Det klassiske mad-tv på de gammeldags kanaler lader meget tilbage at ønske. Men så er det godt, at internettet findes. Youtube er et overflødighedshorn af legendariske optagelser med koryfæer som fx Marco Pierre White og Anthony Bourdain, mens der også er mere end rigeligt med how-tos til alle dem, der lige skal have genopfrisket teknikken til en sauce hollandaise. Og hvad så med fiktionen?
Den står Disney+ for med den forrygende serie ’The Bear’, der indtil nu over to sæsoner på hæsblæsende maner har fulgt kokken Carmy Berzattos kamp for at drive restaurant i Chicago med alt hvad det indebærer af broderens gamle gæld, slidte køkkenfaciliteter og drømme, der ikke altid flugter med virkeligheden.
Annonse
I sæson to var serien endda i København, hvor Weekendavisens anmelder Martin Kongstad spillede en birolle. Det er netop blevet bekræftet, at en sæson 3 kommer i slutningen af juni 2024. Dén glæder vi os til.
Sol over Gudhjem
Danmarks største kokkekonkurrence Sol over Gudhjem bliver afholdt den 22. juni 2024 på havnen i Gudhjem. Konkurrencen har været holdt siden 2009 og favner nu også Dessertkonkurrencen og Produktprisen.
Deltagere ved hovedkonkurrencen bliver i år Anders Kiel Holm (Villa Vest), Anika Madsen (Iris, Norge), Artur Kazaritski (Skodsborg Kurhotel) og Christoffer Sørensen (Studio).
Dommerpanelet er vanen tro særdeles kompetent med Brian Mark Hansen (Søllerød Kro), Dan Wichangoen (Molskroen), Kenneth Toft-Hansen (Svinkløv Badehotel) og Nicolai Nørregaard (Kadeau).
Deltagerne får tildelt råvarer til dessertkonkurrencen på forhånd, mens elementerne til hovedretten afsløres på dagen.
Annonse
Gratis vin til de kyndige
Christian Puglisi har netop åbnet Rino VinoFino i Guldbergsgade på Nørrebro – en vinbar, der ikke kan beskyldes for at lefle for gud og hvermand. I den nye vinbars pressemateriale gøres det således klart fra start: Det her er en vinbar ”for voksne”. Og altså ikke for dig med ”tophue og langt skæg.”
Det er den sicilianske sommelier Marco Bartone, der kuraterer udvalget af flasker fra Overnoy, Ken Jiro, Accomasso og andre. Typisk flasker, der har været gemt godt væk i kælderen hos Relæ og Manfreds. Om søndagen sænkes skuldrene til det punkt, hvor man kan tage sin egen flaske vin med – hvis bare man lover, at man også køber en flaske i baren.
Og så har Rino VinoFino et tiltag, der nok vil kunne lokke mange vinkendere ud af deres egne kælderkølige opholdsrum: Hver eneste dag kan man prøve kræfter med en såkaldt ”blinder”, altså et glas af ukendt ophav, og hvis man kan gætte to ud af tre af vinens drue, producent og område, så får man glasset gratis.
Der vil også blive serveret lidt at stå imod med, bl.a. den ret højt agtede trøffeltoast lavet på salige Mirabelles surdejsbrød. Rino VinoFino har åbent fra kl. 17 torsdag til og med søndag.
Endelig Alouette
Så skulle det være sikkert og vist: Alouette genopstår efter lang tids spekulation i baggården på Kronprinsessegade 8 i København i det, der også hedder Revisorernes Hus.
Annonse
Alouette, som nåede at få en enkelt stjerne hos Michelin, har tradition for at levere stor madkunst fra de københavnske baggårdes indre.
Tidligere lå Alouette i en baggård på Sturlasgade på Islands Brygge, men i efteråret 2023 bebudede man, at rammerne var blevet for små til ambitionerne, og så begyndte jagten på nye lokaler, mens man valgte at lukke helt ned over vinteren.
Bag Alouette står Camilla Hansen og hendes mand, chefkok Nick Curtis.
Ud af vitrineskabet
Det er endnu sparsomt, hvad vi ved, men her på siderne er vi glade for rygter om gode ting i vente. Det lyder således på vandrørene i Indre By, at møbelproducenten FRAMA, der også er kendt for at drive den smukke café Apotek 57 ved siden af deres hovedkontor i Fredericiagade i København, nu åbner vinbaren Vitrine ved Gammel Mønt i København. Vi spår Instagram-venlig indretning, naturvine og et internationalt crowd.
De 50 bedste
Den 5. juni løber kåringen af ’World’s 50 Best Restaurants’ af stablen, denne gang ved et stort anlagt show i Las Vegas i den overfladiske plastikbys forsøg på at tiltrække sig lidt kulturel kapital. Den eneste danske restaurant på 2023-listen er Alchemist med en femteplads.
Central i Lima i Peru har indtil årets kåring ligget nummer 1, mens Spanien med Disfrutar (Barcelona), Diverxo (Madrid) og Asador Extebarri (Atxondo) har domineret de næste tre pladser. Noma har toppet listen fem gange, i 2010, 2011, 2012, 2014 og 2021, mens Geranium lå øverst i 2022.
Frokost på Kadeau
Og lidt mere Bornholm: Spiseoplevelserne er mange på øen, men den ubestridt bedste står Kadeau stadig for. Og nu udvider de spillepladen med frokost både fredag og søndag i juli måned formedelst 2.300 kr. pr. person.
Kadeau Bornholm har åbent torsdag-søndag frem til september, og endnu en nyhed i år er sammensmeltningen med glamping-destinationen Eco Beach Camp, der ligger blot 10 minutter fra restauranten. Se mere på Instagram.
Mad på Heartland Festival
Den fynske Heartland Festival har dygtigt slået sig op på både musik og talks til et voksent publikum i overordentligt smukke omgivelser ved Egeskov Slot. Men der er også god grund til at tage på Heartland, hvis man primært interesserer sig for maden.
Falsled Kro står for årets Heartland Banquet, der er en decideret restaurantoplevelse i det grønne, mens der er skaldyrsfeast med festivalen Avernax som medvært, Grøn Grisefest med Æblerov og Rødder og en lang række andre arrangementer med maden i fokus.
Umut Sakarya hylder kartofler, Adam Price og Frederikke Legaard går amok i jordbær, Kala Sung nørder kimchi og meget, meget mere.
Læs mere på hjemmesiden, og besøg festivalen den 13.-15. juni på Sydfyn.
Pizza galore
Borte er tiden, hvor en pizza blot var noget, man hentede nede på hjørnet til en 50’er, så toppen af de værste tømmermænd kunne tages. I dag er pizzaen blevet ophøjet til noget gastronomisk, eller i hvert noget mere velsmagende, bl.a. takket være Christian Puglisi på Bæst, Rasmus Oubæks Otto-imperium og Cofoco-gruppens Corsa Pizza.
Et af de mest hippe steder at indtage sin pizza det seneste års tid har dog været Diamond Slice i Blågårdsgade i København, og de har nu knopskudt med endnu en lokation til Tagensvej. Der er ingen ende på pizzaerne, og vi spår, at det heller ikke er sidste gang Diamond Slice udvider.
Nyt i 9000
For nylig forlod Nadia Bach og Christian Nurup Restaurant Bühlmann på Hotel Scheelminde i Aalborg, hvor de var henholdsvis restaurant- og hotelchef samt køkkenchef.
Nu er duoen, der også danner par privat, klar med et nyt sted, som bliver deres eget og får navnet Bach & Nurup. Ambitionen er at have åbent alle ugens dage undtagen tirsdag og komme rigtig godt fra start med kaffe og croissanter allerede fra kl. 07.30 (i weekenden dog 08.30). Mandag, lørdag og søndag lukker man kl. 15, mens man onsdag, torsdag og fredag holder åbent til kl. 21.00.
Inspirationen er hentet i New Yorks livlige energi, de franske bistroers charme og den japanske æstetik. Følg med på Instagram på @bachognurup.
Meget mere Hart
Da Hart Bageri slog dørene op for et par år siden på Gl. Kongevej i København, blev det en lokal favorit uden lige. Siden har turisterne taget totalt over, og i dag er bageriet et udflugtsmål for udenlandske besøgende, der gerne står i vejen med rullekufferter og Instagram-konti, der skal fodres med baskisk cheesecake og kimchisandwiches.
Hart er en stor iværksættersucces, der konstant knopskyder, senest med nye bageriudsalg på Islands Brygge og i Store Kongensgade. Vi nærmer os kædelignende forhold, men så længe kvaliteten er himmelstræbende, er der ingen brok herfra.
Danske vindere af Copa Jerez
Copa Jerez kalder sig verdens største gastronomiske konkurrence, der fokuserer på parringen af mad og sherry. Konkurrencen samler mere end 500 fagfolk til på fem kontinenter, og i år var den danske afdeling samlet på The Samuel i Hellerup.
Vinder blev Sdr. Bjert Kros køkkenchef Emil Rask Bahr og sommelier Jill Völcke, kåret af jury-præsident Francis Cardenau, der dermed kan sende duoen afsted til den internationale konkurrence i Jerez i Spanien næste år. En konkurrence, hvor Danmark i øvrigt er forsvarende mester (Allan Schultz og Alexander Berntsen fra Parsley Salon vandt senest).
Vinderholdet i den danske konkurrence serverede i år stegt makrel med infuseret sherryeddike tørret tomat, sprød salvie og hummer-beurre blanc til forret, confiteret grisebryst med sur-sød barbecue med hasselnød-dukkah, farseret morkel og aromatisk sauce med timut peber og æblemost til hovedret, og rundede af med ”arme riddere” af surdej med ceylon-kanel og confit af kumquats med orange tagetes og is lavet på saltet rosmarin karamel og kardemomme sirup.
Til alle retter blev der selvfølgelig serveret sherry.
ÅBEN i Carlsberg
Et af de mest ambitiøse og spændende bryggerier, der er dryppet ud af den danske ølrevolution, er ÅBEN, der indtil nu har brygget løs i Kødbyen i København. Og som med alt andet, der bobler og syder og gærer, er ÅBEN nu også vokset ud af de vante rammer.
Placeringen i Kødbyen bevarer man dog, men nu åbner man også i øllets tidligere højborg i Carlsberg Byen, selvfølgelig fristes man til at sige. Adressen er Kedelhallen, hvor der fremover både bliver serveret øl og mad fra ÅBEN, der dog stadig brygger i Kødbyen.
Helt på toppen
København har fået endnu en rooftop bar, og denne en grøn en af slagsen. Folkene bag den urbane tagfarm Østergro har nemlig åbnet en vinbar, der ligger ved deres eksisterende taghave på toppen af Østerbro.
Der bliver serveret naturvin, kombucha og snacks af Gro Spiseri, og åbningstiderne siger fredag til søndag fra kl. 14-22.
Michelin i 10.000 meters højde
Søren Selin og AOC har udviklet en to-retters menu til Singapore Airlines’ business class-passagerer på ruten mellem København og Singapore. Det sker som første skridt i et samarbejde mellem kokken og flyselskabet, der træder i kraft den 1. juni 2024 i takt med flyselskabets nye daglige rute til Singapore.
Forretten er hummer med tomater, hyben, butternut-squash og krondild, mens hovedretten er havtaske med variation af danske kartofller, muslinge-beurre blanc, ørredrogn og løgblomster.
Smags- og lugtesansen bliver reduceret markant i 10.000 meters højde, og derfor har Selin i udviklingen af menuen trukket på ekspertviden fra Gate Gourmet, der er vant til at arbejde med smagsforstyrrende elementer som kabinetryk og flystøj.
Menuen serveres i tre måneder, hvorefter det er planen, at Søren Selin og AOC skaber en ny sæsonbestemt menu til passagererne på business class hos Singapore Airlines.
Seafood Sundays
Mere tagterrasse, mere udsigt: To søndage hen over sommeren, den 16. juni og 25. august, byder Nimb på caviarsmagning, champagne, skaldyr og live-musik på tagterrassen, der som noget særligt bliver åbnet for gæster udefra kun på disse to aftenener.
Aftenen starter med caviarsmagning fra Gastro Unika og derefter skaldyrsfad med hummer, østers og vekslende specialiteter. Prisen er 2.000 kr. pr. person og inkluderet i prisen er adgang til Nimb Roof, caviarsmagning, et glas Ruinart-champagne og altså det store skaldyrsfad med tilhørende chablis.
Det bedste, der kom ud af min galopperende 40-årskrise, er min sorte Saab 900 Cabriolet. Jeg synes, den er så flot. Det er en skulptur. En panikbil, uden så alligevel helt at være det.