kun 22 år, men han har allerede fået sin største drengedrøm opfyldt. Han er verdensmester. Ikke på den der måde, hvor han mest er vandbærer og er med til slutrunden for at lære af de ældre, mere rutinerede spillere. Tværtimod: Simon Pytlick bliver turneringens bedste på sin position og delt topscorer i finalen.

Året starter med andre ord med større succeser og vildere oplevelser, end Simon Pytlick kunne have drømt om. Han står midt i en boble, hvor hans drømme går i opfyldelse. Men på et tidspunkt brister den boble. Hverdagen venter, og hans nye, radikalt forandrede virkelighed rammer som et underhåndsskud trukket helt nede fra gulvbrædderne.

”Den bedste måde at beskrive det på er nok, at jeg følte, jeg havde mit livs værste tømmermænd. Jeg kunne nærmest ikke tænke, og det snurrede i mit hoved. Omvæltningen fra at have mennesker og medier omkring sig hele tiden til at ligge hjemme hos mine forældre på Thurø, hvor der er helt, helt ro, var svær at vænne sig til. Jeg gik og tænkte ’hvor fanden er folk? Hvornår kommer DR eller TV 2 og spørger efter endnu et interview?’ Det var underligt pludselig at skulle være alene med mig selv igen.”

Bare fordi der er ro og få mennesker omkring ham hjemme på Thurø eller i lejligheden midt i Odense, bliver der stadig trukket i Simon Pytlick. ”Jeg skal lige vise dig noget vildt,” siger han henkastet og trasker fra spisebordet over mod sin enorme sofa med byens længste chaiselong, hvor hans telefon ligger, mens gulvet knirker eftertryggeligt under ham – hvilket skyldes gulvets beskaffenhed, ikke hans vægt, understreger den unge fynbo.

Pytlick scroller ned gennem sin Instagram-indbakke, som bugner af beskeder. Hele 600 af slagsen landede i indbakken, dagen efter han kom hjem fra VM, fortæller håndboldstjernen, der taler syngende fynsk, som var han en lightudgave af landstræner Nikolaj Jacobsen i en timeout.

DET ER IKKE KUN på sociale medier, interessen for ham har taget et kvantespring. På gader og stræder mødes han nu af mennesker, der vil have et taget et billede med ham, have en autograf eller bare lige fortælle, at de synes, han er god.

I ugerne efter slutrunden gemte han sig i sin lejlighed, hos sine forældre og under skyggen fra sin kasket.

”Jeg havde 14 dage, lige efter jeg kom hjem, hvor jeg ikke var ude at handle. Enten bestilte jeg mad gennem Wolt eller fik min roomie til at handle for mig. Måske var det ikke nødvendigt, men jeg havde en forestilling om, at folk ville hive fat i mig, hvis de så mig i Netto. For jeg kom lige fra fejringen på Rådhuspladsen, hvor alle ville snakke. Der skulle lige falde ro på, og så ville folk glemme mig, tænkte jeg.”

Og så siger han en sætning, som den håndboldgale mand aldrig selv havde troet, at han kunne få over sin læber:

”Og når jeg endelig tog mig sammen til at gå en tur i parken, trak jeg huen eller kasketten helt ned i hovedet, fordi jeg ikke kunne overskue at blive stoppet for at tale mere om håndbold. Jeg var simpelthen mæt. Det troede jeg ellers ikke, at jeg kunne blive.”

Hvor ofte bliver du stoppet af fremmede mennesker i offentligheden?

”Jeg bliver genkendt mere, når jeg går rundt nede i byen. Der er altid nogen, der har et eller andet at sige til en. Det skal jeg lige vænne mig til. For det gør også, at jeg ikke bare kan opføre mig som en idiot i offentligheden, fordi der er rimelig stor risiko for at blive genkendt, og så kan der pludselig florere en lidt ærgerlig video på internettet af mig.”

Hvad siger folk, når de stopper dig i supermarkedet eller på caféen?

”Der er flere, der stadig siger tillykke. Der er også mange, der fortæller, at jeg er højere eller større i virkeligheden end på tv, ha ha. Når jeg sidder på en restaurant nede i byen, er der også mange børn og unge mennesker, som vil have taget et billede. Jeg siger altid ja, selvom det måske havde været federe ikke at blive afbrudt i den samtale, jeg er i gang med. Jeg kan selv huske, hvor svært det var at spørge Snorri Gudjónsson (tidligere islandsk håndboldspiller i GOG, red.) om et billede, da jeg var barn, og hvor meget det betød, da jeg fik et ja.”

DEN NYVUNDNE STJERNESTATUS er ikke kommet uventet. Simon Pytlick har nærmest hele sit liv været udråbt som en af landets næste store håndboldstjerner. Dels skyldes det, at begge hans forældre er kendte navne i sportsverdenen – far Jan var i mange år landstræner for Danmarks kvindelandshold, mens mor Berit har flere landskampe som spiller på cv’et – dels har han i flere omgange selv været på ungdomslandsholdene.

Fra sommer skifter han de vanlige rammer på Fyn og barndomsklubben GOG Svendborg med hjemmebane i den lille flække Gudme ud med den tyske storklub SG Flensburg-Handewitt, som har købt ham fri for et (i håndbold-termer) stort millionbeløb. Fire millioner danske kroner, hvilket ville gøre ham til den dyrest handlede danske håndboldspiller nogensinde, har håndboldekspert Bent Nyegaard snuset sig frem til, mens han i samme åndedrag kalder Simon Pytlick for den bedste venstreback i verden.

Og det bliver du ikke, uanset hvor meget talent du har fået med i bagagen, uden at opgive en masse af de ting, der for mange forbindes med at være teenager.

”Det var hårdt i starten at sige nej til fester, weekendture og andre ting, som ville gå ud over min træning og min form. Jeg fandt tit på en hvid løgn over for mine venner, fordi det var nemmere at bruge mormors runde fødselsdag som undskyldning, end det var at sige, at jeg faktisk bare ikke vil med til fest, fordi jeg vil være verdens bedste håndboldspiller. Men ambitionerne med håndbolden har vægtet tungere, selvom jeg i perioder har lidt et stort afsavn til en mere normal ungdom. For jeg elsker at gå ud og feste med mine venner og holdkammerater.”

Har du aldrig tvivlet på, om det var det hele værd?

”Jeg havde en lille identitetskrise på efterskolen, hvor der åbnede sig en ny verden for mig med fester og bekendtskaber, der er vokset op andre steder end på Fyn. Sådan nogle mennesker havde jeg ikke mødt inden da, ha ha. I det hele taget var der mange andre ting end håndbold, der begyndte at interessere mig på efterskolen. Det skyldtes nok også, at jeg var meget skadet, og derfor ikke kunne spille håndbold hele tiden. Der fik jeg gået til de fester, som jeg senere blev nødt til at sige nej til.”

Ved nærmere eftertanke nedtoner han månederne på efterskolen, hvor der var sjovere ting i livet end at løfte vægte og kaste med harpiksfedtede bolde:

”At kalde det en krise er nok sat på spidsen. Inderst inde vidste jeg godt, at jeg allerhelst ville være håndboldspiller. Men jeg havde sådan en tankegang, hvor jeg tænkte: ’vil jeg egentlig spille håndbold, fordi folk har forventninger til, at jeg bare skal spille håndbold, fordi jeg har familien, som jeg har, eller fordi jeg selv har lyst?’ Da jeg igen kom ind på banen, var det ret klart for mig, at det var for min egen skyld, og at alle fravalgene ville give mening en dag.”

Hvis du ikke skulle være håndboldspiller, hvad skulle du så være?

”Politibetjent,” udbryder han prompte. ”Allerede før jeg drømte om at blive håndboldspiller, havde jeg faktisk en kæmpe drøm om at blive det. Jeg ved ikke hvorfor, men det havde jeg, og det hjalp mig meget, når jeg besøgte studievejlederen nede på Oure (efterskole og kostgymnasium, red.). Der sagde jeg, at jeg ville efteruddanne mig – fordi det skal man åbenbart i Danmark – til politibetjent, hvis håndboldkarrieren slog fejl, og så slap jeg for en masse kritiske spørgsmål.”

HÅNDBOLDKLUBBEN PÅ SYDFYN er udover deres talentudvikling kendt i håndboldkredse for deres fester, der – for at sige det på godt fynsk – ikke går stille for sig. De arrangementer, hvor branderten er tung og påklædningen let, fremhæver Simon Pytlick som en af de ting, der er med til at gøre GOG til en unik klub at være i. Klubben, der ikke udtales med tre enkelte bogstaver – G-O-G – men som det, man får i nødden, gok! Han lægger ikke skjul på, at han heller ikke selv har været Gud(me)s bedste barn, når promillen har været høj, og musikken har spillet.

”Jeg ved ikke hvorfor, men vi har altid været rigtig gode til at smide alt tøjet. Masser af nøgenløb og dans uden en trevl på kroppen midt i en hal fyldt med andre unge mennesker. Jeg var vist også med i et hjemmelavet ’Date mig nøgen’-program. Det er jo nogle mærkelige ting at gøre, men mens man går på efterskolen eller kostgymnasiet dernede, føles det bare mere normalt, end det måske er. Tingene har ændret sig med tiden, og selv de fester har fået et strejf af 2023.”

Han smågriner af tilbageblikket og vinker venligt til en forbipasserende. En ældre dame med gråt hår, iført blomstret kjole og H2O-klipklapper råber pænt goddag efter den krølhårede håndboldspiller, som hilser tilbage på mere imødekommende vis end baristaen på din lokale kaffebar i København.

Hvem var det?

”Det aner jeg ikke. Bare en eller anden, der bor over for mig. Hun synes nok, det er spændende med de store kameraer, og at der pludselig står en eller anden midt ude på vejen og poserer.”

Hvad er det for nogle mennesker, der bor her i området?

”Mange pensionister af en eller anden grund. De er søde og vil rigtig gerne snakke, så nogle gange gemmer jeg mig lidt, hvis jeg ikke orker at tale med dem. De taler med meget tyk, fynsk dialekt, så jeg næsten føler, at jeg taler rigsdansk, ha ha.”

Hvordan bliver det at skulle flytte væk fra Fyn og ikke mindst hallen nede i Gudme, hvor du nærmest er vokset op?

”Det bliver helt vildt vemodigt. Jeg prøver at lade være med at tænke for meget på det. For det er hårdt at tænke på, at det snart er farvel og på gensyn til den lille pis-hal, som det jo i bund og grund er, men jeg har så mange gode minder derfra og har lært så mange gode mennesker at kende netop lige der.”

FAMILIEN PYTLICK ER efterhånden en mindre institution i dansk håndbold. Indtil slutrunden var Simon nok mest kendt som den tidligere landstræner Jans søn. Det faktum er ikke noget, der nager herrelandsholdets nyeste stjerneskud, fordi han tillægger sin baggrund en verden af betydning for, at han er nået dertil, hvor han er i dag. Det var også dem, der beskyttede ham, da boblen bristede, og tømmermændene stod for døren.

”De var hurtige til at skrive til mig efter finalen, at jeg skulle komme hjem til dem med det samme. Og det er først nu, jeg er sådan rigtig er begyndt at tænke over det, men det var for at beskytte mig. De sagde til mig, at jeg skulle være klar til, at der kommer til at ske nogle ting, som jeg ikke har prøvet før, fordi nu har jeg gjort noget, som mange danskere synes er fedt.”

Mens han tilbage i lejligheden sætter lidt lavmælt hiphop, der knap overdøver gulvets knarken, på sin store, runde højtaler med tre ben af træ fra Bang & Olufsen, fortsætter han sin talestrøm med et underspillet smil på læben:

”Hvis jeg havde vidst i momentet, at de gjorde det for at beskytte mig, var jeg blevet rasende. For jeg er et voksent menneske, der nok selv skal styre, hvad der er bedst for mig, og hvad har jeg har lyst til. Men lige i det her tilfælde vidste de nok bedre end mig.”

Smilet stagnerer en smule – men kun en smule – og minen bliver en tand mere alvorlig, da jeg spørger ind til miseren omkring hans fars job som landstræner for Saudi-Arabien. Den rutinerede trænerprofil er blevet kritiseret fra flere kanter, fordi han er med til at støtte op om et regime, der ikke overholder menneskerettighederne, mener kritikerne.

”Det er egentlig forholdsvist simpelt. Jeg har nogle meget modstridende holdninger til den politik, der bliver ført i de lande, og jeg bakker selvfølgelig ikke op om de brud, de begår på menneskerettighederne. Men derfor forstår jeg stadig godt min fars beslutning. Han er taget derned for at være håndboldtræner og globalisere sporten, ikke for at være et menneske, der gør andre ondt. Så kan vi fra nu af og til sommer diskutere, om det, han gør, er det rigtige at gøre. Vi så, hvor stor en diskussion der var omkring fodboldlandsholdets deltagelse ved VM i Qatar, og det viste også, hvor svær en diskussion det er. Jeg ved, at min far også er mod de ting, der foregår i Saudi-Arabien, men jeg bakker ham op i hans beslutning om at takke ja til tilbuddet.”

Det er ikke noget, Simon Pytlick har svært ved at tale om, selvom det er et følsomt emne at tage op. Der er i det hele taget få ting, han har svært at sætte ord på. Mens han konstaterer, at han skal have købt flere frysetørrede kaffebønner, uddyber han, hvorfor hans far har lyst til at være håndboldtræner i Mellemøsten.

”Der er selvfølgelig også et økonomisk aspekt i det, men han har et håb om at gøre noget for sporten og være med til at føre håndbolden videre. Det kan være, at det lykkes på et tidspunkt, men jeg tror det ikke, fordi de er godt nok ikke særligt gode dernede.”

HAN SVARER HURTIGT på en besked på sin telefon. Det er en kammerat, som han aftaler et restaurantbesøg med. Simon Pytlick fortæller, at de skal på Storms Pakhus, selvom han risikerer at skulle stå model til et billede eller to, hvis der er nogle unge GOG-fans, som også har valgt at besøge det populære madmarked denne aften.

Med andre ord er der ikke meget, der kan ryste den unge fynbo. Men når det handler om hans egen forandring, er holdningen mindre løssluppen end talestrømmen. Det er umuligt at forblive den helt samme i en så anderledes hverdag, erkender han. Derfor har han bedt sine nærmeste om at fortælle ham, hvis succesen stiger ham til hovedet.

”Jeg har en aftale med min roomie, min familie og nogle folk fra klubben om, at hvis de ser nogle forandringer hos mig, skal de sige til. Det handler både om, at jeg ikke vil blive kæphøj, og så handler det vigtigst af alt om, at jeg ikke kommer til at slide mig selv ned i et hul ved at sige ja til alt og aldrig sige fra.”

De galoperende slutrunde-tømmermænd har tydeligvis lagt sig. Han er mere end parat til mange flere ture i håndbold-boblen.