Hvad i alverden kan få en dansk bestsellerforfatter til at besøge den samme restaurant flere gange om ugen?

Fortæl om dit første møde med Pastis.

”Før i tiden gik jeg meget i byen, og der sad jeg nogle gange på Andy’s Bar på den anden side af gaden, til det blev meget sent. Var jeg – og mine venner – ikke helt færdige, kunne vi godt finde på at gå over på Underground, der lå lige her, i Pastis’ lokaler, hvor vi sidder nu.

Du kunne få en bajer og en flad, men du kunne også få en slags morgenmad i form af et eller andet smurt stykke og en kop kaffe, og det var ligesom en god måde at slutte strabadserne på. Så jeg var der faktisk, før Pastis opstod.

Jeg har et svagt minde om, at jeg bed mærke i, at der pludselig skulle åbne en fransk bistro i lokalerne, og det var fandeme vildt, kan jeg huske, jeg tænkte dengang, for det manglede virkelig. Men jeg har efterhånden været her så mange gange og i så mange år, at jeg simpelthen ikke kan udpege mit allerførste besøg.”

Hvor ofte er du forbi?

”Jeg spiser her nok tre-fire gange om måneden, men jeg er også bare forbi til drinks. Det er en del af min ugentlige rutine. Det er for det meste fra torsdag til lørdag, men jeg gad egentlig godt at udvide det til også at have søndagen med. Jeg tror, at det ville være en hyggelig måde at slutte weekenden på.”

Hvad er årsagerne til, at det med tiden har udviklet sig til dit stamsted?

”I dag er det jo en københavnerinstitution og helt sit eget, men da Pastis åbnede i 2006, kunne jeg virkelig godt lide idéen om det her franske helle, som føltes lidt som et lille stykke af Paris. Det tiltalte mig også meget, at der både var – og stadigvæk er – mulighed for at sidde inde og ude, så man kan være her på alle tider af året.

Min hustru og jeg spiser og har i mange år spist rigtig meget ude, og der er bare nogle steder, der klinger lidt renere end andre. Sådan et sted er Pastis for mig og har egentlig været det fra starten. Og jeg har kun fået et stærkere tilhørsforhold til stedet siden da.

Det har selvfølgelig heller ikke gjort noget dårligt for min besøgsfrekvens, at jeg nu bor sådan, at jeg fra min tagterrasse kan kigge lige ned og se, om der tilfældigvis skulle være et ledigt bord udenfor. Det kan jeg i hvert fald, når der ikke er blade på træerne … Er det egentlig ikke bare et enkelt kobbersøm, man skal banke ind i et træ, for at det dør, ha ha?”

Michael Katz Krefeld

Født i 1966 i Gammel Holte i Nordsjælland. Arbejdede tidligere som manuskriptforfatter på serier som ’Hotellet’ og ’Nikolaj & Julie’, inden han i 2007 debuterede som krimiforfatter med bogen ’Før stormen’. Fik sit store gennembrud med Ravn-serien, der følger privatdetektiven Thomas Ravnsholdt, og niende bind i serien, ’Hævneren’ er netop udkommet på Politikens Forlag. Katz Krefeld har solgt næsten to millioner bøger alene i Danmark og er derudover udgivet i 20 lande. Bor i København K.

Planlægger du din uge sådan, at du ved, at du kan nå forbi?

”Nej, for nu bor jeg så tæt på, og det er også her, jeg har mit kontor. Samtidig ligger mit træningscenter lige rundt om hjørnet, så jeg går alligevel altid forbi hernede.”

Hvad definerer et stamsted for dig?

”Egentlig ville jeg sige, at det er en forlænget del af ens spisestue, men det er ikke rigtigt. For det er jo mere som at komme på besøg hos nogen, man kender rigtig godt. Der er en personlighed og varme, noget intimt og privat. Stedet trakterer en som gæst, som var man en god ven.

For at trække tråde til mit arbejde som forfatter: Ligesom jeg har en ”kontrakt” med mit publikum om, hvad de ved, de nogenlunde kan forvente af bøgerne, og at de genkender karaktererne og glæder sig over, at nogle vender tilbage, så har man også noget lignende med sit stamsted, synes jeg.

Den der følelse af at læne sig tilbage og vide, at man nu er i gode hænder, fordi sådan plejer det at være. Det mest groundbreaking, der er sket hernede, er jo, at de har ændret farven på dørene, som før var sorte. Nu er de malet brune. Min kone og jeg kan nogle gange tage os selv i at sidde derhjemme og diskutere, om det nu var den rigtige beslutning.”

Hvad betyder det for dig, at personalet kan genkende dig?

”Det er selvfølgelig dejligt, men jeg nyder lige så meget, at jeg kan genkende dem. Der er noget hyggeligt over lige pludselig at blive betjent af én, som man ikke har set de seneste gange, man har været der, fordi vedkommende måske er deltidsansat, og så får man lige en sludder om, hvordan det går.”

Har du en fast ordre?

”Der var en periode, hvor fruen og jeg altid tog herned om fredagen efter en lang uge og kørte det samme sæt: nogle østers, laksetataren, foie gras og en flaske hvidvin. Jeg kan virkelig godt lide østers, Fine de Claire og Gillardeau, bare med et skvis citron og ikke andet. Jeg synes, de fungerer bedst som appetizer, og derfor bestiller vi ofte tre til deling.

Hvis vi fx kører seks som forret, kan jeg godt få en følelse af, at jeg snyder mig selv, fordi når de så er færdige, skal vi lige pludselig til at spise hovedret. Til hovedret bestiller jeg oftest fisk, meget gerne dansk fisk. Og hvis der står pighvar på kortet … ja, så er jeg solgt.”

Hvad drikker I?

”Hvis det er drinks, kan jeg godt lide en spritz. Vi har drukket vores andel af Aperol, så nu kan jeg godt lide, når steder laver deres eget take på en spritz. På et tidspunkt drak vi også en del margaritas, men de slår jo ret hårdt, så det er ikke altid, det lige passer.

Når det kommer til vinen, er det som regel hvidvin, det kan vi bedst lide, og jeg er svært glad for hvid bourgogne. Konventionel, ikke naturvin. Jeg fatter simpelthen ikke naturvin. Og ja, jeg har smagt det. Men det er i min verden et minefelt, hvor man ikke ved, om man rammer noget godt eller dårligt.”

Hvor mange penge vil du tro, du bruger om måneden på Pastis?

”Jeg må være ærlig og sige, at det har jeg ingen idé om. Det er en vildt privilegeret situation at være i, men det er der, jeg er kommet til rent økonomisk, og det er jeg selvfølgelig meget glad for.

Min kone ved det godt, og jeg burde måske også vide det, men omvendt … jeg synes godt, jeg kan tillade mig at lade være med at vide det og bare have det skidesjovt.”

På steder, man kommer meget, risikerer man ofte at løbe ind i de samme mennesker, så det hele går op i snak, og da du ankom, faldt du med det samme i snak med et andet bord. Er der en risiko for, at du ikke kan være i fred med dine egne tanker – eller er det omvendt en del af det for dig, at du kan rende ind i folk hernede, som du kender?

”Jeg synes, det er dejligt med liv, så for mig er det en del af charmen. Især torsdag og fredag til frokost, hvor jeg også selv kan finde på at være her, er der typisk folk, jeg kender fra forlags- og filmbranchen. Der får man virkelig den der stemning af, at alle kender alle. Så sidder man der og vinker og sludrer løs, og det er meget hyggeligt. Det er en slags kosmopolitisk summen, som jeg sætter pris på.

Men mest af alt er jeg her med det selskab, som jeg kommer med. Så det er ikke, fordi jeg sætter mig herned og møder nogle mennesker, og så sætter vi bordene sammen, selvom det også ville være fantastisk.”

Har du haft stamsteder før?

”Da jeg boede på Østerbro, kom jeg meget nede omkring cafémiljøet på Bopa Plads. Og også på Le Saint Jacques, Daniel Letz’ sted på Sankt Jakobs Plads. Det havde og har også alle kvaliteterne til at være et stamsted. Men jeg må indrømme, at jeg godt kan lide, at jeg bare kan trisse ud af døren for at få et måltid mad.”

Er der et stamsted, der endnu ikke findes, eller ikke findes i dit liv, men som du drømmer om?

”Det er sjovt, for jeg havde faktisk drømt om, at der ville åbne et sted som Locale 21 i mit nabolag, sådan et lille italiensk bistrosted, inden Mikkel (Egelund, ejer af Pastis og medejer af Locale 21 og Resto Bar, red.) åbnede det. Det sted manglede virkelig i området, for det minder mere om et sted, man finder ude på brokvarterne.

De har noget fantastisk pasta, fx deres kaninragout, grillede jomfruhummer, og så havde de – jeg tror ikke, den er på kortet mere – en fantastisk tuncarpaccio med lidt bønner, tomat og den hemmelige ingrediens: fennikelfrø. Efter de åbnede, er jeg der efterhånden lige så meget, som jeg er på Pastis.”

Kender du andre personer med stærk tilknytning til deres stamsted, som du er blevet inspireret af?

”Jeg kan i hvert fald ikke sige mig fri for, at jeg bed totalt på, når jeg i mine 20’ere sad og læste om Charles Bukowski, hans stamsteder og idéen om at være en barfly et eller andet sted. Og så er der jo hele den der generation af amerikanske forfattere i Paris – Hemingway, Henry Miller – som jeg heller ikke kan slippe udenom at have romantiseret i meget høj grad.

Jeg stødte på det i en alder, hvor man er meget påvirkelig, og jeg tror helt sikkert, at min glæde over at have fundet et stamsted, har lidt rod i den fascination, jeg havde af dem dengang.”